I henseende til de klagepunkter som Joh. Andr. Struwe har troet sig beføjet til at anføre imod mig 1. at jeg nemlig har nægtet ham godtgørelse på en passerseddel som var over 24 timer gammel, og 2. at jeg i denne anledning har vist ham grovheder, da erklærer jeg det første klagepunkt imod mig for sandfærdigt som overensstemmende med de kongelige konsumptionsanordninger og den mig meddelte instruks. Modsat ville jeg have handlet mod min pligt, med rette fortjent mine foresattes tiltale og pådraget mig selv ansvar. Retfærdiggjort ved landets love behøver jeg altså intet forsvar for min handlemåde i denne henseende.
Men hvad det andet punkt angår, da vil enhver fornuftig indse at der i denne sag umuligt kunne være nogen anledning for mig til at være grov, men rimeligere for den som ved sit alt for lange ophold i byen tabte sine deponerede penge, og skulle jeg have sagt Struwe noget ubehageligt eller stødende ord som jeg dog ikke kan tro, må det sikkert have været til genmæle på de grovheder som han rimeligt har sagt mig fordi jeg nægtede ham godtgørelsen. Hvilket jeg vel heller ikke havde nødigt at tåle i det øjeblik jeg stod på min post og gjorde min pligt.
Det er en let sag at gøre beskyldninger mod en betjent som er alene på posten og uden vidner og hvis forretninger desuden er forbundet med ubehageligheder og chikaner af de forskellige slags folk han har med at gøre. Men når man vil beskylde nogen, må man være belavet på at bevise beskyldningerne, og jeg opfordrer derfor herved Struwe til at opgive de grovheder der af mig skulle være fremførte imod ham. For at jeg sagde at passersedlen ikke var 4 skilling værd, er dog vel ingen grovhed.
Dette er ikke mit forsvar, for min handlemåde i denne sag behøver intet forvar. Men mit svar på Struwes usandfærdige klagepunkter og jeg ville end ikke have værdiget disse noget svar, hvis ikke det havde været for at fremstille sagen i sin sande skikkelse for min høje foresattte og for det offentlige hvis dom aldrig er ligegyldig for mig.
Roskilde den 8. januar 1827
Clausen.
(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 38-40)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar