(Uddrag af et brev fra Sydslesvig). Eybye den 4. november. Her er i øvrigt intet nyt når undtages at der har været et slagsmål i en by her i nærheden som hedder Borgvedel hvor der blev afholdt et gilde og hvortil over 100 mennesker var forsamlet. 6 mand af mit kantonnement fik i sinde at gå derind, men de tysksindede syntes ikke godt om det besøg og råbte: Die Dänen heraus! og begyndte at slå løs på dragonerne med stole og andre genstande. Dragonerne lod sig ikke forskrække, men slog således for sig at hele selskabet retirerede gennem vinduer og døre. Dagen efter var sognefogden og værten hos mig for at afgive forklaring om sagens sande sammenhæng, hvilken fuldkommen stemte overens med dragonernes. Begge roste de dragonernes tapre færd, men beklagede at de måtte selv med ud af vinduerne. (Nestv. Av.).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar