Elisabeth (Elisa) Baridon (1834-1912) blev født i Piémonte (norditalien). Det er stort set hvad vi ved om hende, indtil hun blev husbestyrerinde hos Ferdinand Bertouch formentlig fra et tidspunkt efter 1859 til hans død i 1902. Og selv da er det næsten ingenting vi får at vide.
Carl Christian Ferdinand von Bertouch (1810-1902?) var hofjægermester og oldtidsforsker. Bertouch var/er en tysk adelsslægt som indvandrede til Danmark i 16-1700-tallet. Som ung boede han bl.a. 3 år i Amaliegade Nr. 16 (admiral Kaas’ gård) i København. 1836-1838 ejede han herregården Gottesgave ved Nakskov. Efter at have giftet sig med morbroderens datter Maren Wallmoden, rejste parret næste 15 år rundt i Europa. I Frankrig oplevede de bl.a. at Louis Philippe blev afsat i 1848 og republikkens indførelse. De tog til Italien hvor de bl.a. fordrev tiden med at overvære skuespil, operaer og balletter af de kendteste kunstnere, samt mødtes med danskere som Kierulff og dr. Aarestrup, Sten Billes, kammerherre Johan Bülows, danske Officerer Ernst og Kiøpke, Frk. Puggaard, Werlauf og Juliane Heger. Fra 1853 også Marstrand og Bissen, samt 1854 H. C. Andersen. Ferdinand Bertouch var medlem af Oldskriftsselskabet og foretog ærkæologisk-historiske studier (bl.a. refereret i Berlingske 1854), medvirkede ved udgravningerne i Luni (1858) og gjorde sig her fortjent til tre Bronzemedailler (1867).
Maren døde 1859. Herefter tog Ferdinand ophold i Paris tæt på broderen Ernst der var legationsråd. Formentlig efter dette tidspunkt har han antaget en husbestyrerinde. Disse var ansat på gårde, hos en ugift mand eller en enkemand. Det sidste var tilfældet for Elisabeth Baridon. Måske var hun ansat mens han boede 10 år i Paris, og i hvert fald i 1870 hvor hun spiller en ret stor rolle, hvilket fremgår af følgende brev:
Nathalie Bertouch-Lehn, [. Hoick, til Ferdinand Bertouch.
Lungholm, den 29. Maj 1870.
Kjære Ferdinand!
Hvad maae De dog troe om mig? at jeg saa længe ikke har ladet høre fra mig; det er en stoer Skam, især da jeg veed hvor megen venlig Interesse De har for os Alle. Siden vi kom til Kjøbenhavn har jeg havt saa meget at bestille, og efter Lines Forlovelse var der for mig ikke et Minuts Ro til at skrive, saa dette veed jeg at De selv kan indsee og tjener derfor til min Undskyldning. Nu ere vi da alt 4. Uger her paa Lungholm, men efter at have været 4. Maaneder herfra, var der jo flere Ting i Huuset, der skulde udrettes og arangeres, saa Tiden ogsaa var optaget her. — Efter at vi i Hovedstaden endte med at modtage Gratulantere og gjøre Visitter, saa begyndt vi forfra med det Samme her paa Lungholm og nu vente Egnebeboerne at faae en Forlovelses-Middag naar Wedell kommer; vi vente ham sidst i denne Uge. Cathinka var saa glad over Lines Forlovelse saa hun omfavnede og kyssede Wedell, det er jo saa lykkeligt naar alle Parter ere tilfredse. — Line er jo meget forvendt saa Gud veed! hvorledes hun vil finde sig i m indre Kaar, men det kan jo vare længe med Brylluppet, da han ingen Ansættelse har, og der nok ikke saa snart er Udsigt til nogen Skovrider Plads. Wedell er et smukt og elskværdigt Menneske som sikkert nok vil gjøre sin Kone lykkelig. Jeg vil ret haabe at Line vil gjøre ham lykkelig og være noget for ham , da hun hidindtil kun har tænkt paa sit eget lille Jeg. — For Øieblikket er det en rørig Tid i Hovedstaden, da Ministerne ere gaaet af, og man endnu ikke har nogen Idee om hvilket Ministerium der nu bliver dannet. (Vort stakkels lille Danmark!) — At Geheimeraad Raben er død ved De vel alt, og at han har udsat Legater paa 400,000 Rbd til Videnskabsmænd og Kunstnere er jo overordentligt smukt. Baron Otto Rosenørn Lehn er blevet Directeur for den kongelige Malerisamling paa Christiansborg efter Professor Høiens Død. (Hvad syntes De?) Min Poul er begyndt paa at spille Violin, men han syntes bedre om at spille efter Gehør end efter Noder. Nu er Poul meget flittig, thi Bertouch vil jo have ham i Roeskilde-Skole til Vinteren, det finder jeg en redsom Idee. Poul trænger til megen Bevægelse og at komme stadig i Luften for hans stakkels Øine, som ere meget angrebne, han siger selv at hans Syn har taget af i det sidste Aar. I September Maaned skal Poul confirmeres her i Erindlev Kirke. — Bertouch lider af en stadig Hoste og i denne Tid af en smertefuld Gigt. — Min Søster Schulin er taget til hendes Datter Brockdorff som venter sin Nedkomst i Juny Maaned. Lily Schulin tager nogle Dage til Tølløse og den 13. Juny til Dannemands Sølvbryllup paa Aastrup. De to smukke Malerier have Bertouch og jeg nu hængt op i Havestuen, hvor de tage dem meget smukt ud, De veed nok kjære F erdinand de to Portraitter som de have været saa venlig at sende os. De venligste Hilsener sendes Dem og den elskværdige Elisa [Baridon] fra os Alle her.
Glæd snart med nogle Linier Deres meget hengivne
Lungholm den 29/5 1870. Nathalie Bertouch Lehn
Da Kommunardopstanden udbrød i 1870, flygtede Ferdinand fra Paris uden selv det nødvendigste. Han boede på kredit på et Hotel i Antwerpen indtil hans husbestyrerinde (formentlig Elisa Baridon) der netop opholdt sig hos Cathinka i Danmark, kunne skaffe ham den fornødne hjælp. I 1871 var Ferdinand Bertouch på Lungholm og åbenbart er han endnu 1873 i Danmark. Lungholm var/er en herregård på Lolland som i flere århundreder har været ejet af familien Bertouch-(Lehn). I 1800-tallet baron Poul Godske von Bertouch(-Lehn), baron Johan Julian Sophus Ernst Bertouch-Lehn og fra 1905 baron Poul Abraham Bertouch-Lehn. (Se Slægten Bertouch.)
Han rejste kortvarigt tilbage til Paris, og fra sommeren 1878 slog han sig ned i Malines (Mecheln) i Belgien hvor han boede indtil sin død, trods det republikanske Frankrig formentlig næppe var hans kop te. Han var da over 60, rejste sjældent og aldrig langt fra sit Hjem, førte altså et stille liv, bl.a. med genealogiske studier, undersøgelser af sin slægts historie i Belgien. Han levede af rentepenge fra det Wallmodenske Legat og synes at have været mistrøstig og ensom. I 1889 fik han et slagtilfælde men levede dog endnu 13 år. Han blev bisat Ferdinand Bertouch ved sin hustrus i det Wallmodenske Kapel. Hans husbestyrerinde, Mile. Baridon, ledsagede kisten fra Belgien til Danmark og tog siden ophold hos St. Josephs Søstrene i København.
Fotograf Charles Peter Linck: Immaculata Kirken på Strandvejen, 1906, altså på det tidspunkt hvor vi må antage at Elisa Baridon opholdt sig der i Sankt Joseph Søstrenes kloster i Hellerup. Klosteret fungerede i 111 år, men måtte lukke pga. manglende søgning og bygningerne blev sat til salg i 2014. Der er nu plejehjem og seniorbofællesskab. Den gamle klosterbygning er fra 1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Ca. 10 år efter døde hun i 1912. Og dødsfaldet blev nævnt i nedenstående brev:
Julian Bertouch-Lehn til Broderen Rudolph:
Prince Albert, Sask., den 18. Februar 1912.
Kjæreste lille store Rudolph. Jeg maa fortælle Dig, at jeg holder saa meget af Dig. Hvor er det underligt, at Du vor lille Bror, som Du jo var, da vi var Børn, nu er vokset op til at blive vor store Bror; thi det er Du, vi maa se op til Dig for Din store Energi og Flid Du udviser og for den Glæde Du spreder over Pe’s og Far og Mors Liv. Ogsaa vi — jeg tør sikkert regne med P. J. — glæder os usigelig over Dig, og mit Hjerte banker altid med Taknemmelighed, naar jeg seer, hvor Du holder af mig. Du mener maaske, at dette er noget Vrøvl og Fremstillingsmaaden er det maaske, men Tanken kommer fra mit Hjerte og jeg haaber den vil naa Dit. Tusind Tak for Dine Breve, som har kastet lidt Glæde ind i min Træthed. Ja jeg vil sige Dig, som vor Moder sagde i et Brev til mig, at "kan man ikke trives i Canada, kan man intetsteds trives". Men i Gang skal man jo først og den grimm e Sygdom ruinerede jo alt for mig. Veed Du at Pr. . . . her tog S 72 for min Sygdom [Tyfus], var det ikke raat, det er saadan noget som 266,40 Kr. dansk, men en Del ef det er betalt paa den Maade, at det er bleven taget af min Løn; jeg kalder det at flaa Folk til Skindet . . . Tal ikke om Reconvalescens eller Rekreation — en Uge efter at jeg var kommen op af Sengen arbejdede jeg igen, skjønt jeg neppe kunde staa paa mine Ben. . . . Jeg tænker jeg tager op til Douglas Currie i Barrow's, men om jeg gjør det og hvad jeg tager fat paa, er endnu i det uvisse, da jeg end ej har talt med Vennen min. Jeg siger intet definitivt for ej bagefter at staa som en der væver Usandhed. Her i Westen er det ofte, man hirer sig til en Plads, men paa Rejsen til denne opdager man noget bedre og dropper saa ganske stille den første.
Jeg skal prøve at fordele Stoffet, men naar jeg først begynder, kommer det ene efter det andet, og jeg synes jeg maa fortælle Dig alt. Jeg har haft Brev fra Tante Beatrice, men det var før hun vidste noget om M.lle Elisas [Baridon] Død. Hvor er jeg bedrøvet over hende, hun holdt saa trofast paa Familien, tænk at jeg aldrig skal se hendes lille rare Ansigt mere. Har Du lagt Mærke til, hvor de en efter en gaar bort, der bliver saa tomt omkring. Ingen er som Barndomsvennerne . . . .
Hun blev begravet på Vestre Kirkegårds katolske afdeling, men graven blev nedlagt og stenen opsat på lapidariet nord for Nordre Kapel.
Elisa Baridons gravsted på Vestre Kirkegård. Oprindelig stod den i katolske afdeling i St. Josephs Søstrenes Gravsted (afd. IV, række 5, nr. 68), men står nu på lapidariet nord for Nordre Kapel. "Ici repose Mlle Elisa Baridon. * 17. Mai 1834 +21 Janvier 1912. R. I. P." Foto Erik Nicolaisen Høy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar