Politiinspektør Theodor Petersen 70 år. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag. I december 1911 var der i dagspressen rygter om at Theodor Petersen havde tænkt sig at tage sin afsked. Dette blev dog dementeret af ham selv, og faktum er at han blev siddende til han døde i 1915.

Politiinspektør Theodor Petersen

70 år.

I dag kan chefen for Københavns Ordenspoliti, politiinspektør Theodor Petersen, fejre sin 70 års fødselsdag.

Førsteinspektør, som Theodor Petersen almindeligvis kaldes, har fra sin tidlige ungdom været knyttet til Københavns Politi. Efter at han som er søn af brændevinsbrænder A. Petersen i Hillerød, i året 1862 havde taget studentereksamen fra Frederiksborg lærde skole, tog han i 1869 juridisk embedseksamen, og samme år indtrådte han som betjent i Københavns Politi. I året 1878 blev han politiassistent, og i 1885 udnævntes han til inspektør for 1. afdeling, Ordenspolitiet, i hvilken stilling han endnu virker. Som chef for Ordenspolitiet, under hvilket så mange forskelligartede forhold sorterer, er politiinspektør Petersen kommet i berøring med mange mennesker, og hans høje, ranke skikkelse er kendt som få her i byen.

Som embedsmand har han altid vist forståelse overfor de mange mennesker, der har henvendt sig til ham i en eller anden sag, og omend mange måske har fundet ham afmålt og knap i sin optræden overfor dem, har dog de fleste sikkert vidst at vurdere hans retsindighed. Særlig i de senere år har befolkningen utvivlsomt mere og mere påskønnet hans ledelse af Ordenspolitiet, omend kritikken nu og da ikke er udeblevet.

Af sit personale er Theodor Petersen i al almindelighed afholdt. Betjentene ved, at de i ham i virkeligheden har en forstående ven som indenfor sit tilsyneladende strenge væsen og netop har hjertet på rette sted.

På sin 70 års fødselsdag i dag vil politiinspektør Theodor Petersen sikkert fra mange sider modtage beviser på sympati og påskønnelse af sin lange virksomhed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. september 1912).

70 år.

Politiinspektør Theodor Petersen.

I morgen fylder politiinspektør Theodor Peterrsen 70 år. Fødselsdagen vil næppe blive fejret med nogen stor fest, for populær er inspektøren ikke hverken indenfor eller udenfor politietaten.

Når der navnlig tidligere har hersket et spændt forhold mellem Københavns borgere og politiet, da bærer Theodor Petersen ikke mindst skylden derfor. Han har siden han i 1878 indtrådte i korpset som politiassistent, og navnlig efter at han fra 1885 var blevet politiinspektør, gjort sit til at prøjserånden fik indtog i vor by, og om han skulle benytte 70 års fødselsdagen til at trække sig tilbage, var det ingen skade til. Den ånd der bør herske indenfor politiet, og som de yngre politimænd med rosværdig iver bestræber sig for at indføre, står han som provisorieårenes politimand fuldstændig fremmed overfor.

(Folkets Avis - København, 19. september 1912).

70 år

Politiinspektør Th. Petersen.

Inspektøren for Københavns Politi, Theodor Petersen, bliver i dag 70 år. Theodor Petersen har altid været en udpræget politimand, og i tidligere tider stod der vældigt kampgny om hans navn, men nu er der blevet stille om ham. I Firsernes kampår, da valgene samlede opløb, og da store massemøder ikke altid løb stille af, skaffede han sig en mægtig opposition indenfor det København, der ikke tåler, at politiets hånd lægger sig beroligende på gemytterne. Han var dengang chef for Ordenspolitiet, og det var ikke nogen nem Stilling, men Theodor Petersen ville, at hans korps skulle svare til sit navn, og man må lade ham, at orden blev der. Hvad der også på dette tidspunkt gav anledning til opposition imod ham, var, at han havde været dragonløjtnant. Det lugtede af krudt, og det var nok i de dage.

Theodor Petersen er altid til stede, hvor der er noget på færde, og til trods for de mange angreb, der er blevet rettet mod ham i årene løb, angreb, som han for resten har været så fornuftig aldrig at bryde sig om, vil han sikkert i dag få at mærke, at årene glatter ud, og at han nu hører til Københavns populæreste skikkelser.

Jeppe

(Fyens Stiftstidende, 20. september 1912).

70 år

1. politiinspektør.

Det er ikke unge politimænd Danmarks hovedstad har stående i spidsen. Nylig fejrede politidirektøren sit 25-års embedsjubilæum; i dag bliver 1. politiinspektør Th. Petersen 70 år gammel.

Medens politidirektøren stadig er smilende og i fuld vigør, mærkes det på 1. politiinspektør, at man har en mand fra lidt ældre jordperioder for sig. Systemet er gammeldags, og der er ingen tegn til modernisering. Det er ret, patrulje, punkttjeneste, march, rapport og ikke så meget mere.

Hvis man indenfor Ordenspolitiet lod foretage en afstemning om dette systems gavnlighed, er det usikkert, hvad resultatet ville blive, men vist er det at københavnerne ofte har følt sig mindre vel tilpas ved den tone der anslås fra 1. politiinspektorat. Dog har man jo ikke lov at tro, at politiinspektør Theodor Petersen mangler viljen til at forstå sin tid, måske - måske bliver det hele bedre efterhånden.

Den 70-årige politiinspektør kan i hvert fald se tilbage på en virksomhed, der ingenlunde har savnet dramatiske momenter, såvel indadtil som udadtil, og det er vort håb, at det endnu vil lykkes for Theodor Petersen at finde en sådan form for ledelsen af Ordenspolitiet, at korpset i København kan blive - skal vi sige helt populært

H-e

(Riget (København), 20. september 1912).

Tegning fra København 24. januar 1893, i anledning af en serie om politimænd.

Første politiinspektør.

For 2 år siden kunne 1. politiinspektør Th. Petersen fejre 25 årsdagen for sin ansættelse som politiinspektør. For at undgå nogen art af festivitas rejste han bort og kom først tilbage efter jubilæumsdagen. Han svarede den gang: Jeg dur ikke til at sidde på den selskabelige forundringsstol.

I dag fylder politiinspektøren 70 år. Denne gang er han ikke rejst bort, men har frabedt sig enhver honnør. Som den arbejdets mand, han er, passer han sin tjeneste og ønsker ikke, at dagen skal være nogen mærkedag.

Og denne glæde over selve arbejdet og ulyst til al blive "hædret" er vel nok uløseligt forbundet med politiinspektørens hele væsen. Det var netop trangen til at tage fat der fik den juridiske kandidat og tidligere officer til at melde sig i politiets tjeneste. Han begyndte som menig betjent, avancerede forholdsvis småt og blev først 9 år efter politiassistent. Men i disse 9 år havde han lært politiets organisation nøje at kende, og han kendte hver eneste mand i korpset.

Theodor Petersen fortæller.

Da vi i eftermiddag træder ind i politiinspektørens kontor kan vi ikke lade være med at udtrykke vor forundring over, at det kæmpestore skrivebord ganske mangler den traditionelle blomsterpragt.

- Nej, hvad skulle det være til, siger Theodor Petersen - det er vi kommet bort fra hos os. Men jeg har dog fået en mængde lykønskninger og blomster til mit hjem. Til eksempel en telegrafisk lykønskning fra Hestedroskekuskeforeningen . . .

Og politiinspektørens tale, livlig og malende og springende, som den er, glider bort fra dagens anledning og over i hans livs interesse: det politimæssige.

- De stakkels mennesker - det er droskekuskene han taler om - sad jo med den hue, som blev gennemtrukket af regn og frøs om ørerne på dem. Så var det, da den ene efter den anden kom til mig og klagede over gigten. Og jeg spekulerede lidt over det og indførte den hvide høje hat. Den er ikke køn, men koste noget måtte den jo ikke. Og den hjælper dem; den har luft over issen, og regnen løber af. Det er vel sådan noget de mindes.

Og politiinspektør Petersen ser tilbage gennem årene. Kampårene da Højre gik i tog til Estrup, Venstre i tog for at demonstrere derimod, disse år, da der stod gny om Theodor Petersen og hans dansende hest, glider han på denne dag hen over med et skuldertræk og et velvilligt ord om københavnerne.

- De er og har altid været rare og elskværdige. Nok vil de have, at man skal være høflig, dog ikke servil; forstår man deres jævne gemytlighed, der helst skal give sig udløsning i en til situationen passende vittighed, skal man nok komme godt ud af det med dem.

- Også i fredens dage kan man komme til at stå for skud og angreb.

Og han minder om, hvorledes han ganske uforskyldt fik ansvaret for, at ved daværende kronprins Frederiks og kronprinsesse Louises sølvbryllup, gaveceremoniellet gik i skuddermudder. Efter taffelet, da der var illumineret ved Søerne og fyrværkeri på Toldboden, skulle først sølvbrudeparret køre fra Amaliegade til Toldboden og se stadsen og derfra ind til de smykkede Søer. Og efter dem skulle de to konger - Danmarks og Sveriges - og hele deres kortege komme.

Kronprinsparret kørte også på Toldboden, men da staldmester v. d. Maases vogn kørte frem foran det øvrige vogntog, glemte man af en eller anden grund afstikkeren til Toldboden, kørte lige gennem Grønningen, og da man ikke kunne se kronprinsparrets vogn foran, kilede man for at indhente den, af i trav, der brød alle arrangements sønder og skabte Forvirring både her og der.

Og først bagefter kom kronprinsparret.

- Ja, siger Th. Petersen, jeg syntes jo nok, at det så forkert ud. Men skulle jeg som gammel militær kunne ride hen til kongerne - til Christian IX, der var soldat til fingerspidserne, og sige, at de kørte forkert i byen!

Apropos, det militære, så ved jeg jo nok, at man siger, at det er mig, der holder på at vore politimænd skal have eksercits, ja, der føjes endda til, at det er fordi jeg får så høj betaling for det. Men det er ganske forkert; jeg har kun ulejlighed deraf og får ikke en øre for det. Men når det står i loven, at vi skal have eksercits, kan det ikke være mindre end 3-4 gange om året for hver mand. Jeg tillægger eksercitsen en vis betydning, fordi den giver over- og inspektionsbetjentene lejlighed til at kommandere og styrker deres konduite i særlige tilfælde, og den giver mig lejlighed til at se politimændene i deres ældste klæder og skønne over, om de er holdt således, at korpsets værdighed ikke lider derved.

I øvrigt har øvelserne ikke stor betydning for mandskabet ud over, at man kan rette på en mand, der har fået for vane at stå og gå eller hilse mindre skønt. Og vi politimænd vil jo gerne se lidt pæne ud.

Der kommer et glimt af vrede i politiinspektørens ellers så lunt smilende øjne, da han kommer ind på nogle avisartikler, hvori man lamenterer over at de høje politiembedsmænd ikke kender betjentenes kår.

- Har jeg ikke i 9 år gået som over'allig betjent, betjent, inspektions- og overbetjent! Politiinspektør Madsen har været betjent, politiassistent With, politiassistent Tvermoes, politiassistent Hald o. s. v. Eller hvad siger man om afdøde Niels Jensen!

Nej, det er søgt vrøvl alt til hobe, ligesom den nu og da fremsatte påstand, at vort ordenspoliti skulle arbejde efter berlinsk mønster. Det er en hel anden organisation, man har dernede; det er langt snarere engelsk mønster, vi har det indrettet efter.

For resten har også det engelske politi sine betydelige skavanker. Jeg har med politiets udvikling for øje besøgt London og Paris og lært meget begge disse steder, mest i Paris.

I øvrigt har jeg også puderet i Berlin og Wien. Der var militær organisation, så man kunne tale om det; 4000 politimænd fuldt militært inddelte og øvede, med våbenkamre, hvor hver mand havde hængende sit moderne militære gevær, skarpe patroner, hjelme o. s. v.

Et tankespring. - og Theodor Petersen er midt i vore egne forhold igen.

_ Frederiksberg ! Der ligger Frederiksberg som en isoleret enklave helt inde i vor politiorganisation. En frederiksbergsk betjent har ingen myndighed på vor, en af vore betjente ingen på frederiksbergsk side af samme gade. De kan tro at dette skaber mange vanskeligheder, og endnu værre ville det være hvis vi ikke kom så godt ud af det sammen. Birkedommer Sylow er en fortræffelig mand...

- Undskyld hr. inspektør!...

Det er den vagthavende overbetjent der lader os se et glimt af de ventende.

Og så er interviewet forbi.

H-t

(Nationaltidende, 20. september 1912, 2. udgave).

1. politiinspektør Theodor Petersen blev forleden dag pludselig syg. Da det viste sig at være nyregrus, politiinspektøren led af, ønskede han at blive indlagt på Kommunehospitalet under overlæge Hansen; men på grund af pladsmangel er patienten først i går blevet overført fra hjemmet til hospitalet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. oktober 1912).

Politiinspektør Theodor Petersen om hvis sygdom vi forleden bragte meddelelse, er nu så rask at han allerede kan være nogle timer af dagen oven senge. Og det varer næppe længe, før han atter overtager sine forretninger.

(København, 7. november 1912)