- I Torsdags vare de norske og svenste Studenter i der kgl. Theater for at overvære Opførelsen af "Barselstuen" og "Torreadoren", og bleve modtagne med en af Oehlenschläger forfattet og af Fru Heiberg fremsagt Prolog. Igaar Eftermiddags drog de samlede ud til Frederiksberg Have, hvor der i en smuk Sang blev bragt Oehlenschläger en Hilsen fra Studenterne ved Upsala Universitet, hvorefter man begav sig til Søndermarken, der ikke alene velvillig var aabnet for de fremmede Gjæster, men hvor tillige det norske Huus var smykket med Blomsterkrandse. Senere begav man sig til Tivoli, hvor en Afskeds-Sera var arrangeret i Arenaen, som Hr. Agent Carstensen til den Hensigt havde decoreret meget smukt. I Midten stod en uhyre stor Tønde, omgiven af viinløvbekrandsede Drenge og smaa Nisser i Bellmansk Maneer, som udtappede forskjellige Drikkevarer i Karafler, hvoraf atter udskjænkedes til Deeltagerne i Festen. Rundt uden omkring Tønden var et Bord med Spisevarer, og paa den ene Side, ovenover en smuk Blomsteropstilling var Orchestret anbragt. Ogsaa ved denne Leilighed manglede det ikke paa udførlige Toasttaler, hvormed man i Begyndelsen kom i Conflict med Musiken og Larmen paa Rutschbanen og Jernbanen, der dog paa Opfordring standsede og saaledes ogsaa tillod endeel af den store Folkemængde, der havde indfundet sig paa Tivoli, udenfor Arenaen at opfatte noget af disse Taler. Først blev af en norsk Student udbragt en Skaal for de to Konger Oscar og Christian den 8de, der velvilligen havde fremmet og lettet denne Sammenkomst af nordiske Studenter, hvilken Skaal, efter en levende Akklamation, blev gjentagen ved Capellan Helweg med samme Motivering. Student Sundt fra Norge tolkede derpaa i et hjerteligt Foredrag de Norskes Erkjendtlighed for den her nydte Modtagelse, som de ikke vilde kalde Gjæstfrihed, thi naar Slægtninge modtage hinandens Besøg, øve de ikke Gjæstfrihed, og de invitere heller ikke hinanden igjen, thi de vide at de til hver Tid ere velkomne i hinandens Hjem. Hertil føiede Cand. Hage fra dansk Side en Tale, hvori han mindede om det store Skridt, Norge er ilet forud for Danmark i Udviklingen af de borgerlige Forhold. Efterat man derpaa havde overværet et ved Stadsgraven meget smukt arrangeret Fyrværkeri, vendte alle Studenterne tilbage til Arenaen, hvor Toast -Talerne fortsattes, idet atter forskjellige af de svenske og norske Gjæster udtalte deres levende Følelser for den venlige og kjærlige Modtagelse, der her er bleven viist dem fra alle Sider, hvis Minde stedse vilde blive dem en levende Impuls til at fastholde og tjene den Idee om Folkenes Forening i Venskab og Broderlighed, som her havde ført dem sammen. Efter endt Sera begave Gjæsterne sig til Concertsalen, hvor Sang og Musik endnu afvexlede en Tidlang, og senere forlystede man sig rundt omkring i det prægtigt oplyste Tivoli indtil den klare Morgenstund, da man vendte tilbage til Byen. Imorges Kl. 8 samledes Gjæstevennerne i Universitetets Solennitetssal for at ledsage Normændene til deres Afrejse. Cand. Ploug udtalte der nogle meget smukke Afskedsord til de bortdragende Venner, som besvaredes af Student Sundt, hvorpaa man med Fanerne i Spidsen drog ud til Toldboden og endnu engang udbragte et rungende Hurraraab for de Bortdragende, der gjentoges indtil Dampskibet "Carl Johan" havde fjernet stg fra Kysten. Om Middagen samledes man atter i Solennitetssalen for at ledsage de svenske Venner til Dampskibene. Efterat man fra begge Sider endnu havde holdt adskillige Afskedstaler, drog man atter i en lang uoverskuelig Procession til Toldboden, hvor den forsamlede Mængde bragte de svenske Venner den sidste hjertelige Afskedshilsen idet de seilede bort. - Saaledes er altsaa de flygtige Dage for dette vistnok betydningsfulde Besøg af den svenske og norske Ungdom i Danmarks Hovedstad allerede forsvundne, og det Indtryk, det har efterladt, tilkommer det os nu at pleie om og vedligeholde i sin aandige Reenhed, hvorved vi dog ikke ville tilbageholde at udtale vor Beklagelse over, at dette Besøg ikke er blevet givet et mere folkeligt Præg ved de af de herværende Studenter og det skandinaviske Selskab anstillede Festligheder, hvorved man bestandig har holdt sig langt mere exclusivt end tjenligt var, og derved ingenlunde taget til Mønster de folkelige Fester, som i de senere Aar ere blevne holdte paa Skamlingsbanke og Himmelbjerget. At dette Besøg desuagtet er blevet opfattet i en folkelig Betydning, er kun et Beviis mere for vor Tids Trang hos Nationerne til at knytte sig til hverandre til gjensidig Understøttelse i deres Bestræbelse til en høiere og friere Udvikling.
Som Afskedshilsener, have de nu bortrejste Gjæstevenner efterladt nedenstaaende tvende Digte: Fra Normændene:
Mel. For Norge, Kæmpers Fødeland.
Paa vilde Bjerge staaer vort Hjem
Stærkt lagt af Furutømmer;
Der blomstrer Livet mildt ei frem,
Der Konsten end sig ømmer.
Men Værten i vort Hjem er god.
Længst Frihed jo som Vogter stod -
Og freidigt slaaer vort Ungdomsmod
For hvad i Tiden drømmer.
Den Aandens Pagt, som regnbueklar
Nu over Nord sig sætter.
Og med sit friske Fremtidssvar
Bortdriver Taagens Jetter -
Den er og vor: Vi kan, vi vil
For den vort Field ei lukke til -
Den brænder som en Sankthansild
I vore lyse Nætter.
See! derfor fulgte vi med Lyst,
O Brødre! Eders Stemme:
Her staae vi nu paa Danmarks Kyst
Med Svensk og Dansk, som hjemme.
Sødt klinger Ord fra Brødres Mund,
Varmt Brystet staser af dybest Grund -
Ha! denne fagre Ungdomsstund
Vi aldrig, aldrig glemme!
Men næstegang, naar Birken staaer
Lysgrøn i klippens Revne,
Paa vore Fædres Ovelsgaard
Vi sætter Eder Stevne.
Vi ere ei af mange Ord,
Vi lade tale Fjeld og Fjord -
Men Trofasthed i Norge boer,
Kom! prøver der vor Evne.
A. Munck.
Det sidsta handslaget.
Lunds Studenters afsked från Kopenhamn.
Är det ögonblickets låga,
Som så varmer själ, och sinn?
Gerna: men i stundens toga
Kryper evigheten in.
Nu står ingen nordbo ensam,
Stark han känner sig med skäl,
Hvarje segar blir gemensam,
Döden blir det äfvenval.
Gifven plats for oss i nöden!
Sveden hade jemt för fred
Hedersplatsen ta i döden,
Ligga i det främsta led.
Ovän vi tillbaka sticka,
Och vårt blod det räcker väl
Till en matta, att han icke
Stöter mot vår jord sin häl.
Om oss öfvermakten makar
Ur hvar vinkel af vårt land,
Gripa vi i himlens hakar,
Rycka blixten ur Guds hand,
Och på den vi grensle rida,
Ned till fädrens land igen:
Och vår ridt stall spörjas vida
Och vår nord stå upprätt ån !
Talis Qualis
(Kjøbenhavnsposten 28. juni 1845).
- havde som sædvanlig paa Volden ved Vesterport samlet en talrig Folkemængde af de Classer, for hvem Betalingen for en nærmere Deeltagelse ikke er nogen let Sag, og som derfor gjerne nøies med at see til i Afstand. Da de nu henimod Midnat skulde drives ned af Volden ved et Par Soldater fra Vesterportsvagt, modsatte endeel sig, og det kom derved til Haandgribeligheder, hvorved en Soldat skal være bleven truffen af en Steen og nogle Civile saarede af Bajonnetstik, ogsaa bleve Vinduerne i Vagthuset slaaede ind. Den derefter hentede militaire Hjelp af Husarer og Infanteri kom heldigviis ikke til Anvendelse, da Folkemængden forinden havde adspredt sig, og de ankomne Husarer trak sig tilbage til en af Sidegaderne for ikke at forstyrre de fra Tivoli i det samme tilbagevendende Gjæster. Naar denne Forstyrrelse af den sædvanlige Orden, der ellers har fundet Sted uden nogen Afbrydelse under forrige Uges Festligheder, ikke kan andet end beklages, saa maa Skylden derfor dog nok ene tilskrives vedkommende Autoriteter selv. Thi enten var det nødvendigt eller ikke nødvendigt at negte Folk den Fornøielse at staae paa Volden den Nat saalænge de lystede. Men i første Fald burde man have udført Neddrivelsen med en saa tilstrækkelig militair Magt, at det ikke kunde have faldet Nogen ind at gjøre Modstand, og til en saadan overordenlig Forholdsregels Anvendelse var der ved denne Leilighed saa megen mere Grund som disse simple Classer, hvoriblandt nogle modsatte sig de enkelte Soldaters Bud, netop i hele forrige Uge havde seet de sædvanlige Regler for den strengere Orden og Rolighed om Natten her i Staden for endeel suspenderede, og derfor vel kunde falde paa at mene, at det ogsaa maatte være dem tilladt at gjøre den lille Undtagelse derfra ved at forblive paa Volden som Tilskuere saalænge de vilde. Dette vilde vistnok heller ikke have foranlediget enten nogen Fare- eller videre Uorden, som det ved en saadan Leilighed var værd at forebygge. Nu derimod kom det endog til Blodsudgydelse, som kunde have været forhindret i begge Tilfælde, men som ved de trufne Foranstaltninger let kunde være bleven langt værre, hvis ikke de Enkeltes fornuftigere Adfærd eller tilfældige Omstændigheder havde forebygget det.
(Kjøbenhavnsposten 30. juni 1845).
Det nordiske Studentermøde.
I Roesk. Av. af 28de ds. læses Følgende: Ogsaa vor By har havt et kjærkomment Besøg af endeel svenske og norske Studenter, som i Gaar vare førte herud af nogle af deres roeskildske Venner, som studere ved Kjøbenhavns Universitet, hvis Forældre modtoge dem med ikke mindre Glæde, end de alle ere blevne modtagne i Hovedstaden. Efterat have beseet Domkirkens Mærkværdigheder, Cathedralskolen, beundret den skjønne Udsigt fra Rectorboligen, samt prøvet den herlige Maglekildes Vand, som i det Mindste endnu er tilgængeligt for Alle, fjorde de en Formiddagstour til Lethraborg for ogsaa at lære denne dem interessante klassiske Egn at kjende, hvorhen man her havde en rask Befordring af fire store Vogne i Beredskab for dem, vendte derpaa tilbage til osm hvor der i en Hast var af benævnte Familier anrettet et Middagsmaaltid, som oplivedes ved den almindelige Munterhed, danske Sange af de elskelige Fremmede, og gjensidige Toaster. Allerede Kl. 6 maatte de vakkre unge Venner igjen forlade os, ledagede af et kjærligt Farvel og efterladende alle dem, der gjorde deres Bekjendtskab et kjært Minde om denne glædelige Dag.
(Flyveposten 1. juli 1845).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar