Et par Ord om vores Spadseregange og om vores Lastdyrs Skæbne

(Efter indsendt)

Af Københavns få spadseregange er volden både den mest besøgte og den allerbekvemmeste overhovedet for flertallet. Så meget desto mere kunne man ønske, at man bortfjernede alt, hvad der kunne tilintetgøre eller formindske dens behagelighed. Det er ikke tilfældet. I går den 18. april mellem 3 og 4 om eftermiddagen blev indsenderen mellem Vester- og Nørreport antastet af ikke mindre end fem betlere, af hvilke to var slaver. Den ene af disse forfulgte ham over 100 skridt med en højst ubehagelig påtrængenhed.

Ved nedgangen af volden, der hvor man stiger ned i Filosofgangen, måtte han derpå være vidne til et oprørende syn. En med vogn lastet tungt med kornsække og med to radmagre heste forspændt vognen, var i færd med at komme op ad volden til den mølle, der ligger omtrent lige ud for Lavendelstræde, og hvortil vejen går forbi enden af de barakker, der endnu står i Filosofgangen. Man pryglede på de stakkels heste, som forgæves opbød deres sidste kræfter. Under to drøje møllekarles forenede slag kravlede de et lille stykke op, men standsede så igen og overgav sig med fortvivlende tålmodighed til de smerter, som havde til hensigt få dem til at gøre det som var dem fysisk umuligt.

Her ved Lussemølle ud for Lavendelstræde ved Filosofgangen blev nogle stakkels heste drevet op til møllen med et alt for stort læs (Møllen lå hvor Københavns Borgerrepræsentations lokaler nu er. Foto fra 1875, "Strøget").

Allerede to gange før har indsenderen på samme sted været vidne til et lignende barbari. Overvældet af medlidende og harme besluttede indsenderen straks at påberåbe sig love, fornuft og menneskelighed til fordel for de mishandlede lastdyr gennem Deres Politiven. Men han var nær ved igen at fordømme denne tanke. Det faldt ham ind at flere stemmer alt for længe siden i dette blad havde hævet sig til deres bedste, men forgæves. Dog, tænkte han igen: Om det gode må man ikke fortvivle, og skulle den bemærkning vedblive at være sand, at i København kan trældyrets mishandling alene sammenlignes med de udøvendes barbari, og med tilskuernes ligegyldighed og ufølsomhed - godt så, hans hjerte frikender ham. Han har ikke tiet om det.

Logiverne i Zürich tænkte menneskeværdigt i en hård vinter hvor de ikke alene forbød at tilføje fuglene noget ondt, men også befalede at kaste brød for dem (Joh. Müller Gesch. d. Schweitz 3 B. 2 kap) og det var i året 1435! *). Hvor ædelt et træk i jydens nationalkarakter hin bekendte. Ofte med så liden øre spottede, nænsomhed over dyret, der retfærdig og øm afmålet byrden efter dets kræfter, letter det samme på enhver måde, ofte ved egen deltagelse **), og ikke sjældent skænkede det en medlidenheds tåre, når det mishandledes af, eller kom mishandlet tilbage fra, fremmede hænder.

Vi har en bestemmelse i lovgivningen om vægten af et læs. Og sikkert vil vort årvågne politi straffe overtrædelser af det, når det ser eller erfarer dem. Men det er jo en umulighed i de fleste tilfælde. Og selv om det ikke var, hvad værger da mod mishandling i de gentagne tilfælde, hvor læsset ikke er ulovlig stort, men dog alt for tungt for syge eller kraftløse heste?

Det er sikrere at forbedre kuskens eller køresvendes moral. Det burde derfor i alle almueskoler højlydt indprentes de unge, at grusomhed mod dyr er synd mod deres skaber. Og det var vist nyttigt, hvis vores gejstlige talere helligede i det mindste en af deres prædikener til den skønne hensigt, at forædle mennesket ved at forædle hans omgang mod de ham undergivne dyr.

*) Her fortjener at anføres, at det mange steder i Norge er skik, på juleaften på åben mark at udsætte en høj stang med en utorsken kærv af havre, som kaldes julekærv, til glæde for fuglene.

**) Blandt de mange eksempler som Informanten enten har hørt eller været vidne til, vil han her anføre et. På et gods i det sydligere Jylland, hvis beboere som nu velhavende, men dengang var undertrykte og usle, var en fæstebonde blevet så forarmet, at han ingen kreaturer havde om foråret til at dyrke sin jord. En ko der var med kalv, måtte spændes for harven. Bondekonen spændte sig selv i med koen, og de harvede sammen en hel ager. Hun gik derpå op til herregården for at råbe om forbøn hos herremandens frue, der var ligeså elsket, som hendes mand var forhadt. I det hun nu fremsatte sin nød og fortalte, hvorledes hun og koen havde arbejdet sammen, lagde hun grædende til: "For min skyld kunne det endda være det samme, men mit hjerte er færdigt at briste, når jeg tænker på den stakkels ko"

(Politivennen nr. 418, 26. april 1806, side 6649-6654)