Den 11te September f. A. blev af Vicepolitidirekteuren foretaget et Eftersyn af de Vognmændene tilhørende Droschker, hvoriblandt vare Vogmand Anders Thomsens, resp. med Nr. 77, Nr. 77 A og Nr. 77 B. mærkede Droschker, af hvilke de 2 sidstnævnte befandtes at være i en saa maadelig Forfatning, at de ikke burde afbenyttes, hvisaarsag det tilkjendegaves, at de ikke maatte bruges, førend de igjen vare blevne fremstillede i forsvarlig Stand. Den 14de September om Eftermiddagen saae imidlertid Politibetjent Windekilde Droschken nr. 77 A., paa hvilken Bogstavet A. var udslettet, kjøre fra Amagertorv nedad lille Kongensgade til Kongens Nytorv, hvor Vognmand Thomsen har Bopæl, og nogle Damer samt en Herre, der havde kjørt i Droschken, afsattes, og Windekilde anmodede da Kudsken Christen Nielsen, der indrømmede, at det var Droschken Nr. 77 A., men at Bogstavet var blevet overmalet, om at kjøre den til Stadens Materialgaard, hvortil han var villig, men Thomsens Hustru kom til og erklærede, at det maatte ikke skee, og da Thomsen kort efter indfandt sig og blev af Windekilde gjort bekjendt med hans Forlangende, trak han Hesten og Droschken ind i Gaarden, hvorefter Windekilde maatte begive sig bort, uden at faae Droschken til Materialgaarden. Endvidere bemærkede Politibetjentene Grove og Wulff den 19de September, at der paa Kongens Nytorv udenfor det Sted, hvor Thomsen har Bopæl, holdt en forspændt, ikke med Nummer forsynet Droschke, hvorpaa et saadant kunde sees tidligere at have været anbragt, men at være overstreget, i Henseende til hvilken vedkommende Kudsk, Anders Nielsen, paa given Anledning Yttrede, at han havde kjørt en Tour med den, hvorefter Betjentene Grove og Wulff lode den henkjøre til og indsætte paa Materialgaarden. Vognmand Thomsen indrømmede under den derefter indledede Undersøgelse, at han samme Dag, som Eftersynet af Droschkerne fandt Sted, lod Nummeret udslette paa Droschken Nr. 77 B., fordi han vilde benytte den som Wienervogn, men, næst at anføre, at han ikke førend en af de første Dage i den paafølgende Uge, lod Droschen Nr. 77 A. henkjøre til vedkommende Maler, paastod han , at han, som var overbeviist om at have idetmindste afbenyttet den ene af de paagjeldende Droschker, efter at de vare blevne casserede, var uvidende om, at det ved Eftersynet var blevet forbudt at bruge dem , og navnlig at han hverken personlig eller paa anden Maade var bleven underrettet om , at han ikke maatte afbenytte dem. At han ikke havde været i den af ham saaledes paaskudte Uvidenhed, blev imidlertid tilstrækkeligt beviist, og blev han, der ved Criminalrettens Dom af 23de Juni 1849 er, for ved uforsvarlig Kjørsel at have foraarsaget, at en Person tilføiedes en Legemsbeskadigelse, anseet med en Mulct af 25 Rbd., nu idømt en Mulct af 20 Rbd. for Overtrædelse af det ovennævnte Tilhold.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1853, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar