Politiinspektør Theodor Petersen Død og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag.

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er i morges Kl. 9 afgået ved døden efter længere tids sygeleje.

Den afdøde blev født 1842 i Hillerød som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen og hustru, født Benthien. Han blev student fra Frederiksborg lærde Skole og tog juridisk embedseksamen 1869. Kort efter indtrådte han i Københavns Politi i de menige betjentes rækker. Først i 1878 blev han politiassistent og 1885 overtog han embedet som 1. politiinspektør i København  leder af ordenspolitiet.

I de tredive år, Theodor Petersen har varetaget dette embede, har han forstået med meget stor dygtighed at skaffe sig respekt og anseelse indenfor det stedse voksende korps. Han nød sine medborgeres tillid i overordentlig høj grad. 

I de sidste dage har man på domhuset været på det rene med at det bar hurtigt mod døden. Man vidste det men det forekom de fleste næsten uforståeligt. Trods sine 73 år var den afdøde en så støt og rolig arbejdskraft at man syntes han hørte så fast til institutionen at den måtte rokkes, hvis han gik bort.

Meddelelsen om den fremragende embedsmands død blev alle vegne modtaget med den største beklagelse. Når Københavns politi følger politiinspektør Theodor Petersen til det sidste hvilested jordfæstes med ham et helt kapitel i vort politis historie og et kapitel, han selv har skrevet med fast og myndig hånd.

Mindeord om den Afdøde.

Politidirektøren

Vi henvendte os i dag til politidirektør Eugen Petersen, der bl. a udtalte:

- En mand, der som Theodor Petersen i en menneskealder har haft en stilling som første politiinspektør er kommet i berøring med så mange mennesker og har været led i så mange foranstaltninger, at hans karakteristik er dannet af almenheden. Billedet af ham står fast.

Personlig føler jeg trang til at fremhæve at Københavns Politi mister en af sine bedste støttepiller i Theodor Pedersen. Samarbejdet imellem ham og mig har igennem de mange år været upåklageligt. Han var en meget behagelig mand at have med at gøre i embedsforhold. Vi mister en energisk og utrættelig arbejder i etaten, en mand, hvis største og næsten eneste interesse var forholdene i Ordenspolitiet.

Ingen var som han inde i alle forhold vedrørende styrken og dens opgaver. Alle havde hans omhu, indtil de mindste detaljer satte han sig ind i sagerne og hans kendskab til personalet

og dets forhold vil ikke kunne erstattes i årevis.

For så vidt har de år Theodor Petersen ledede Ordenspolitiet været en række rolige år. Hans navn er derfor ikke knyttet til begivenheder eller enkelte store sager. Det er måske netop det, der karakteriserede den Afdøde at han igennem de mange års lange og ofte trættende arbejde har forstået i medbør som i modbør at holde retningslinjen og aldrig tabe tålmodigheden eller den dybe interesse for ferningen.

Politiinspektør Gyldenfeldt

der nogle gange og også nu til sidst har vikarieret for Theodor Petersen, udtalte følgende:

- - Det er en mand, først og fremmest og i ordets bedste forstand en mand, der er gået bort.

Han havde sine sager i en aldeles mønsterværdig orden og hans ry som administrativ embedsmand er fastslået i Københavns Politis historie. 

Personlig nød han den dybeste respekt for sine kolleger. Og det underordnede personale vidste altid at de traf den samme mand, der aldrig vaklede i sine meninger.

Politiassistent Max Tvermoes.

Ved politiinspektør Th. Petersens død vender min tanke uvilkårlig mange år tilbage i tiden. Som dreng kom jeg nemlig til at bo i samme hus hvori daværende politiassistent Th. Petersen boede.

Førstindtrykket af ham var meget flygtigt men jeg erindrer det dog så tydeligt. Vi passerede hinanden på trappen. Politiassistenten var på vej ned til stationen i stuen jeg for opgående. Der blev kun Iejlighed til at se et glimt af politiassistenten: han tog trappen i 3 skridt. Det imponerede mig!

Som tiden gik, fik jeg imidlertid lejlighed til at lære politiassistenten nærmere at kende. Han gav sig ofte i snak med mine brødre og vandt os fuldstændig. Børn havde nemlig en stor plads i Th Petersens hjerte. Hvor ofte har man ikke under politiinspektørens tjeneste ude i byen set ham få fat i en eller anden dreng, taget huen af ham og gøre løjer med ham og i løbet af kort tid stå omringet af en flok Drenge der gerne ville  være med nu de så at "den høje politimand med de strenge træk" var lutter smil og løjer når det gjaldt børn.

Der er faldet mangen overfladisk og uretfærdig bedømmelse af politiinspektør Th. Petersen, det kan vi, der har arbejdet under ham, bevidne.

Stillingen som chef for ordenspolitiet kræver en mand, der blandt andet sidder inde med megen disciplin. Th. Petersen var den fødte disciplinens mand. Og dertil kom hans rige evner, hans store og hans hurtige og faste hånd. 

Når den almindelige bedømmelse af politiet nu er en ganske anden end for en snes år siden. da kan dette blandt andet tilskrieves politiinspektørens arbejde.

Vi der har arbejdet under politiinspektøren som vor nærmeste foresatte, vil altid med stor taknemmelighed mindes den impuls, han formåede at give os, og de mange gode råd han ydede os. Og har vi engang imellem fået en irettesættelse hvad der jo er hændt, har vi altid indset at den var på rette plads

*

Straks da vor sidste krig brød ud, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han blev menig i dragonregimentet og deltog i dettes træfninger. Under kampen blev han på grund af tapperhed og fortrinligt forhold udnævnt til sekondløjtnant.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 8. april 1915)

Politiinspektør Th. Petersen død i morges.

Theodor Petersen

I formiddags kl. 9:30 er politiinspektør Theodor Petersen afgået ved døden, 72 år gammel.

-   -   -

Dødsfaldet kommer ikke uventet. Da politiinspektøren for en halv snes dage siden indlagdes på Kommunehospitalet og det erfaredes at professor N. Hansen ikke havde vovet at udføre den underlivsoperation der var en uafviselig nødvendighed, om den syge skulle have fred for de alvorlige Iidelser han havde gennemgået i den sidste tid, vidste tman at hans dage var talte.

-   -   -

Det var en af pillerne inden for Københavns Politi, der her er gået bort. En af grundpillerne i det gamle, nu utvivlsomt forlængst overlevede system.

I tredive år har Theodor Petersen beklædt stillingen som 1. politiinspektør. Som 27-årig cand. juris blev han i 1869 betjent i politiet, gik på gaden og arbejdede i opdagelsespolitiet en halv snes år, til han i 1879 blev assistent og 1885 overtog den betroede og indflydelsesrige stilling som chef for Ordenspolitiet.

Nogen populær mand blev Theodor Petersen aldrig. Han ejede sikkert den bedste vilje til sin gerning, besad også en vis dygtighed og har således alene æren for den akkuratesse og disciplin, hvormed Ordenspolitiets maskineri arbejder. Men han har også ene ansvaret for den militære ånd og den slaviske tone, der altid har hersket indenfor hans afdeling, og hvis grelle sider år for år er trådt stærkere og stærkere frem.

Skønt af ret borgerlig og jævn afstamning - han var søn af en brændevinsbrænder i Hillerød - trak han i al sin virken de skarpeste skillelinjer mellem over- og underordnede indenfor politietaten De moderne krav om organisationsfrihed, forhandlingsret osv for politiets folk mødte ikke den ringeste forståelse hos ham, men tværtimod den stejleste og mest brutale afvisning. Han var cdefen, den, der alene vidste besked, og den hvis vilje alene var den afgørende - en Napoleon, der ikke tålte den ringeste mukken i armeens geledder.

Derfor vil politiets folk kun græde tørre tårer ved hans død. De vil glemme de gode egenskaber, han trods alt besad - ikke mindst den at han aldrig skånede sig selv, men altid stillede de samme strenge tjenstlige krav til den yngste betjent.

Heller ikke det købehavnske publikum vil have let ved at sørge ved hans grav.

Han lærte aldrig at forstå at han var borgernes tjener. Hans optræden udadtil som indadtil var despotens. Han bød og befalede kun, kommanderede og disponerede, og folket havde bare lust til at "komme af vejen", som han udtrykte sig, når han i sin tid på byens store dage højt til hest dirigerede trafik og færdsel bag strenge afspærringslinjer.

Nu var han jo også forlængst en gammel mand, trods den legemlige spændstighed, der endnu prægede hans grånende skikkelse. Og der var kommet våbenhvile mellem ham og københavnerne - sagtens fordi man jo vidste, at hans tid snart måtte være forbi.

Hans tid og det system han repræsenterede.

-   -   -

Hvem der skal være Theodor Petersens efterfølger som første politiinspektør, ved i øjeblikket ingen. Og det er ret vanskeligt at udpege den særligt kvalificerede mand til posten.

Blandt politiassistenterne her i byen vil en sådan næppe findes. Den ene halvdel af dem er for gamle - den anden halvdel for unge af år. Heller ikke bliver der vist tale om, at politiinspektør Gyldenfeldt får pladsen. Han ønsker selv næppe at ombytte den fredelige og tilbagetrukne stilling som chef for fjerde afdeling med den langt brydsommere post som inspektør for Ordenspolitiet. Og sikkert vil udnævnelsen af den nye mand bringe en overraskelse.

Muligt vil spørgsmålet blive stiller i bero en stund. Om få dage, den 11. april, fylder politiets øverste chef Eugen Petersen de 75 år. Urimeligt er det da vel ikke at antage, at han nu, da hans mangeårige medarbejder er gået bort vil benytte anledningen til at unde sig den alderdomshvile, han forlængst har haft krav på, og vige sit sæde for yngre og friske kræfter.

Så kommer forhåbentlig systemskiftet fuldt og helt.

Nemo.

(Aftenbladet, 8. april 1915).

Helt så hurtigt gik det ikke med politidirektør Eugen Petersen (1840-1930). Han gik først af i 1917. Artiklen tog fejl vedr. sin antagelse om efterfølgeren. Theodor Petersen blev efterfulgt af Carl Viggo Henry Sehested Gyldenfeldt (1863-1928). Han var tidligere 4. politiinspektør. Han tog sin afsked i 1919, og er begravet på Garnisons Kirkegård. 

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er imorges Kl. 9 afgaaet ved Døden efter længere Tids Sygeleje.

Den afdøde blev født 1842 i Hillerød som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen og Hustru, født Benthien. Han blev student fra Frederiks lærde skole og tog juridisk embedseksamen 1869. Kort efter indtrådte han i Københavns Politi i de menige betjentes rækker. Først i 1878 blev han politiassistent og 1885 overtog han embedet som 1. politiinspektør i København - leder af ordenspolitiet.

I tredive år, Theodor Petersen har varetaget dette embede, har han forstået med meget stor dygtighed at skaffe sig respekt og anseelse indenfor det stedse voksende korps. Han nød sine medborgeres tillid i overordentlig høj grad. 

*

Domhuset har i dag flaget på halv stand i anledning af politiinspektør Theodor Petersens død.

*

Theodor Petersen efterlader sig hustru og fire børn af første ægteskab: En ugift datter og en datter, gift med kommunelærer J. Steffensen samt to sønner, toldoppebørselskontrollør G. With-Petersen og fuldmægtig under Frederiksberg Kommune, H. With-Petersen.

*

I de mange år Theodor Petersen var i politiet, før han blev embesmand, avancerede han regelret, først til inspektionsbetjent og dernæst til overbetjent. En tid lang gjorde han tjeneste ved opdagelsespolitiet. Han har derimod hele sin embedstid været knyttet til ordenspolitiet, og han var uden tvivl den mand der var bedst inde i denne administration og dens mange reglementer. Da han i januar 1885 overtog stillingen som inspektør, var styrken 455 mand, først i november s. å. kom de provisoriske 100 nye mand. I dag er styrken med embedsmænd og alt 882 mand.

*

Straks da vor sidste krig brød ud, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han blev menig i 4. dragonregiment og deltog i dettes træfninger. Under kampen blev han på grund af tapperhed og fortrinligt forhold udnævnt til sekondløjtnant.

*

Theodor Petersen døde på Kommunehospitalet. I flere måneder har han lidt under en fremskreden mavelidelse, til trods for hvilken han med sædvanlig energi gen nemførte sit arbejde. Til sidst kunne han kun indtage flydende føde.

For 13 dage siden måtte han lade sig underkaste en operation for mavesår. Overlæge P. N. Hansen overtog operationen, og det lod til at den 73 årige patient ville komme sig, men så stødte en alvorlig slimkatar til og gjorde ende på hans liv.

*

Theodor Petersen var ikke kendt af det store publikum. Kun ved meget få lejligheder så man hans høje, ranke, uniformerede skikkelse på gaden. Til daglig gik han fortrinsvis civil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. april 1915, 2. udgave)

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er i dag død på Kommunehospitalet. Døden har i de sidste dage været ventet time for time. Da den gamle politimand for en halv snes dage siden besluttede sig til at underkaste sig behandling på overlæge P. V. Hansens afdeling på Kommunehospitalet, var hans tilstand meget betænkelig. Da der så yderligere til den underlivssygdom, hvoraf han var lidende, stødte en lungebetændelse, forstod man, at der intet håb mere var tilbage.

Politiinspektør Petersen, der nåede en alder af 72 år, var født i Hillerød, søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen. Efter at være blevet cand. jur. i 1869 gik han ind i Københavns Politis tjeneste som almindelig betjent - i 1878 udnævntes han til politiassistent og i 1885 overtog han endelig den stilling som inspektør for politiets første afdeling, Ordenspolitiet, som han beklædte til sin død.

Den aføde var en virksom og myndig mand. Han havde lige til det sidste bevaret den ungdommelige rankhed og spændstighed, som ikke er almindelig i vor generation. Theodor Petersen havde i sin tid været løjtnant i rytteriet; og når man så ham på hans ilsomme færd igennem byen for at inspicere den store styrke, som sorterede under ham, kendte man i den måde, han førte sig på, den gamle militær.

Theodor Petersen var et ordensmenneske og et administrationstalent - derfor passede han så udmærket til den stilling, som han beklædte gennem så skiftende tider. Han var en mand, som stillede store fordringer til sine undergivne, og som ikke var bange for at lade dem høre sandheden i dens allermest utilslørede form - men til gengæld var han ikke den mand, som skånede sig selv eller under noget som helst forhold var bange for at tage konsekvenserne af sine handlinger. Og man vidste, at der bag hans ofte noget bøse ydre gemtes et godt og retfærdigt hjerte.

Politinspektør Petersen har været gift to gange. Hans anden hustru overlever ham.

-   - 

Som mulige arvtagere til den betydningsfulde stilling, der står ledig efter Theodor Petersens død, nævner man inspektøren for politiets fjerde afdeling, hr. Gyldenfeldt, der har vikarieret under den afdødes sygdom, og politiassistenterne Tvermoes og Steffensen.

(Nationaltidende, 8. april 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen død.

I går formiddags kl. 9:30 er 1. politiinspektør Theodor Petersen afgået ved døden i en alder af

72 år.

Hans død kommer ikke uventet. Da han for en halv snes dage siden blev indlagt på Kommunehospitalet, lidende af en ondartet underlivssygdom, og man ikke turde foretage nogen operation, var man på det rene med, at Th. Petersens dage var talte.

Med den afdøde politiinspektør falder en af de stærkeste støtter for det både forældede og konservative system indenfor ledelsen af vort politi. I 30 år har den afdøde beklædt pladsen som politiinspektør. Han var 27 år, da han som cand. jur. blev ansat i 1869 som gadebetjent. Nogle år efter blev han ansat i opdagelsespolitiet, hvor han virkede i en halv snes år. Derefter blev han politiassistent, og i 1885 blev han ansat som politiinspektør.

På denne plads blev Th. Petersen aldrig nogen populær mand - særlig ikke indenfor de menige politibetjente, der var ham undergivne. Skønt han selv var af borgerlig afstamning, blev han dog alle dage den mand, som stærkest trak skillelinjerne op mellem over- og underordnede. Den afdøde besad et vist organisationstalent; men gennem hele hans virken gik en streng militærisk ånd. At Ordenspolitiet i virkeligheden er en borgerlig institution, mærkede man ikke noget til under Th. Petersens regime. Alt gik efter tælling, og der var ikke tale om at han på mindste måde respekterede de underordnede politimænds organisations- eller forhandlingsret. Han alene var den kommanderende og man havde kun at lystre.

---

Overfor Københavns borgere stod Theodor Petersen i et lige så skarpt forhold. Der var ikke tale om at han følte sig som borgernes tjener. Ved lejligheder, hvor han ledede politiafspærringer o. lign. kommanderede han og skældte han ud på det groveste, og når folk ikke straks lystrede hans ordre, !od han politiet uden skånsel hugge ind på kvinder og børn.

Det var navnlig provisoriedagene, der satte den afdøde politiinspektør i så skarpt modsætningsforhold til sin bys borgere. I den sidste halve snes år var han jo en ældre mand, der kun sjældent viste sig offentlig, og den nuværende ungdom kender således ikke meget til den despotiske chef.

Hvem der skal være Th. Petersens efterfølger vides endnu ikke. Men indenfor politiet og hos Københavns borgere håber man, at hans død må betyde det gamle systems fald, og at et mere tidssvarende og humant system ind

(Social-Demokraten, 9. april 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Det er et par uger siden 1. politiinspektør Theodor Petersen lod sig indlægge på Kommunehospitalet under overlæge P. N. Hansen, og alle der kendte Politiinspektøren, vidste at hans sygdom var af en meget alvorlig natur. For det var hans ønske at forblive på sin post til det sidste.

Patientens stærke konstitution gjorde, at kampen mod døden blev både langvarig og hård, men i går formiddags indtraf det ventede budskab, at Theodor Petersens liv var udslukt ...

En af byens allermest kendte offentlige personligheder er dermed gået bort efter en lang, tro og

dygtig tjeneste i sin etat. Theodor Petersen blev født i Hillerød den 20. september 1842 som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen. Han blev student fra Frederiksborg i 1862, cand. jur. i 1869, og fik samme år ansættelen som betjent i Københavns Politi. I 1878 avancerede han til politiassistent, i hvilken stilling han virkede, indtil han i 1885 udnævntes til posten som 1. politiinspektør. Han var gift første gang med Johanne Dorothea Georgine, født With - død 1894 - og anden gang med Maria Kamilla, født Petersen.

Straks, da Theodor Petersen overtog ledelsen af 1. politiinspektorat, kastede han sig med iver ind i arbejdet for at få sit ordenskorps fastere organiseret, eller måske snarere disciplineret. Og det ligger udenfor al tvivl, at det skyldes ham, når Ordenspolitiets tjeneste og hele

patruljeringssystem nu virker så sikkert, akkurat og maskinmæssigt som forholdene i en storby gør det nødvendigt.

Netop af den grund var uundgåeligt, at politiinspektøren ofte kom i et vist modsætningsforhold til de elementer, der mødte op med krav om større organisationsfrihed,  forhandlingsret og tjenstlige lempelser af forskellig art. Men særlig i de senere år syntes gæringen at være stilnet så nogenlunde, og fra den menige betjent og op til politidirektøren kan kun herske den opfattelse, at Theodor Petersen var en udpræget personlighed, en ypperlig arbejdskraft og en mand, der stillede samme strenge fordringer til sig selv, som de han krævede opfyldt af sine undergivne

-----

I flere måneder havde Theodor Petersen lidt af en fremskreden mavesygdom, men til trods herfor varetog han indtil for 14 dage siden med vanlig energi sit arbejde.

På Kommunehospitalet opererede overlæge P. N. Hansen ham for mavesår.  Patientens befindende syntes også tilfredsstillende, men en stærk slimkatar stødte til og fremkaldte døden.

Så snart dødsbudskabet nåede Domhuset, blev flaget hejst på halv stang.

---

Den afdøde efterlader sig hustru og fire børn af første ægteskab, en ugift datter, en datter gift med kommunelærer J. Steffensen samt to sønner, toldoppebørselskontrollør G. With-Petersen og fuldmægtig ved Frederiksberg Kommune, H. With-Petersen.

Få dage efter at krigen i 1864 udbrød, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han indrullere-des i 4. dragonregiment og deltog i flere kampe, på grund af tapperhed od udmærket

tjenesteforhold forfremmedes han til sekondløjtnant. 

----

Theodor Petersen, hvis hele færd prægedes af at han var gammel militær, var en ihærdig og dygtig rytter. 

Ved en mængde officielle lejligheder så man hans gulduniformerede ranke skikkelse til hest, et billede som man syntes absolut hørte med ved en fyrstemodtagelse og lign. 

Men senere, da cykling blev almindeligere end ridning, ombyttede han hyppigt hesten med cyklen og var inden længe en lige så ivrig cyklist som rytter.

----

Den lange periode i hvilken Theodor Petersen ledede ordenspolitiet, var udpræget rolig, og hans navn er derfor heller ikke knyttet til større politibegivenheder. På en gang pudsigt og praktisk vakte han for nogle år tilbage røre ved sit arbejde for at udrydde de talrige Petersen'er og Hansen'er i politiet.

Man måtte give ham ret i at disse navne kun kunne skabe forvirring i et så stort personale. Og da ingen anden udvej Iå åben, fik han i stedet navnene Faaborg, Brønshøj, Viborg osv. i en uendelighed, idet han simpelt hen omdøbte betjentene og gav dem deres respektive fødebyers navne.

(København, 9. april 1915).

Politiinspektør Th. Petersens jordefærd.

En stille højtidelighed på Vestre Kirkegård.

Politiinspektør Theodor Petersen er i går eftermiddags blevet begravet fra det store Kapel på Vestre Kirkegård. Jordfæstelsen skulle efter den afdødes ønske foregå i stilhed, men hele det københavnske politis officerskorps mødte ved højtideligheden. Båren var helt skjult af signerede kranse fra politiets forskellige afdelinger. Vi nævner kranse fra politidirektøren, hovedstationens 1s. og 3. afdeling, politiassistenterne i Ordenspolitiet, overbetjentene sammesteds, Aarhus Politi, Københavns Politiforening, Københavns Politis Understøttelsesforening, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Opdage!sespolitiet o. fl.

I følget sås politidirektør Eugen Petersen i spidsen for Københavns samtlige politiinspektører og politiassistenter. De mødte alle uniformerede. Desuden var kontorchef Chr. Hansen og politilæge Søren Hansen samt mange overbetjente og menige betjente til stede.

Efter salmen "Lær mig, o Skov" holdt pastor Alebeck, Mariendalskirken, en bøn ved båren, idet han udtalte, at den afdøde ikke havde ønsket nogen tale om sin virksomhed. Til bønnen føjede præsten familiens sidste hilsen og tak.

Kisten blev båret til kapellets dør af politiassistenter, hvorefter menige betjente trådte til og bar deres gamle inspektør ud på kirkegården, hvor jordfæstelsen fandt sted. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. april 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen 70 år. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag. I december 1911 var der i dagspressen rygter om at Theodor Petersen havde tænkt sig at tage sin afsked. Dette blev dog dementeret af ham selv, og faktum er at han blev siddende til han døde i 1915.

Politiinspektør Theodor Petersen

70 år.

I dag kan chefen for Københavns Ordenspoliti, politiinspektør Theodor Petersen, fejre sin 70 års fødselsdag.

Førsteinspektør, som Theodor Petersen almindeligvis kaldes, har fra sin tidlige ungdom været knyttet til Københavns Politi. Efter at han som er søn af brændevinsbrænder A. Petersen i Hillerød, i året 1862 havde taget studentereksamen fra Frederiksborg lærde skole, tog han i 1869 juridisk embedseksamen, og samme år indtrådte han som betjent i Københavns Politi. I året 1878 blev han politiassistent, og i 1885 udnævntes han til inspektør for 1. afdeling, Ordenspolitiet, i hvilken stilling han endnu virker. Som chef for Ordenspolitiet, under hvilket så mange forskelligartede forhold sorterer, er politiinspektør Petersen kommet i berøring med mange mennesker, og hans høje, ranke skikkelse er kendt som få her i byen.

Som embedsmand har han altid vist forståelse overfor de mange mennesker, der har henvendt sig til ham i en eller anden sag, og omend mange måske har fundet ham afmålt og knap i sin optræden overfor dem, har dog de fleste sikkert vidst at vurdere hans retsindighed. Særlig i de senere år har befolkningen utvivlsomt mere og mere påskønnet hans ledelse af Ordenspolitiet, omend kritikken nu og da ikke er udeblevet.

Af sit personale er Theodor Petersen i al almindelighed afholdt. Betjentene ved, at de i ham i virkeligheden har en forstående ven som indenfor sit tilsyneladende strenge væsen og netop har hjertet på rette sted.

På sin 70 års fødselsdag i dag vil politiinspektør Theodor Petersen sikkert fra mange sider modtage beviser på sympati og påskønnelse af sin lange virksomhed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. september 1912).

70 år.

Politiinspektør Theodor Petersen.

I morgen fylder politiinspektør Theodor Peterrsen 70 år. Fødselsdagen vil næppe blive fejret med nogen stor fest, for populær er inspektøren ikke hverken indenfor eller udenfor politietaten.

Når der navnlig tidligere har hersket et spændt forhold mellem Københavns borgere og politiet, da bærer Theodor Petersen ikke mindst skylden derfor. Han har siden han i 1878 indtrådte i korpset som politiassistent, og navnlig efter at han fra 1885 var blevet politiinspektør, gjort sit til at prøjserånden fik indtog i vor by, og om han skulle benytte 70 års fødselsdagen til at trække sig tilbage, var det ingen skade til. Den ånd der bør herske indenfor politiet, og som de yngre politimænd med rosværdig iver bestræber sig for at indføre, står han som provisorieårenes politimand fuldstændig fremmed overfor.

(Folkets Avis - København, 19. september 1912).

70 år

Politiinspektør Th. Petersen.

Inspektøren for Københavns Politi, Theodor Petersen, bliver i dag 70 år. Theodor Petersen har altid været en udpræget politimand, og i tidligere tider stod der vældigt kampgny om hans navn, men nu er der blevet stille om ham. I Firsernes kampår, da valgene samlede opløb, og da store massemøder ikke altid løb stille af, skaffede han sig en mægtig opposition indenfor det København, der ikke tåler, at politiets hånd lægger sig beroligende på gemytterne. Han var dengang chef for Ordenspolitiet, og det var ikke nogen nem Stilling, men Theodor Petersen ville, at hans korps skulle svare til sit navn, og man må lade ham, at orden blev der. Hvad der også på dette tidspunkt gav anledning til opposition imod ham, var, at han havde været dragonløjtnant. Det lugtede af krudt, og det var nok i de dage.

Theodor Petersen er altid til stede, hvor der er noget på færde, og til trods for de mange angreb, der er blevet rettet mod ham i årene løb, angreb, som han for resten har været så fornuftig aldrig at bryde sig om, vil han sikkert i dag få at mærke, at årene glatter ud, og at han nu hører til Københavns populæreste skikkelser.

Jeppe

(Fyens Stiftstidende, 20. september 1912).

70 år

1. politiinspektør.

Det er ikke unge politimænd Danmarks hovedstad har stående i spidsen. Nylig fejrede politidirektøren sit 25-års embedsjubilæum; i dag bliver 1. politiinspektør Th. Petersen 70 år gammel.

Medens politidirektøren stadig er smilende og i fuld vigør, mærkes det på 1. politiinspektør, at man har en mand fra lidt ældre jordperioder for sig. Systemet er gammeldags, og der er ingen tegn til modernisering. Det er ret, patrulje, punkttjeneste, march, rapport og ikke så meget mere.

Hvis man indenfor Ordenspolitiet lod foretage en afstemning om dette systems gavnlighed, er det usikkert, hvad resultatet ville blive, men vist er det at københavnerne ofte har følt sig mindre vel tilpas ved den tone der anslås fra 1. politiinspektorat. Dog har man jo ikke lov at tro, at politiinspektør Theodor Petersen mangler viljen til at forstå sin tid, måske - måske bliver det hele bedre efterhånden.

Den 70-årige politiinspektør kan i hvert fald se tilbage på en virksomhed, der ingenlunde har savnet dramatiske momenter, såvel indadtil som udadtil, og det er vort håb, at det endnu vil lykkes for Theodor Petersen at finde en sådan form for ledelsen af Ordenspolitiet, at korpset i København kan blive - skal vi sige helt populært

H-e

(Riget (København), 20. september 1912).

Tegning fra København 24. januar 1893, i anledning af en serie om politimænd.

Første politiinspektør.

For 2 år siden kunne 1. politiinspektør Th. Petersen fejre 25 årsdagen for sin ansættelse som politiinspektør. For at undgå nogen art af festivitas rejste han bort og kom først tilbage efter jubilæumsdagen. Han svarede den gang: Jeg dur ikke til at sidde på den selskabelige forundringsstol.

I dag fylder politiinspektøren 70 år. Denne gang er han ikke rejst bort, men har frabedt sig enhver honnør. Som den arbejdets mand, han er, passer han sin tjeneste og ønsker ikke, at dagen skal være nogen mærkedag.

Og denne glæde over selve arbejdet og ulyst til al blive "hædret" er vel nok uløseligt forbundet med politiinspektørens hele væsen. Det var netop trangen til at tage fat der fik den juridiske kandidat og tidligere officer til at melde sig i politiets tjeneste. Han begyndte som menig betjent, avancerede forholdsvis småt og blev først 9 år efter politiassistent. Men i disse 9 år havde han lært politiets organisation nøje at kende, og han kendte hver eneste mand i korpset.

Theodor Petersen fortæller.

Da vi i eftermiddag træder ind i politiinspektørens kontor kan vi ikke lade være med at udtrykke vor forundring over, at det kæmpestore skrivebord ganske mangler den traditionelle blomsterpragt.

- Nej, hvad skulle det være til, siger Theodor Petersen - det er vi kommet bort fra hos os. Men jeg har dog fået en mængde lykønskninger og blomster til mit hjem. Til eksempel en telegrafisk lykønskning fra Hestedroskekuskeforeningen . . .

Og politiinspektørens tale, livlig og malende og springende, som den er, glider bort fra dagens anledning og over i hans livs interesse: det politimæssige.

- De stakkels mennesker - det er droskekuskene han taler om - sad jo med den hue, som blev gennemtrukket af regn og frøs om ørerne på dem. Så var det, da den ene efter den anden kom til mig og klagede over gigten. Og jeg spekulerede lidt over det og indførte den hvide høje hat. Den er ikke køn, men koste noget måtte den jo ikke. Og den hjælper dem; den har luft over issen, og regnen løber af. Det er vel sådan noget de mindes.

Og politiinspektør Petersen ser tilbage gennem årene. Kampårene da Højre gik i tog til Estrup, Venstre i tog for at demonstrere derimod, disse år, da der stod gny om Theodor Petersen og hans dansende hest, glider han på denne dag hen over med et skuldertræk og et velvilligt ord om københavnerne.

- De er og har altid været rare og elskværdige. Nok vil de have, at man skal være høflig, dog ikke servil; forstår man deres jævne gemytlighed, der helst skal give sig udløsning i en til situationen passende vittighed, skal man nok komme godt ud af det med dem.

- Også i fredens dage kan man komme til at stå for skud og angreb.

Og han minder om, hvorledes han ganske uforskyldt fik ansvaret for, at ved daværende kronprins Frederiks og kronprinsesse Louises sølvbryllup, gaveceremoniellet gik i skuddermudder. Efter taffelet, da der var illumineret ved Søerne og fyrværkeri på Toldboden, skulle først sølvbrudeparret køre fra Amaliegade til Toldboden og se stadsen og derfra ind til de smykkede Søer. Og efter dem skulle de to konger - Danmarks og Sveriges - og hele deres kortege komme.

Kronprinsparret kørte også på Toldboden, men da staldmester v. d. Maases vogn kørte frem foran det øvrige vogntog, glemte man af en eller anden grund afstikkeren til Toldboden, kørte lige gennem Grønningen, og da man ikke kunne se kronprinsparrets vogn foran, kilede man for at indhente den, af i trav, der brød alle arrangements sønder og skabte Forvirring både her og der.

Og først bagefter kom kronprinsparret.

- Ja, siger Th. Petersen, jeg syntes jo nok, at det så forkert ud. Men skulle jeg som gammel militær kunne ride hen til kongerne - til Christian IX, der var soldat til fingerspidserne, og sige, at de kørte forkert i byen!

Apropos, det militære, så ved jeg jo nok, at man siger, at det er mig, der holder på at vore politimænd skal have eksercits, ja, der føjes endda til, at det er fordi jeg får så høj betaling for det. Men det er ganske forkert; jeg har kun ulejlighed deraf og får ikke en øre for det. Men når det står i loven, at vi skal have eksercits, kan det ikke være mindre end 3-4 gange om året for hver mand. Jeg tillægger eksercitsen en vis betydning, fordi den giver over- og inspektionsbetjentene lejlighed til at kommandere og styrker deres konduite i særlige tilfælde, og den giver mig lejlighed til at se politimændene i deres ældste klæder og skønne over, om de er holdt således, at korpsets værdighed ikke lider derved.

I øvrigt har øvelserne ikke stor betydning for mandskabet ud over, at man kan rette på en mand, der har fået for vane at stå og gå eller hilse mindre skønt. Og vi politimænd vil jo gerne se lidt pæne ud.

Der kommer et glimt af vrede i politiinspektørens ellers så lunt smilende øjne, da han kommer ind på nogle avisartikler, hvori man lamenterer over at de høje politiembedsmænd ikke kender betjentenes kår.

- Har jeg ikke i 9 år gået som over'allig betjent, betjent, inspektions- og overbetjent! Politiinspektør Madsen har været betjent, politiassistent With, politiassistent Tvermoes, politiassistent Hald o. s. v. Eller hvad siger man om afdøde Niels Jensen!

Nej, det er søgt vrøvl alt til hobe, ligesom den nu og da fremsatte påstand, at vort ordenspoliti skulle arbejde efter berlinsk mønster. Det er en hel anden organisation, man har dernede; det er langt snarere engelsk mønster, vi har det indrettet efter.

For resten har også det engelske politi sine betydelige skavanker. Jeg har med politiets udvikling for øje besøgt London og Paris og lært meget begge disse steder, mest i Paris.

I øvrigt har jeg også puderet i Berlin og Wien. Der var militær organisation, så man kunne tale om det; 4000 politimænd fuldt militært inddelte og øvede, med våbenkamre, hvor hver mand havde hængende sit moderne militære gevær, skarpe patroner, hjelme o. s. v.

Et tankespring. - og Theodor Petersen er midt i vore egne forhold igen.

_ Frederiksberg ! Der ligger Frederiksberg som en isoleret enklave helt inde i vor politiorganisation. En frederiksbergsk betjent har ingen myndighed på vor, en af vore betjente ingen på frederiksbergsk side af samme gade. De kan tro at dette skaber mange vanskeligheder, og endnu værre ville det være hvis vi ikke kom så godt ud af det sammen. Birkedommer Sylow er en fortræffelig mand...

- Undskyld hr. inspektør!...

Det er den vagthavende overbetjent der lader os se et glimt af de ventende.

Og så er interviewet forbi.

H-t

(Nationaltidende, 20. september 1912, 2. udgave).

1. politiinspektør Theodor Petersen blev forleden dag pludselig syg. Da det viste sig at være nyregrus, politiinspektøren led af, ønskede han at blive indlagt på Kommunehospitalet under overlæge Hansen; men på grund af pladsmangel er patienten først i går blevet overført fra hjemmet til hospitalet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. oktober 1912).

Politiinspektør Theodor Petersen om hvis sygdom vi forleden bragte meddelelse, er nu så rask at han allerede kan være nogle timer af dagen oven senge. Og det varer næppe længe, før han atter overtager sine forretninger.

(København, 7. november 1912)

Københavns Politi. (Efterskrift til Politivennen)

 Under politidirektør Vilhelm Christoffer Crone (1813-1887) skulle den omorganisering som var udformet af Bræstrup, gennemføres fra 1863. Det skete i form af "dagsbefalinger" og regulering af det offentlige liv ved politivedtægter. Magtanvendelse undgik han helst, dog ikke i 1872, da han under socialistoptøjerne ved at forbyde fælledmøderne, gennemføre forbuddet og arrestere førerne kvalte den hele bevægelse i fødslen. Crone fratrådte sin stilling 1. august 1887. Han er begravet på Holmens Kirkegård.

Politierindringer fra året 1882 og frem beretter dog at disciplinen inden for korpset kunne være sløj. Til nattjeneste var det ikke ualmindeligt, at ”posterne” gik ind et sted og lagde sig til at sove. Inspektionsbetjentene, der jo burde foregå betjentene med et godt eksempel, var meget ofte lige så forsømmelige som betjentene.

En senere artikel, en erindringsartikel af en anonym politiassistent 19. juli 1898 berettede følgende om Henrich Gerhard Thalbitzer (1829-1896) og andre ansatte i politiet:

Gamle minder

af en fhv. politiassistent

--

Thalbitzer og Theodor Petersen. 

Hvordan afdøde Thalbitzer var som byfoged og byskriver i Ringsted, herredsfoged og skriver i Ringsted Herred, birkedommer og skriver ved Skjoldnæsholm og Svenstrupgård birker - så lang er nemlig en dansk, bureaukratisk titel - det ved jeg ikke og det interesserer sikkert også grumme lidt "København"s læsere.

Her skal i korte rids gives et par minder om den dygtige, humane og populære politiassistent, der indtil 1883 styrede Pilestrædes station.

Thalbitzer var københavner med liv og med sjæl. Og denne naturegenskab i forbindelse med en uforstyrrelig ro, en ypperlig mave med dertil hørende godt humør samt den for en politimand fornødne bon sens - gjorde, at ingen, som han, havde evne til at tumle selv den uroligste københavner, tilvejebringe forlig mellem en gnaven husmor og en vel næsvis tjenestepige.

I maj og juni 1876 havde jeg personlig lejlighed til at lære at kende Thalbitzers på sit område enestående evne til at bringe småbagateller ud af verden og hindre unødig rapportskrivning. Men den gang var også Clausen - en jovial og human mand - første politiinspektør og hr. Theodor Petersen var kun cand. juris, fhv. dragonløjtnant og overbetjent på Pilestrædes station.

Inden min ansættelse som politiassistent på St. Thomas skulle jeg gå som volontør et par måneder på en københavnsk politistation. Det var daværende guvernør Garde, som havde fået den ide, og anbringelsen af mig var blevet overladt til daværende vicepoiitidirektør Oldenburg. Han modtog mig med et smil og sagde: "Pilestrædes Station passer vist bedst. Thalbitzer er sådan en fornuftig mand. Men husk på, at Garde særlig vil have, at De, der ikke har været soldat, skal deltage i mandskabets eksercits, samt lære at kommandere.

Så blev jeg afleveret til Thalbitzer. Han skoggerlo: "Hvad Fanden skal De gå her for i to måneder. At skrive en rapport lærer De med deres forudsætninger jo på to dage, at kommandere militærisk lærer De sgu' aldrig, så civillistisk, som De ser ud. Og hvordan man skal behandle negrene og negerinderne derovre, ja, det har jeg intet begreb om. Men nu kan De jo møde her hver formiddag kl. ti og drikke kaffe med mig og overbetjentene Theodor Petersen og From Petersen. Så kan vi jo snakke om tingene.  Og De kan om eftermiddagen inspicere patruljbetjentene sammen med Theodor Petersen for senere på aftenen at gå i Tivoli eller Figaro med opdageren From-Petersen. 

Som sagt, så gjort, men noget lærte jeg dog. Jeg lærte, at en politiassistent bør være rolig og human, aldrig hænge sig i småting, være lige høflig overfor fattigmand og rigmand, såvidt muligt dække sine underordnede. Og den lære kan jeg takke gamle Thalbitzer for.

Af From-Petersen - en af vore flinkeste og mest erfarne opdagere - lærte jeg at skrive en klar og kortfattet rapport. Og så gav denne verdens- og menneskekloge mand mig mangt et råd og vink, der senere er kommet mig til gode.

Theodor Petersen. 

Lærte jeg intet som helst af. Han var i øvrigt den gang en livlig og elskværdig yngre mand. Det var tydeligt, at det svært pinte den tidlige dragonofficer, at han skulle rende rundt i en simpel overbetjents uniform. Derfor trak han i reglen i civil, når posterne skulde inspiceres.

Jeg gad vide, hvad politiinspektør Petersen ville sige, når de nuværende overbetjente ville inspicere som civilister: 

- - Føj for pokker, hvor det ville regne med dagsordener og mulkter!

Overbetjent Theodor Petersen skulle altså lære mig at eksercere og kommandere. Så mødte jeg- iklædt en lysegrå sommerdragt - i Rosenborg Eksercerhus og blev stillet op mellem de blåklædte kæmper. Marchen tog sin begyndelse. Ideligt lød det med rungende røst fra Theodor Petersen:

- Åh, De i den grå dragt, kan De ikke holde trit. Venstre, højre, venstre, højre. 

Men lige skidt var det med mit militære trit. Og en almindelig munterhed bredte sig blandt betjentene. Disciplinen stod på spil, og jeg fik ordre til at forlade rækkerne og under hele forestillingen stå som en slags adjudant ved Theodors venstre side.

Derpå blev jeg sendt op i den anden ende af salen og begyndte at kommandere, men en dæmpet latter bevirkede, at jeg straks fik ordre til at træde af.

Dermed endte min indøvelse i det militære ABC.

Fra Crone

fik jeg dog nedenstående anbefaling

"Københavns Politi.  
Politikammeret, 
den 3. juli 1876, 
Cand. juris, N. N. har i et tidsrum af 2 måneder fra 1. maj til 1. juli d. 21. som volontør arbejdet under Københavns Politi for at gøre sig bekendt med polititjenesten, der er i så vidt omfang som muligt givet ham lejlighed til - at sætte sig ind i de forskellige under politiet hørende forretninger og han har tildels selv assisteret ved disse. Ligeledes har han deltaget i politistyrkens militære eksercits, dels med mandskabet i øvelser, dels har han prøvet at kommandere.

De ham overdragne forretninger har han udført til tilfredshed, han har med interesse deltaget i tjenesten og vist gode anlæg for denne, såvelsom til hurtigt at sætte sig ind i forretningerne.

Crone.
Politidirektør."

Af de i anbefalingen udhævede linier vil det ses hvorledes det lykkedes Thalbitzer - der konciperede anbefalingen - uden at træde sandheden alt for nær og uden at skade mig at berøre mine militære præstationer.

I sandhed, gamle Thalbitzer var et godt hoved og en brav mand.

I 1885 blev der imidlertid ansat en ny chef for ordenspolitiet, omtalte Theodor Petersen blev udnævnt til politiinspektør. Han fik rettet disciplinen op ved indførelse af civile inspektionsbetjente, hvis eneste opgave var at udspionere betjentene for at gribe dem i forseelser. Betjentene hadede disse civile inspektions­betjente og på alle måder søgte at narre dem, så meget mere som de ofte optrådte lusket og utiltalende.

Se eventuelt bogen:  Einer Mellerup, Det Gamle København på Vrangen”. (Einer Mellerup var gennem 25 år chef for Københavns ordenspoliti).

Også i offentligheden blev han en kendt og omdiskuteret person. Første gang han nævnes i aviserne er i juli 1886 forbindelse med løsladelsen af folketingets formand, Chresten Berg (1829-1891), som 1865-1891 var folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Her er beskrivelse af ham ikke just sympatisk. I de følgende blev han regelmæssigt fulgt af dagbladet "København" fra 1889:

Inspektøren inspicerer

Theodor Petersen i Kisten, Valkyrien, Blanch og Rydberg

Kendt er han af hver københavner, den smækre, elastiske skikkelse med det glorøde hår, de skarptskårne, mefistofeliske træk og det lidt brøsige snit.

Kendt er han, men alt andet end populær. Og det er i grunden synd, for han er i virkeligheden sådan en rar mand, han Theodor Petersen, politiinspektør for ordenshåndhæverne, cand. juris med anden karakter og fhv. sekondløjtnant ved dragonerne. Han kaldes jo også ret karakteristisk for "Dragonen". 

Militær er han med liv og sjæl, men uheldigvis er hans militære uddannelse kun halv; derfor gør han sig skyldig i de samme fejl, som halvt studerede mennesker i reglen falder for.

Han var utvivlsomt, hvis skæbnen havde ladet ham fuldende de kavaleristiske studier, blevet en første klasses paradesoldat, men ved et ironisk lune af forsynet blev han politimand, og til det fag slår hans evner ikke altid til.

Stemningsmenneske, som han er, et blødt gemyt, lidt kejtet og genert i sin optræden, søger han at dække over disse egenskaber ved en rask fremtræden, der undertiden bliver misforstået af publikum.

Et skal siges til hans ros, han skåner ikke sig selv, altid er han på færde, rastløs og energisk som få.

Sådan nu fx i disse dage.

Han inspicerer.

Forleden var det skraldemændene, en dags tid efter holdt han revy over renovationskuskene, i for gårs middag indøvede han styrken i brugen af sygevogne, og om aftenen var det knejperne, det gik ud over.

Først korn turen til "Ligkisten", over hvilket etablissement der i anledning af det høje besøg var udbredt en rolig, næsten alvorsfuld stemning. Primadonnaen, den engelske sangerinde, var på brædderne; hun dansede lystigt, som ingensinde før, skælmsk koketterede hun, men hendes sorte øjenpar var ikke rettet mod gulvets publikum, nej, hun blinkede livligt op mod galleriet, for der sad den strenge dømmer, Theodor Petersen, i egen høje person, med kikkerten presset mod ørnenæsen.

Klokken slog tolv, langsomt, næsten modvilligt forlod publikum det populære lokale, gasblussene slukkedes, henne i baggrunden, ved det efter udstillingen europæisk berømte bord, skimtedes direktør Rantzaus flotte knebelsbart.

Inspektøren har forladt "Kisten", men utrættelig, som han er, vandrer han videre på inspektion, foreløbig ud af Vesterbro til.

En kort stund slår han sig til ro i "Valkyrien,"

Nedenunder lyder trippevalsens kendte toner, kun afbrudt af højrøstede eder og mindre slagsmål.

Der er pause, muntert trallende kommer et par småpiger farende op på galleriet.

Pludselig blegner de trods den røde sminke, for henne i hjørnet ses Theodor Petersens kendte og frygtede teglstensrøde snurbart.

Han er i godt selskab, ledsaget af et par kendte københavnere, en yngre læge, der tillige agerer populær forfatter, og en herværende grosserer. Det er selvfølgelig ikke for sin fornøjelses skyld, at Petersen gaar i "Valkyrien", men pligtens stemme kalder. Og da eventuelle forandringer i politiinstruksen både kan få lægevidenskabelig og finansiel betydning, kan det ikke nok så meget påskønnes, at den energiske inspektør på forhånd har sikret sig sagkundskaben.

Et par fruentimmer kommer op at slås, i en håndevending er de "werfede" - over Theodor Petersens læber glider et saligt smil.

Inspektøren forlader Vesterbro, gør en hurtig razzia gennem nattebulerne, inspicerer flygtigt "Blanch" og "Rydberg". Først henad morgenstunden giver han sig ro til at hvile sit trætte hoved.

København, Du kan være tryg og rolig. Th. Petersens ånd svæver over dine gader, og stræder, knejper og dansesaloner. Men alle I natteravne, vogt jer, for der forberedes efter forlydende drakoniske bestemmelser mod jeres færd.

Inspektøren har inspiceret.

Spectator.

(København 14. november 1889). 

Valkyrien lå på Vesterbrogade 17. Her annonceredes ofte med bal på daværende tidspunkt. Det blev i 1882 lukket i tre måneder af politiet for at have afholdt dans uden politiets tilladelse. Værten havde forsøgt at omgå reglementet ved at arrangere en privat forening. Det blev også brugt til møder, fx politiske. Således til et antisocialistisk møde december 1890. 

Theodor Petersen, 1. Politiinspektør. 25 års Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

 Politiinspektør i 25 år.

Theodor Petersen

Når politiinspektør Theodor Petersen til morgen træder ind i sine kontorer vil han, trods

alle forbud, på forskellig vis blive hyldet i anledning af, at han i dag for femogtyve år siden overtog den betydelige og ansvarsfulde stilling som chef for Ordenspolitiet, hr. Theodor Petersen er vel nok den af politietatens højere embedsmænd, der har rigest lejlighed til at træffe i nær - ofte i meget nær - berøring med det københavnske publikum. Hvor mange gange har han ikke ved en konge- eller kejsermodtagelse måttet styre masserne, og han gjorde det undertiden blot ved et blink i de skarpe stærke øjne. Undertiden måtte han vel også ty til andre midler, men det vil sikkert med største ret kunne siges om ham, at han i alle situationer har optrådt både værdigt og besindigt. Th. Petersen ønsker absolut ikke krig med sine bysbørn, og det er lykkedes ham i de mange år hvor han har virket i politiets tjeneste, at opdrage en hær af dygtige hjælpere, der ser op til deres chef både med beundring og respekt, og som sætter en ære i at følge i hans fodspor.

I de femogtyve år, Theodor Petersen har styret Ordenspolitiet, er byen undergået mange og omfattende forandringer. Folkemængden er i rig og stadig tiltagen og selve folkelivet har skiftet fysiognomi, men Ordenspolitiets chef har vidst at følge med i byens og tidens udvikling. Han er i dag som for femogtyve år siden fuld af ungdommelig virkelyst. Han er blevet ældre, men ikke af sind og ikke af tanke, hans hår er hvidt men ellers spores hans lange virksomhed kun derpå, at han handler ud fra de mange års gode og sikre erfaringer.

Ordenspolitiets chef har grund til at se tilbage på sin virksomhed med glæde og tilfredshed, og byens tusinder af borgere har kun grund til at ønske, at hr. Theodor Petersen endnu i mange år må have kræfter og humør til at bestride sin ansvarsfulde stilling.

(København, 12. marts 1910)

25 år

Politiinspektør Th. Petersen

I går aftes er politiinspektør Theodor Petersen flygtet bort fra byen - for at undgå alle de

velmenende mennesker, der ellers i dag ville have opsøgt barn i hans hjem og i hans kontor på det gamle domhus for at lykønske ham på 25-årsdagen for hans ansættelse som 1. politiinspektør i København. Men selv om jubilarens beskedenhed byder ham på festdagen at være borte fra den by, han elsker, og som han i et kvart århundrede har tjent med en aldrig svigtende pligtopfyldelse, så behøver dette dog ikke at være nogen grund for os andre til at lade dagen gå ubemærket hen.

Der er jo næppe nogen københavner, som har levet med i de sidste 25 år eller en større part dette tidsrum, som ikke kender byens 1. politiinspektør, Ordenspolitiets chef, ikke fordi han nogen sinde har trængt sig selv frem i forgrunden, men fordi han altid var der hvor hans pligt bød ham at være og det måtte ifølge sagens natur blive dér, hvor de mange var samlede. I de store grundlovstogs tid, i de store fyrstemodtagelsers tid, den politisk bevægede tid her i hovedstaden havde Ordenspolitiet ofte betydelige og vanskelige opgaver, og da vidste Københavnerne på en prik, hvem det var, når politiinspektøren kom sprængende langs rækkerne på sin vælige ganger En skøn dag ombyttede Theodor Petersen hesten med cyklen, og dette changement i forbindelse med de forandrede tider har bidraget til at han i de senere år ligesom er trådt lidt mere i baggrunden.

Men han er ikke derfor blevet mindre virksom eller mindre tjenstivrig. Med en fast og myndig hånd leder han Ordenspolitiets store korps og hovedstadens befolkning har årsag til i dag at takke ham for det arbejde han har udført i de forløbne 25 år, i hvilke byen har gennemgået en så rivende udvikling og lagt så mange alen til sin vækst. Vort Ordenspoliti har holdt trit med denne byens udvikling, og med de midler, der står til dets rådighed, på fortrinlig måde sørget for orden og sikkerhed både i den indre bys travle færdselsårer og i forstædernes sparsomt bebyggede yderste kvarterer.

Intet menneskeligt er fuldkomment, heller ikke Københavns Politi. Med større midler til rådighed - til rigeligere mandskab og bedre lønninger - ville det være endnu bedre, end det er, men i det store og hele kan hovedstaden være vel tjent med sit ordenspoliti, og en betydelig del af æren herfor tilkommer den mand der har været dets egentlige leder i de sidste 25 år. 

(Dannebrog, 12. marts 1910).

Oldingeregime i Københavns Politi. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen og Københavns Politi. Klik her for samtlige indslag.

Oldinge-regimentet i politietaten.

Det gærer i det underordnede personale

Embedsvældens mur mod reformarbejdet.

Vi har fremhævet det før her som så meget i "Folkets Avis" og der er anledning til nu at gentage det, at politietaten står i stampe under det oldingeregimente, som behersker den.

De to mænd, der står i spidsen for Københavns Politi, har forlængst nået støvets år. Politidirektør Eugen Petersen fylder 75 om et par måneder og Ordenspolitiets chef, 1. politiinspektør Th. Petersen går i sit 73. år. 

Politidirektør Eugen Petersen.

De to gamle herrer burde være gået nu for mindst en halv snes år siden alene for alderens skyld, men af hensyn til den stadig voksende etat, som de danner topfigurerne på, burde de have trukket sig tilbage til privatlivet længe, længe før.

Det havde utvivlsomt bandet den offentlighed, som politiet er et så vigtigt T/cd af, bedst, om de to herrer i den sidste snes år havde nydt deres otium uden spekulationer for politikorpsets udvikling, for tiden er forlængst løbet fra dem, de ser den nye tid gennem mormors briller - og forstår den ikke. Ordet reformer virker på dem som et rødt klæde på en tyr.

Det underordnede personale får øjnene op. 

Længe varede det, inden det underordnede personale - betjentene - forstod, at de blev holdt nede - langt nede - af oldingeregimentets embedsvælde. Længe varede det, inden det gik op for politimændene, at de i deres forhold til borgerne var på den gale side, idet de lod sig gennemsyre af den forbenede, bureaukratiske ånd fra oven, mens de burde have slået vinduerne op ud til publikum og modtage impulserne derude fra, så at de kom til at stå med sikre ben i den tid, hvortil de borte, og med stærk tilknytning til det borgerskab, som det er deres opgave at værne om.

Men nu lysner det for politietaten. Ikke fordi der er nogen som helst chance for, at de to herrer

Petersen skal skifte syn på politiet, men fordi politimændene selv har fået øjnene op og har set hvorhen det bærer, dersom de ikke står sammen og tilegner sig selvagtelse.

En bureukratisk afvisning af et reformkrav.

Hertil vil navnlig mægtigt bidrage en afvisning, Københavns Politiforening i disse dage har fået på et andragende om en ændret tjenesteordning. 

I det nummer af "Politivennen" som udkom i går, hedder det bittert, at andragendet blev "pure afvist - som så meget andet". 

"Der er ikke tale om, at man kan snakke om tingene," fortsætter bladet, "lappe lidt på enkelte punkter eller eksperimentere i en enkelt kreds som overgang til noget nyt og bedre. - Nej, kort og godt, afvist. Færdig!"

Og bladet opfordrer til, at der snarest bliver skudt en breche i den mur af embedsvælde, som

kan blive en trussel mod et virkeligt reformarbejde.

"Vi må med andre ord - skrives der - have den praktiske sans ind ved siden af den embedsmæssige registrering i ledelse. Det er politirådene, vi må kæmpe for, og ikke mindst

i København."

En politibetjent trues med opsigelse fordi han er kammeraternes tillidsmand

Samtidig med den ovenfor nævnte bureaukratiske afvisning af forhandling med det underordnede personale - en afvisning, der fører tanken 30-10 år tilbage til de tider, da

arbejdsgiverne stillede sig på samme måde overfor arbejderne - samtidig med afvisningen

er der forefaldet en anden begivenhed der ligeledes har virket som et pust fra en fjern fortid.

En politibetjent, der sidder i Politiforeningens bestyrelse, er blevet kaldt op til 1. politiinspektør Theodor Petersen, der bl. a. havde betydet ham, at hans agitation og optræden ikke vandt

bifald hos hans foresatte ved stationen, hvor han er til tjeneste, eller hos embedsmændene, ja der blev endog ved denne lejlighed stillet ham en opsigelse i udsigt med bemærkning, at hans forbliven ikke bestemtes af "Politivennen" .

Politiinspektør Th. Petersen. 

Hvor er vi henne? Er vi i 1915 eller er tiden rykket tilbage til 70'erne? Man bliver unægtelig noget desorienteret ved at høre den slags.

Politiforeningens udmærkede formand, overbetjent Marius Krogh, har da også i en længere artikel i "Politivennen" nedlagt en skarp protest mod dette udslag af embedsvælden i politietaten.

Krummede rygge findes endnu i politietaten.

Hr. Krogh skriver bl. a.

"Det er sandt, at tiderne har forandret sig, den rigtig gode gamle tid, da kun overklassen regerede, og arbejderen og de med ham ligestillede tav stille, bøjede ryg og ærbødigt tog mod de smuler der faldt fra den riges bord, er forbi, arbejderen har forlængst ranket ryggen i bevidstheden om sit eget værd, dog kan man endnu træffe noget af det såkaldte "gode, gamle", men rigtignok kun i bestillingsmandsklassen og da specielt i politieetaten.

Her i Københavns Politi har det indtil for få år siden gået så rart stille af med hensyn til alt, hvad der angik de underordnedes kår. Når en ældre kammerat døde eller blev afskediget med en lille pension, så rykkede de yngre op i hans nummer, det vil sige, det var ikke sikkert, at det blev den, hvis tur det var, og hvilken skuffelse må det ikke have været for den mand, der ventede det lille tillæg til den sparsomme gage og så blev forbigået, og hvilken gage var det så, fra 700 til 1200 Kr. De 1200 var der kun få, der nåede, det var dem, der efter 30 års tjeneste pensioneredes efter 1.100 kr. Som gagen var ussel, var tjenesteforholdene i det hele taget slette, altid tjeneste uden fridøgn eller ferie.

Arbejderpartiet har anvist vejen. Politiet bør følge den. 

Videre skriver overbetjent Krogh:

"Den tid er forbi, men det er rigtig nok meget endnu at rette, og vejen vi skal gå, er anvist

os af arbejderpartiet. Vi politimænd har set, at meget blev slået i stykker, når der var kamp mellem arbejder og arbejdsgivere, vi har set mange små hjem gå til grunde under en sådan kamp, ja vi har set hele samfundet lide under kampen, men vi har også set, at disse kampe har ført til, at man nu ad fredelig forhandlingsvej søger at opnå det, man før kæmpede uforsonligt om.

Vi politimænd vil ikke slå i stykker, vi vil ikke vore små hjems ruin, men vi vil forhandle os til bedre kår og tilstande. Kan de store fabrikherrer og arbejdsgivere gennem deres organisation forhandle fredeligt med arbejdernes organisation uden kamp, så skulle man synes det ligetil, at tjenestemænd indenfor politietaten ved forhandling kunne komme overens om hvorledes dette eller hint tjenesten vedrørende skulle være. Statsansatte funktionærer har forhandlingsret, det samme gælder enkelte politietater, det var jo ønskeligt, at alle politietater i landet ved lov, fik tilstået denne ret. I Københavns politi er ikke spor af forhandling.

Systemet Petersen

Man forstår, at de ovennævnte tildragelser har skabt en stærk gæring i politietaten og at denne vil vokse sig bestandig stærkere, så længe systemet Petersen regerer. Og man venter med længsel på den dag, da de to 70-årige tager hinanden under armen og går til borgmester Dybdal med deres afskedsbegæring.

Den dag vil indlede en ny tid for Københavns Politi.

Det ske snart!

Bruno

(Folkets Avis, 30. januar 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen har - som omtalt - for nogen tid siden måttet lade sig indlægge på Kommunehospitalet under tilsyn af overlæge P. N. Hansen. politiinspektørens tilstand har i flere dage været ret betænkelig. I går syntes der imidlertid at være nogen bedring at spore. 

(Nationaltidende, 6. april 1915)

Også på kønsområdet herskede der nye vinde. I 1914 havde Dansk Kvindesamfunds arbejde for at få ansat kvindelige betjente endelig givet sig udslag i ansættelse af to kvindelige betjente. Den ene i 4. afdeling for værgeråds- og skilsmissesager, den anden i 3. afdeling for bl.a. "løsagtige kvinder". Ved den lejlighed udtrykte Københavns Politiforenings formand, Marius Krogh sig positivt om ansættelsen. Emnet er behandlet i Louise Lis Nielsen: De første kvindelige politibetjente i København. Politihistorisk forening, 2017.