05 november 2016

En Landmands Klage over en Uorden paa Landeveien.

Da jeg onsdag den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården og værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et omtrent 20 alen langt mastetræ eller noget lignende. De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste der kom dem i møde, og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge alletræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det lange svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs- og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind imellem de unge alletræer op på en jordbunke der var opkastet ved samme. Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det svære mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist nok ikke vores gode konges og vores retskafne øvrigheds vilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere, på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk, hvilke vi for en stor del selv har opfødt og underholder. Nej! for vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele, uden persons anseelse. Det hører vel heller ikke til for at kaldes duelige og dygtige soldater at man chikanerer og fortrædiger imødekommende, ridende, kørende eller gående personer. For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater.

Det hedder i de årlige landmilitssessioners plakater: "Ved mandskabets afmarch fra lægderne bør det betydes samme at den ringeste uorden de udøver på deres vej til og fra regimenterne vil på det alvorligste blive straffet når bevislig klage indløber." Så sluttes heraf og kan ikke tvivles om at der må være dem pålagt lige så stor om ikke større straf når de i tjenestetiden enten i stadens porte eller på vejene, i ord eller gerning fornærmer nogen. Hertil kan vel svares at når nogen bevislig klage over sådant måtte indkomme, da skal den pågældende på det strengeste blive tiltalt og straffet. Men hvorledes ville det være muligt for enkelt mand eller enkelt person der blev chikaneret eller fornærmet af en imødekommende stor eller lille flok krigsfolk, at fastholde den pågældende eller søge bevis blandt de øvrige? Den der ville prøve på sådant, ville da vist komme til at tåle endnu værre fornærmelser uden at nå sit øjemed: På lovlig måde at bevise den uret han er tilføjet.

Jeg fornemmer derfor efter mit skøn at det bedste middel mod sådan uskik måtte være at de herrer officerer hvem det er pålagt at undervise og overhøre deres undergivne i deres militære kundskaber og pligter, tillige ville underrette dem om deres moralske pligter mod staten og dens borgere. At de ville indskærpe dem at det ikke alene er soldatens pligt i krig at forsvare fædrelandet, men at han også i fredstid bør overholde god orden, værne om enhver borgers sikkerhed og ejendom, og således bidrage til det almindelige vel. At de ville lægge sig på hjertet at det gode som de således udfører i deres tjenestetid med tiden vil blive gengældt dem af en yngre slægt, så at de som bønder ikke behøvede at frygte for ulempe, når de på landevejen eller på andre steder skulle møde vore egne krigsfolk. Det er vist også troligt at om en eller anden ikke skulle lytte til formaningerne eller følge de give gode lærdomme, men handle derimod ved at begå en eller anden uorden, da ville vist hans kammerater søge at holde ham fra det og ikke give ham medhold. Almenånden hæver sig hos det danske folk dag for dag. Dens frugter er humanitet og gensidig føjelighed med sine medmennesker. Gid de snart viser sig blandt os, da opnås væres gode og allernådigste konges ønske.

Pederstrup, den 14. marts 1837
P. Rasmussen
Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 265-268)

Københavns Museum har ovenstående foto af et gæstgiveri "Hvide Svane" på Nørrebrogade 169-171, formentlig på hjørnet til Heinesgade. Det er det lave hus til venstre. Men om det har set sådan ud i 1837, er mere end usikkert, og de øvrige huse har med garanti ikke været der. Der har formentlig blot været landevej. Stedet passer med at jordbrugeren var på vej hjem til Pederstrup, mens militæret var på vej ind mod enten Fælleden eller byen med tømmeret.


Redacteurens Anmærkning

Samme landmand havde en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1835 i anledning af kongens "nådesbevisning" af 15. maj 1834 om stænderforsamlinger (i uddrag):
"Og ligesom Jesus Christus ved sit guddommelige Ord talte til Mennesket og sagde: "Kommer til mig alle I, som ere besværede, jeg vil trøste og vederqvæge Eder", saaledes er dette en Lignelse, ved hvilken Kongen ligesom vilde sige til alle os Undersaatter: "Ved disse af Eder selv udnævnte gode Mænd, nemlig Repræsentanterne i Raadsforsamlingen, kan Enhver af Eder i sit District uden Persons Anseelse meddele Eders Trængsler og Besværinger, som da af denne igjen, ved herpaa følgende første Raadsforsamling, vil blev fremført ..."
Artiklen slutter med en overdådighed af roser, lovprisninger og hyldest af kongen. I 1839 var der kommet en del svenske studenter til København for at fejre dagen for indkaldelsen til stænderforsamlingere den 28. maj. Efter afrejsen den 27. maj udbrød der tumulter ved Langelinje, og flere artikler i Kjøbenhavnsposten beskæftigede sig med den, fx. 3. juni 1839 (artiklen i uddrag):
Kort førend Dampskibet Malmø bemeldte Dag afgik fra Rheden, strømmede en stor Deel danske Studenter, for at tilsende de bortreisende svenske Venner en sidste Afskedshilsen, ind paa Langelinie, hvilket den ved Indgangen til samme posterede Skildvagt, om efter, eller uden høiere Ordre, vide vi ikke, roligen lod skee, uagtet ingen Tegn bleve ham foreviste. Efter nogen Tids Forløb, da Dampskibet allerede var kommet næsten til Trekroner, begave en Deel Mennesker, saavidt skjønnedes, over 30, sig en masse til Langelinie, hvorhen de troede paa samme Maade at kunne faae Adgang, hvilket Skildvagten imidlertid negtede dem, da han umuligen kunde antage, at de kom for at hilse paa Bortreisende, der allerede vare saa langt borte, at de ikke mere kunde sees fra Landet. Man vilde opnaae ved Magt, hvad derr ikke godvilligen blev tilstaaet, og nødte derved Skildvagten til at gjøre, hvad hani et saadant Tilfælde ikke alene er berettiget men ligefrem pligtig til at gjøre, at værge sig imod et personligt Angreb med sit Vaaben. Under den derved opstaaede Kamp ilede et Par Mand fra den i Nærheden værende Vagt til, under en Overjægers Commando, og denne satte Vold imod Vold, ethvert Menneskes, og vel fornemmeligen en miitair Vagts Pligt. Men Magt vilde man forcere Indgangen til Langelinie, der, som det maa være enhver dansk Student vitterligt, kun staaer aaben for den med det anordnede Tegn Forsynede, med Magt blev Angrebet tilbageviist, og den forsamlede Mængde greb til det afskyeligste af alle Midler, til, hvad den ærede Indsender i Nr. 144 kalder det eneste "Forsvarsvaaben", den angreb Vagten med Steenkast, hvorved denne saae sig nødsaget til at trække sig tilbage til Jernporten og lukke denne (dette var maaskee ogsaa et af de fornærmelige "Angreb", hvorimod man "forsvarede" sig med Steenkast!), og hvem veed, hvilket Udfald Sagen havde faaet, hvis ikke Commandantens Ankomst havde gjort en Ende paa Striden.
I redaktionens følgende svar står der bl.a.:
Vi have paalidelige Personers Ord for, at den nærmeste Anledning er opstaaet derved, at en Soldat uden tilstrækkelig Grund voldeligt har overfaldet en Person, der efter Vagtens Formening altformeget nærmede sig Posten, og med Kolbeslag søgt at documentere denne Formening, uagtet Personen hverken i Ord eller Gjerning fornærmede den posterede Soldat. Vi antage iøvrigt, at man, om det end lader sig forsvare fra det juridiske Standpunkt, dog har viist en høi Grad af Indiscretion ved atter at ville spærre Adgangen til Langelinie, efterat Folk, med eller uden høiere Vedkommendes Tilladelse, havde faaet Adgang til samme, og det i Særdeleshed saa hurtigt efter Dampskibets Afgang, fordi det ved tidligere Leiligheder har været Brug, at Langelinie, efterat være aabnet for Alle og enhver, er vedbleven at staae aaben nogen Tid efter, Noget man derfor med Grund maatte antage ogsaa dennegang at ville blive Tilfældet. At bemærkedette i rolige Udtryk, afgav da under alle Omstændigheder ingen Grund til, at Vagtcommandandeuren beordrede Soldaterne at plante Bajonetten paa Geværet og storme ind paa Folk, ved hvilken Leilighed, hvad der er oplyst ved mange Vidner, een Person alene reddede sig fra at faae en Bajonet i Livet ved at kaste sig ned bag et Træ ... Under saadanne Omstændigheder tror vi ogsaa, at Steen vare Folkets "eneste Forsvarsvaaben", da Soldaterne fore frem i blindt Raseri og ikke agtede paa, om de anfaldt rolige Spadseregængere eller dem, som de antoge for deres Fornærmere ... Folket, som iøvrigt ikke alene bestod af Studenter, men ogsaa af mange ældre Borgere, der ikke viste mindre Harme over Soldaternes Fremfærd end de yngre og fyrigere. 
Bombardementet blev også husket og revurderet i England, ifølge Kjøbenhavnsposten den 24. november 1839:
Det er et Factum, som mangfoldige Vidnesbyrd have sat udenfor al Tvivl, at det langt overveiende Fleertal af den oplyste britiske Nation ikkun med den største Uvillie og med en dybt krænket Nationalfølelse gjenkalder sig Toget i 1807, og det Brud paa al Folkeret, den engelske Regering derved gjorde sig skyldig i. Forgjæves have enkelte af Englands mægtigste Politikere - for ikke at tale om Walter Scott i hans meget uheldige "Napoleons Levnet" - bestræbt sig for at besmykke den som Palnotoke hiin Plet paa Skjoldet - som en Skamplet, der ikke lader sig afvaske. Et af de nyeste Vidnesbyrd herpaa modtoge vore Søcadetter, da de sidst gjæstede Edinburgh, idet at en britisk Søofficeier, der havde været med paa hiint Tog, ved, i en til Ære for vore Landsmænd og det danske Flag udbragt Toast, at lade de danske Søkriges erkjendte, uforfærdede Mod vederfares Retfærrdighed, udtalte sig med den største Uforbeholdenhed aldeles i den nævnte Aand. - Som bejendt, deeltog den nuværende Hertug af Wellington - dengang Sir Arthur Wellesley - i Toget som Chef for den britiske Landarmees Reservedivision. En af denne berømte Feltherres nyeste Boiographer - Alexander - behandler i det Afsnit af hans Levnetsbeskrivelse *), der berører hans Deeltagelse i Toget, denne Gjenstand med en Delicatesse, der viser, at han ganske deler hiin Følelse med den bedre Deel af sine Landsmænd. Det vil sikkert ogsaa interessere danske Læsere at erfare, hvorledes denne Forfatter har skilt sig ved denne vanskelige Deel af en Biographs Hverv, vi skulle derfor hidsætte de derhen hørende Steder af Skriftet. - Efterat have henpeget paa den britiske regerings formeentlige Opdagelse af Napoleons Plan at bemægtige sig den danske Flaade, og bemærket at det baade i 1807 og længe efter har været et heftigt omtvistet Spørgsmaal om den britiske Regering virkelig har havt tilstrækkelig Underretning om en saadan Plan, hvis Tilværelse først efter Napoleons Død, ved hans efterladte Papirrer skal være sat udenfor al Tvivl - vedbliver Forf.: "Idet vor Rgering saaledes, under Paaskud af politisk Nødvendighed og national Selvopholdelse, troede sig retfærdiggjort i at anticipere Fiendens Hensigter, tog den sin Tilflugt til hiin extreme Forholdsregel, som dens Modstandere med saa megen Stregnhed have fordømt og som hos Mænd af alle Partier er bleve Gjenstand for en dyb Bekllagelse. Ingen Krigsflaade har nogensinde seilet fra de britiske Kyster, paa hvilken man har følt det saa smerteligt at gjøre Tjeneste."
Herefter refereres kapitulationsforhandlingerne før bombardementet, og fortsætter med at beskrive selve bombardementet:
"De Danske", siger han, "gjorde flere modige og patriotiske Anstrængelser, hvori ei alene den regulaire Armee, men Borgere, Studenter og et Antal af Øens Landboere i kjæk Forening deeltoge. Flere Udfald forsøgtes med megen Kraft og resoluthed; men Alt var forgjæves imod overleegen Stridsmagt og Disciplin, imod dygtige og erfarne Befalingsmænd og mod overvældende Rækker af de tappreste britiske Veteraner. Denne vedholdende Modstand, som aftvang Beleirernes Agtelse, paa samme Tid som de ikke kunde Andet end beklage den, havde kun til Følge, at de ulykkelige Indvaaneres og deres modige Forsvareres Lidelser bleve forøgede. Vi vilde gjerne drage et Slør over de paafølgende Scener; det nytter ikke til Noget nu saa lang Tid efter at gjenoplive Erindringer, som omendskjøndt de fleste af de umiddelbare Deeltagere i Scenen er gaaede bort, det dog maaskee, for begge Nationers og alle Partiers Interesse og Lykke, er bedst at begrave i Glemsel." I Anledning af Kjøbenhavns Bombardement citerer Forf. de af en kyndig Forfatter (Scherer i sine interessante "Military memoires", Vol I) desangaaende fremførte høiligen misbilligende Yttringer, hvori en saa barbarisk Fremfærd skildres som uværdig for vor Tid og for civiliserede Nationer, hvorhos han med Glæde dvæler ved at den var uden Exempel i Hertugen af Wellingtons lange og haardnakkede Felttog i Spanien. Og om Kjøebnhavns Capitulation yttrer han endelig, at "Ære og Patriotisme havde gjort Alt, hvad der stod i deres Magt; det vilde have været Afsindighed at blive endnu længere ved."
*) "Life of His Grave Field Marschal the Duke of wellington." Part II, London 1839. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar