Et Besøg paa Islemark.
Vi modtog forleden et Brev om Forholdene paa Brønshøj-Rødovre Fattiggaard. Det skildrede Fattiglemmernes Liv med meget mørke Farver og bad om, at der maatte blive foretaget en Undersøgelse af Forholdene.
Fattiggaarden ligger ca. 1 Mil herfra Byen paa den saakaldte Islemark, et lille Kvarters Vej fra Husum Holdeplads paa Frederikssundsbanen. Egnen er ikke smuk, og som den laa der i det raa, regnfulde Vejrlig, var den kedelig. Ensomt og fladtrykt var det hele Land, saa vidt Øjet kunde skue, og det Bahnsonske Husumfort øgede den travrige Stemning.
Dér, vis a-vis Fortet, ligger Fattiggaarden. Hvad Krigsgalskaben har strøet ud med rund Haand, er taget fra Landets Fattige, fra Børnene, de Syge og de Gamle. Skønt Fattiggaarden er opført 1885, er dens Ydre ingenlunde særlig tiltalende. Det er en høj to Etagers Bygning, som langt snarere ligner en Fabrik end et Alderdomshjem, et Hvilested for Arbejdets Veteraner og fattige Stakler.
Denne Anstalt ledes af fhv. Forpagter Hagenow, hvem Sogneraadet har overdraget Forplejningen. For hvert Fattiglem er bevilget 35 Øre, og man er her atter inde paa det skadelige Princip, at Fattigbestyreren leverer Maden. Reglementet foreskriver, at Lemmerne skal have ½ Pot Mælk, en slump Smør og to "Rundtenom'er" Morgen og Aften samt to Rundtenom'er til Middagsmaden. Det ser jo ud til at være ikke saa lidt endda for 35 Øre. Men det er "Mængden, som skal gøre det". Middagsmaden er ikke særlig rigelig selv for ældre Folk, og en Tallerken Vandgrød samt en stegt Sild hører jo ogsaa til de billigere Livsfornødenheder. I alle Tilfælde sætter Fattiggaardsbestyrerne næppe Penge til paa deres kommunale Kostgængere, som altid maa løbe den Risiko at faa mindre Næring end de burde have, selv om de faar for alle 35 Øre.
Det er en af Sogneraadsforsørgelsens Fejl. Men der er en anden, som er endnu større. Vi sigter hermed til den Anvendelse, Bestyrerne kan gøre af Lemmernes Arbejdskraft. Hr. Hagenow, der for Resten gaar for en forholdsvis human Mand, er ikke alene Fattiggaardsbestyrer, men tillige Forpagter af 10-12 Tdr. Land Jord ved Fattiggaarden. Og de af Lemmerne, som kan taale Markarbejde, anvendes derfor paa hans Jord. Det er gratis Arbejdskraft, og der vanker, efter hvad vi erfarede, ikke en Gang en ekstra Taar Kaffe til de Lemmer, som tjener ekstra Penge til Bestyreren. Den tidligere Bestyrer, Mads Hansen, som tog væk for godt en halv Snes Aar siden efter at have tjent en Del Tusinder paa Fattiggaarden, gav dog Lemmerne Kaffe eller en anden lille Opmuntring for deres nødtvungne Villighed.
Det er for Resten her ret interessant at bemærke, at da Islemark Fattiggaard, for den nye Almindelighed toges i Brug, husede et halvt Hundrede københavnske Fattiglemmer, blev disse fritagne for Arbejde. Vor Kommune udtalte, at de maatte ikke tvinges til Arbejde. Men Brøndshøj-Rødovres Fattiglemmer er forpligtede til at arbejde efter det Skøn, Bestyreren tager over deres Kræfter, de stærkeste i Fattiggaardens Grusgrav eller paa Forpagterjorden, de svagere ved hvad der falder for i den daglige Husholdning. Selvfølgelig er det ganske rigtigt at anvende Lemmernes Arbejdskraft. men i saa Fald bør det ikke være til Bestyrerens private Fordel eller uden rigelig Forplejning.
Bestyreren har dertil andre Fordele. Han faar fri Ildebrændsel og Penge til Anstaltens Vask, der besørges gratis af de kvindelige Fattiglemmer. Som man ser giver den hele Ordning adskillig Lejlighed til at profitere af de Forsørgede.
Ved vort Besøg paa Fattiggaarden spurgte vi efter en gammel Kartoffelpranger Lars Jensen, hvis Tilværelse i et Brev til os var skildret med meget mørke Farver. Paa Stuen, hvor den gamle, noget aandssløve Mand havde Ophold, var der 7 Senge. For Øjeblikket er de 6 belagte, men selv for disse seks Mennesker er Værelset altfor lille. Luften var daarlig, skønt der herskede en jævn Properhed derinde. Men den gamle Lars Jensen var syg, og hans Sengeleje var som et Barns. Han laa tidt i sine egne Udtømmelser, og havde da ingen anden Hjælp end den, en 78-aarig, gigtsvag Snedker og Anstaltens krumbøjede Korøgter ydede ham. Og skønt de med moderlig Omhu tog sig af den syge Lidelsesfælle, manglede han aabenbart Hospitalspleje. Men Fattiggaarden lader sine Sygestuer staa ubenyttede, selvfølgelig for at spare Udgift, og Lægen, Dr. Li il de paa Nørrebro, kommer kun en Gang hver Maaned i Besøg paa Fattiggaarden.
Saa ligger disse Menneskevrag uden ordenligt Tilsyn og Pleje og maa være glade til, om de er saa sløvet, at de ikke selv fatter deres Tilværelses Usselhed.
Thi ussel er denne Tilværelse i sin Blanding af Fattigdom og nedbrudt Livskraft. Derhenne ved Døren ligger en næsten blind Gamling. Det udslukte Blik søger ud mod Stuen, og det raller fra den Syges Bryst. Hvor sørgeligt, hvor uhyggeligt! Paa Stolen ved hans Seng er henlagt en Flæskelevning og et Stykke Brød, og vi erfarer, at de syge Fattiglemmer ikke faar anden Forplejning end de raske. Man tænke sig: Rugbrød og fedt Flæsk til en Syg! Det er en Kur, som ingen Sogiiebonde vilde vove at byde sit eget Øg.
De Gamle klager ellers ikke paa Opholdet. Kun Kaffen synes dem lidt tynd. Men de er glade ved, at de har faaet Lov til at lægge sig paa Sengene om Dagen, naar de føler sig trætte. Tidligere blev Sengene slaaet op efter endt Natteleje.
Hvor mange skuffede Livshaab og hvor megen menneskelig Ynkværdighed Ijnses ikke paa en saadan Anstalt med en Snes Beboere! Og hvor frastødende tager det sig ikke ud i denne Ramme af Bondenærighed!
Med Vellyst indaander vi atter den friske Blæst, skønt Regnen bløder godt igennem og Vejene er et leret Morads. Herude er Frihed. Vi er unge og glade. Livet er lyst, og det rummer stærke Haab ! Men derinde - - -
Vi taler om Alderdommen, vi to, som atter vandrer hjem til den store By. Om vi nu selv blev gamle som hine, glemt af Slægt og Venner?
Saa vil den fremadskridende Kultur, baaret af vort unge Parti, vel have løst det endnu fim debatterede Spørgsmaal om human Forsørgelse for Gamle, Syge og Arbejdsinvalider.
(Social-Demokraten 14. november 1894).
Brønshøj-Rødovre Sogns fattiggård lå på hjørnet af Rødovrevej og Slotsherrensvej. En forgænger blev opført 1861 og havde plads til 30 fattiglemmer. Fattighjælpsmodtagerne skulle arbejde for føden, som nævnt bl. a. med at grave grus, mens kvinderne flettede måtter og lign. Den omtalte fattiggård blev opført efter en brand i 1884.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar