Soc. Demokr. kronik d. 10.-11.-32Af Olga Eggers.
Det er ejendommeligt og maner til eftertanke at se, i hvor høj grad medlemsantallet i fredsforeningerne og lignende organisationer udgøres af kvinder.
Ved møder, hvor krigen og freden og hvad dermed står i forbindelse er sat på programmet, er højt regnet en fjerde-femtedel af tilhørerne mænd.
Efter dette måtte man have grund at formode, at disse spørgsmål bekæftigede kvindernes sind i langt højere grad end det var tilfældet med det andet køn. Og dette ville jo være en meget stor kompliment til "rokkehovederne", som vor kære fader Holberg så smigrende benævner os, et strålende bevis på, det kvindelige sind og den kvindelige hjerne var i langt bedre kontakt med udviklingen og civilisationens fremdrift end den mandlige.
Det bliver da virkelig også ofte regnet kvinderne til gode, at de er så villige til at høre, og selv om denne villighed også har andre årsager end blot saglig interesse, således som trang til at komme ud og se mennesker, lidt afveksling fra det huslige trummerum, så er den dog påskønnelsesværdig.
Men der er en revers ved denne fint polerede medalje, og denne revers bliver særligt iøjnefaldende den sidste tid inden valgene. For det lader sig ikke nægte, og enhver, der har prøvet blot i nogen grad "at gå på trapperne" i agitationens tjeneste vil bevide det at man ofte støder på langt større ligegyldighed overfor politiske spørgsmål hos kvinderne end hos mændene.
Og denne kendsgerning forsyner mændene med våben, som det er såre vanskeligt at slå dem af hænderne.
På vore beskyldninger for med vilje at udelukke kvinderne så meget som muligt fra de ledende politiske stillinger, kan de med en vis berettigelse svare: Ja, hvad er der at gøre. I render jo nok til nogle møder, er medlemmer af nogle foreninger, men hvor ser vi i det daglige liv virkelig dybtrådte spor af jeres politiske interesse? I laver kvindelige fredsforeninger, for blot at tage dette ene eksempel, men hvor sætter I ind, når det gælder dagligt arbejde og daglig påvirkning? Og endnu en ting - næsten den vigtigste - hvordan har det sig med deres ansvarsfølelse overfor valgkandidaterne? I ved, at spørgsmålene krig eller fred, afrustning og nedrustning eller forøgede militærudgifter, det er altsammen noget som de kandidater I vælger, skal tage stilling til. Al den snak om de svage kvinder, som mændene lukker ude fra ledelsen, og som derfor ikke kan øve indflydelse, er bare løgn øg vrøvl. I kvinder er de fleste i tal. Den fattigste kvindes stemme gælder nøjagtig så meget som en ministers, når den kastes i valgurnen. Hvis kvinderne ville og var enige, havde de altså, ifølge deres talmæssige overlegenhed, magt til at sætte mændene ud af spillet. Og mere end det. Kvinderne ejer den indflydelse, som ligger i at være de opdragende. Hvad der i ungdommen nemmes, ej i alderdommen glemmes, siger det gamle ord. Få jeres ungdom til at følge i jeres spor. Se så resultaterne og kom ikke her og tal om magt- og kraftløshed.
Se, således kan mændene tale og det med rette.
Og hvad skal vi svare? Hvor mange af os kan lægge hånden på hjertet og sige: Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg ved, at krig er det mest barbariske, det mest ødelæggende, det mest forrående af alt. En levning fra fortidens barbari. I ved, at fra en krig kommer kun de få tilbage, og blandt dem er det største antal blinde, krøblinge eller således mærket af det helvede, hvis fanger de har været, at de aldrig bliver sig selv Igen. Og det er dem, I skulle blive gamle sammen med, dem I har elsket og ofret jer for.
I siger måske: Det kan ikke være stort værre, end det daglige liv nu er. Vi sulter, vi fryser, vi ser dem, vi holder mest af, lider nød og savn.
Ja, det gør I, mange af jer. Og hvorfor? Tænker I over hvorfor? Fordi de djævelske rustninger, de forbandede morderinstrumenter skal betales af de penge, jeres børn skulle have brød for.
Hvor er så skammen og skylden for den elendighed, verden sukker under? Hos jer, der ikke huskede på valgets betydning. Hos jer, der lod dag efter dag gå. År efter år gå, det ene valg komme efter det andet, uden at I brugte jeres indflydelse og sørgede for at få netop de mænd valgt, der havde svoret had til krigen og alt dens væsen
Der er et parti i hvis parole "broderskab" findes. Lad være som det ofte foreholdes dets medlemmer, at de ikke praktiserer begrebet til den yderste konsekvens. Vi er alle ufuldkomne, og selv om ånden er redebon, kan kødet være skrøbeligt, men retningen og vejen er angivet.
Der er et dumt ord som siger: Man skal ikke begære stjernerne. Meningen er vel denne, at man skal ikke sætte sig alt for fjerne og vanskeligt opnåelige idealer.
Derfor bliver de, som forkynder fredstankens evangelium, hånet. Der har været krig alle dage. Der vil være krig til dagenes ende forsikrer man. Som om det Ikke var noget, menneskeviljen bestemte. Som om noget andet i verden end menneskene selv tvang dem ud i den opgave at slå hverandre ihjel. Som om nogen i verden uden de selv udsatte kors og stjerner som belønning for de flest mulige mord.
Hvis de mænd, der ønsker pengene givet ud til giftgas i stedet for til brød tii de fattigste, kommer til roret, så har de kvinder, der ikke stemte, der ikke talte og virkede for at få andre til at tænke, skylden.
Hvis børn i tusindtal skal fryse og høste, fordi der trods de dårlige tider bliver bevilget så og så mange millioner til geværer og patroner i stedet for til koks, så har de kvinder, der ikke så det som deres opgave og forpligtelse at stemme på Socialdemokratiets kandidater, skylden.
Hvis de ministre, der har bragt balance i forholdet mellem import og eksport, og som har slidt over evne for at finde udveje til at hjælpe de hjemløse, ikke igen kommer til roret, så er det de kvinder, der ligeglade, egoistiske og dovne løb fra ansvaret, som bærer skylden.
Den uskyldigt udseende papirlap man på valgdagen giver vælger i hånden, er i virkeligheden mere magtfuld end en tusindkroners pengeseddel.
Penge kan tabes, soldes bort og ødes på mange måder. Men den lille stemmeseddel er en røst, der bliver adlydt, og som lader befaling udgå til frelse eller til fordærv for landene.
Du blandede din stemme i det store kor. Den var kun en eneste tone, men sammen med millioner af andre toner blev den et orkester, der fik højene til at skælve.
Ville kvinderne verden over freden, og kun freden, så standsede med et slag al rustningsindustri. Menneskene ville ånde op i henrevet taknemmelighed over ikke længere at måtte frygte for deres børns og deres eget liv. Fortællingerne om brændte byer og blodige marker ville være som de grufulde eventyr, en syg fantasi har opfundet, og som man gyser ved at høre. Skattebyrderne, der nu ligger som en tyngsel over enhver, der blot har noget at betale med, ville lettes fra borgernes skuldre. Broer kunne bygges, moderne huse med de bekvemmeligheder der kunne hjælpe den forslidte husmoder ved arbejdet, kunne opføres.
Menneskeheden ville kunne afbetale på den skyld, den har pådraget sig overfor den generation, der måtte lide under krigen, og stå med god samvittighed overfor den nye slægt.
Den sekstende november er der valg igen. Hvis den danske kvindes fredsvilje gik som en sejrende magt over landet, dragende alle med sig i sin uimodståelige styrke, ville kvinder verden over tage budskabet om lysets sejr over mørket, fredens triumf over krigens onde ånd som den første forjættelse om den nye dag, hvor broderskabstanken skal sejre.
Olga Eggers.
(Social-Demokraten, 10. november 1932).
Find andre artikler om Olga Eggers på denne blog ved at følge dette tag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar