Brandvæsenet i Arbejde paa Lossepladsen i Kongens Enghave.
Fra i Mandags har det brændt i Skrallet ude paa lossepladsen i Kongens Enghave ved den gamle Skydebane i Vigerslev. Siden da har Brandvæsenet maattet holde en Motorsprøjte i Gang for at overdænge det glødende Affald med Vand. Og der gaar sikkert et Par Dage endnu, før man kan slutte af.
For Beboerne i Omegnens smaa Huse og Villaer er denne Losseplads en evig Kilde til Ærgrelser. Med den svageste Vind bæres der en næsten ulidelig Stank ud over Terrænet - og for Resten mange Gange helt ind til Byen. Gang efter Gang opstaar der Brand i Bunkerne, og den Hede og Luft, der da samler sig, gør faktisk Opholdet i Stuerne, selv naar alle Vinduer er lukket, til en Plage.
Det Svar faar man, naar man spørger Beboerne, om de har Men af Pladsens Nærhed.
Og i Virkeligheden kan en By paa Københavns Størrelse heller ikke være bekendt at tolerere disse Forhold. København siges jo ellers at staa højt i sanitær Henseende, men paa det nævnte Omraade er vi altsaa et godt Stykke tilbage. Tænk ogsaa bare paa Støvet fra Skrallevognene naar Beholderne tømmes ud i Vognkassen midt paa Gaden.
I Lighed med Frederiksberg maa vi vel snart kunne bygge Destruktionsanstalter. Det betaler sig jo oven i Købet. Slaggerne er udmærket Vejmateriale, og Kedlernes Damp kan udnyttes til Opvarmning af de omliggende Kvarterer. Og samtidig befries Byen først og fremmest for en farlig Smittekilde.
Var det ikke paa Tide den gode Magistrat tog Affære.
(Aftenbladet (København) 11. august 1927).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar