Begravelsesvæsnet har overtaget pasningen, men lader graven gro til med græs.
Familiegravstedet på Assistens Kirkegård. Til venstre pladen med Søren Kierkegaards navn.
MANGE FREMMEDE, som besøger København, opsøger også Søren Kierkegårds grav på Asslstens Kirkegård. De bliver forbavset. De ventede ikke at finde gravstedet over en mand, hvis navn stadig trænger længere frem i tænkningens verden, så skødesløst behandlet, uden blomster, uden spor af kærlig eller ærbødig omsorg.
Graven ser ud som om den passer sig selv. Indenfor gitteret hvor Søren Kierkegaard hviler i sine forældres gravsted, gror græsset omtrent som det vil, og der gøre intet for at forskønne den jord der skjuler Danmarks mest berømte og ulykkeligste tænker. Det er ikke familiens skyld. Begravelsesvæsnet har overtaget gravens pasning.
Der lever endnu slægtninge af Søren Kierkegaard, efterkommere af hans to søstre. Indtil for få år siden passede de familiegravstedet omhyggeligt og lod hver sommer roserne blomstre foran de simple, hvide marmortavler med de indhuggede navne. Det var en smuk, dansk grav, værdig både for Assistens Kirkegård og for mindet om tænkeren, den store skribent, for hvem også blomsterne betød skønhed. Men så anmodede Begravelsesvæsenet om tilladelse til at overtage gravens pasning. Kirkegårdens ledelse fandt det heldigst, at den efterhånden alene har forsorg for alle de berømte mænds grave.
Familiemedlemmerne blev spurgt, og alle gav deres samtykke.
Desværre varede det ikke længe før roserne forsvandt, graven dækkes nu kun af græs.
Den ene, som ønskede roserne bort.
Men gravens fattige udseende skyldes næppe ligegyldighed fra Begravelsesvæsnets side. Det fortælles, at et enkelt familiemedlem har krævet alle blomster fjernet, fordi onkel Søren hele sit liv ønskede at være så ukendt som muligt og egentlig også burde være ukendt i døden. Begravelsesvæsnet gik ind på tanken og fjernede roserne.
De øvrige familiemedlemmer er både forundret og krænket over resultatet af, at de overlod pasningen til Begravelsesvæsnet De mener, at Søren Kierkegaards grav burde være som den
oprindeligt var, og i hvert fald ikke forringes i sit udseende. Det er ganske rigtigt, at Søren Kierkegaard forsøgte at skjule sig selv, mens han levede, et mausoleum med prangende sten ville absolut være upassende og imod hans ønsker. Men han ville aldrig have været fjendtlig mod blomster.
Hvad der nu vil ske med Søren Kierkegaards grav, får vi at se til sommer, når de andre grave blomstrer på Assistens. Vågne øjne følger begivenhederne. Og mange håber, at de fremmede ikke mere med rette kan spørge :
Er det virkelig alt, hvad Danmark har til overs for Søren Kierkegaard?
Vidi.
(Dagens Nyheder, 22. oktober 1932).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar