Af Olga Eggers.
Ellen Key har kaldt det tyvende århundrede for barnets århundrede. Det kunne egentlig med lige så megen ret være kaldt kvindens århundrede.
Alt, hvad der kommer ind under begrebet "kvindesag" er først rigtig kommet til udfoldelse i løbet af de sidste nogle og tredive år, og ordentlig fart kom der selvfølgelig først i den, da vi i 1915 fik både valgret og valgbarhed. Og efter den tid blev de arbejdsfelter, hvor kvindernes evner ikke toges i brug, ret begrænsede, - dog passede man og passer den dag i dag omhyggeligt på, at mændene beholder de overordnede stillinger og kvinderne sættes til de mindre ansvarsfulde.
Dette forhold er hyppigt og hårdt blevet bebrejdet mændene fra mange sider, og uden at jeg på nogen måde vil undskylde eller undervurdere den selviskhed, der dikterer mændenes holdning overfor de kvinder, der tillader sig at konkurrere med dem om de fedeste embeder, så kan jeg alligevel ikke andet end søge en del af skylden herfor hos kvinderne selv.
De fleste kvinder synes nemlig at ligge under for en trang til at undervurdere sig selv. Ikke som kønsvæsner, men som menneskevæsner, - og denne undervurderen har i virkeligheden langt mere vidtrækkende og farlige følger, end man i reglen tænker over.
Det er overordentlig almindeligt at høre kvinder sige: "Jura og politik. - det forstår jeg mig ikke på, og hvorfor skulle jeg også det? Jeg har såmænd nok i alt mit mas med hus og børn for ikke at tale om mand. Skulle jeg så oven i købet plages med alt det vrøvl. Nej, lad mændene om det."
Men når kvinderne selv erklærer at de er inkompetente til at beskæftige sig med det alvorligste og betydningsfuldeste af alt - samfundshusholdningen, - hvorledes i alverden skulle de så kunne forlange, at mændene skulle tiltro dem særlige evner i denne henseende? Det er forøvrigt mærkeligt nok at kvinder går rundt og tror, at politik er "kedeligt". Der er dog utallige kvinder, som er fantastisk dygtige til at styre deres egen lille menage. Og mange gange kan man ærlig talt ikke lade være at tænke, at hvis politikerne, der jo skal lede statens husholdning, var lige så omsorgsfulde med hver lille ting, følte deres ansvar så overordentlig stærkt, som mangen en utrættelig og omhyggelig husmoder gør, så så det måske på mange måder bedre ud med statens økonomi.
Jeg tænker ofte på, hvad der fortaltes -og kommenteres - om Nina Bangs kamp mod sløseri og samvittighedsløshed i de såkaldte "småting". Særlig er den historie kendt, hvorledes hun en gang tilfældigt overværede, at nogle rengøringskoner pjaskede vand hen over et parketgulv i en eller anden sal. Der blev skrevet lange spalter om denne "smålighed" hos den kvindelige minister. Jeg husker, at et blad hoverende bemærkede, at der kunne man se, hvad der kom ud at sætte en kvinde på en sådan post. Dette træk alene var nok tid at bevise, i hvilken grad hun manglede udsyn og forståelse af, hvad der var væsentligt og hvad uvæsentligt, siden hun kunne spilde tid og kræfter på den slags bagateller.
Dersom forfatterne til disse artikler havde set deres egne hustruer være ligeglade med, hvor meget der blev ødet i deres eget hjem, havde de sikkert ikke talt sådan. Efter min mening beviste denne lille tildragelse netop, at fru Nina Bang havde øjnene med sig, og det at have blik for småting udelukker sandelig ikke, at sansen for de store ting er vågen, tværtimod. Dette gulv havde måske kostet statens husholdningskasse nogle hundrede kroner, mon hvem ved, hvor mange andre gulve der er blevet ødelagt og hvor meget andet end netop gulve, der er gået samme vej?
I en eller anden statistik stod der en gang anført, hvor mange tons koks, ubrændt eller halvbrændt, der daglig kastedes ud på lossepladserne fra Københavns skarnkasser. Jeg husker ikke tallet, men det var forfærdende. De fattige mennesker, der holder kulden fra døren ved at samle det op, kan tale med derom. Og det er dem såvist vel undt, men dersom statens husholdning blev så retfærdigt og økonomisk administreret, at kullene ikke behøvede at vandre den omvej for at fylde disse staklers kakkelovne, var det så alligevel ikke bedre?
Det er en ulykke for landet, når dets kvinder ikke gider beskæftige sig med politik og frakender sig selv evnen til at forstå den.
En politiker er en administrator af landets indtægter og udgifter, - til en vis grad altså bestemmes af den enkeltes økonomi. Ville de store skatter, som vi alle lider under, være så tyngende, dersom finanserne blev styrede af mænd, der kun havde det heles vel for øje og ikke lod sig lede af overklassehensyn. Vi ved alle at skatterne er stigende i forhold til indtægternes størrelse, men mon nogen for alvor tror, at det ikke ville have været tilfældet, dersom de konservative havde siddet enerådende ved roret?
Dersom kvinder blot ville forstå hvor overordentlig betydningfuldt det er for deres egen lille husholdning, deres egen pengepung, hvem det er, der bestemmer skatternes fordeling, så ville de nemlig ikke sige de ord, man alt for ofte hører, når man går på trapperne: Hvad kommer det mig ved - jeg har ikke tid til politik.
Hvor megen tid tror man egentlig at beregningerne for at få de alt for knappe husholdningspenge til at slå til har kostet? Hvis en brøkdel af de timer, kvinderne anvender til daglig og natlig spekuleren over, hvor man køber billigst, og hvorledes hver krone kan komme til at gøre nytte for to, blev brugt til at sætte sig ind i, hvad politik egentlig er og af hvilke politikere og fra hvilket parti de dårligst stillede kan vente hjælp, så ville meget i vort land se anderledes ud.
Nu har de konservative politikere på deres program kronenedskæring. Det er så partipolitisk set, viser en sådan ligegyldighed for det heles vel, at selv nogle af deres egne tilhængere vender sig åbenlyst imod tanken. Danmark er en i sammenligning med andre lande endda overordentlig heldigt stillet lille nation. Vi har de bedste muligheder for at komme gennem krisen og op over den, men - kvinderne må være med!
Kvinderne skal blande sig i politik, - det var disse ord, der for nogle år siden, blev brugt som et etasende hånsslagord: "Kvinderne skal ikke blande sig i politik!"
Men det er netop det, de skal. Op imod de træede hjerners vrissen og snerren, mod den gammeldags forbenethed, der vil skubbe kvinderne tilbage til køkkenkrogen, stiller vi de friske krav om en udviklet, selvstændigt dømmende kvinde, der blander sig op i tingene, fordi hun ved, at hendes hoved sidder lige så godt på halsen som en mands, hendes hjerne kan både stave og lægge sammen og dømme om, hvilke synspunkter hun ønsker anlagt, når det gælder om hendes daglige brøds administration.
Kvinder - synes I ikke, I bør blande jer i politik?
De mænd og kvinder skal til roret, der slås for en redelig fordeling af landets udbytte, for at vore børn skal få en uddannelse, der giver deres evner lov til at nå så vidt, som de formår. Der lader de beklagelsesværdigste af alle skabninger - de fattige syge - få ordentlig pleje. Der sikrer nationens gamle en tålelig alderdom. Der prøver på at bibringe hvert individ den forståelse af hans pligt som samfundsborger, så han eller hun ikke sætter sig blødt til rette på sin silkepude og siger: Det er naturligvis kedeligt for de arbejdsløse, at de skal gå om natten og fryse på gaderne, men jeg har i hvert tilfælde ret til at beholde min silkepude udelt.
Kvinde, bland jer i politik. Spørg ikke, om gulvet bliver vasket valgdagen. Det er fuldkommen ligegyldigt. Tænk kun på, at vi må og skal fremad. Vi skal drive det sociale hovmod en knytnæve i synet.
En kvindes stemmeseddel gælder nøjagtigt så meget som en mands. Tænk på det! Tænk på, at om jeres hænder er svage eller ru eller forslidte, - det spiller ingen rolle
(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 5. november 1932).
Find andre artikler om Olge Eggers her på bloggen ved at følge dette tag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar