Mors. Krigsfanger. 1ste August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om besættelsen af Mors:

Besættelsen af øen Mors

Kolding, 18. juli. Nykøbing, hovedbyen på øen Mors er en venlig by med 1800 indbyggere. Dens gunstige beliggenhed ved Limfjorden gør den til ind- og udgangsstedet for al trafik på den frugtbare ø; sidstnævnte vedrører hovedsagelig eksporten af ​​majs og godt kvæg. Dampbåde går herfra tre gange om ugen til Aalborg og en gang til København og lige så ofte i den modsatte retning. En østrigsk vagt var allerede blevet sendt den 14., og kun østrigske soldater var at se i de ensomme gader. Indbyggerne som aldrig havde set fremmede tropper, havde frygtsomt og forventningsfuldt trukket sig tilbage i deres huse i de første dage af byens besættelse; man så dem stå bag vinduerne med spørgende, bekymrede blikke. Men det ændrede sig hurtigt, for alle så at de "tyske barbarer" uventet opførte sig lige så godt som de danskere der var rejst herfra, og da hver husstand om aftenen erkendte at intet familiemedlem, ikke engang det mindste, var blevet ofre for "tyske antropofager", genvandt de harmløse øboere hurtigt deres selvtillid, og byen genvandt sit tidligere travle ry.

Det første der slog mig, da jeg gik gennem de brede gader, var en proklamation fra de danske myndigheder som bad beboerne om at forholde sig roligt og forsigtigt over for de forventede østrigske tropper og til at opfylde deres indkvarteringspligter etc. til tiden. Og det må indrømmes at danskerne lydigt adlød disse anvisninger, den eneste undtagelse var under våbenhvilen hvor de sidstnævnte straks atter svingede deres våben som de siden genoptagelsen af ​​fjendtlighederne har måttet betale dobbelt for. Udover denne proklamation blev talrige plakater der dækkede de danske våbens mange succeser mod de allierede, opført, ja, selv tilfangetagelsen af ​​fjendtlige soldater blev annonceret. Nå, beboerne i Nykøbing og øen Mors har selvfølgelig gjort sig deres egne tanker om hvad de skal synes om disse danske bulletiner. Selvom general V. Hegermann-Lindencrone og hans korps havde været hos dem for længe uden at bryde ud af sit asyl, og da det skulle dække den nordlige strækning af Jylland ud over Limfjorden mod en fjendtlig invasion, flygtede han ved den første nyhed om fjendens avancement væk på skibene.

Artiklen beskriver herefter antallet af skibe i fjorden, samt at et forsøg på at føre en undersøisk telegraflinje til Mors mislykkedes. Herefter skriver avisen:

Et ejendommeligt ved de danske kroer i nord er den konsekvent kvindelige tjener som afløser vores tyske tjenere her, og det på ingen måde til skade for gæsterne. På dette tidspunkt mindes jeg ufrivilligt en ekstremt naiv scene som jeg var vidne til for et par dage siden på hotellet i Skive. Mens jeg sad sammen med flere bekendte og fik en kop kaffe, bærer de to fremmødte servitricer over til en af ​​de tilstedeværende betjente. Den yngste, en smuk blond lille pige, tog ordet efter at have rømmet sig og kiggede genert rundt i lokalet flere gange for at se, om der var nogle inkompetente ørevidner, sagde hun i en halv hvisken: "Herre, kunne østrigerne ikke tage værten (godsejeren) med når De trækker Dem tilbage? Ingen kan lide ham, og han er ulidelig vred på os." Den ældste stod ved siden af ​​og bekræftede hvad der var blevet sagt, med de livligste fagter. Denne naive anmodning og den mest oprigtige alvor, hvormed den blev præsenteret, vakte naturligvis et latterbrøl. Den onde "vært" havde i øvrigt fremragende københavnsk øl, som til en vis grad talte til hans fordel.

Artiklen fortsætter så i øvrigt i mere rejsebeskrivende stil om andre byer i Jylland.

Forlagsbureauet, København: Hesterøveri af Windisch-dragoner og Lichtenstein-husarer på Mors, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Besetzung der Insel Mors.

Kolding, 18. Juli. Nykjöbing, der Hauptort der Insel Mors, ist ein freundliches Städtchen mit 1800 Einwohnern. Seine gunstige Lage am Lymfjord macht es zum Ein- und Ausfuhrplatz des Gesammtverkehrs der fruchtbaren Insel; letzterer bezieht sich in der Hauptsache auf die Ausfuhr von Getreide und trefflichem Vieh. Dreimal gehen in der Woche von hier die Dampschiffe nach Aalborg und einmal nach Kopenhagen, und eben so ofte kommen sie in umgekehrter Richtung. Eine österreichische Wache war bereits am 14. aufgezogen, und in den einsamen Strassen sah man nur österreichische Soldaten. Die Einwohner, die nie fremde Truppen gesehen, hatten sich in der ersten Zeit der Besetzung der Stadt schüchtern und erwartungsvoll in die Häuser zurückgezogen; man sah sie mit fragenden besorgten Blicken hinter den Fenstern stehen. Doch das änderte sich schnell, denn all man sah, dass die "deutschen Barbaren" sich unverhoffter Weise wohl ebenso manierlich benahmen als die von hier abgezogenen Dänen, und als nun gar Abends jede Haushaltung erkannte, dass kein Familienglied, nicht einmal das kleinste, den "deutschen Anthropophagen" zum Opfer gefallen war, kehrte rasch das Vertrauen der harmlosen Inselbewohner zurück, und das Städtchen gewann sein früheres belebtes Ansehen wieder.

Das erste was mir bei einem Gang durch die breiten Strassen auffiel war eine Proklamation der dänischen Behörden, welche die Bewohner aufforderte sich angesichts der zu erwartenden österreichischen Truppen ruhig und besonne zu benehmen und ihren Quartierpfichten etc. pünktlich nachzukommen. Und man muss gestehen, diesen Weisungen kommen die Dänen mit Folgsamkeit nach, wovon es nur während der Waffenruhe Ausnahmen gab, indem letztere ihnen sofor wieder den Kamm schwellte, wofür sie aber seit dem Wiederbeginn der Feindlichkeiten doppelt zu büssen hatten. Neben jener Proklamation bedeckten zahlreiche Affichen die vielen Erfolge der dänischen Waffen gegen die Verbündeten aufgezählt waren, ja selbst die Gefangennahme von Soldaten des Gegners bekannt gegeben wurde. Nun, die Bewohner von Nykjöbing und der Insel Mors haben sich natürlich zur Genüge überzeugt, was von diesen dänischen Bulletins zu halten ist. Hat doch General v. Hegermann-Lindencron mit seinem Corps zu lange bei ihnen gelegen, ohne sich aus seinem Asyl hervorzusagen, und als es darauf ankam den nördlichen Landstrich von Jütland jenseits des Lymfjord gegen eine Invasion des Gegners zu decken, da flüchtete er, auf die erste Kunde von dem Anrücken der Alliirten, auf die Schiffe.

- - -

Eine Eigenthümlichkeit der dänischen Gasthöfe im Norden ist die durchweg weibliche Bedienung, die hier unsere deutschen Kellner ersetzt, und zwar keineswegs zur Beeinträchtigung der Gäste. Hiebei fällt mir unwillkührlich eine äusserst naive Scene ein, der ich in dem Hotel in Skive vor wenigen Tagen beiwohnte. Indem ich mit mehreren Bekannten bei einer Tasse Kaffe sass, tragen die beiden anwesenden Kellnerinnnen zu einem der anwesenden Offiziere. Die jüngste, ein hübsches blondes Måadchen, nahm nach einigem Räuspern das Wort, und sich scheu mehrmals im Zimmer umblickend, ob kein unbefufener Ohrenzeuge da sei, sagte sie halb flüsternd: "Herr, könnten die Oesterreicher wohl nicht den Gastgieber (Wirth) mitnehmen, wenn sie abziehen? Kein Mensch mag ihn leiden, und gegen uns ist er unerträglich böse." Die ältere stand dabei und bestätigte das Gesagte mit den lebhaftesten Gesticulationen. Diese naive Bitte und der aufrichtigste Ernst womit sie vorgetragen wurde, erregte selbstverständlich ein schallendes Gelächter. Uebrigens hatte der böse "Gastgieber" treffliches Kopenhagener Bier, was einigermassen wieder zu seinen Gunsten sprach.

(Neues bayerisches Volksblatt 1. august 1864)

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Østrigske officerer i Koldinghus Slotsgård 1864. Fotoet er kun et af mange hundrede af Brandts fotoer der kan findes på Det Kongelige Bibliotek. Optagelsen af dem omtales i nedenstående tyske artikel. Under branden den 30. marts 1808 styrtede tårnet sammen og to af de fire kæmpestatuer med det. En statue af Hannibal der holdt det danske våbenskjold, styrtede ned under en storm den 3. oktober 1854, men blev opstillet i Slotsgården. Under krigen 1864 blev den imidlertid sønderslået da der blev afholdt væddeløb mellem preussiske og østrigske kanonforspand. (se Fyens Stiftstidende 15. oktober 1867).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Militærbreve fra den nordiske krigsscene. XLIV

---

Den kompetente fotograf Brandt fra Flensborg har opholdt sig her siden i går for at tage flere billeder her og i Fredericia. Siden i dag er han begyndt at fotografere det østrigske hovedkvarter med hele det tilknyttede personale, formentlig 60 personer, i fem grupper på lige så mange plader, som så overføres til én plade. Kunstneren valgte interiøret af den majestætiske slotsruin "Koldinghus" i den herværende til fotografiet, så en slotsfløj, den såkaldte slotskirkefront, danner den maleriske baggrund. Præstationen ser ud til at være fremragende. I hvert fald skabes en yderst værdifuld souvenir ikke kun for alle medlemmer af hovedkvarteret, men også til officerer etc. fra det østrigske 6. armékorps, hvis flag så værdigt repræsenterede hele den herlige hær i dette felttog her.

Militärische Briefe vom nordischen Kriegsschauplatz. XLIV

---

Seit gestern weilt der tüchtige Photograph Brandt aus Flensburg hier um mehrere Aufnahmen hier und in Friedericia zu machen. Seit Heute hat er begonnen das österreichische Hauptquartier mit dem gesammten zugehörigen Personal, wohl an 60 Personen, zu photographiren, und zwar in fünf Gruppen auf eben so vielen Platten, die alsdann auf eine Platte übertragen werden. Der Künstler hat sich zur Aufnahme das innere der hiesigen majestätischen Schlossruine "Koldinghuus" gewählt, so dass ein Schlossflügel, die sogenannte Schlosskirchenfront, den malerischen Hintergrund bildet. Die Darstellung scheint eine vorzügliche zu werden. Jedenfalls wird damit ein äusserst werthvolles Andenken nicht nur für sämmtliche Mitglieder des Hauptquartiers geschaffen, sonder auch für die Officere etc. des österreichischen 6. Armeecorps, dessen Fahnen die ruhmreiche Gesammtarmee in diesem Feldzug hier so würdig vertraten.

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864. Uddrag)

Friedrich Christian Brandt (1823-1891) fotograferede under næsten hele krigen, flere hundrede af hans billeder er bevaret på Det Kongelige Bibliotek (søg på "brandt christian friedrich").

Oversættelse af tysk artikel om præster i Nordslesvig. Original følger nedenfor:

- - - Da så mange præster i den dansksprogede del af Slesvig for nylig er blevet afskediget, volder besættelsen af ​​posterne ofte store vanskeligheder på grund af mangel på egnede kandidater; flere præster er blevet tilbage kun af den grund at der ikke i øjeblikket kan findes vikarer der kan den danske dialekt. Der blev brugt flere kandidater fra Holsten og Sydslesvig samt langvejs fra; som følge heraf er der opstået følsomme huller i de nævnte landsdele, og dog er behovet endnu ikke afhjulpet; fødte danskere kan let finde vej til den nordslesvigske dialekt; Slesvigere skal være født eller uddannet der hvis de skal kunne håndtere befolkningen. Efter forlydender er udnævnelsen af ​​en ny generalsuperintendent for Slesvig (siden 1853 bar disse gejstlige embedsmænd navnet "biskopper") i skikkelse af provsten af ​​provstiet Aabenraa, pastor Godt. Dette er en af ​​de nyudnævnte præster, der før 1848 var ansat i Sundeved og senere tog til Tyskland. - De sidste par uger er de tilbageværende danske eller dansksindede præster i Slesvig blevet bedt om at redegøre for deres holdning til det nye slesvigske styre. Den 18 d. var præsten i den danske menighed i Flensborg uden for de gamle sogne, pastor Graae, kateket ved samme, pastor Munk og pastor Ewaldsen i Flensborg indbudt foran kirkevisitatoriet der for at afgive udtalelser om, hvorvidt de stadig følte sig bundet af eden til Christian IX. Den danske direktør for et større institut for piger, kollaborator Monrad, skulle forklare samme spørgsmål. Herrernes svar er endnu ikke blevet kendt.

- - - Da in der letzten Zeit so viele geistliche in dem dänischsprechenden Theil Schleswigs entlassen worden sinde, so macht die Neubesetzung der Stellen wegen Mangels geeigneter Candidaten oft grosse Schwierigkeiten; mehrere Geistliche sind nur aus dem Grunde noch geblieben, weil keine Stellvertreter die des dänischen Dialekts kundig augenblicklich zu finden sind. Man hat aus Holstein und dem südlichen Schleswig, sowie aus der Ferne mehrere Candidaten verwendet; dadurch sind in den genannten Landestheilen empfindliche Lücken entstanden, und dennoch ist dem Bedürfniss noch nicht abgeholfen; geborene Dänen konnten sich leicht in den nordschleswigischen Dialekt finden; Schleswiger müssen dort geboren oder erzogen seyn wenn sit mit der Bevölkering sollen umgehen können. Dem Vernehmen nach steht die Ernennung eines neuen Generalsuperintendenten für Schleswig (seit 1853 führten diese geistliche Beamten den Namen "Bischöfe") in der Person des Probstes der Probstei Apenrade, Pastor Godt, bevor. Es ist diess einer der neu eingesetzten Geistlichen welcher vor 1848 im Sundewitt angestellt war und später sich nach Deutschland begeben hatte. - Den zurückgebliebenen dänischen oder dänischgesinnten Geistlichen in Schleswig sind in den letzten Wochen Erklärungen über ihre Stellung zu dem neuen schleswigischen Regiment abgefordert worden. Am 18 d. wurden der Geistliche der in Flensburg befindlichen, ausserhalb der alten Kirchspiele stehenden dänischen Gemeinde, Pastor Graae, der Katheket bei derselben, Pastor Munk, und Pastor Ewaldsen in Flensburg vor das Kirchenvisitatorium daselbst geladen, um Erklärungen abzugeben ob sie noch durch den Christian IX geleisteten Eid gebunden fühlten. Ueber diesselbe Frage sollte auch der dänische Director eines grösseren Mädcheninstituts, Collaborator Monrad, sich erklären. Die Antwort der Herren ist bisher nicht bekannt geworden. 

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864)

Kollaborator var en medarbejder eller medhjælper, især ved en (lærd) skole; næsten kun ved de lærde skoler i Slesvig før 1864, som titel for en lærer rangerende ml. rektor (kon- og subrektor) og adjunkt, svarende til en (yngre) overlærer i kongeriget.

Der bliver nu gjort saa Meget hjemme for at afhjælpe al mulig Slags Trang og Nød. At heller ikke de danske Krigsfanger blive forbigaaede er smukt af de gode og veltænkende Givere. Iblandt Andet kommer her ogsaa Aviser, og de læses med Begjærlighed af Alle, dog de som ere fra Ens egen Fødeegn ere kjærest, fordi man muligen deri kan læse om en eller anden Ting, som man jo fra tidligere Tid har en Smule Kjendskab til. Saaledes var det og sidste Gang her kom Aviser; Jeg fik endelig opspurgt en "Lollands-Post", iblandt Andet saae jeg ogsaa deri, at der ved Grundlovsfestens Afholdelse den 5te Juni i Nøbbøllegaards Skov var indsamlet 500 Rd., og at deraf de 200 Rd. skulde sendes de lollandske Krigssanger. Men de lollandske Krigsfanger have ikke bekommet disse Gaver, medmindre de ere deelte ud saavel til Jyder, Sjællændere som til Lollændere. Særskilt have vi ingen Penge modtaget. Det er jo langtfra at vi kunne gjøre Paastand paa Hjælp, især nu. da vi ere berøvede Evnen til den Hjælp, som vi ere skyldige al yde vort kjære Fødeland Men at der ligefuldt gjøres Alt før at lindre vor tunge Stilling her i Fangenskabet, og at de Bidrag, der blive ydede os, ikke komme os Lollændere tilgode efter de høitærede Giveres Villie, føle vi os pligtige at underrette vedkommende velvillige Givere om, hvilket bedst lader sig gjøre gjennem Aviserne. Her kommer mange Penge til Uddeling; men at Fordelingen ikke gaaer for sig som den maaskee burde, er temmelig vist. Saaledes kom her for 2 Dage siden 100 preussiske Daler. Fire Navne vare opgivne, som skulde fordele disse blandt 32 trængende Kammerater. Og da det var fire Kjøbenhavnere, saa blev Følgen, at ikkun Kjøbenhavnerne kunde faae Deel deri, selv om de befandtes i stor Trang. 25 Rd. kom samtidig, men hvor og hvem der har faaet Part og Deel i dem, veed jeg ikke. En Gang fik Kjøbenhavnerne hver 45 Groschen, omtrent en dansk Specie, og flere Gange, saavel fra Kjøbenhavn, Sjælland og flere Steder, er der kommet særskilt Hjælp. Hvorfor skulde ikke ogsaa Lollænderne selv dele de Gaver, som blive indsamlede til dem? De Penge, som komme til Alles Bedste, faaer den Menige forsaavidt kun ringe Deel i, fordi dHrr, Underofficerer tage store Procenter, og de raade jo for at tage hvad og hvormegel saavel af Penge som andre os tilsendte Gjenstande, som de finde for godt. Derfor var det ønskeligt, om Indsamling af Gaver oftere skulde skee, at de ærede Komiteer for Indsamling til lollandske Krigssanger selv vilde sende deres ædle Gaver direkte til Fæstningerne, hvor vi med Taknemmelighed ville modtage dem. De Bidragydende sende vi Alle vor hjerteligste Hilsen og Tak for hvad de have følt og gjort for os,

Güstrin i Preussen, den 18de Juli 1864.
Paa flere Kammeraters Vegne: 
N. Petersen, J. Knudsen, af 18de Regiment.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. august 1864)

Embarquement a Travemunde des prissoniers danois libere par suite de la paix. (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 3. september 1864)