Der har flere gange i dette blad været tale om den, imod politianordningerne stærke kørsel på gaderne, ligesom også den uskik at mange kørende forlader heste og vogn uden at spænde skaglerne fra, hvorved ulykker ville forebygges, når hestene, forskrækket ved et eller andet, løber løbsk. Men endnu har ingen omtalt den skødesløshed som man sædvanligt ser fragtmænd og kørekarle udvise når de enten dag eller aften kører på landevejene, idet de overgiver sig til søvn, og således lader hestene gå deres egen gang. At sådan skødesløshed kan have de sørgeligste følger, tjener efterstående ulykkestilfælde til bevis på, og da man kan håbe at det vil tjene til advarsel for andre, har man troet det rigtigt at fremsætte samme offentligt.
Natten mellem den 18. og 19. f. m. kørte Jensen Jensen, fragtmand i Frederiksborg, fra København til sit hjem. Da han var kommet forbi Blovstrød (klokken var da omtrent 11) kom efter hans fortælling, et dyr løbende over vejen, lige foran hestene som derved blev sky, og sprang til siden, så at vognen der var læsset med tunge varer, væltede, hvorved kusken styrtede ned, kom til at ligge på maven med den så stærkt læssede vogn oven på sig, dog således at han havde den øverste del af legemet frit. Den den første forvirring greb han efter tømmen for at dreje hestene bort fra sig. Dette lykkedes ham, og så at han nu ikke havde noget at frygte af disse, der forblev rolige, efter at de forgæves havde forsøgt på at trække vognen. Jens Jensen forsøgte nu på at arbejde sig bort fra vognen, men denne var for tung, og han måtte således opgive håbet om at reddes på denne måde. Han gav sig nu i færd med at klæde sig af, i håb om således lettere at opnå sin hensigt, men heller ikke dette lykkedes. Nøden, opfindelsernes moder, og den ubeskrivelige smerte han led, bragte ham nu på den ide at grave et hul med hænderne, i den tanke at kunne underminere vejens overflade og derved frelses. Men alt var forgæves. Udmattet af disse gentagne, til intet ledende forsøg, var han ikke i stand til at klæde sig på. Han måtte blive liggende halvnøgen i den rædsomste, og ulykkeligste forfatning og råbe om hjælp. Ingen hørte hans ængstelige råb, ligesom ingen er i stand til at beskrive hans pinsler der endnu forøgedes derved at det hul han havde gravet under sig ved indfaldende regn, løb fuldt af vand, i hvilket han måtte ligge med den blottede mave. Først kl. 8 om morgenen kom mennesker ham til hjælp. Han blev ført til Frederiksborg og taget under kur, men han har kun et svagt håb om sin helbredelse, dog levede han endnu den 29. d. m.
Foranlediget af ovenstående højst sørgelige ulykkestilfælde, indstiller anmelderen til sagkyndiges bedømmelse hvorvidt de indretninger der findes på adskillige kalvevogne og som har til følge at læsset ikke kan falde på kusken, i tilfælde af væltning, fortjente at komme mere i brug.
(Politivennen nr. 518. Løverdagen den 3die December 1825, s. 10326-10329)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar