På længere afstande bør båren bæres fra kapellet til graven.
De der nogle gange har deltaget i en begravelse på Vestre Kirkegård, ved hvor besværligt det kan være for deltagerne i følget at bære kisten fra kapellet til graven; særlig når deltagernes antal er lille og vejen lang. Til de yderste linjebegravelser kan der fra kapellerne jo næsten være en halv fjerdingvej, så at bærerne nødvendigvis må skifte flere gange undervejs. Men den ved skiftningen forårsagede standsning virker absolut hverken opbyggeligt eller tiltalende. Det hele minder for meget om noget der er ved at gå i stå.
For dem der er er uvante med strengt legemsarbejde, er dette, selv for en time, at være amatør-ligbærer i dobbelt forstand en byrdefuld bestilling, der særlig under ublide, vinterlige vejrforhold virker pinefuldt og trættende. Men det er næsten endnu værre at være bærer, når den stadige efterårsregn har opblødt færdselsgangene, så man ved hvert skridt synker i pløre til anklerne.
Og dog kan disse her skildrede ulemper med at bære båren til graven hæves på en lige så nem og praktisk som smuk og tiltalende måde, når bare begravelsesvæsenet vil.
Begravelsesvæsenet anskaffer nemlig simpelthen passende køretøjer til kisternes transport fra kapellerne til gravene. Et sådant køretøj kan bestå af en mindre hest (i skabrak) forspændt en flad, smal ladvogn, uden sidestykker eller noget opstående, hvorved kisten nemt kan anbringes og aftages. Vognhjulene forsynes med 5 a 6 tommer brede fælge, hvorved den meget lidt vil synke ned, selv i stærkt opblødt jord.
Af den sortklædte kusk føres hesten ved hovedet, og køretøjet glider nemt og uafbrudt roligt hen ad kirkegårdens færdselsgange. En transportmåde, der er fuldt så smuk og stemningsfuld, som når nu otte mand af højst forskellige størrelse og ulige kræfter tumler afsted med en kiste, hvis vægt tynger dem i knæ, så de får en uskøn og vaklende gangart.
Den her skildrede ide at lade den på lange afstande så trættende og møjsommelige ligbæring afløse af et stilfuldt køretøj, er så ligetil og nem at praktisere at man virkelig må undres over at begravelsesvæsenet ikke forlængst har ført den ud i livet til bekvemmelighed og lettelse ved en storstads mange ligbegængelser. Men endnu er det jo ikke for sent at anskaffe sådanne små praktiske kirkegårdskøretøjer, der nemt og bekvemt transporterer båren fra kapellet til graven. Og det er en reform, der vil blive hilst med glæde af mange, særlig af de medborgere, der i forenings- og lignende anledninger hyppigt må møde ved de hensovedes jordefærd.
(Folkets Avis, 27. januar 1912)
(En fjerdingvej svarer til godt 900 meter).
Kirkegårdens medarbejdere, mellem 1908 og 1915. Det ligner materialgården. Fra Vestre Kirkegårds 100 årsjubilæum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar