Landsbypigen. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift beretter Ignotus i "Polit." følgende rædselsfulde Skildring, som kan tjene til Advarsel for de mange vige, der med higende Længsel tragter efter blot at komme til Hovedstaden. Ignotus skriver :

Vi kjender denne Skikkelse, som ved Skiftedage vandrer fra Jærnbanestationen hen til Fæstemændenes Kontorer: Den lyshaarede unge Pige, der er saa jomfruelig undselig, saa bly og kejtet i sit Hvergarn. Frygtsom og nysgjerrig ser hun sig om i den store, straalende Verden, som skal bringe hende al den Lykke, hun drømte om ude i den stille Landsby.

Det er om en saadan ung Pige, vi vil fortælle en Historie fra de sidste Dage. Og naar De har læst den, vil De sige: Det er umuligt. Det kan ikke være sket i København.

Den unge Pige hed Marie Fuglede, og det var ikke blot Lyst til at komme bort fra Landsbyen, det var ogsaa Længsel efter den, hun elskede, der uimodstaaeligt drog hende ttl Hovedstaden. Under Efteraarsmanøvren, der havde fundet Sted paa hendes Egn, forelskede hun sig i en Infanterist, en Possementmagersvend ved Navn Køser, og gjennem Breve fra ham erfarede hun nu, at han havde faaet Løfte om en Plads i Hamborg og skulde rejse. Saa tog hun fra Hjemmet og ankom til Byen, netop tidligt nok til at faa sagt Farvel.

Nu stod hun alene. Rejse hjem vilde hun ikke gjerne, og hos Fæstemændene var der Trængsel. Hun søgte forgjæves, indtil hun tilsidst intet ejede. Da var hun glad, at hun fik en Plads i Kjælderen, Holmensgade 28. Hun anede i sin Uskyldighed intet om, hvad de fleste unge Piger vilde have anet blot ved at høre denne Gades Navn.

Vi fører nu vore Læsere ned i Kjælderen, kaldet Gummikjælderen, der ligger 8 Trapper in under ærbart Selskab.

Kjælderen bestaar af 2 Rum, af hvilket det ene og større er Samlingsstedet for de saakaldte Gummidrenge, det andet og mindre for tilfældige Gjæster. Paa Sidevæggen i den store Stue hænger Frederik den 7des Billede mellem to bibelske Stykker, hvoraf det ene bærer Titelen "Der verlorene Sohn erhält sein Erbtheil", og det andet "Der verlorene Sohn hütet die Schweine". 

Gjennem Tobaksrøgen, der fylder Stuerne, skjelnes de store Bjælker under Loftet, og paa Gulvet rundt om Bordene et Mylr af søndagsklædte Herrer, der spiller Kort og drikker Øl. Der hviler over disse Skikkelser et Præg af Sejghed, som berettiger dem til Kjælenavnet Gummidrenge. Alle Haandbevægelser foretager de med udspilet Lille finger. De bærer Nakkeskilning, Læg i Kravebrystet og kulørte Slips. Desuden har de i fortrolig Samtale deres eget Sprog.

I dette Selskab befandt den unge Pige, Marie Fuglede, sig en skønne Dag.

Hun anede ikke, hvad det var for Mennesker, der fyldte disse Stuer, og da hun intet forstod og derfor ikke rødmede, saa troede Gummidrengene, at hun tilhørte deres kreds.

Men da det lidt efter lidt gik op for dem, at hun var en ung uskyldig Pige, saa blev de baade slaaede af Forbavselse og optændte af Forbitrelse. En saadan Piges Nærværelse betragtedes af dette Selskab som et rent ud sagt usømmeligt Brud paa Traditionen.

Under Paaskud af, at hun skulde hente noget, lokkede derfor en af de mest kjendte Gummidrenge hende op paa sit Værelse i samme Gade Nr. 8, og her aflaasede han Døren, kastede sig over hende og rev Livet op paa hendes Kjole.

Den unge Pige skreg og satte sig ttl Modværge, og det med en saadan Hæftighed. at Voldsmanden blev kastet over mod Væggen. Til alt Held laa der i Stuen ved Siden af en syg Haandværkssvend, som mærkede, hvad der var paa Færde. Han var saa svag, at han ikke kunde rejse sig, men dog greb han en Støvleknægt og dunkede med den paa Læggen. Herover blev voldsmanden forskrækket, kastede den skjælvende Pige fra sig og gik, dog først efter omhyggeligt at have aflaaset Døren.

Hun laa paa Gulvet og blev liggende nogen Tid. Da traadte der pludselig 2 Banditer ind i Værelset.

De vor udsendte af Voldsmanden, hvis Navn var Fritz Sørensen, kendt under Navnet "Fritz med Hummeren". Fritz havde mødt disse Kammerater i Kælderen og havde beklaget sig for dem. Saa havde de bedt om Nøglen og traadte nu begge ind til den forfærdede Pige, hvem de behandlede paa den skændigste Maade, uden at de dog opnaaede deres Hensigt. Omsider forsvandt de, da de ved en Støj paa Trappen var blevne ængstelige for, at Folk nu paa Gaden skulde have hørt Pigen.

Men før deres Bortgang aflaasede de Døren, og da de kom ned i Kælderen, gav de Fritz Nøglen. Derpaa drak de tre Gentlemænd "en Spids".

Imedens slæbte den udmattede Pige sig hen til Vinduet og skreg om Hjælp. Men af Skøgerne, som stod langs Husrækkerne, fik hun ikke andet Svar en grove Ord og Haanlatter.

Hvillen Scene! Den syge Haandværkssvend, der ligger i sin Seng med Støvleknægten. I Vinduet den unge rædselsslagne Pige, der raaber ned til Skøgerne, og i Kjælderen de 3 Banditter, der stikker Hovederne sammen om en Spids.

Ingen forbigaaende ænsede den unge Piges Raab.

Først ved Tolvtiden indfandt Fritz "med Hummeren" sig igjen i Værelset, kastede sig atter over den ulykkelige, brødes med hende og slog hende, indtil hun besvimede. Saa røvede han hendes Ære.

Efter endt Forbrydelse lagde han sig paa sin Seng og faldt i Søvn. Og ud af hans Vestelomme tog nu den unge Pige Nøglen, aabnede Døren og løb ned paa Gaden.

Men hun løb ikke hjem. Nej, hun løb lige ud. Gade op og Gade ned med nøgne Ben, med iturevne Klæder og med flagrende Haar. Og hver Gang hun i Nattens Mørke fløj forbi en Forbigaaende udstødte hun et forfærdet Skrig.

Hun var bleven vanvittig, og som saadan indfangede man hende og sendte hende ud til Bistrup, hvor hun er i dette Øjeblik.

Selvfølgelig blev "Fritz med Hummeren" og de to andre Gummidrenge arresterede, og ligesaa blev Skøgerne, som havde hørt den unge Piges Raab. De aflagde allesammen falsk Forklaring, hvilket yderligere vil øge deres Straf.

Nu skete der det uventede, at Fritz Sørensen kort efter sin Anholdelse arvede en Sum paa 25.000 Kr. Af disse Penge vil den unge Pige faa en Erstatning, rimeligvis en halv snes Tusinde Kroner. Men af denne uventede Rigdom har hun ingen Glæde. Rædslen, hun har følt, synes for evigt at have kastet Mørke over hendes Sjæl.

Hun har været en af de friskeste Blomster, der uden Skaansel kastes paa det store Baal. Maaske hænder sligt ret ofte. Det bør dog vel en Gang imellem læses ude i de smaa Landsbyhjem - til Skræk og Advarsel.

(Aarhus Amtstidende 20. november 1894).

Under navnet "Ignotus" gemmer sig ret sikkert Henrik Cavling.