11 december 2016

Besværlige Sjouere.

Det er højst ubehageligt for handlende som bor i kældre når en mængde sjovere tager stade udenfor samme, idet disse ofte spærrer nedgangen, hælder sig op til udhængte skilte, eller skygger for de i vinduerne udsatte varer. Dette er tilfældet på hjørnet af Store Kongensgade ved Kongens Nytorv. Især samler en del sig på det hjørne hvor urteboden er, og ikke sjældent opstår der klammeri og slagsmål mellem dem som forårsager sammenstimlen af pøbel og drenge. Vel er der nogle blandt disse karle som opfører sig ordentligt, men der findes andre som dels i drukkenskab, dels af misundelse over at disse fortrinligt tages i tjeneste, angriber dem og således nøder dem til selvforsvar. Blandt de urolige udmærker sig:

1) En temmelig høj person iført blå trøje, sorte benklæder og grøn vest, lav kasket på hovedet, bekendt under navn af Slagsbroderen.

2) En lille undersætsig person, har en lav kasket, brunagtig klæder og sko, hvoraf tæerne sædvanligvis titter frem. Han er altid beruset, hvorover man må undres da han intet bestiller og ingen benytter hans tjeneste.

3) En forhenværende tambur i forrevne klæder og hat på hovedet. Vestiller sjældent noget og er ofte i klammeri med de andre.

Det var meget at ønske at samtlige karl beordredes til at vige fortovet og tage stade udenfor rendestenen på torvet hvor der er plads nok for dem, og hvor de ikke står nogen i vejen. På fortovene må jo efter politianordningerne, intet henstilles som hindrer passagen for fodgængerne.

(Politivennen nr. 1006, Løverdagen den 11te april 1835, s. 238)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar