Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen og Københavns Politi. Klik her for samtlige indslag.
Oldinge-regimentet i politietaten.
Det gærer i det underordnede personale
Embedsvældens mur mod reformarbejdet.
Vi har fremhævet det før her som så meget i "Folkets Avis" og der er anledning til nu at gentage det, at politietaten står i stampe under det oldingeregimente, som behersker den.
De to mænd, der står i spidsen for Københavns Politi, har forlængst nået støvets år. Politidirektør Eugen Petersen fylder 75 om et par måneder og Ordenspolitiets chef, 1. politiinspektør Th. Petersen går i sit 73. år.
Politidirektør Eugen Petersen.
De to gamle herrer burde være gået nu for mindst en halv snes år siden alene for alderens skyld, men af hensyn til den stadig voksende etat, som de danner topfigurerne på, burde de have trukket sig tilbage til privatlivet længe, længe før.
Det havde utvivlsomt bandet den offentlighed, som politiet er et så vigtigt T/cd af, bedst, om de to herrer i den sidste snes år havde nydt deres otium uden spekulationer for politikorpsets udvikling, for tiden er forlængst løbet fra dem, de ser den nye tid gennem mormors briller - og forstår den ikke. Ordet reformer virker på dem som et rødt klæde på en tyr.
Det underordnede personale får øjnene op.
Længe varede det, inden det underordnede personale - betjentene - forstod, at de blev holdt nede - langt nede - af oldingeregimentets embedsvælde. Længe varede det, inden det gik op for politimændene, at de i deres forhold til borgerne var på den gale side, idet de lod sig gennemsyre af den forbenede, bureaukratiske ånd fra oven, mens de burde have slået vinduerne op ud til publikum og modtage impulserne derude fra, så at de kom til at stå med sikre ben i den tid, hvortil de borte, og med stærk tilknytning til det borgerskab, som det er deres opgave at værne om.
Men nu lysner det for politietaten. Ikke fordi der er nogen som helst chance for, at de to herrer
Petersen skal skifte syn på politiet, men fordi politimændene selv har fået øjnene op og har set hvorhen det bærer, dersom de ikke står sammen og tilegner sig selvagtelse.
En bureukratisk afvisning af et reformkrav.
Hertil vil navnlig mægtigt bidrage en afvisning, Københavns Politiforening i disse dage har fået på et andragende om en ændret tjenesteordning.
I det nummer af "Politivennen" som udkom i går, hedder det bittert, at andragendet blev "pure afvist - som så meget andet".
"Der er ikke tale om, at man kan snakke om tingene," fortsætter bladet, "lappe lidt på enkelte punkter eller eksperimentere i en enkelt kreds som overgang til noget nyt og bedre. - Nej, kort og godt, afvist. Færdig!"
Og bladet opfordrer til, at der snarest bliver skudt en breche i den mur af embedsvælde, som
kan blive en trussel mod et virkeligt reformarbejde.
"Vi må med andre ord - skrives der - have den praktiske sans ind ved siden af den embedsmæssige registrering i ledelse. Det er politirådene, vi må kæmpe for, og ikke mindst
i København."
En politibetjent trues med opsigelse fordi han er kammeraternes tillidsmand
Samtidig med den ovenfor nævnte bureaukratiske afvisning af forhandling med det underordnede personale - en afvisning, der fører tanken 30-10 år tilbage til de tider, da
arbejdsgiverne stillede sig på samme måde overfor arbejderne - samtidig med afvisningen
er der forefaldet en anden begivenhed der ligeledes har virket som et pust fra en fjern fortid.
En politibetjent, der sidder i Politiforeningens bestyrelse, er blevet kaldt op til 1. politiinspektør Theodor Petersen, der bl. a. havde betydet ham, at hans agitation og optræden ikke vandt
bifald hos hans foresatte ved stationen, hvor han er til tjeneste, eller hos embedsmændene, ja der blev endog ved denne lejlighed stillet ham en opsigelse i udsigt med bemærkning, at hans forbliven ikke bestemtes af "Politivennen" .
Politiinspektør Th. Petersen.
Hvor er vi henne? Er vi i 1915 eller er tiden rykket tilbage til 70'erne? Man bliver unægtelig noget desorienteret ved at høre den slags.
Politiforeningens udmærkede formand, overbetjent Marius Krogh, har da også i en længere artikel i "Politivennen" nedlagt en skarp protest mod dette udslag af embedsvælden i politietaten.
Krummede rygge findes endnu i politietaten.
Hr. Krogh skriver bl. a.
"Det er sandt, at tiderne har forandret sig, den rigtig gode gamle tid, da kun overklassen regerede, og arbejderen og de med ham ligestillede tav stille, bøjede ryg og ærbødigt tog mod de smuler der faldt fra den riges bord, er forbi, arbejderen har forlængst ranket ryggen i bevidstheden om sit eget værd, dog kan man endnu træffe noget af det såkaldte "gode, gamle", men rigtignok kun i bestillingsmandsklassen og da specielt i politieetaten.
Her i Københavns Politi har det indtil for få år siden gået så rart stille af med hensyn til alt, hvad der angik de underordnedes kår. Når en ældre kammerat døde eller blev afskediget med en lille pension, så rykkede de yngre op i hans nummer, det vil sige, det var ikke sikkert, at det blev den, hvis tur det var, og hvilken skuffelse må det ikke have været for den mand, der ventede det lille tillæg til den sparsomme gage og så blev forbigået, og hvilken gage var det så, fra 700 til 1200 Kr. De 1200 var der kun få, der nåede, det var dem, der efter 30 års tjeneste pensioneredes efter 1.100 kr. Som gagen var ussel, var tjenesteforholdene i det hele taget slette, altid tjeneste uden fridøgn eller ferie.
Arbejderpartiet har anvist vejen. Politiet bør følge den.
Videre skriver overbetjent Krogh:
"Den tid er forbi, men det er rigtig nok meget endnu at rette, og vejen vi skal gå, er anvist
os af arbejderpartiet. Vi politimænd har set, at meget blev slået i stykker, når der var kamp mellem arbejder og arbejdsgivere, vi har set mange små hjem gå til grunde under en sådan kamp, ja vi har set hele samfundet lide under kampen, men vi har også set, at disse kampe har ført til, at man nu ad fredelig forhandlingsvej søger at opnå det, man før kæmpede uforsonligt om.
Vi politimænd vil ikke slå i stykker, vi vil ikke vore små hjems ruin, men vi vil forhandle os til bedre kår og tilstande. Kan de store fabrikherrer og arbejdsgivere gennem deres organisation forhandle fredeligt med arbejdernes organisation uden kamp, så skulle man synes det ligetil, at tjenestemænd indenfor politietaten ved forhandling kunne komme overens om hvorledes dette eller hint tjenesten vedrørende skulle være. Statsansatte funktionærer har forhandlingsret, det samme gælder enkelte politietater, det var jo ønskeligt, at alle politietater i landet ved lov, fik tilstået denne ret. I Københavns politi er ikke spor af forhandling.
Systemet Petersen
Man forstår, at de ovennævnte tildragelser har skabt en stærk gæring i politietaten og at denne vil vokse sig bestandig stærkere, så længe systemet Petersen regerer. Og man venter med længsel på den dag, da de to 70-årige tager hinanden under armen og går til borgmester Dybdal med deres afskedsbegæring.
Den dag vil indlede en ny tid for Københavns Politi.
Det ske snart!
Bruno
(Folkets Avis, 30. januar 1915).
Politiinspektør Theodor Petersen har - som omtalt - for nogen tid siden måttet lade sig indlægge på Kommunehospitalet under tilsyn af overlæge P. N. Hansen. politiinspektørens tilstand har i flere dage været ret betænkelig. I går syntes der imidlertid at være nogen bedring at spore.
(Nationaltidende, 6. april 1915)
Også på kønsområdet herskede der nye vinde. I 1914 havde Dansk Kvindesamfunds arbejde for at få ansat kvindelige betjente endelig givet sig udslag i ansættelse af to kvindelige betjente. Den ene i 4. afdeling for værgeråds- og skilsmissesager, den anden i 3. afdeling for bl.a. "løsagtige kvinder". Ved den lejlighed udtrykte Københavns Politiforenings formand, Marius Krogh sig positivt om ansættelsen. Emnet er behandlet i Louise Lis Nielsen: De første kvindelige politibetjente i København. Politihistorisk forening, 2017.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar