Ballade i Rendsburg. Slut Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kjøbenhavn skrives i Løverdags til Hb. N., at der i Slutningen af forr. Maaned er "afgaaet en alt i Januar iaar i Skanderborg vedtagen Adresse til Hs. Maj. Kongen, med 3306 Underskrifter fra 80 Sogne, hvori navnlig protesteres imod, at Hovedstadens Befolkning og nogle Kjøbstadcommunalbestyrelser optræde som om de vare hele Landets politiske Repræsentation. Endvidere er i disse Dage en Adresse fra det nordligste Jylland, fra Vendsyssel den 5te Juli, altsaa før Ministerskiftet og før Vaabenhvilen, sendt til Kongen (formodentlig den tidligere under 18dc ds. her i Bladet meddeelte fra Dhrr. Hansen til Hellumlund, Nyholm til Kjølskegaard og Rasmussen til Musted). Som Følge af den fjendtlige Occupation have ikke alle circulerende Exemplarer kunnet indkræves, og der er derfor kun (hidtil) indgivet Exemplarer fra 8 Sogne med 500 Underskrifter"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. juli 1864).

Oversættelse af tysk artikel om sammenstød mellem eksekutionskorpset og de allierede i Rendsburg. Original følger nedenfor:

Begivenhederne i Rendsburg.

"Pr. Staats-Anz." bringer nu også en oplysning fra en "velunderrettet kilde" om begivenhederne i Rendsborg, der antager en ejendommelig karakter, idet den i forhold til "Nordd. A. Z." ikke tilføjer noget væsentligt nyt til de allerede fremførte fakta, men forsøger at sætte begivenhederne ind i en bredere sammenhæng og forklare dem ud fra dette. Af denne grund deler vi hele dokumentet. Det siges:

”I lang tid har man nu med lejlighedsvis kontakt mellem medlemmer af den allierede hær og den i Holsten stationerede føderale eksekutionsdivision kunnet mærke en irritabel stemning fra sidstnævntes side, som finder sin forklaring om end ikke undskyldning i den situation de saksisk-hannoveranske tropper allerede befinder sig i pga. deres regeringers politik. Desuden blev forbundsbefalingsmændene som bekendt gentagne gange tvunget af deres særlige instrukser til den allierede hær, der rykkede frem mod fjenden, eller kæmper gennem alle mulige småformaliteter, afvisning af boliger osv. tvunget til at genere dem og hæmme dem i deres aktiviteter. Det skal med glæde erkendes, at så vidt vi ved, i hvert fald fra generalløjtnant v. Hake, øverstbefalende for den føderale division i Holsten, blev alt gjort for, at sådanne gener på trods af føderale instruktioner skulle gøre så lidt som muligt skade på den allierede hær. På den anden side kunne det dog ikke nægtes, at netop de hannoveranske tropper - og desværre kan vi ikke helt fritage officererne herfra - var urolige over den mærkelige situation, som de var blevet stillet i af de pågældende regeringers mærkelige politik. Det er forståeligt for ethvert militærhjerte, at det kom til udtryk ved, at det dårlige humør vendte sig mod medlemmerne af den sejrende allierede hær, som ellers havde haft det mest retfærdige krav på tyske våbenbrødres sympati, og som helt sikkert ville have taget imod de saksisk-hannoveranske kammerater med inderlig glæde, hvis det havde været dem muligt at deltage i kampene mod Danmark i stedet for at blive tvunget til at forblive inaktive over for en eksekution i Holsten, der for længst var blevet irrelevant. En slags officielt udtryk for den modvilje, der herskede fra Hannovers side mod den allierede hær, blev først modtaget gennem hændelsen i Rendsburg den 29. juni d. å. Det vakte med rette den største forundring og den livligste forargelse, ikke blot blandt offentligheden, men også blandt den allierede hær, da det gennem aviserne blev erfaret, at den daværende forbundschef i Rendsburg, den hannoveranske oberstløjtnant Dammers, havde følt sig nødsaget til at fjerne den allierede hærs flag, som en menig mand havde plantet med andre farver i glæden over sejren i Als, ved en patrulje. Det kan ikke diskuteres her, i hvor høj grad kommandanten var i sin ret over for den private person og kunne have holdt ham ansvarlig: men han havde aldrig ret til at gøre mere ved denne lejlighed såsom at tvangsfjerne og konfiskere flagene fra en allieret hær, der var lige efter en ny sejr blødende fra friske sår, at fornærme på sådan en iøjnefaldende måde! Det var derfor bestemt fuldt berettiget, at den allierede hærs overkommando, så snart den havde fået officiel kendskab til begivenheden og derved fandt avisindberetningerne i det væsentlige bekræftede, straks kontaktede generalløjtnant v. Hake med kravet: at fritage oberstløjtnant Dammers fra hans post som kommandant i Rendsburg og derefter at rapportere dette til den allierede hærs overkommando. Generalløjtnant v. Hake gjorde da den fornødne tilfredsstillelse, og meddelte hans højhed prins Friedrich Karl, at han havde beordret udskiftning af oberstløjtnant Dammers. Det kan godt være, at denne proces hænger nøje sammen med de grove overskridelser, der få dage senere, den 17. og 18. af k. hannoveranske underofficerer og soldater blev begået mod preussiske. Gadeoptøjer udviklede sig fra et - tilsyneladende fuldt forberedt - soldaterslagsmål i en dansesal, hvor kongelige preussiske vagter blev groft fornærmet, og selv hospitalerne på denne side blev alarmeret af stenkast og trusler mod sårede og syge; Ja, om aftenen den 18. trak tre hannoveranske officerer, der ikke var på vagt, deres sabler mod en kongelig preussisk vagtpatrulje for at opnå befrielsen af ​​en hannoveransk underofficer, der fysisk havde angrebet en vagtpost. Disse hændelser krævede hurtig oprejsning, den allierede hærs overkommando havde ikke råd til at fortsætte med at fornærme medlemmer af hæren på et vigtigt tidspunkt af kollegaen Reid, og freden for de hårdt sårede og syge blev igen truet af lignende tumulter. Derfor fik generalmajoren v. Göben, ordre den 21. d. M. om at rykke ind i Rendsburg med en samlet brigade og gøre sig til herre over dette sted. Omkring middagstid den nævnte dag blev ordren udført, en preussisk kommandant blev udpeget, og vagterne var bemandet med preussiske tropper. Den tidligere forbundsgarnison forlod Rendsburg frivilligt kort før preusserne marcherede ind og trak sig samme morgen tilbage til et par landsbyer syd for byen. Som vi yderligere hører, underrettede hans kongelig højhed prins Friedrich Karl Generalløjtnant v. Hake ved brev om den ordre, han havde afgivet om morgenen den 21.; Generalløjtnant v. Hake protesterede mod de preussiske troppers indtræden og siges senere at have tilføjet en anden formel protest efter ordre fra forbundsforsamlingen. Vi indrømmer fuldt ud, at den situation, hvor de føderale tropper på grund af deres regeringers skyld har været i Holsten siden begyndelsen af ​​året, er en yderst ubehagelig og vanskelig situation, og vi forstår, at de seneste konsekvenser af de beklagelige udskejelser i Rendsburg har gjort denne situation næsten uudholdelig for enhver militær følelse - men en hær, der stod foran fjenden, kan ikke ustraffet lade sig fornærme bagfra, og det kan den lige så lidt tåle på et så vigtigt tidspunkt. at scenen for dens aktivitet, dens forbindelse, blive hæmmet af enhver gentagne udskejelser forstyrret med deres hjemland, og ​​deres syge og hårdt sårede truet. Må de mennesker tage ansvar for den aktuelle situation, som har sat de føderale tropper i en så alvorlig situation!"

Die Vorgänge in Rendsburg.

Der "Pr. Staats-Anz." bringt nun gleichfalls eine aus "wohlunterrichteter Quelle" stammende Amittheilung über die Vorgänge in Rendsburg, welche dadurch eigenthümliches Gepräge annimmt dass sie dem durch die "Nordd. A. Z." bereits gebrachten Thatsächlichen nichts wsesentlich neues hinzubringt, wohl aber die Vorgänge auf weiteren Zusammenhang zu stellen und aus diesem zu erklären sucht. Aus diesem Grund theilen wir das Schriftstück vollständig mit. Es lautet:

"Schon seit längerer Zeit machte sich bei den gelegentlichen Berührungen zwischen Angehöringen der alliirten Armee und der in Holstein stehenden Bundesexecutions-Division auf Seiten der letzteren  eine gereitze Stimmung bemerkbar, die in der Lage in welche die sächsisch-hannoverischen Truppen durch die Politik ihrer Regierungen schon seit dem Februar d. J. versetzt worden sind, ihre Erklärung, wenn auch nicht ihre Entschuldigung, fand. Ueberdiess waren bekanntlich die Bundesbefehlshaber mehrfach durch ihre ansonderlichen Instructionen gezwungen die gegen den Feind rückende, resp. schon fechtende alliirte Armee durch allerlei kleinliche Formalitäten, Verweigerung von quartier etc., su belästigen und in ihrer Thätigkeit zu hemmen. Dabei soll gern anerkannt werden dass, so viel uns bekannt ist, wenigstens von Seiten des Generallieutenants v. Hake, des obersten Befehlshabers der Bundesdivision in Holstein, alles geschehen ist un, trotz der Bundesinstructionen, jene Belästigungen der alliierten Armee so wenig nachtheilig wie möglich zu machen. Andererseits aber war es auch nicht zu verkennen dass namentlich von Seiten hannoverischer Truppen - und wir können, die Officiere leider nicht völlig davon ausnehmen - dem Unbehagen über die jedem militärischen Herzen völlig verständliche fatale Lage in welche sie durch die seltsame Politik der betreffenden Regierungen versetzt worden waren, dadurch Ausdruck gegeben wurde dass die schlechte Lanne sich gegen die Angehörigen der siegreichen alliirten Armee kehrte, welche doch wielmehr den gerechtesten Anspruch auf die Aympathie deutscher Waffenbrüder gehabt hätte, und welche gewiss die sächsisch-hannoverischen Cameraden mit herzlicher Freude begrüsst haben würden, wenn es denselben vergönnt gewesen wäre an den Kämpfen gegen Dänemark theilzunehmen, statt bei einer längst gegenstandlos gewordenen Execution in Holstein in gezwungener Thatenlosigkeit zu verharren. Einen gewissermassen officiellen Ausdruck der Abneigung, welcher von hannocerischer Seite gegen die alliirte Armee herrschte, erhielt man zuerst durch den Vorgang in Rendsburg am 29 Juni d. J. Mit Recht erregte es nicht nur unter dem Publicum, sondern auch bei der verbündeten Armee das grösste Befremden und den lebhaftesten Unwillen, als man durch die Zeitungen erfuhr dass der damalige Bundescommandant von Rendsburg, der hannoverische Oberstlieutenant Dammers, sich veranlasst gesehen habe die Fahnen der alliiirten Armee, welche ein Privatmann in der Freude über den Sieg von Alsen mit anderen Fahnen aufgepflanzt hatte, durch eine Patrouille zu entfernen. Es mag hier unerörtert bleiben inwiefern der Commandant jenem Privatmann gegenüber in seinem Recht war, und denselben etwa zur Verantwortung hätte ziehen können: nimmermehr aber durfte er sich erlauben bei dieser Gelegenheit durch eine geswaltsame Entfernung und Confiscation der Fahnen einer verbündeten Armee die eben  nach neuem Sieg aus frischen Wunden blutete, auf eine so auffallende Weise zu beleidigen! Es war dehar gewiss völlig gerechtfertigt dass das Obercommando der alliirten Armee, sobald es amtliche Kenntniss von dem Vorgang erhalten und dadurch die Zeitungsnachrichten im wesentlichen bestätigt gefunden hatte, sich sofort an den Generallieutenant v. Hake mit der Forderung wandte: den Oberstlieutenant Dammers von seinem Posten als Commandant von Rendsburg abzulösen, und diess alsdann dem Obercommando der alliirten Armee anzuzeigen. Generallieutenant v. Hake hat hierauf diese erforderte Genugthuung geleistet, und Sr. k. H. dem Prinzen Friedrich Karl die Mittheilung gemacht dass er die Ablösung des Oberstlieutenant Dammers angeordnet habe. Es mag wohl seyn dass diser Vorgang in engem Zusammenhange steht mit den groben Excessen die wenige Tage später, am 17 und 18, durch k. hannoverische Unterofficiere und Soldaten gegen preussische verübt wurden. Aus einer - allen Anschein nach vollständig vorbereiteten - Soldatenschlägerei in einem Tanzlocal entwickelten sich Strassentumulte, könihlich preussische Wachtposten wurden gröblich insultiert und sogar die diesseitigen Lazarethe durch Steinwürfe und Drohungen gegen die Verwundeten und Kranken beunrugigt;  Ja, am 18 Abends haben selbst drei hannoverische, nicht im Dienst befindliche, Officiere gegen eine königlich preussische Wachtpatrouille den Säbel gezogen, um die Befreiung eines hannoverische Unterofficiers zu erwirken, der eine Schildwache thätlich angegriffen hatte. Diese Vorfälle erforderten schleunige Genugthuung, das Obercommando der alliierten Armee konnte es nicht darauf ankommen lassen, dass an einem wichtigen Etappenpunkt des Heeres Angehörige desselben von gehälfigem Reid auch fernerhin insultiert, und die Ruhe schwer Verwundeter und Kranker von neuen durch ähnliche Tumulte bedroht wurde. Daher erhielt der Generalmajor v. Göben, den Befehl am 21. d. M. mit einer combinirten Brigade in Rendsburg einzurücken, und sich zum Herrn dieses Platzes zu machen. Gegen Mittag des genannten Tags war der Befehl ausgeführt, ein preussischer Commandant bestellt, die Wachen mit preussischen Truppen besetzt. Die bisherige Bundesgarnison hat Rendsburg kurz vor dem Einmarsch der Preussen freiwillig geräumt, und ist an demselben Vormittag nach einigen südlich der Stadt gelegenen Dörfern abgerückt. Wie wir ferner vernehmen, hatte Se. königliche Hoheit der Prinz Friedrich Karl den Generallieutenant v. Hake am 21 Morgens durch ein Schreiben von seiner getroffenen Anordnung in Kenntniss gesetzt; Generallieutenant v. Hake protestirte gegen den Einmarsch der preussischen Truppen und soll später auf Befehl der Bundesversammlung noch einen zweiten förmlichen Protest hinzugefügt haben. Wir geben vollkommen zu dass die Lage in welche durch die Schuld ihrer Regierungen, die Bundestruppen sich schon seit Beginn des Jahrs in Holstein befinden, eine höcst ubehagliche und schwierige ist, und begreifen dass namentlich die neuesten Folgen der beklagenswerthen Excesse in FRendsburg diese Lage zu einer für jedes militärische Gefühl fast unerträglichen gemacht haben - allein eine Armee die vor dem Feinde steht, konnte scih in ihrem Rücken nicht ungestraft beleidingen lasse, und konnte es ebensowenig dulden dass an einem so wichtigen Etappenpunkt durch etwa sich wiederholende Excesse ihre Thätigkeit gehemmt, ihre Verbindung mit der Heimath gestört, die RUhe ihrer Kranken und schwer Verwundeteten bedroht wird. Mögen diesenigen die jetztige Lage verantworten welche die Bundestruppen in eine so schiese Positition versetzt haben!"

(Allgemeine Zeitung 29. juli 1864)

Affæren vakte bestyrtelse i det tyske forbund: Hvordan kunne to forbundsmedlemsstater på denne måde stå fjendtligt overfor hinanden? Enkelte aviser frygtede at Preussens besættelse af Rendsburg kun var starten på en besættelse af hele Slesvig-Holsten. Under alle omstændigheder skadede det forholdet mellem Preussen og de såkaldte tyske mellemstore stater. Hakes kommando blev  dog først formelt opløst ved en forbundsdagsbeslutning den 5. december 1864. Gustav von Hake (1797-1877) blev udnævnt til æresborger i Dresden for sin indsats. Han fungerede indtil 12. september 1865 som kommandør for 2. infanteridivision.

Le drapeau prussien est arboré sonellement a Rendsburg (place du marché) le 22 Juillet (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 13. august 1864)

Fra Colding skrives den 25de ds. til Hbg. N. , at der allerede dersteds og i Omegnen var indqvarteret over 1000 Heste, som vare udskrevne i Jylland, og at der ventedes Befaling til at føre dem sydpaa, sandsynligvis til Flensborg. Samme Dag bragte Lichtenstein-Husarerne en Transport af 200 derigjennem. Iblandt de consisterede Varer, som i betydelig Masse førtes igjennem for at forauctioneres i Flensborg, var der, foruden Lærred, uldne og Tøistosier, ogsaa endeel Porcellainsvarer og store Vognlæs med Kakkelovne.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. juli 1864).

Conflit entre les troupes Prussiennes et les contingents de la confederation germanique dans le ville de Rendsburg, a propos de l'occupation de cette ville par les prussiennes (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 6. august 1864)

Oversættelse af tysk notits, original følger nedenfor:

Kolding, 24. jul. Afviklingen af ​​de i Jylland rekvirerede heste går stærkt. Mere end 1000 er allerede fordelt på grænsen til Kongeåen i byerne på denne og den anden side og afventer kun ordren om at marchere sydpå, sandsynligvis til Flensborg. I går og i dag bragte Liechtenstein-husarerne betydelige transporter hertil. Jeg mødte en afdeling af "Windisch-Grätzer" ved 11-tiden om morgenen på gaden fra Vejle; de havde også 50 rekvirerede heste med. (PÅ.).

Kolding, 24 Jul. Mit der Assentirung der in Jütland requirirten Pferde geht es rasch vorwärts. Mehr als 1000 sind schon an der Gränze der Königsau in den dies- und jenseitigen Ortschaften vertheilt, und harren nur des Befehls zum Abmarsch nach dem Süden, wahrscheinlich nach Flensburg. Gestern und heute brachten die Liechtenstein-Husaren ansehnliche Transporte hier durch. Einem Detaschement der "Windisch-Grätzer" begegnete ich Morgens 11 Uhr auf der Strasse von Veile; auch sie führten 50 requirirte Pferde mit sich. (A. N.).

(Allgemeine Zeitung 31. juli 1864)

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladderadatsch 31. juli 1864: "Im Lazareth. Kranker: Ach, meine Herren, wollen Sie mich denn wirklich amputieren? Erster Arzt: Leider muss es sein! Hätten Sie meinen Rath vor sechs Monden befolgt, so wäre Ihnen die schmerzliche operation erspart worden. Zweiter Arzt: Ich butt' Ihnen, halten's still! Kranker: Können Sie die Operation nicht bis nach dem 1. August verschieben? Zweiter Arzt: Das würde Ihren Zustand nur verschlimmern. Seien Sie also vernünftig, und lassen Sie und die Sache zu Ende bringen. Wir retten dann wenigstens Ihr Leben." Christian 9. ligger i sengen, og første læge (Bismarck) instisterer på en amputation af benet (Slesvig-Holsten) fordi Christian 9. ikke ville følge hans råd fra for 6 måneder tilbage. En udskydelse til 1. august afvises af læge 2 fordi det kun ville gøre det hele værre.