Den 12. januar meldte aviserne at Christian 8. pludselig var blevet syg. Den 21. januar kunne de så meddele at han var død. Forværringen af kongens tilstand fremgik af små notitser i Kjøbenhavnsposten:
Kjøbenhavn den 12. januar 1848.
Angående hs. m. kongens befindede bekendtgøres i dag at den betændelse i armen, hvoraf hs. m. kongen i nogle dage har lidt, endnu ikke er i aftagende. Skønt den ledsagende feber ikke er heftig, har hs. m. dog kun sovet lidt i nat.
(Kjøbenhavnsposten, 12. januar 1848)
Hs. maj. kongen har i nat af og til sovet roligt. Betændelseshævelsen i armen er noget formindsket og feberen har siden i går været ringe.
Den 13. januar 1848. E Dahlerup.
(Kjøbenhavnsposten, 13. januar 1848).
Hans majestæt kongen har såvel i går eftermiddag som i nat haft noget stærkere feber, og har af den grund kun sovet nogle timer i begyndelsen af natten. Armens tilstand er ikke forandret siden i går.
Den 18. januar 1848. E: Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten 18. januar 1848)
Hans Majestæt Kongen har siden i går eftermiddag næsten uafbrudt haft feber. Natten har været søvnløs og kræfterne er derved aftaget.
Den 19. januar 1848.
E. Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848).
Hans Majestæt Kongen har i dag haft mindre heftig feber, har sovet noget, og befinder sig i aften lidt bedre. Hævelsen i armen er noget aftaget og en god suppuration begynder at vise sig i incisionssårene.
Den 19. januar, om aftenen kl. 9. E. Dahlerup.
Hans majestæt kongen har haft en søvnløs nat. I øvrigt er alderhøjstsammes befindende og armens tilstand omtrent som i aftes.
Den 20. januar 1848. E. Dahlerup.
Den i går formiddags udgivne mistrøstige bulletin angående hs. m. kongens sygdom havde op på dagen fremkaldt en overordentlig bekymring blandt en stor del af hovedstadens befolkning, hvorfor talrige menneskemasser hele aftenen strømmede ud til Amalienborg for nøjere at erkyndige sig om hs. m.'s tilstand. Den almindelige bevægelse der vistnok vidnede om en oprigtig deltagelse, blev ikke bilagt før omtrent kl. 9, da politidirektøren kom ned fra det kgl. palæ og meddelte ovenstående efterretning angående kongens befindende. Fra i morges af har ligeledes en talrig mængde mennesker været i stadig bevægelse fra og til Amalienborg.
(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1848).
Christian VIII (1845). Maleri af J. V. Gertner (1818-1871). Public Domain.
Uventet skønt ikke pludselig, er denne forandring indtrådt, der finder så mange uforberedt og så meget ufuldendt. - Det var kun i otte år Christian den Ottende beklædte tronen. Under de største forhåbninger fra folkets side besteg han den. Forhåbninger, der grænsede til vished; men nu er tiden udløbet; der kan ikke opfyldes mere af disse forhåbninger end der allerede er sket. - I et sådant øjeblik må et folk vel kunne føle hvad det er at have sine forhåbninger beroende hos en enkelt personlighed, at overlade byrden til ham alene. - Christian den Ottende har ført en lykkelig regering; lykkelig som få eller ingen af hans forgængere; men den blev for kort for ham til at opfylde, hvad man havde ventet af hans indsigt og kundskaber, af hans ungdoms eksempel. Man kom i de vigtigste spørgsmål for stat og folk under hans regering ikke videre end i det højeste til forberedelserne. Derfor vil hans regeringstid ikke alene blive kaldt lykkens men også forberedelsens tid. At den som sådan var så lang, har man ikke ret til at sige, var hans skyld; det må meget mere tilskrives fortidens forhold og folkets mangel på kraft og på den rette selvbevidsthed. -
At han kunne handle hurtigt og afgørende, tilsidesatte alle hindringer når han var ledsaget af et folk, der ikke blev tilbage i den afgørende time, det vidner Norge og dets fortræffelige grundlov om! - Det er ikke alene Danmarks absolutte konge, men også den, der engang var Norges første konstitutionelle konge, hvis liv i nat er udslukt. - Historien vil gemme hans navn såvel i Norge som i Danmark; - det var den sidste Konge, der havde regeret, om også til forskellige tider i de to skandinaviske riger. - Norge har allerede i en hel menneskealder nydt frugten af den frihedens tilstand, hvori han efterlod det ved sin bortgang. - I Danmark var det kun de lange forberedelser til en lignende tilstand, som det blev hans lod at udføre. - Men er de nu udførte? Er denne forberedelsens tid for Danmark nu virkelig snart til ende? Det er et spørgsmål, som det danske folk vel må gøre sig selv i dette øjeblik; hele den civiliserede verden gentager det. -
Frederik den Sjettes fornemste værk i hans lange, ofte af modgang hjemsøgte regering, var indførelsen af rådgivende provinsialstænder, efter en meget indstrænket valglov og adspiltede i fire forskellige forsamlinger. - Udviklingen af denne første begyndelse til en fuldstændig repræsentativ forfatning var den første og højeste forventning, folket satte og kunne sætte til Christian den Ottende ved hans tronbestigelse - Men de rådgivende provinsialstænders institution er under Christian den Ottende forblevet som den var. Forberedelserne til at udvide og udvikle den, hører til det som det ikke var forbeholdt Christian den Ottende at fuldføre. Mange af den afdøde konges foranstaltninger, der vidnede om ualmindelig indsigt og et folkeligt sindelag, kunne vistnok henregnes til disse forberedelser. Oplysningen har i alle retninger gjort betydelige fremskridt under Christian den Ottendes korte regeringstid, og man kan vel antage, at meget som dertil endnu behøvedes, kun ventede på en sidste afgørelse.
Men det store skridt står endnu tilbage at udføre. Det er det han han efterladt sin søn og efterfølger som åndelig arv, det er det hvortil folket ved enighed og selvbevidsthed skal bidrage, ved at understøtte den unge konges stræben med tilkendegivelsen af hvad det behøver og trænger til. - En konge i vore dage og især en konge i Danmark kan ikke ville andet end hele sit folks vel, men til at komme til overbevisning om hvad dertil udfordres, er det for en sådan konge ikke nok at høre sine embedsmænds råd og mening, han må også vil høre folkets råd og mening. Det er dertil at stænderinstitutionen blev indført af Frederik den Sjette, men denne opgave har den hidtil ikke kunnet opfylde i nogen væsentlig grad, fordi kun den mindste del af folket, kun enkelte klasser er delagtige i den derved indførte repræsentation - Hvad der ikke var modent i 1839, skulle det ikke være blevet det i 1848? - Folket har gjort mere end en betydningsfuld erfaring i denne periode. Det har lært at indse meget, som endnu var uklart i 1840.
Det danske folks forhåbninger 1839 knyttede sig ikke blot til Christian den Ottendes indsigter og kundskaber, men fornemmelig til hans ungdomsgerning. - Det danskef olks forhåbninger nu knytter sig hovedsagelig til Frederik den Syvendes folkelige egenskaber. Det har overbevisningen om, at han så højt som nogen konge før ham elsker Danmark og det danske folk, og dette giver forvisningen om, at han også vil gøre det stærkt ved at føre det friheden i møde, ved de Midler og ad den vej uden hvilke den ikke kan vindes. Det nærer forvisningen om, at han vil opfylde den repræsentative ides fordringer, gennemføre den for hele folket, for at han trygt kan støtte sig til hele folket. Måtte overbevisningen om at han ene derved kan få den mest fuldkomne sikkerhed mod alle ydre og indre fjender, der nu eller nogensinde måtte true hans krone, finde overvejende indgang i hans hjerte og bestemme hans beslutninger, og måtte han dertil finde, at forberedelsens tid nu har varet længe nok, at enhver længere udsættelse ville være skadelig og unødvendig, så vil ikke blot fremtiden regne hans regering til Danmarks betydningsfuldeste, den, fra hvis begyndelse det dansk, folks statsborgerlige modenhed daterer sig, men fjern og nær blandt alle nutidens oplyste nationer vil hans navn blive ophøjet og æret.
Christian den Ottende tilhører nu historien, men er det end først forbeholdt en fjernere fremtid at bedømme hans regering over det danske folk klart og upartisk, så har den dog givet en lære, der taler tydeligt til nutiden, og det er den at det er nødvendigt at handle mens man har tid dertil. Måtte derfor Danmarks nuværende konge dybt føle at det nu står til ham at udføre og fuldføre hvad der kan sikre den danske stats fremtid, hvad der kan føre det danske folk fremad til frihed og en højere indre orden.
Fred og erkendtlig påskønnelse med Christian den Ottendes minde! Frihed og folkelighed følge Frederik den Syvendes regering!
Dronning Caroline Amalie (1796-1881). Gift med den senere Christian 8. i 1815. Hun var datter af hertugen af Augustenborg og som sådan set med nogen mistro i konflikten i Slesvig-Holsten. Denne modvilje mod hende var især stærk omkring det tidspunkt hvor kongen døde og situationen i Slesvig-Holsten spidsede til. De fik aldrig børn sammen, Frederik 7. var fra Christian 8.s første kone, Charlotte Frederikke. (Statens Museum for Kunst - Public Domain).
(Kjøbenhavnsposten, 21. januar 1848)
- Højsalig kong Christian den Ottendes tilstand var siden onsdag formiddag så godt som håbløs; om aftenen syntes, som den da udstedte bulletin udviser, nogle symptomer at antyde en forandring til det bedre, men det var kun livskraftens sidste opblussen, og torsdag formiddag indtrådte varslerne om dødens nærmielse. Kongen led i sine sidste timer sikkert meget store smerter, men bevarede stor ro og hengivenhed i sin skæbne, og havde i det mindste af og til næsten lige til det sidste øjeblik sin bevidsthed. Torsdag eftermiddag kl. omtrent 3 lod kongen sig nadveren meddele, hvori dronningen deltog, og tog derpå afsked med sin Familie. I dødsøjeblikket var, foruden hendes majestæt, overhofmarskal v. Lewetzau og Geheimeetatsråd Adler til stede.
Det kongelige lig er siden bevogtet af en adjudant og en læge; i går er dels desektion foretaget, og i dag begyndes dets balsamering, hvorpå det efter vanlig skik vil blive udstillet på lit de parade. Det skal af de udståede lidelser være så udtæret og forandret, at det er vanskeligt nok at genkende trækkene. Budskabet om kong Christian den Ottendes død overbragtes hans søn og efterfølger, der efter at have taget afsked med sin fader, torsdag eftermiddag havde begivet sig til Christiansborg, af generaladjudanten, general Edvald og kabinetssekretæren, kammerherre Tillisch, hvorpå den nye konge tog hovedetagen i Christiansborg i beboelse og straks efter modtog statsrådets medlemmer og flere høje embedsmænd. Efter forlydende har overhofmarschal v. Lewetzau, kammerherre Tillisch og etatsråd Lunding fået det hverv, at tage i bevaring og ordne den afdødes portefølje, papirer og brevskaber. - Den kongelige familie er naturligviis nedsunket i dyb sorg, der vistnok af ingen føles bittrere end af hendes majestæt enkedronning Caroline Amalie, som stedse skænkede sin kongelige ægtefælle et kvindeligt hjertes fulde hengivenhed, og som med en overordenlig udholdenhed og opoffrende troskab i de sidste dage næsten uafbrudt har dvælet ved hans smertensleje og deltaget i hans pleje. (Fædrel.) -
- Adresse-Avisen for i dag indeholder følgende bekendtgørelse:
- Søndag den 23. jan. bliver sorgen for højsalig kongen på følgende måde anlagt, og vedvarer i 6 månder fra bemeldte dag at regne, nemlig: For kavalerer: 3 måneder førte klæder med klædesknapper, kort kårde og spænder, bredsømmede manchetter, og pleureuser for de 3 første klasser af rangen. 2 Måneder førte klæder med klædes-knapper, blå kårde og spænde og smalsømmede manchetter. 4 uger førte klæder med silkeknapper og knaphuller, blank kårde og spænder, kammerdugs manchetter med frynser i de første 14 dage, og de sidste 14 dage kniplingsmanchetter. For damer: 3 måneder dybeste sorg med snip og krepflor med brede sømme, kraver og lange ærmer, samt slør. 2 måneder spejlslør , men ikke snip. 14 dage førte klæder med frynser, og 14 dage med kniplinger. De af den 1. klasse i rangen giver deres domestikker sorte livreer, distingveredc ved skulderbånd, som kan være af alle farver, kun ikke ganske røde eller røde og sorte. De lader deres ekvipage overtrække med sort piqueret klæde, samt forsyner med våben på siderne af vognene, hvilke, såvelsom de sorte livreer, kun bruges i de 5 første måneder af sørgetiden.
Lidt over en måned senere blev kongens kiste så ført til Roskilde hvor den stadig står til skue. Begravelsen foregik fredeligere end Frederik 6.'s
Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1848)
København, den 26. februar 1848.
- Kong Christian den Ottendes ligbegængelse gennem hovedstaden foregik i aftes med megen højtidelighed. Foruden de anordnede sørgeceremonier blev ved Charlottenborg af kunstnerne udført en smuk sørgesang, mens ligvognen standsede, ligesom også ved Vesterport en lignende sang udførtes af flere samlede sangforeninger. På Højbroplads havde en del mænd fra Amager med faner og brændende vokskærter sluttet sig til den der opstillede Borgervæbning. Den udenfor porten oprejste og smukt oplyste æresport afgav i særdeleshed et imposant skue; her blev ligeledes en sang afsunget. Vi skulle i et følgende
nummer meddele noget mere om disse æresbevisninger samt om højtideligheden i dag i Roskilde. Med sørgetoget her gennem staden fulgte også til fods Københavns Magistrat, borgerrepræsentanter, gejstlighed, oldermænd og formænd. En uhyre folkemasse var fordelt på alle de torve og gader og den vejudenfor byen, som sørgetoget passerede, og endnu langt ud på natten trængte man sig frem og tilbage igennem stadens snævre udgange, dog overalt med den mest mulige orden og passende rolighed.
(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1848).
Christian VIIIs kiste i Roskilde Domkirke. Udgivet i public domain under CCL.
(Aalbo. Av.) I Viborg har bureaukratiet atter, denne gang det gejstlige, været på spil og forbudt afsyngningen af en kirkekantate på kong Christian den Ottendes bisættelsesdag, i den hellige iver for at overholde forbuddet imod "offentligt spil". Det er dog virkelig kosteligt hvor vidt devotismen mod anordningernes bogstav kan bringe det. Ved selve kongeligets bisættelse i Roskilde turde derimod udføres en kantate for fuldt orkester i Roskilde Domkirke, ligesom lignende festligheder var arrangeret for flere af hovedstadens kirker, og i selve Viborg har man fredag aften blæst fra tårnene uden at den høje gejstlige er blevet forarget deruver. Det er virkelig skade at salig Holberg er død. Han ville vist nok ellers nu have taget bopæl i Viborg.
(Kjøbenhavnsposten, 3. marts. 1848).
Kjøbenhavn den 12. januar 1848.
Angående hs. m. kongens befindede bekendtgøres i dag at den betændelse i armen, hvoraf hs. m. kongen i nogle dage har lidt, endnu ikke er i aftagende. Skønt den ledsagende feber ikke er heftig, har hs. m. dog kun sovet lidt i nat.
(Kjøbenhavnsposten, 12. januar 1848)
Hs. maj. kongen har i nat af og til sovet roligt. Betændelseshævelsen i armen er noget formindsket og feberen har siden i går været ringe.
Den 13. januar 1848. E Dahlerup.
(Kjøbenhavnsposten, 13. januar 1848).
Hans majestæt kongen har såvel i går eftermiddag som i nat haft noget stærkere feber, og har af den grund kun sovet nogle timer i begyndelsen af natten. Armens tilstand er ikke forandret siden i går.
Den 18. januar 1848. E: Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten 18. januar 1848)
Hans Majestæt Kongen har siden i går eftermiddag næsten uafbrudt haft feber. Natten har været søvnløs og kræfterne er derved aftaget.
Den 19. januar 1848.
E. Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848).
Hans Majestæt Kongen har i dag haft mindre heftig feber, har sovet noget, og befinder sig i aften lidt bedre. Hævelsen i armen er noget aftaget og en god suppuration begynder at vise sig i incisionssårene.
Den 19. januar, om aftenen kl. 9. E. Dahlerup.
Hans majestæt kongen har haft en søvnløs nat. I øvrigt er alderhøjstsammes befindende og armens tilstand omtrent som i aftes.
Den 20. januar 1848. E. Dahlerup.
Den i går formiddags udgivne mistrøstige bulletin angående hs. m. kongens sygdom havde op på dagen fremkaldt en overordentlig bekymring blandt en stor del af hovedstadens befolkning, hvorfor talrige menneskemasser hele aftenen strømmede ud til Amalienborg for nøjere at erkyndige sig om hs. m.'s tilstand. Den almindelige bevægelse der vistnok vidnede om en oprigtig deltagelse, blev ikke bilagt før omtrent kl. 9, da politidirektøren kom ned fra det kgl. palæ og meddelte ovenstående efterretning angående kongens befindende. Fra i morges af har ligeledes en talrig mængde mennesker været i stadig bevægelse fra og til Amalienborg.
(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1848).
Idag proclameredes
Christian den Ottendes Død og Frederik den Syvendes Thronbestigelse.
At han kunne handle hurtigt og afgørende, tilsidesatte alle hindringer når han var ledsaget af et folk, der ikke blev tilbage i den afgørende time, det vidner Norge og dets fortræffelige grundlov om! - Det er ikke alene Danmarks absolutte konge, men også den, der engang var Norges første konstitutionelle konge, hvis liv i nat er udslukt. - Historien vil gemme hans navn såvel i Norge som i Danmark; - det var den sidste Konge, der havde regeret, om også til forskellige tider i de to skandinaviske riger. - Norge har allerede i en hel menneskealder nydt frugten af den frihedens tilstand, hvori han efterlod det ved sin bortgang. - I Danmark var det kun de lange forberedelser til en lignende tilstand, som det blev hans lod at udføre. - Men er de nu udførte? Er denne forberedelsens tid for Danmark nu virkelig snart til ende? Det er et spørgsmål, som det danske folk vel må gøre sig selv i dette øjeblik; hele den civiliserede verden gentager det. -
Frederik den Sjettes fornemste værk i hans lange, ofte af modgang hjemsøgte regering, var indførelsen af rådgivende provinsialstænder, efter en meget indstrænket valglov og adspiltede i fire forskellige forsamlinger. - Udviklingen af denne første begyndelse til en fuldstændig repræsentativ forfatning var den første og højeste forventning, folket satte og kunne sætte til Christian den Ottende ved hans tronbestigelse - Men de rådgivende provinsialstænders institution er under Christian den Ottende forblevet som den var. Forberedelserne til at udvide og udvikle den, hører til det som det ikke var forbeholdt Christian den Ottende at fuldføre. Mange af den afdøde konges foranstaltninger, der vidnede om ualmindelig indsigt og et folkeligt sindelag, kunne vistnok henregnes til disse forberedelser. Oplysningen har i alle retninger gjort betydelige fremskridt under Christian den Ottendes korte regeringstid, og man kan vel antage, at meget som dertil endnu behøvedes, kun ventede på en sidste afgørelse.
Men det store skridt står endnu tilbage at udføre. Det er det han han efterladt sin søn og efterfølger som åndelig arv, det er det hvortil folket ved enighed og selvbevidsthed skal bidrage, ved at understøtte den unge konges stræben med tilkendegivelsen af hvad det behøver og trænger til. - En konge i vore dage og især en konge i Danmark kan ikke ville andet end hele sit folks vel, men til at komme til overbevisning om hvad dertil udfordres, er det for en sådan konge ikke nok at høre sine embedsmænds råd og mening, han må også vil høre folkets råd og mening. Det er dertil at stænderinstitutionen blev indført af Frederik den Sjette, men denne opgave har den hidtil ikke kunnet opfylde i nogen væsentlig grad, fordi kun den mindste del af folket, kun enkelte klasser er delagtige i den derved indførte repræsentation - Hvad der ikke var modent i 1839, skulle det ikke være blevet det i 1848? - Folket har gjort mere end en betydningsfuld erfaring i denne periode. Det har lært at indse meget, som endnu var uklart i 1840.
Det danske folks forhåbninger 1839 knyttede sig ikke blot til Christian den Ottendes indsigter og kundskaber, men fornemmelig til hans ungdomsgerning. - Det danskef olks forhåbninger nu knytter sig hovedsagelig til Frederik den Syvendes folkelige egenskaber. Det har overbevisningen om, at han så højt som nogen konge før ham elsker Danmark og det danske folk, og dette giver forvisningen om, at han også vil gøre det stærkt ved at føre det friheden i møde, ved de Midler og ad den vej uden hvilke den ikke kan vindes. Det nærer forvisningen om, at han vil opfylde den repræsentative ides fordringer, gennemføre den for hele folket, for at han trygt kan støtte sig til hele folket. Måtte overbevisningen om at han ene derved kan få den mest fuldkomne sikkerhed mod alle ydre og indre fjender, der nu eller nogensinde måtte true hans krone, finde overvejende indgang i hans hjerte og bestemme hans beslutninger, og måtte han dertil finde, at forberedelsens tid nu har varet længe nok, at enhver længere udsættelse ville være skadelig og unødvendig, så vil ikke blot fremtiden regne hans regering til Danmarks betydningsfuldeste, den, fra hvis begyndelse det dansk, folks statsborgerlige modenhed daterer sig, men fjern og nær blandt alle nutidens oplyste nationer vil hans navn blive ophøjet og æret.
Christian den Ottende tilhører nu historien, men er det end først forbeholdt en fjernere fremtid at bedømme hans regering over det danske folk klart og upartisk, så har den dog givet en lære, der taler tydeligt til nutiden, og det er den at det er nødvendigt at handle mens man har tid dertil. Måtte derfor Danmarks nuværende konge dybt føle at det nu står til ham at udføre og fuldføre hvad der kan sikre den danske stats fremtid, hvad der kan føre det danske folk fremad til frihed og en højere indre orden.
Fred og erkendtlig påskønnelse med Christian den Ottendes minde! Frihed og folkelighed følge Frederik den Syvendes regering!
(Kjøbenhavnsposten, 21. januar 1848)
- Højsalig kong Christian den Ottendes tilstand var siden onsdag formiddag så godt som håbløs; om aftenen syntes, som den da udstedte bulletin udviser, nogle symptomer at antyde en forandring til det bedre, men det var kun livskraftens sidste opblussen, og torsdag formiddag indtrådte varslerne om dødens nærmielse. Kongen led i sine sidste timer sikkert meget store smerter, men bevarede stor ro og hengivenhed i sin skæbne, og havde i det mindste af og til næsten lige til det sidste øjeblik sin bevidsthed. Torsdag eftermiddag kl. omtrent 3 lod kongen sig nadveren meddele, hvori dronningen deltog, og tog derpå afsked med sin Familie. I dødsøjeblikket var, foruden hendes majestæt, overhofmarskal v. Lewetzau og Geheimeetatsråd Adler til stede.
Det kongelige lig er siden bevogtet af en adjudant og en læge; i går er dels desektion foretaget, og i dag begyndes dets balsamering, hvorpå det efter vanlig skik vil blive udstillet på lit de parade. Det skal af de udståede lidelser være så udtæret og forandret, at det er vanskeligt nok at genkende trækkene. Budskabet om kong Christian den Ottendes død overbragtes hans søn og efterfølger, der efter at have taget afsked med sin fader, torsdag eftermiddag havde begivet sig til Christiansborg, af generaladjudanten, general Edvald og kabinetssekretæren, kammerherre Tillisch, hvorpå den nye konge tog hovedetagen i Christiansborg i beboelse og straks efter modtog statsrådets medlemmer og flere høje embedsmænd. Efter forlydende har overhofmarschal v. Lewetzau, kammerherre Tillisch og etatsråd Lunding fået det hverv, at tage i bevaring og ordne den afdødes portefølje, papirer og brevskaber. - Den kongelige familie er naturligviis nedsunket i dyb sorg, der vistnok af ingen føles bittrere end af hendes majestæt enkedronning Caroline Amalie, som stedse skænkede sin kongelige ægtefælle et kvindeligt hjertes fulde hengivenhed, og som med en overordenlig udholdenhed og opoffrende troskab i de sidste dage næsten uafbrudt har dvælet ved hans smertensleje og deltaget i hans pleje. (Fædrel.) -
- Adresse-Avisen for i dag indeholder følgende bekendtgørelse:
- Søndag den 23. jan. bliver sorgen for højsalig kongen på følgende måde anlagt, og vedvarer i 6 månder fra bemeldte dag at regne, nemlig: For kavalerer: 3 måneder førte klæder med klædesknapper, kort kårde og spænder, bredsømmede manchetter, og pleureuser for de 3 første klasser af rangen. 2 Måneder førte klæder med klædes-knapper, blå kårde og spænde og smalsømmede manchetter. 4 uger førte klæder med silkeknapper og knaphuller, blank kårde og spænder, kammerdugs manchetter med frynser i de første 14 dage, og de sidste 14 dage kniplingsmanchetter. For damer: 3 måneder dybeste sorg med snip og krepflor med brede sømme, kraver og lange ærmer, samt slør. 2 måneder spejlslør , men ikke snip. 14 dage førte klæder med frynser, og 14 dage med kniplinger. De af den 1. klasse i rangen giver deres domestikker sorte livreer, distingveredc ved skulderbånd, som kan være af alle farver, kun ikke ganske røde eller røde og sorte. De lader deres ekvipage overtrække med sort piqueret klæde, samt forsyner med våben på siderne af vognene, hvilke, såvelsom de sorte livreer, kun bruges i de 5 første måneder af sørgetiden.
Lidt over en måned senere blev kongens kiste så ført til Roskilde hvor den stadig står til skue. Begravelsen foregik fredeligere end Frederik 6.'s
Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1848)
København, den 26. februar 1848.
- Kong Christian den Ottendes ligbegængelse gennem hovedstaden foregik i aftes med megen højtidelighed. Foruden de anordnede sørgeceremonier blev ved Charlottenborg af kunstnerne udført en smuk sørgesang, mens ligvognen standsede, ligesom også ved Vesterport en lignende sang udførtes af flere samlede sangforeninger. På Højbroplads havde en del mænd fra Amager med faner og brændende vokskærter sluttet sig til den der opstillede Borgervæbning. Den udenfor porten oprejste og smukt oplyste æresport afgav i særdeleshed et imposant skue; her blev ligeledes en sang afsunget. Vi skulle i et følgende
nummer meddele noget mere om disse æresbevisninger samt om højtideligheden i dag i Roskilde. Med sørgetoget her gennem staden fulgte også til fods Københavns Magistrat, borgerrepræsentanter, gejstlighed, oldermænd og formænd. En uhyre folkemasse var fordelt på alle de torve og gader og den vejudenfor byen, som sørgetoget passerede, og endnu langt ud på natten trængte man sig frem og tilbage igennem stadens snævre udgange, dog overalt med den mest mulige orden og passende rolighed.
(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1848).
(Aalbo. Av.) I Viborg har bureaukratiet atter, denne gang det gejstlige, været på spil og forbudt afsyngningen af en kirkekantate på kong Christian den Ottendes bisættelsesdag, i den hellige iver for at overholde forbuddet imod "offentligt spil". Det er dog virkelig kosteligt hvor vidt devotismen mod anordningernes bogstav kan bringe det. Ved selve kongeligets bisættelse i Roskilde turde derimod udføres en kantate for fuldt orkester i Roskilde Domkirke, ligesom lignende festligheder var arrangeret for flere af hovedstadens kirker, og i selve Viborg har man fredag aften blæst fra tårnene uden at den høje gejstlige er blevet forarget deruver. Det er virkelig skade at salig Holberg er død. Han ville vist nok ellers nu have taget bopæl i Viborg.
(Kjøbenhavnsposten, 3. marts. 1848).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar