Hvorledes vore berømte mænd behandles.
I "Berlingske Tidendes" aftennummer stod i går en artikel om vore kirkegårde og gravenes hjemfaldelse og sløjfning, og den slutter med følgende stykke, der er i høj grad egnet til at vække opsigt, - vi er jo alle interesseret i kirkegårdsforhold, og en meddelelse som denne er jo stærkt egnet til at skabe uhygge.
Bladet skriver:
At kirkegårdskontorerne ikke altid er lige heldige med deres forsøg på at ville avertere de pårørende om lejemålenes udløb, giver en forhenværende teaterdirektør, hvis virksomhed særlig vil erindres på grund af hans pietetsfølelse og forkærlighed for den danske litteraturs klassiske periode os følgende eksempel på:
Fru Gyllembourg hvis jordiske rester er spredt for alle vinde.
En af vore kunstnere herhjemme, som endnu 40 år efter sin død vil mindes som en af vore største, blev begravet i sin svigerfamilies gravsted på Holmens Kirkegård. For 10 år siden hændte et dødsfald i denne svigerfamilie, og skønt gravstedet var stort nok - så stort, at der endnu var megen ubenyttet plads tilbage - undså man sig ikke for - blot for at spare sig lidt ulejlighed med at flytte en sten - at grave kunstnerens rester op og foretage en ny begravelse i samme grav .... uden at underrette den afdødes datter, der passede sin faders grav med kærlighed og højagtelse.
- Nogen tid senere kom datteren derud, og det er let at forstå hendes bevægelse og hendes lidelse, da hun opdagede, at den grav, som hun elskede og værnede om, var borte og det slog hende med rædsel, da hun ved lidt nærmere eftersyn fandt nogle enkelte benrester ligge ovenpå jorden. Man havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at forvisse sig om, at det, der var kommen op ved gravningen af den nye grav, var fjernet igen.
Det er det lumbyeske gravsted det drejer sig omSamtale med inspektøren på Holmens Kirkegård.
VI talte i dag med inspektøren på Holmens Kirkegård, der selvfølgelig følte sig meget ilde berørt. Han udtalte:
Der sker aldrig noget sådant her på kirkegården, og i de 17 år jeg har været her, mindes jeg ikke et eneste tilfælde, hvor en grav er blevet sløjfet før tiden var udløbet. Vi lader tværtimod altid nogen tid forløbe ud over den stipulerede.
Af store kunstnergrave her på kirkegården, kan jeg kun tænke mig en eneste, som her
kan sigtes til. Det er det store Lumbyeske gravsted, hvor der for nogle år siden blev sløjfet en slægtnings grav, gravstedet er i to afdelinger, og på den ene var en grav, der måtte sløjfes for at give plads, - men det var ganske i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Graven var hjemfalden, - og når "Berlingske" fortæller en hårrejsende historie om benrester, der ligger spredte på jorden, er dette absolut fri fantasi, - grim fantasi tilmed.
De rester, der er tilbage i sådanne grave, bliver altid, med al pietet, gravet ned i en stor grav andetsteds på kirkegården.
Fru Thomasine Gyllembourgs jordiske rester fjernet af sin slægtning, godsejer Westenholz.
Ellers ved jeg kun et tilfælde, hvor en kendt kunstners grav er sløjfet. Det var fru Thomasine Gyllembourgs, der efter ønske af godsejer Westenhohl, der er hendes nærmeste nulevende slægtning, og som råder over gravstedet, og skulle bruge pladsen, forlangte sig denne udlagt. Men der var absolut intet tilbage i graven, alt var hensmuldret, - men hun havde jo også ligget det meste af et århundrede.
(Folkets Avis, 5. juli 1923).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar