Mens hans durchlautighed prinsen af Philipsdahls sørgetog passerede Kongens Nytorv så man statuen besteget af gadedrenge der på flere måder mishandlede dette monument der er sat til hædersminde over en af Danmarks gode konger og er en pryd for den smukke plads hvorpå det er hensat. Siden den tid har man jævnligt såvel ved dag som ved aften set at en del drenge har valgt sig pladsen mellem jerngitteret og de med jernlænker forsynede stenpiller til deres tumleplads, og snart vil de vel også overstige jerngitteret ligesom på den dag. Et par af de derværende figurer mangler allerede de attributter de havde før, og sten der er indkastet ved foden, røber nok så meget at hvor stærke figurerne end er, trues de med yderligere beskadigelse. En del drenge morer sig med at gynge på jernkæderne hvorved stenpillerne slides og de deri fastgjorte kramper løsnes. Dette er tilfældet med en af jernkæderne ved den nordre side der allerede er faldet ud. Det er vist at sådan gentagen skadetilføjelse må fordre en kostbar reparation, og denne kunne vist i lang tid undgås hvis der som før er foreslået, fra hovedvagten udsendtes et par mand for at bortjage eller gribe et par af de kåde drenge som der tumler sig, for så snart disse så sig for alvor forstyrrede i deres leg, ville de vis for fremtiden holde sig derfra.
(Politivennen nr. 1007, Løverdagen den 18de april 1835, s. 250-251)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar