Noget om Tørvebøndernes smaa Læs.

Anmelderen har ofte ved at se de torvesøgende bønders tørvelæs beklaget kulturgangens fremme og den bagvendte økonomi hos en del af vores bønder, idet de kommer til torvs med sådanne læs, hvoraf 5 til 6 udgør et ordentligt læs, i særdeleshed når der tages hensyn til de nu for tiden gode, imod de ældre dårlige vogne. At sådanne læs bringes il torvet er vist nok et uvæsen som fortjener de ansvarshavendes opmærksomhed. For ikke alene gives derved ofte lejlighed til snyderi, men køberne spilder også deres tid ved 5 til 6 gange at købe det de kunne have på en gang, ligesom deres udgift forhøjes ved at lade så mange smålæs aflæsse og opbringe på loftet.

Men for bønderne har dette uvæsen endnu flere og værre følger. Den hyppige kørsel med sådanne smålæs spilder en stor del af deres tid unyttigt, holder dem fra hjemmet, hvor de ellers kunne foretage sig arbejde, der kunne være dem selv og landet til gavn og nytte.

Den sætter dem i stor bekostning til vognes og hesteslags vedligeholdelse, til bompenge, fortæring i kroer osv.

Ved denne overflødige kørsel lider også landevejene og disse hyppiges istandsættelse kræver både arbejde og betaling.

Til alt dette kommer endnu det beklageligste at man i vores oplyste tid skal plages ved synet af sådanne vogne der ved en tåbelig og lumpen økonomi er indrettet til snyderi for at vedligeholde en indgroet, fra far til søn arvet drukkenskabsvane. - Men har staten såvel som bonden tab ved dette uvæsen, så var det vist nok ønskeligt at det kunne blive hæmmet. Anmelderen mener at kan ske når det blev forordnet for de med tørv torvesøgende at deres vogne skulle have et vist mål i længde, højde og bredde for oven og neden, og det pålagdes accissebetjentene at påse samme anordnings overholdelse. Da toldbetjentene dog ved undersøgelse om kontrabane skulle have lejlighed med disse tørvevogne, så kunne de let efterse om de havde det bestemte mål, og i modsat fald drage den skødesløse og ligegyldige eller den der besjæledes af en beklagelig snyderånd, til ansvar, og således ville stadens indbyggere blive betryggede et passende læs tørv, og behøvede da kun at tage hensyn til boniteten hvorefter de kunne akkordere om prisen.

(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10237-10239)