01 november 2015

Et Par Ord i Anledning af Rygtet om Anlæg af en Dampmølle paa Nørrebroe.

I et af de foregående numre af Politivennen omtaltes det at Nørrebros beboere manglede et par af de goder de lige så vel som stadens indbyggere og Vesterbros beboere kunne og burde besidde, nemlig lygter og vægtere. Dersom de imidlertid ikke fik nogen af disse, så får de trøste sig så godt de kan med at da de i lang tid har undværet dem, så vil de vel også fremdeles endnu kunne undvære dem, indtil en lykkeligere time slår for dem. Og at de når de savner disse goder, er de også fri for de derved forbundne udgifter.

Men nu vil man ifølge rygtet påføre dem et onde der ikke tåler sammenligning med disse og flere lignende mangler. Der siges nemlig at der på Nørrebro
skal anlægges hverken mere eller mindre end en dampmølle til melmaling i en af de bygninger af Blågård som ligger ved vejen til Assistenskirkegården, nemlig i den bygning som var indrettet i en del af det så hurtigt her opkomne, men så vidt vides ligeså hastigt igen forsvundne broncefabrik. Det kan vel ikke nægtes at denne indretning måske nok vil svare regning for interessenterne og rimeligt også vil bidrage til at det brændevinsbrænderi der for nogle år siden blev anlagt i en anden af Blågårds bygninger og lovede så meget, men holdt så såre lidt, kan komme i fuld gang, da det jo må være en stor fordel for en brændevinsbrænder at have møllen, så at i sige i samme hus. 

Men om naboer, genboer og enhver af stadens og broens indbyggere der benytter den, især i de senere år så yndede og hyppigt besøgte vej forbi Blågård til kirkegården, ja endog til Frederiksberg, ville finde sig enten tjent med eller endog kun fornøjet ved en dampmølles anlæg på det anførte sted, er et spørgsmål som enhver der har sund menneskeforstand, og som engang har været i en af Skt. Pederstrædes bygninger nær ved volden, eller endog kun i selve gaden, må besvare benægtende, om han endog selv var interessent i dampmøllen eller Blågård. 

For hvem vil vel opslå endnu en bopæl i nærheden af en sådan maskine der hele tiden udkaster og fylder værelser, haver, kort sagt alt med en modbydelig stenkulsdamp, forårsager en skrækkelig larm og rystelse og må opfylde enhver med frygt for ildebrand, især på et sted hvor det vigtigste slukningsmiddel, vand, mangler ved så mange ejendomme? Hvorfra kan ejerne vente erstatning for at de ikke længere kan få deres værelser bortlejede, og i det hele taget for deres ejendommes forringelse på grund af naboskabet med en sådan maskine? Er det i øvrigt alt andet tilsidesat rigtigt at anlægge en sådan tæt ved vejen hvor heste ved larm og røg kan blive sky og afstedkomme skade? Er det rigtigt ved en sådan indretning der kan anlægges på hundrede andre afsides liggende steder aldeles at vansire en af hovedstadens skønneste og mest besøgte forstæder?

Hvorfra skal denne dampmaskine få det fornødne vand? Dog vel ikke fra stadens beholdningssøer. For så ville disses beholdning vist nok temmelig medtages. Hvor vil man lede spildevandet hen uden at det muligt vil bidrage til at opfylde søerne med jord og mudder? Og vil endelig kuldamp og støv ikke når vinden bærer ind over søerne, kaste sig på disse og gøre vandet af samme væmmeligt at nyde?


Skønt alt forestående og det mere der kunne anføres mod dampmølles anlæg på det berørte sted, ikke kan ventes at ville undgå deres opmærksomhed,  som det påhviler at veje grundene for og imod at et sådant anlæg tillades, har man dog anset det for pligt mod sig selv herved offentlig at fremsætte sine modgrunde, og således gøre alt hvad der stod i ens magt, før man overraskes ved den efterretning at dampmøllen allerede stod der.


(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5037-5041).


Redacteurens Anmærkning

Læserne blev beroliget i Politivennen nr. 320. 16. Februar 1822, s. 5142-5143.

Vindmøllerne fortsatte med at male indtil slutningen af 1800-tallet. Men fra ca. 1825 begyndte de at blive udfordret af industrielle møller, eller valsemøller der kørte på dampmaskiner. De blev opfundet omkring 1770, men mødt med stor modstand fra de magtfulde møllerlaug. Londons første dampmølle blev fx afbrændt 1791 efter at have fungeret i 5 år. De første dampmøller var ikke særlig effektive, og Danmarks første fra 1799 blev ikke nogen succes.

Enevælden var som Politivennens skribent ikke til industrielle forandringer. Hambroes Ris- og Melmølle på Bodenhoffs Plads (1830) blev en enlig svale. Først under pres fra konkurrencen fra udlandet i 1880'erne kom der gang i dampmøllerne: Blegdamsmøllen, Toldbodmøllen A/S (1893), Aktieselskabet Havnemøllen (1903), Møllekompaniet Cerena (1918) og Borgergades Mølle (ca. 1932).

Rygtet dukker op igen i artiklen "Et Par Ord i Anledning af Rygtet om Anlæg af en Dampmølle paa Nørrebro" i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. April 1830, s. 239-245. Og afvises med nogenlunde samme argumentation som ovenstående. Med citat fra bl.a. formanden for oldemandslavet, Ølund, der havde en mølle ved Nørrebros Rundel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar