Kolonihaverne paa Fælleden. (Efterskrift til Politivennen).

Konen fra "Solvang" hos Kongen

Hun reddede de 200 Kolonihaver.

Havelejerne faar lov at blive boende et Aar.

De kan forberede Flytningen.

Fru Vilhelmine Schiøtt, der gik til Kongen og talte Havelejernes Sag.

Vi fortalte forleden om de nye Planer, der var lagt  - og var ved at blive fremmet - med Hensyn til de 200 Kolonihaver fra Kolonierne "Solvang", "Haabet" og "Tuborg"   der ligger ude ved Ryvangen.

Som bekendt fik Haveejerne i foraaret Besked om, at de skulde flytte, og det var nu ordnet saadan, at et stort Areal af Nørrefælled skulle udlægges til disse Haver. Selv om der var Glæde over, at man havde fundet Plads, saa var der alligevel Sorg over, at man skulle rykke ud. Fælleden er jo alt andet end klar til at modtage Havelejerne og de mange Planter, som Haveejerne havde opelsket, vilde gaa tabt. Det hele vilde ikke kunne gaa af uden store Tab. Saaledes stod Sagen indtil i Mandags, da greb en rask Kvinde ind i den og fik udvirket en Ordning, der giver Havelejerne en ganske anden og langt bedre Ordning.

Besøget hos Kongen.

Den raske Kvindes Navn er Wilhelmine Schiøtt, og hun driver en Cigarforretning Nørrefarimagsgade 51.

Da vi i morges aflagde et besøg hos Fru Schiøtt, mødte vi Typen paa en rigtig brillant københavnsk Husmoder, behagelig af Væsen, men alligevel præget af Energi og Resoluthed. Om sit Besøg hos Kongen vilde hun dog ikke udtale sig: - Aa, det er saamænd ikke noget at tale om 

Fru Schiøtt vil dog ikke benægte, at hun havde faaet en udmærket ordning for Lejerne. Men det kunde enhver anden ogsaa have gjort! - sagde hun.

Det var Militæret, der skulde have Pladsen.

Men en af Havelejerne forklarer Sagen for os anderledes: Fru Schiøtt er en brillant Kvinde, og det, hun har gjort, er udmærket gennemført. Da hun hørte at Militæret skulde have Pladsen, sagde hun: Saa vil jeg minsandten gaa til Kongen, naar I Mandfolk ikke kan udrette noget, saa maa vi Kvinder tage fat. Og i Mandags gik hun op paa Christiansborg til den almindelige Audiens. Hun forklarede den jourhavende Adjudant, hvad hun vilde og fik ogsaa Foretræde.

Kongens og Fru Schiøtts Samtale.

Kongen hørte med Interesse paa Fru Schiøtts Fremstilling af Sagen, hvorledes denne Flytning vilde betyde store Tab for Havelejerne.

- De Haver, De taler om, sagde Kongen, ligger de ud mod Lyngbyvejen.

- Nej. ud mod Ryvangen, der, hvor Deres Majestæt rider hver Morgen

- Aa, Javel, saa ved jeg Besked!

Kongen bad nu Fru Schiøtt vente udenfor, og lidt efter blev hun atter kaldt ind.

- Ser De nu, min gode Fru Schiøtt, sagde Kong Christian, nu har jeg ordnet det saaledes, at De og de andre havelejere kan blive boende derude et Aar, og det kan vel i hvert fald hjælpe Dem i første Omgang og saa kan vi jo altid se. Nu skal De gaa hjem og bede Deres Formand skrive en Ansøgning til mig, men han maa kun ansøge om at beholde Pladsen et Aar, saa gaar det nok altsammen.

Ansøgningen indgives.

Behøver vi at sige, at det var en lykkelige Kone, der gik bort fra Christianshorg.

I Dag indgav Formanden, Snedker i D.F.D.S., Haertell  Ansøgningen, og den er altsaa paa Forhaand sikker paa at blive bevilget og selv om Havelejerne i sidste lnstans alligevel maa give Plads for Militæret, saa faar de Tid til at træffe deres Dispositioner, saaledes at de kan undgaa de økonomiske Tab, der eller vilde være Følgerne af Flytningen til Fælleden.

Man er i "Solvang" en Smule stolt over Fru Schiøtt, og man er ikke mindre taknemlig overfor Kong Christian og der bliver sikkert mere end et Par venlige Hilsener til ham, naar han kommer ud ad Ryvangen til ... "der hvor Deres Majestæt jo rider hver Morgen!"

(Aftenbladet (København) 7. november 1928).

Kongen kunde ikke hjælpe Kolonihaveejerne.

Alt skal ryddes i Løbet af 3 Maaneder.

Vi har tidligere omtalt den Sorg, der hersker i Kolonihaveanlægene ved Tuborgvej, hvor de tre Foreninger "Tuborg", "Solvang" og "Haabet" i Efteraaret fik Meddelelse om, at deres kære haver maatte sløjfes til fordel for Militæret, der skulde bruge Arealet til Øvelsesplads.

En al Kolonihaveejerne, Fru Schiøtt, Nørre Farimagsgade, tog i Kraft af det i gamle Ord: "Det er bedre at gaa til selve Hovedet!" den raske Beslutning at henvende sig til Kongen, og, som vi fortalte, opnaaede hun i November en Audiens, under hvilken Kongen trøstede hende med, at det gik ikke altid saa strengt, som Præsten prædikerede, og sagde, at Haveejerne foreløbig kunde tage Sagen med Ro.

Denne Udtalelse vakte forstaaelig Glæde og Haab hos Kolonihavefolkene, der saa Fremtiden i Møde med mere Fortrøstning, men nu er det nyvakte Haab desværre slaaet brat til Jorden. KoIonihaveforenIngens Formand Hr. Haertell, har forleden fra Krigsministeriet modtaget en Skrivelse hvori det kort og godt meddeles, at samtlige haver skal afleveres f fuldstændig ryddet stand senest den 13. April.

Har Sorgen været stor før, er den blevet større nu, det skuffede Haab gør den dobbelt bitter, og Fristen er betydelig kortere, end man havde ventet. Man havde troet, at man skulde faa Lov at glæde sig over Haverne i det mindste Sommeren over, men det Haab er altsaa bristet, og i Stedet for at begynde paa Foraarsarbejdet, der for Havebrugerne er Aarets lykkeligste Dage, maa man nu gaa til den bitre Gerning at sløjfe og ødelægge alt, hvad man i Aarenes Løb har bygget op. 

Og man staar uforstaaende overfor det Faktum, at Sløjfningen i det hele taget er nødvendig, idet man mener, at Militæret egentlig har Plads nok at røre sig paa. Naar det fra flere Sider er sagt, at Sportsrideklubben skulde have Terrænet overladt til en ny Ridebane, er dette forkert. Klubbens Bestyrelse meddeler os, at man ikke fra denne side har næret Ønske i den Retning. Det er lngeniørtropperne, der skal have Pladsen, men man skulde jo mene at de 150 Mand havde Plads nok i Forvejen.

(Aftenbladet (København) 14. januar 1929).