Denne artikel er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag.
Ejendommen nr. 11 i Bartholinsgade hjemsøges af en voldsom ildebrandMange mennesker i livsfareEn helteodig kvinde springer ud fra 4. sal.For lidt vand - for megen gas.
I går eftermiddags Klokken 4:45 sad grønthandler E. Christensen i sin kælder i Bartholinsgade nr. 11 i færd med at læse sin avis. Pludselig lød en klirren udenfor hans vinduer - det var ruderne fra anden sal, der styrtede ned på gaden, og da grønthandleren så op, bemærkede ham, at Kommunehospitalets ligkapel var farvet luerødt. I et nu var Christensen ude på gaden og i fuldt løb til brandskabet ved Østerfarimagsgade nr. 2, men inden han nåede dette, kom der telefonmelding om branden fra en herre, der fra gaden havde observeret ilden og var løbet hen i "Cafe de la reine"
Ved første brand-bud afgik Adelgades stige og sprøjte og et lignende materiel samt en ekstravogn fra Fælledvejen, hvorfra inspektør Wiese fulgte med. Alarmen fra brandskabet kaldte slukningstoget fra hovedstationen uinder anførsel af inspektør Friis, og klokken 5 tilkaldtes Fælledvejens dampsprøjte, samtidig med brandchef Liisberg, der ankom i den sorte officersvogn med to fyrige heste i vild karriere; bag efter fulgte "Siameser-tenderen" med slangemateriale til dampsprøjten.
Fru Poulsens Kakkelovn.
Vi skal nu fortælle om ildens opkomst.
På anden sal til højre i den brandlidte ejendom bor enkefru Poulsen med sin voksne søn. Sønnen var på sit arbejde, og ved middagstid gik fru Poulsen på sit daglige sygebesøg hos sin moder.
Inden hun forlod hjemmet, fyrede hun stærkt op i sin kakkelovn og lukkede sine døre af. Klokken ca. 4:30 vendte hun tilbage, og på vejen op ad køkkentrappen mærkede hun en stærk brandlugt. Det skal her noteres, at flere beboere havde bemærket denne lugt allerede i en hel time forud, og dette viser, at det har brændt længe inde i den lukkede lejlighed.
Da fru Poulsen åbnede sin dør, så hun ind i et vældigt flammehav, og med et skrig styrtede hun ned ad trappen, ladende køkkendøren åben - og dermed var vejen fri for de grådige flammer, som nu med uimodståelig vildskab fløj ud og opefter, satte deres røde kæmpetænder i alt træværk, sprang etagerne op, fra tredje til fjerde sal, herfra op til kvisten og videre til det øverste tag.
Scene af branden, da den var på sit højeste.
Alvorlige uheld.
Ved slukningstogenes ankomst opstod et par højst alvorlige uheld.
Mindst betydende var et sammenstød mellem stigen fra Adelgade og en gadelygte på hjørnet af Gothersgade og Nansensgade; gaslygten blev fældet i et nu, medens stigen og dens bemanding i god behold svingede ind i Bartholinsgade.
Ud for ejendommen nr. 3 findes gadens ene brandhane, og denne var omhyggeligt dækket af en stor snebunke hvis nederste del var en tyk isskorpe. Mens brandmændene stod rede med strålerørene på toppen af stigen og råbet på vand blev mere og mere indtrængende, arbejdede 3 mand fortvivlet på at hugge isen bort fra brandhanens dæksel - på den måde hengik fem kostbare minutter.
Langt mere skæbnesvangert var dog det uheld, der mødte mandskabet, som skulle føre den anden stige ind i gården.
Porten var nemlig lukket af, og ingen havde nøglen! Så kom økserne frem, og efter et ihærdigt arbejde blev porten sprængt. Indenfor den sprængte port mødte der brandmændene en ny hindring - en svær afstiverbjælke var anbragt tværs over porten, og først da denne bjælke faldt for øksehuggene, kunne stigen køres ind.
Man vidste ikke den gang, at bemeldte port slet ikke hørte til de brændende hus, men var gennemgangsport fra ejendommen Gothersgade nr. 158, hvorfra der var uhindret indkørsel.
Nu ville disse besværligheder under hundrede andre forhold næppe have haft så særlig stor betydning men en mærkelig skæbne ville, at en kvinde just i de minutter var i den største livsfare, og kun havde et håb - stigen, der ikke kunne komme frem.
En heltemodig kvinde.
På fjerde sal til venstre hos skræder Victor Nielsson var dennes søster, den 25 årige Selma Nielsson, alene i lejligheden.
Inspektør Friis hørte høje skrig om hjælp og så frøken Selma Nielsson stå i det åbne vindue på fjerde sal.
Stigen kunne, som allerede bemærket, ikke komme ind, intet menneske kunne betræde køkkentrappen - og der gik nu ilbud ud på gaden efter redningsnettet der altid følger med første udrykning.
I de få sekunder der hengik, mens man ventede på springlagnet, blev krybestigerne dirigerede op ad vinduerne, brandmand nr. 126 Rasmussen var forrest. Som en kat hagede han sig fast til stigens trin, til mur og til vindueskarme, men vejen er vanskelig og tager tid, og den kække brandmand når ikke længere end til 3. sal.
Frk. Nielsen springer ned i redningsnettet.
Et spring.
Nede fra gården råbte hr. Friis indtrængende opfordringer til den unge kvinde:
- Bliv hvor De er! Spring ikke ud! Vi skal frelse Dem!
- Bliv! Bliv! råbte andre stemmer.
Og den unge kvinde blev.
Bag hende buldrede flammerne, røgen væltede frem over hendes hoved, og hendes kjole begyndte at gløde.
- Bliv! Bliv! hørte hun brandinspektøren råbe, og fra gården som fra genbohusenes vinduer rettedes hundrede af angstfulde øjne op imod den ild- og røgombølgede kvinde, som med mageløs koldblodighed blev stående og stirrede ned i dybet efter frelsen.
Ti brandmænd kom nu stormende med redningsnettet, og civile folk hjalp til.
De måtte ind i en kælder og op i den meget smalle gård der hører til huset nr. 11, og som er adskilt fra gennemgangsgården til Gothersgade med et højt plankeværk.
På denne ubetydelige gårdsplads blev nettet rullet ud, og op imod 20 mand, brandmænd og civile, tog fat og spændte lagnet så langt ud, som overhovedet muligt.
Det var i yderste øjeblik; flammerne hvislede bag den frygtløse kvinde - og nu råbte inspektør Friis:
- Spring!
- Der gik nogle øjeblikke, frøken Nilsson samlede kjolen om sig, stirrede endnu en gang ned - og sprang så - styrtede med rivende hurtighed ned, mens alle øjenvidner holdt vejret tilbage og fulgte faldet, der kun varede sekunder så nåede hun nettet; kun en mand slap, lagnet fangede hende, sank lidt, hvorved hun fik et stød mod en ishård snebunke - og stærke arme bar den nu omtrent bevidstløse kvinde ud til den ventende vogn, og her genså først den intetanende broder en søster, hvis liv var blevet reddet som ved et vidunder.
- Vi regner ellers et sådant spring for et dødsspring, bemærkede inspektør Friis, da vognen med den bevidstløse kvinde hastede til det nærliggende KommunehospitaL
På vort store billede ses brandstedet, hvor nu stigen er bleven rejst, og et kryds i fjerde etage viser vinduet, hvorfra springet blev gjort.
Fru Truelsen frelst.
Ude fra gaden var tilskuerne vidne til et andet, men knap så dramatisk optrin.
Da brandmændene på den herude rejste stige angreb ilden gennem vinduerne til fjerde sal, hørte de med et skrig over deres hoveder. Og en gammel kvinde viste sig bag ruderne til kvisten.
I en fart blev stigen skudt op, og tre brandmænd, nr. 137, 133 og 101 tog fra det isglatte tag imod den rystende gamle kvinde som forsigtig blev bragt ned fra den svimlende højde og velbeholden sat ned på gaden.
Hun græd af skræk og af glæde over sin heldige frelse og foretrak at betragte brandens udvikling frem for at søge ly.
Et flammehav.
Ved 6-tiden dannede hele køkkentrappen og lejlighederne fra anden sal til kvisten et stort bål.
Fra gaden og fra gården førtes 6-7 slanger op ad trapper og stiger, og vandstrålerne rettedes mod flammerne, uden dog tilsyneladende at gøre nogen virkning.
Så skar et råb gennem bulderet og braget fra de nedstyrtende bjælker og tagsten.
- Der er ikke lukket for gassen!
Brandmanden på stigens øverste trin havde rettet vandstrålen mod en ildflamme, der "sprøjtede" lige ind på ham og ikke lod sig slukke - det var gassen fra de sprængte gasrør.
Langt om længe blev nøglen til hovedledningen skaffet til veje - og så fik vandet langsomt bugt med det vældige bål
Gennem ild og vand.
Vi følger nu brandinspektør Friis på en vandring op i det brændende hus, hvis beboere fra anden sal og opefter alle er flygtede, ladende deres ejendele i stikken.
På første sal bor postbud A. Jensen og enkefru Petersen. Enkefruens gamle fader er apoplektisk og lå under hele branden i dødsrædsel.
Heldigvis nåede ilden - takket være vort ypperlige brandvæsen - ikke så langt, men vandet strømmede ned i lejlighederne, hvor Falcks redningsmænd havde travlt med at dække og bøde.
På anden sal bor til venstre barber Bendtzen, der ikke var hjemme under branden; til højre ligger fru Poulsens totalt raserede lejlighed.
På tredie sal kigger vi ind til vicevært Olsen og familien Andersen, hvis bohave er omtrent helt ødelagt, på fjerde sal til højre var beboerne, Hansigne Jørgensen og hendes voksne datter, nærværende, da ilden stormede ind til dem fra køkkentrappen. De to damer reddede sig over hals og hoved ad hovedtrappen, og alt deres tøj brændte.
Endelig afgav kvisten med dens to beboelser for den gamle fru Truelsen der kom ned ad brandstigen, og familien Spur der bor til højre, det sørgeligste skue.
I sod og røg stod brandmændene her og slukkede de sidste flammer, der dannede
et sort stinkende hul helt ned til anden sal.
Alle disse mennesker har mistet størstedelen af deres ejendele, og
for fru Poulsens vedkommende er branden af særlig stor Betydning, da
hun ikke havde assureret.
På hospitalet.
Ved 7-tiden henvendte vi os
på Kommunehospitalet og erfarede her af frøken Selma Nielssons sygeplejerske, at patienten i hvert fald var udenfor livsfare.
Hun havde klaget over smerter
i hoftepartiet og lå stille hen,
udmattet af det voldsomme nervechok.
Lægeundersøgelsen havde givet det glædelige resultat, at intet ben
var brudt.
Frøken Selma Mielsen.
Den heltemodige kvinde, af hvem vi her bringer et billede efter et fotografi fra de seneste dage, har sit hjem og arbejdssted i Stockholm, hvor hun er opvarterske på en af de små lystdampere, der befarer Mälern. Sejladsen her er indstillet det meste af vinteren, og den unge dame tog kort før jul til København og boede hos sin broder.
Hun skulle om kort tid være rejst tilbage til Stockholm, men er nu blevet forhindret af det uhyggelige eventyr. Alt hendes tøj brændte og hele broderens bedrift ødelagdes.
*
Ved 7-tiden ankom politiinspektør Theodor Petersen med en stor politistyrke, som fuldstændig - men forresten noget overflødigt - afspærrede hele Bartholinsgade.
Klokken 9:30 tog inspektør Friis hjem til brandstationen, medens sidste sprøjte blev på brandstedet til midnat, hvorefter politiet overtog brandvagten.
Over hele byen spredtes rygterne om den store brand og antog de vildeste former, og store
skarer af nysgerrige valfartede til gaden, hvor brandkatastrofen havde fundet sted.
Ave
(Social-Demokraten, 30. januar 1912).
De to ovenstående tegninger af "dødsspringet" giver to forskellige indtryk: På det ene vender hun ansigtet mod bygningen, på den anden fra. Der er stiger på den ene, men ikke på den anden.
Den fornemme Cafe de la Reine åbnede omkring 1900 på Søtorvet, hvor der nu sælges vaskemaskiner. Den var åbnet omkring 1900 og gav en vis "fransk stemning" med udendørs, overdækket servering. Hvilket fik folk til at kalde den "Café la' det regne". I 1930'erne oplæste Sigfred Pedersen og Otto Gelsted deres digte her. Efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 blev caféen lukket.
Social-Demokraten bragte dagen efter (31. januar) yderligere oplysninger, bl.a. at skrædder Victor Nielsson kort før branden havde været udsat for et indbrudstyveri, hvor tyven havde stjålet 70 kr. og gasautomatens indhold. Selma Nielssons tilstand var alt andet end gunstig, muligvis et brud på bækkenbenet. Hun erklærede at hun hellere ville være knust i faldet end invalid på livstid.
Folkets Avis - København bragte den 1. februar et interview med Selma Nielsson.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar