P. W. Lund (1801-1880) var og er internationalt en af de mest berømte danske videnskabsfolk. Darwin nævner ham i "Arternes Oprindelse" som en væsentlig inspiration og de udvekslede breve. Udenfor en snæver videnskabskreds var han ikke særlig kendt Danmark. Han rejste som ganske ung til Brasilien (1825) og vendte kun tilbage på kortvarige besøg som stoppede i 1832. Det harmonerede ikke med samtidens nationalistiske strømninger.
Omkring 1834 blev han opmærksom på nogle huler med knogler. Det var arbejdet med disse som prægede resten af hans liv. Han fortolkede den kalkskorpe som dækkede knoglerne, som spor af en syndflod der udryddede mange af fortidens dyr før mennesket kom på jorden. Det passede dårligt med den gængse kristne skabelsesberetning.
Han sendte såvel skriftligt som fysisk materiale til Danmark, hvor hans samling i dag befinder sig på Naturhistorisk Museum. Lidt nåede dog ud til en bredere kreds gennem aviserne. Nedenstående artikel er et eksempel. Danmark - og hele Europa for den sags skyld - gerådede ud i omfattende uroligheder, og ikke mange tog sig af Lunds fremsendte materiale. Artiklen publiceredes mens skandinavismen i form af det nordiske studentermøde fandt sted. Fra omkring 1850 (slutningen af Treårskrigen) trak han sig mere eller mindre tilbage fra det naturvidenskabelige.
I 1859 udgav Charles Darwin (1809-1882) "The origin of species by means of natural selection" som for alvor stillede spørgsmålstegn ved Bibelens skabelsesberetning. Bogen var bl. a. bygget på de fund som Lund havde gjort.
Dr. Lunds Beretninger fra Brasilien. Vi have nyligen meddeelt efter Jour de Debats nogle Efterretninger fra denne Naturforsker, og meddele nu en Beretning som Etatsraad Reinhardt har oplæst i Videnskabernes Selskab. Etatsraad Reinhardt forelæste et Brev fra Selskabets Medlem Hr. P. W. Lund, dat. Lagoa Santa den 22de November f. A. indeholdende Efterretning om de i den tørre Aarstid i 1844 udførte Huleundersøgelser, hvormed disse næsten i 9 Aar fortsatte, anstrængende og paa geologiske Resultater rige Arbeider for det første vel kunne ansees som afsluttede. Da Brevet vil blive fuldstændigt aftrykt i Selskabets Skrifter, indskrænker man sig til at meddele et kort Udtog, efter at have knyttet dets Indhold med faa Ord til de næstforegaaende Aars Arbeider.
De sidste Meddelelser fra Forfatteren til Selskabet vare daterede Lagoa Santa den 4de October 1841, og ere aftrykkede i det 11te Bind af Selskabets Skrifter. Ved Krigsurolighederne i Provindsen Minas Geraes i 1842 blev Hr. Lunds Reise til Opsøgning af nye Huler for dette Aar forhindret; han besluttede derfor ved større Udrustninger og Anstrængelser i Aaret 1843 at erstatte den tabte Tid, og at afslutte for det første denne Slags Undersøgelser. Han tilbragte næsten ni Maaneder under disse anstrægende Arbeider; der blev i dette Tidsrum undersøgt og tildeels bearbeidet henved et Antal af 200 Huler; Udbyttet af charakteristiske Skeletdele, som bragtes for Dagen, var meget betydeligt; derved blev et rigt Material vundet til mere gjennemgribende Sammenligninger, som førte til nøiagtigere Bestemmelser af de allerede optagne Arter i de vigtigste Slægter. Henimod Slutningen af disse ni Maaneder opdagedes en ny Hule, som ved sin hele Beskaffenhed, og efter den foreløbige Prøve vakte den største Forventning om et rigere Udbytte end nogensinde tilforn var erholdt; imidlertid hindrede den indtrædende Regntid i at begynde Arbeidet, og derved maatte Afslutningen af Hulearbeidene forlægges til næstfølgende Aar. Saasnart altsaa Aarstiden i 1844 tillod det, bleve alle Foranstaltninger trufne til at bearbeide Hulen, hvis Udgravning medtog 3½ Maaned, ved Hjælp af 10 til 12 daglige Arbeidere.
Hulen begyndte paa Bjergets Overflade som et lodret nedgaaende Hul af 24 Fods Dybde og 36 Fods længste Gjennemsnit. Efter Udgravningen havde den en Dybde fra Dagen af omtrent af 62 Fod, i hvilken Dybde den oprindelige Bund endte sig i en smal skraa nedadgaaende med Udfyldningsmasse tilstoppet Gang, som var for snever til at bearbeides.
Ovenpaa Aabningen af Daghullet opførtes en Stillads. paa hvilken anbragtes en Vinde for at udføre den efterhaanden udgravede Jord, de indblandede smaa Stene og de i sin Tid nedfaldne Blokke af Biergmassen, som først maatte slaaes i smaa Stykker, for at kunne transporteres op. Paa denne Maade udbragtes 6,552 Barriler Jord (en Barr. = 1/5 Tønde dansk Maal), og 1796 Barr. sønderslagne Steen. Denne Hulens Udfyldningsmasse var saaledes fordeelt, at det øverste Partie af flere Fods Mægtighed bestod af en løs, sandig, graaguul Jord, som, jo dybere ned, destomere fandtes blandet med smaae Stene, store Stykker Qvarts, og større eller mindre nedfaldne Blokke af Hulens Vægge. Den løse graagule Jord var i de første Fods Dybde ligesom gjennemvævet med utallige Smaaknokler af smaae Pattedyr, især af Musenes, Pigrotternes, Pungdyrenes og Cariernes Gruppe, blandede med en Mængde fine Knokler af Fugle, Fiirbeen, Slanger og Frøer. Disse Knokler vare i en temmelig Grad af Dekomposition, men blandede med enkelte fastere og mere forstenede. Mængden af de smaa Knokler aftog mærkelig ned ad i Dybden af Jordlagene, saa at deres Antal i de senest udførte 2550 Barnier kun angives til det Halve af hvad de første 4000 Barriler indeholdt. For at begrunde Forestillingen om den overordentlige Mængde, den løse Jord indblandede Smaaknokler, som det blotte Øiesyn fremkaldte, paa virkeligt Talstørrelser, og for at gaae ud fra disse i de udførte Sandsynlighedsberegninger, valgtes i Fleng og Barril Jord af de første 4000, og af dem udsøgtes med Omhyggelighed Undergiverne blot af de ovenfor nævnte Pattedyrgrupper; en nøiagtig Tælling af disse, med Tillæg af 10 pCt. for Brudstykker, gav et Antal af 1311 Individer i et af de først udførte 4000 Barriler, som udgjøre et Antal af 5,244,000 Individeir for de samtlige. Antallet af Individerne i de øvrige 2500 Bar. Jord anslaaes til 655 pr. Barr., som giver et Tillæg af 1,637,500 til oven angivne Antal. Hertil beregner Forfatteren endvidere 688,150 Individer for de øvrige Pattedyr, for Fugle og Reptilier. Det vil saaledes blive et Antal 7,569,650 Individer, som have fundet deres Grav i denne Hule.
Den største Andeel har Pattedyrclassen i denne forbausende Mængde. Antallet af de i Hulen fundne Arter af denne Classe beløbe sig til 56, eller til mere end den halve Deel af de samtlige fossile Arter efter Forfatterens Fortegnelse i Aaret 1841. Nogen betydelig Tilvæxt af Arter have de foreløbige Sammenligninger imidlertid ikke paaviist, og navnligen ere ingen nye Arter af de colossale Dyrformer bleve fundne *)
Vi maae henvise Zoologen, der vil gjøre sig bekjendt med, hvilke fossile Pattedyr Arter, der fandtes i denne og den næste Hule til de i Brevet meddeelte Fortegnelser, som meget snart vil blive trykt; her blive kun nogle faa af de mærkværdige og allerede ved Forfatterens tidligere Afhandlinger bekiendte Arter af de den sydamerikanske Fauna endnu characteriserende Pattedyrgrupper næsten alene fremhævede. Man tør vel betragte denne Familielighed imellem den ældre Periodes Pattedyr, og den nuværendes som et af Huleforsteningernes interessanteste Resultater. Det synes herved passende at kaste af og til et sammenlignende Blik tilbage paa Forfatterens tidligere Afhandlinger, saameget mere, som en selvstændig Forskers Fremskriden i flere Aar i sin Lidenskab er i det Mindre dennes Historie i en længere Periode.
Den Slægt, som Fortegnelsen stiller i Spidsen, er myrmecophaga (Myresluger). Af denne opstilledes, men ikke uden mange Betænkeligheder, allerede i den 2den Afhandling (1837) en fossil Art under Navn af M. gigantea; i den 4de Afhandling (1841) blev Arten tilbagekaldt, derimod kom i dens Sted tvende andre fossile Arter som ved senere Fund bleve bekræftede, og af hvilken den ene, M. allinis jubatæ faaet nyt Beviis ved et heelt Skelet, fundet i denne Hule.
I Bæltedyrerenes Gruppe, hvoraf flere tidligere opstillede fossile Arter, saavel af endnu existerende, som af uddøde Slægtsformer ere blevne bekræftede ved denne Hules Indhold, tiltrækker Hoplohuros euphractus sig i den største Opmærksomhed ved sin plumpe Bygning, og ved sin overordentlige Størrelse (en Oxes). Som Slægt og Art forekommer den allerede, i den 2den Afhandling, og blev i de følgende Aar bekræftet ved nye fundne Skeletdele og Pantserlevninger. I den tredie Afhandling (1836) forøgedes Slægten med en ny fossil Art og i et Tillæg til en foregaaende Afhandling, 1839, kom hertil endnu en 3die Art. Den første Art er blevet bekræftet ved et temmeligt vel conserveret Cranium og nogle andre Skeletdele, fundne i denne Hule.
I Bradypodernes, i den ældre Periode talrige Familie møder os i den systematiske Fortegnelse først den fossile Slægt CoeIodon med en eneste Art Maquinonse, af hvilken Forfatteren fandt de første Skeletdel i Maguine-Hulen (1835). I Beskrivelsen af denne Hule indrømmes disse Levninger foreløbig Plads i den fossile Slægt Megathorium, men senere grundedes paa de fundne Levninger den nye Slægt Coelodon, hvis meget tykke Hud har været gjennemtrængt af kalkagtige Concretioner. I det hele Mellemrum fra 1835 til 1844 fandtes ingen nye Levninger af denne Slægt, i denne Hule derimod blev den fuldkommen bekræftet ved et fuldstændigt og sammenhængende Skelet af et ungt Individ, der for største Deel blev heldigt udtaget. Denne Slægt knytter sig numere til Megethariot end til nogen anden Slægt af den hele Familie. Det havde ligesom dette paa Forfødderne den 2den, 3die og 4de Finger besat med Kløer, medens de hos de fossile Slagter Megalonyx, Scelidotherium og Molydon have havt kløer paa 1ste, 2den og 3die Finger. Ogsaa Tændernes Form gjør Ligheden af begge Slægter større. Antallet derimod i Overkjæben er endnu ikke afgjort.
For den i de tidligere Afhandlinger benævnte Slægt Platyonyx i samme Familie, har Forfatteren nu antaget Owens noget ældre Slægtsnavn Scelidotherium. Saalænge de fundne Levninger af denne Slægt vare utilstrækkelige, bleve disse henførte under Slægten Megalonyx, hvilken sidste Sligt til den Tid ogsaa var ufuldstændig bekjendt især med Hensyn til Tandformen, indtil de senere Fund gav Leilighed til at forene dem i den nye Slægt Ptatyonyx, som indeholdt 6 Arter. Den 4de Afhandling (1841) behandler især denne Slægt. Siden 1840 tiltog de fundne Levninger, som kunne tjene til disse Arters nøiere Bestemmelse, betydeligt. Inden den nu omhandlede Hules Bearbeidelse fandt Sted, var Forfatteren allerede i Besiddelse af betydelige Skeletdele af næsten 30 Individer fra den spædeste Alder til meget gamle Individer, hvilken Rigdom ved denne Hules Opdagelse forøgedes med charakteristiske Stykker af 5 Individer af 2de Arter; af den ene Art fandtes endog et fuldstændigt og sammenhængende Skelet. Ved den foreløbige Sammenligning af dette rige Materiale, troer Forfatteren for Tiden at være kommen til det Resultat, at de af ham tilforn opstillede Arter bør reduceres til tvende virkelige og ved de tydeligste Kjendetegn adskilte Arter, og at de øvrige fire Arter tilligemed Slægten Sphenodon beroer deels paa Alders Forskjel, og deels paa individuelle Modifikationer. Af disse to Arter , Scelidotherium (Platyonyx) Owenii og Sc. (Plat.) Bucklandii har den første eller Sc. Owenii fladtrykte Kløer paa Forfødderne, en Kloe paa Bagfødderne, og rendeformigt udhulede Ribben, hvorimod Sc.Bucklandii har sammentrykte Kløer paa Forfødderne, to Kløer paa Bagfødderne og flade Ribben, Forskjelligheder, som ere saa store, at Forfatteren mener at de burde begrunde tvende Sligter, hvis ikke andre vigtige Skeletdele viste den tydeligste Overgang imellem begge Arter. Ved at afhandle Slægten Scelidotherium kommer Forfatteren til Discussionen om de gigantiske og uddøde Bradypoders Klattreevne og udtaler sin Mening om den af Owen opstillede Hypothese, hvorved han især tager Hensyn til de osteologiske Forhold, og til den sandsynlige Vegetation i Brasilien, især i den Periode, men disse Betragtninger egne sig ikke til et Udtog.
I de drøvtyggende Dyrs Orden fremkalder især den fossile Lama megen Interesse, der første Gang med megen Tvivl blev opstillet i den 3die Afhandling (1838). Dens Osteologie er nu fuldstændiggjort ved Skeletdele af 15 Individer af forskjellig Alder, som bleve fundne i denne Hule.
Af tykhudede Dyr fandtes den fossile Tapir i eet Individuum, ligeledes en Mastodont-Art.
Et andet fossilt Pachyderm, Equus affin. caballo fandtes ogsaa i denne Hule, men et bedre Exemplar i den næstfølgende Hule, hvorom siden.
Iblandt de mange her fundne fossile Arter af Rovdyr, hvoraf de fleste i de tidligere Afhandlinger opstillede Slægter og Arter have vundet i Bekræftelse, fordre især tvende Arter fortrinlig Opmærksomhed.
Den i de tidligere Afhandlinger opførte Ursus brasiliensis. hvoraf Levningerne vare meget sparsomme, saa at dens rette Plads i Bjørneslægten ikke kunde bestemmes, blev i denne Hule truffet i charakteristiske Skeletdele af 2de Individer. Den passer efter Forfatterens Sammenligninger ind i Gray's Underslægt helarctus af de nulevende Bjørne, og hvortil henhøre Ursus malayanus fra Malacca og Ursus ornatus fra de sydamericanske Cordilleras. Den fossile Art staaer i de osteologiske Kjendetegn imellem begge. Den har været større end Andesbjørnen.
Det andet fossile Rovdyr, som fordrer Omtale, er den i 4de Afhandling (1841) benævnte Smilodon populator, som efterhaanden som nye ubekjendte Skeletdele erhvervedes, blev erkjendt som et katteagtigt Rovdyr i det mindste af Kongetigerens Størrelse. I de tidligere Afhandlinger var det efter meget saa Levninger bemærket under Navn af Hyæna neogæa. Siden 1840 har Forfatteren efterhaanden erholdt betydelige Dele af Smilodon i som i denne Hule formeredes med et heelt Skelet af et ungt men meget stort Individ, saa at den amerikanske fossile Art kan ansees langt fuldstændigere osteologisk bekjendt, end de tilsvarende europæiske Arter af samme Gruppe. Han erkjender, at den europæiske fossile Felis megantereon Bravard ligesom Fel. cultrideus (Ursus cultrideus Cuvier) i flere Punkter vise en Tilnærmelse til det brasilianske Rovdyr, men at dette sidste dog synes ham at maatte danne en egen Slægt. Med Brevet følger Tegning af en næsten 10 Tommer lang Hjørnetand, og af en Underkjævearm.
For ikke at gjøre Udtoget for vidtløftigt, nævnes de vigtigere brasilianske Former af de gnavende Dyrs Orden, medens ogsaa de øvrige fossile af Forfatteren tidligere opstillede Arter af denne Orden have fundet Bekræstelse ved denne Hules Udgravning. Af Hydrochoerus sulcidens, af Tapirens Størrelse, blev fundet flere Skeletdele; den fossile Paca forekom i 8 Individer, og Pindsvinet, Synoetheres magna, af Størrelse som et Navlesviin, fandtes i overdentlig Mængde.
Imedens denne Hule blev udgravet, sendtes, som sædvanligt, et Par Mand ud i Omegnen, for at opsøge nye Huler. Mange, som efter korte Forsøg intet Udbytte lovede, bleve strax forladte, andre i kort Tid bearbeidede; endelig standsedes ved en Hule, hvis Bund var bedækket med et tykt Lag af forhærdet salpeterholdig Jord. Forfatteren lod strax Forvalteren af det Gods, paa hvis Grund Hulen befandt sig, sætte i Kundskab derom. Han sendte strax Mandskab derhen for at udgrave Salpeterjorden. Under den laae den sædvanlige graagule, sandholdige, løse Jord, som ved de første Forsøg gav stort Haab om talrige Fossilier. Hulen blev derfor, efterat den var forladt af Salpetergraverne, belagt af Dr. Lund med flere Arbeidere, som i en Maanedstid fordrede til Dagen et stort Antal af Levninger af Pattedyr, Fugle og Reptilier, men langt fra i den overvættes Mængde, som i den foregaaende Hule. Ogsaa her var Jorden indblandet med Smaaknogler, men i et langt ringere Antal. Af Pattedyr angiver Fortegnelsen 33 Arter, som for største Deel ere de samme som i forrige Hule, men just de interessanteste Arter enten ganske mangle eller træffes kun i enkelte Knogler. Af Bæltedyrenes Familie fandtes et i foregaaende Hule ikke forekommende Dyr: Chlamydotherium Humboldtii, som Forfatteren allerede i Aaret 1837 opstillede under dette Navn. Det har har havt en Længde af 6 Fod fra Snudespidsen til Haleroden. Et her fundet og med megen Held udbragt Skelet, vil have leveret fortræffelige Bidrag til Kundskaben om Slægtens osteologiske Bygning, da de tidligere Skeletdele vare temmeligt sparsomme.
I Anledning af det i denne Hule udgravede Skelet af en ung Equus affinus Caballo, som ganske stemmer overeens med de Levninger, der fandtes i Hulen da Lagoa do Somidouro og i den foregaaende Hule, indledes Forfatteren i en foreløbig Sammenligning med hans 2de andre fossile Arter, Equus neogæus og E. principalis, af hvilke han kun har faa Dele, og hvis Fodform endnu er ham aldeles ubekjendt. Han bringes til den Formodning, at denne maa være meget afvigende fra den egentlige Hestefod, og maaskee forholdt sig hos Eq. Neogæus som hos Kaups fossile Slægt Hippotherium, ja sandsvnligviis var endnu mere forskjellig, og at maaskee Eq. principalis har besiddet Extremiteter som Owens Macrauchenia patagonica eller med andre Ord har været det samme Dyr. For at bedømme Forskjelligheden af Tændernes Form hos disse 2 Arter fulgte med Brevet en Tegning af en kindtand af Equus princlpalis som tilligemed en tilforn indsendt Tegning af en Kindtand af Equus neogæus, vil fremstille Forskjellen tydeligere end Ord kan gjøre det.
Forfatteren slutter sit Brev med følgende Ord:
"Mit Huus er overalt opfyldt med Knogler, og jeg veed neppe hvor jeg skal begynde eller ende i dette brogede Chaos. Imidlertid gaae de foreløbige Arbeider rask fra Haanden. Daglig sorteres, renses, sammenlignes, bestemmes, numereres og indføres en god Deel, og om faa Dage vil Indpakningen begynde, hvormed jeg haaber ved Enden af Regntiden at være færdig."
*) Efteret nyligt ankommet Brev fra Dr. Lund. dateret Den i 10de Januar 1845, har han dog under den fortsatte Ordning af Hulens opdyngede Materiale opdaget 2 fossile Arter, som han ikke havde opdaget tidligere. - Den første henhører til Owens Slægt Toxodon, men overgaaer i Størrelse langt den af denne Forfatter opstillede Toxodon platensis, Den anden er Owens Mylodon robustus; af dette Dyr fandtes der foruden den største Deel af Craniet flere charakteristiske Knogler, og Dr. Lund blev derved fat i Stand til at erkjende, at det er enkelte Brudstykker af dette Dyr, der have foranlediget ham til tidligere at opstille Slægten Ocnotherium (det kongl. Danske Vidensk. Selskabs Afhandlinger, 9de Deel S. 143).
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juni 1845).
I starten af 1790'erne ulmede i Brasilien oprøret mod det portugisiske koloniherredømme, mod slaveriet, den katolske kirkes magt og raceundertrykkelsen. Det portugisiske monarki var flygtet til Brasilien under Napoleonskrigene 1808 og vendte tilbage til Portugal 1821, men efterlod den ældste søn Pedro. Oprøret, eftervirkningerne fra den franske revolution og oprøret på Haiti fik prins Don Pedro til at erklære Brasilien for et uafhængigt rige i 1822, og blev indsat som kong Pedro 1. af Brasilien. Det var under hans regime at P. W. Lund kom til Brasilien. Pedro 1. abdicerede i 1831 fordi eliten fandt ham for liberal. 1831-1840 lededes landet af Pedros vagt José Bonifácio de Andrade e Silva, og i det tidsrum var der som omtalt i artiklen flere opstande. 1840 blev den 14. årige søn af Pedro 1., Pedro 2., udråbt som konge under et parlamentarisk monarki. Han regerede i 50 år indtil 1889 hvor han blev afsat og Brasilien blev en republik. Det var i hans periode P. W. Lund levede i Brasilien.
P. W. Lund blev i nyere tid kendt gennem Henrik Stangerups roman "Vejen til Lagoa Santa" (1981), der er ren fiktion. En historisk veldokumenteret biografi udkom 2010: Birgitte Holten og Michael Sterll: P.W. Lund og knokkelhulerne i Lagoa Santa (2010).
Se også artikel på Internetsøgning, 12. marts 2011.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar