Det norske dampskib Carl Johan afsejlede kl 10 formiddag, mens det svenske afsejlede noget senere.
- Det nordiske Studentermøde. V. Medens vi endnu staae til Rest med Beretningen om det skandinaviske Selskabs Fest i Dyrehaven i Onsdags, om Aftenen i Skuespilhuset i Torsdags og i Studenterfesten i Tivoli samt hvad der desforuden passerede igaar, dels fordi vi have savnet Plads, dels fordi vi ønske at gjøre vor Beretning saa fuldstændig som muligt, hvortil endnu ikke alle Materialier ere os forhaanden - saa ville vi derimod ikke opsætte at omtale den i sin beskedne Stilhed høititelige Afsked, som Studenterne idag have taget med deres Gjæster. Da det norske Dampskib paa Grund af den med Rhederen indgaaede Accord, hvilken Skibsføreren ikke vovede at overtræde, var nødt til at afgaae herfra idag senest Kl. 9 Morgen, men "Malmø", der skulde overføre Lundenserne, først kunde komme fra Lybek ved Middagstid og igjen afgaae Kl. 2 Eftermiddag, saa var man nødt til at dele Afskeden i tvende Dele, hvilket dog ikke medførte nogen Forstyrrelse i dens Alvor og Værdighed. Kl. 8 samledes man med Normændene i Universitetets Solennitetssal, der ligesom ved Ankomsten velvilligen var opladt af Rector, hvor Cand. Carl Ploug rettede følgende Ord til de Bortdragende:
Norske Brødre! Jeg kommer for at sige Eder et Ord til Afsked. Det bliver simpelt og kort, men Afskedens bevægede Øieblik behøver ikke, bør ikke behøve mange eller smukke Ord. Jeg takker Eder, fordi I besluttede Eder til at opsøge Eders Frænder paa denne Side Kattegat og Skagerak; jeg takker Eder, fordi I kom hertil, besjælede af den samme Aand, som begejstrer os, og fordi I drage bort herfra, det veed jeg, opfyldte af Venskab og broderligt Sindelag imod os.
Hilser Eders Folk i Klippelandet, at der hos os paa Sletten kun findes een Følelse for Norge, det er Broderkjærlighed; hilser det, at for den nu mandvorne Slægt af det danske Folk har der aldrig existeret noget Brud med, nogen Adskillelse fra det norske, fordi vi erkjende at være forbundne med Eder ved et aandeligt og nationalt Baand, som ikke kan brydes; hilser det, at vi, denne mandvorne Slægt, aldrig have beklaget, at Norge ophørte at være Danmarks Tjenesteqvinde, men at vi altid have glædet os over i det at besidde en fribaaren Søster.
Lever vel! Vorder lykkelige! Gaaer hen og udfører den Aands Gjerning, som Eder udsendte, da vil vor Skilsmisse kun blive kort, eller rettere, blive ingen, thi hvor denne Aand reiser sin Helligdom, der skulle vi altid boe og bygge sammen, og naar den kalder os til Kamp, skulle vi altid mødes under det samme Banner. Lever vel!
Stud. Theol. Eiler Sundt svarede, efter et nifoldigt Hurra, herpaa med nogle varme Yttringer, hvori han takkede de danske Brødre for deres gjæstfrie Modtagelse og ønskede Guds Velsignelse over dem. Derpaa satte Toget sig i Bevægelse og drog, med 4 lundensiske og en dansk Studenterfane i Spidsen, i Tysthed langs ad Volden til Østerport og derfra til Nytoldbod, hvor "Carl Johan" endnu henlaae. Da Gjæsterne vare gaaede ombord - deres Tøi var tidligere henbragt - begav de Følgende sig, medens Skibet kastedes los fra Bolværket, ud paa den med Commandantskabets velvillige Tilladelse ligesom ved Ankomsten aaben staaende Lange-Linie og stillede sig med Fanerne paa den fremspringende Pynt, hvorfra den sidste mangfoldigt Hilsen rullede over til de i rask Fart Forbiilende.
Ved Middagstid mødtes man atter i Solennitetssalen. Da den dertil bestemte foran i dette Numer aftrykte Sang paa en besynderlig Maade var bleven ubrugbar, afsang man en bekendt ældre Sang af C. Ploug: "Lange var Nordens herlige Stamme", og derefter talte Mag. M. Hammerich:
"Venner og Brødre fra Sverigs Universiteter!
Vore norske Brødre ere afrejste; nu er ogsaa vor Afskedstime kommen. Vi have kun tilbragt faa Dage tilsammen, men i disse Dage have mange Tanker og Følelser gjennemkrydset vore Sjæle, mange Billeder ere gledne vort Øie forbi, mange Minder ere spruttede, mange Længsler ere vaagnede. See! vi have delt disse Dage med hverandre, og naar Land og Hav ligger mellem os, ville vi bevare Glæden over det rige Liv, som de indeholde. Thi det er ikke blot os selv og vore Nærmeste, hvis ferier ere udvidede som ved et Aandepust fra de bedre Egne. Nei, fra den Time, da I under jublende Hilsener stege iland paa Danmarks Kyst, indtil denne Time have vi seet en Rørelse i Folkelivet, en Samdrægtighed imellem alle Samfundets Classer, en Modtagelighed for fælles Indtryk, en Beredvillighed til giensidig Tjeneste, som minder os om vore Fædres og Mødres Fortællinger om Krigens onde Aar, naar fælles Hiemsøgelser aabnede Hjerterne og nedbrøde Hverdagslivets Skranker. Det er kun faa Dage, som vi have tilbragt med hverandre; derfor har der indtil den sidste Dag lydt Velkomsthilsener til Eder, ja Alt, hvad I have hørt og seet iblandt os, er i sin Hovedsum et langt uddraget, et dybt gjentonet, et tusindstemmigt Velkommen. Men vi have i saa lange Aar været adskilte, at det ikke er at undres over, at vi behøve Dage til at fejre vort Gjensyn, til at give og modtage de broderlige Hilsener, som I længtes efter at give og modtage, Længselen drog Eder fra Hjemmets Kyster, indtil I fandt og gjenkjendte Eders Brødre. Ja I vi ere ikke trufne sammen ved et Tilfælde, vi ere, efter en gammel Digters Ord, ikke mødtes for et Øieblik lig Træspaaner, der drive om paa Verdenshavet; men vi have søgt hverandre, vi have fundet hverandre, og vi vide nu, hvor vi skulle søge og finde hverandre. Guds Velsignelse over den Fred og Kjærlighed, hvormed vi mødtes, hvormed vi adskiltes, Farvel! leve vore svenske Brødre!"
Mag. Arvid Sundberg hilsede fra de i Upsala bjemmeblevne Studenter og føiede hertil sine Kammeraters hjertelige Tak. Den medbragte Hilsen ledsagedes af følgende omdelte Digt af Nybom:
I Broder, vi kunna ej komma i år
Och hvarför? - det fn I ej fråga.
Vår helsning ar nu blott en saknadens tår,
Som glänser af trohetens Läga.
Så gråter den Nordiske yngling sin brud,
Och kläder sin längtan i tonernas skrud
Nu, Bröder, förskån I vår kärlek.
Hvad gör det dock, om vi ej råkas en tid?
Om festen ej alla kan samla?
Vi träffas en gång i den heliga strid,
Då allt, som är murket, skall ramla;
När Anden tar mandom och griper till svärd,
Och stridsljust det blifver i hela vår verld,
Då, Bröder, vi träffas väl Åter.
Treeniga Nord, haf du mod och vår tröst!
Du har millioner af söner,
Kom sluta omkring Dig en sköldborg af bröst
Och ge sine varmaste böner
Till Gud, som Lär kände och sänder igen
At Frihet och Ljus apostoliska män
Att kämpa och bedja för folken.
Du Vikinga-vagga, Du Östesjöväg,
Gif plats! - ty då komma vi alla;
Da följa ock vi med på brödernas tåg,
Då, Dannemarks søner, vi falla
Med svärd och med lyror intill Evra bröst,
Då ropa vi alla med jublande röst!
Hell! vårt Skandinavien lefve!
Den upsalensiske Sangforening afsang derpaa følgende Sang af P(etterso)n:
Mag. A. Anderson takkede paa Lundensernes Vegne og ønskede det danske Folk til Gjengjæld for dets storartede Gjæstfrihed Held og Lykke i alle dets ædle og gode Bestræbelser.
Nu forlod man Salen og begav sig ud i Universitetsgaarden, hver et Par Borde med Forfriskninger vare hensatte, for der, efter at have tømt et Afskedsbæger med hinanden at ordne sig til et Tog og drage videre. Dette skete imidlertid ikke strax, thi Gjæsterne ønskede før deres Afrejse at hilse paa Professor Clausen, ligesom de igaar paa Frederiksberg hilsede paa Oehlenschlæger og Grundtvig. Efter indledende Sange af begge Sangforeninger, udtalte Mag. Sundberg denne Hilsen, og Prof. Clausen kom derpaa ned i Gaarden for med kjendelig Bevægelse at bringe sin Tak. Han udtalte sin Glæde over det broderlige Forhold, der nu var indtraadt mellem Nordens Folk, han forudsaae imidlertid, at dette let kunde forstyrres ved gjensidige Misforstaaelser, men lovede at anvende sit Livs bedste Kraft til at bortrydde saadanne og befæste Folkebroderskabet, og dersom de vilde følge ham som Fører l denne Stræben, da vilde han af sit ganske Hjerte takke dem. Han nedbad Himlens Velsignelse over de Boetdragende. Normændene, der ogsaa havde ønsket at deltage i denne Hilsen, havde før deres Afreise paalagt Cand. C. Ploug at gjentage den i deres Navn, hvilket han ud førte ogsaa paa de danske Studenters Vegne. Endnu var der en Mand tilstede, som fortjente en Hilsen af de Sidste nævnte, nemlig Professor, Provst Afzelius, Sagohæfdernes og Kæmpevisernes Udgiver, der trods sin høie Alder med fyrigt Ungdomsmod og Ungdomshaab havde sluttet sig til Upsalenserne paa deres Vikingefærd. Denne Hilsen overbragte Capellan F. Helweg paa en smuk og passende Maade, og den Fejrede udtalte rørt sin Tak. Endelig gik Toget for sig ligesom om Morgenen og ad samme Vei kun betydeligt større og med en talrigere Eskorte af Tilskuere. Studenterbestyrelsen havde draget Omsorg for, at Dampskibet "Hamlet" laa ved Toldboden færdigt til at følge Gjæsterne et Stykke paa Veien, og et Par Hundrede, hvoriblandt ogsaa Damer, benyttede, efter at Afskeden med dens Haandtryk, Favntag og vaade, vemodige Blikke var ferdi, denne Leilighed til et Stykke hinsides Trekroner at gjentage de fra de toeldesatt, Kyster og stigende Skibe, ja selv fra Trekroners Batteri, sendte hjertelige Afskedshilsener.
Vi og vore Venner forene os med de bortdragne Gjæster i at bringe vor Tak til vore Medborgere af alle Stænder og høist forskjellige Anskuelser, som med saa ualmindelig Redebonhed have rakt Haanden til at udøve den viste Gjæstmildhed. Vi takke ogsaa H. M. Kongen og Stadens høie Myndigheder, under hvis velvillige Beskyttelse, ja, vi tør maaske sige, ved hvis Medvirkning denne Modtagelse af Nabofolkenes Ungdom har kunnet finde Sted paa en saa smuk, alle Parter saa tilfredsstillende Maade. Aldrig skulle vi forsømme al skatte det Gode, hvor vi møde det; thi netop dette ligger i de Grundsætninger, til hvis Forsvar vi have helliget vor Stræben.
(Fædrelandet 28. juni 1845).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar