2 Dage og Nætter i Kaschotten for 2 Kroners Skyld.
Mange Københavnere, der passerer til og fra Kommunehospitalet, vil have bemærket en fattig Blomstersælgerske, der med sin Kurv har taget Stade i Nærheden af Hospitalet, falbydende sine Buketter til dem, der ønsker at bringe en lille Opmuntring ind til de Syge.
Blomstersælgerskens Navn er Enke Caroline Eriksen, hendes Mand afgik for nogen Tid siden pludselig ved Døden, og nu maa hun søge at ernære sig og Børnene ved denne lille ambulante Blomsterhandel.
Men i disse Dage har hun siddet, ikke paa sin sædvanlige Plads ved Hospitalet - men i Fængsel for at afsone en Mulkt paa 2 Kr.!
For at bøde paa den knappe Indtægt har Konen nemlig ogsaa forhandlet Blomster om Søndagen, og da dette er stridende mod Loven, har Politiet to Gange noteret hende og hun er hver Gang idømt en Mulkt af 2 Kr., som hun ikke kunde betale - og saa maatte hun i Kaschotten.
I Tirsdags Morges Kl. 6 kom to uniformerede Politibetjente ind i Konens fattige Lejlighed i Vognmagergade 21, Stuen over Gaarden, og afhentede hende til Politistationen, hvor hun maatte sidde i 3 Timer til Kl. 9, hvorefter hun endelig førtes i Arrest Den ene Mulkt paa 2 Kr. blev betalt, men Resten, de andre 2 Kr., afsonede hun med 2 Dages Fængsel - hun slap ud igen i Gaar.
Og imens der saaledes for disse 2 Kroners Skyld lægges Beslag paa 2 Politibetjente, en Vogn og en Celle med Lys, Varme og Bespisning i 2 Døgn - saa sad Smaabørnene hjemme, savnende Moderen, der skaffer dem Brødet.
(Social-Demokraten 19. oktober 1894).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar