En Samtale med Forfatterinden Fru Rose Bruhn.
Fru Rose Bruhn, den kendte Forfatter af Bondenoveller og historiske Romaner, holder til næste Aar 25 Aars Forfatterjubilæum og har i disse i disse Dage hos Schønberg udsendt en ny historisk Roman: Den lille Borgfrue.
Høj, statelig med det mørke, krusede Haar graaeprængt, mens de brune Øjne endnu flammer stærkt, lukker Fru Rose Bruhn mig ind i en 3 Værelsers Lejlighed i Adolfsensgade
- De ligner egentlig selv en Borgfrue - siger jeg.
- Giv mig Borgen, min Ven, saa skal jeg heller ikke have noget imod at være Borgfrue - værsgod!
- De bor da nydeligt!
- Jamen saa smaat! Jeg har maattet sælge natten alt. Mit gyldne Renaisancemøblement staar nu oppe i Ministeriet - i Departementschefens Modtagelsessalon. Men man kan jo ikke blive ved at holde stort Hjem, naar man altid rejser - - -
- Hvorfor gør De saa det?
- Fordi jeg har Uroen i mig. Jeg har al Tid haft den, det ligger mig i Blodet. Jeg er af Kulsvierslægt og jeg er vokset op i Gribskov og i Skovene omkring Frederiksværk. Far var Forstmand. Som Barn var det Skovene, der drog mig. Jeg løb væk Gang paa Gang for at leve ude i Naturen, i Skovene. Hjemme troede de, jeg var omkommen, og trak Net gennem Dammen, og imens vagabonderede jeg midt inde i Skovtykningen.
Lige fra ganske ung har jeg rejst Første Gang til Norge, dér traf jeg Nansen og Sverdrup - da de kom hjem fra den første Polfærd - og skrev hjem om det. Jeg har været Journalist. Rejsekorrespondent til en Mængde Blade i mit Liv. Jeg har nemlig været saa heldig, at der altid skete noget, dér hvor jeg kom, f. Eks. var jeg i ltalien under Vesuvs forfærdelige Udbrud. Jeg har skildret det i min Bog: Naar Jord og Hjerter gløder.
- Var det lige straks Historien der fængslede Dem og gav Dem Lyet til at skrive?
- Nej, jeg begyndte med mine Bondenoveller - for jeg kendte mine Bønder og - jeg elsker dem - ligesom Mor. Mor kendte alle Bønder i mange Miles Omkreds - ikke paa deres Tøj eller deres Ansigter eller Gang, men paa deres Heste.
Det er Per dens Hest og der kommer Rasmus dits og dats Hest - sagde hun altid. Det er bleven sagt af meget ansete Kritikere, at mine Bønder var de mest sandru, der er skildret, det er jeg stolt af.
- Men hvordan kom De saa til at skrive historiske Romaner?
- Det var min Mand - jeg var jo gift med Redaktør Hans Jensen, Sorø Amtstidende, der pegede paa Anne Lykkes Slægt og spurgte, om det ikke var noget for mig.
De kan tro, det var et Arbejde med Søgen efter Kilderne i gamle Skrifter rundt paa Herregaarde. Endnu til denne ældste Bog, Den lille Borgfrue, har jeg maattet opholde mig hele Sommeren paa Svendborgegnen for at studere de gamle sydfynske Gaarde. - Hvor alt dog var skønt fra den Tid, saadan en Kunst, de har skabt, præger hver Ting der er tilbage.
- Hvorlænge bliver De nu hjemme?
- Her? - Fru Bruhn ser sig rundt i sine Stuer - uden at hun aner det, er der Modvilje i hendes Blik.
- Ikke ret længe. Jeg har det bedst naar jeg rejser. Min Sørejse til Indien - ja og mit Ophold derovre - er en af mit Livs allerskønneste Oplevelser, og naar man ikke har kunnet finde Lykken andre Steder, er det dejligt, at Rejserne og bagefter det at mindes dem. mens jeg skrev, har kunnet fylde ens Liv.
Jeg rejser mig for at gaa.
- Sikken man dog bygger derovre paa den anden Side Gaden - siger jeg og ser ud.
- Det ligner en Fængselsgaard - svarer Fru Bruhn - tænder Lyset og trækker for Vinduerne. Gunver.
(B. T. 5. november 1925).
Rose Bruhn (1861-1939) var forfatter til cirka 15 bøger, flere skuespil og journalistik i 30 provinsblade. Hun var gift med redaktøren redaktøren af Venstre-avisen Sorø Avis - ham blev hun senere skilt fra. Hun var født i Frederiksværk som fatter af byens garver Bruhn i Nørregade 10. Stedet nedbrændte siden og i stedet blev "Generalen" opført på stedet. Rose Bruhn var med i Dansk Kvindesamfund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar