Da jeg onsdag den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården og værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et omtrent 20 alen langt mastetræ eller noget lignende. De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste der kom dem i møde, og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge alletræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det lange svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs- og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind imellem de unge alletræer op på en jordbunke der var opkastet ved samme. Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det svære mastetræ.
Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.
Det er vist nok ikke vores gode konges og vores retskafne øvrigheds vilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere, på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk, hvilke vi for en stor del selv har opfødt og underholder. Nej! for vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele, uden persons anseelse. Det hører vel heller ikke til for at kaldes duelige og dygtige soldater at man chikanerer og fortrædiger imødekommende, ridende, kørende eller gående personer. For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater.
Det hedder i de årlige landmilitssessioners plakater: "Ved mandskabets afmarch fra lægderne bør det betydes samme at den ringeste uorden de udøver på deres vej til og fra regimenterne vil på det alvorligste blive straffet når bevislig klage indløber." Så sluttes heraf og kan ikke tvivles om at der må være dem pålagt lige så stor om ikke større straf når de i tjenestetiden enten i stadens porte eller på vejene, i ord eller gerning fornærmer nogen. Hertil kan vel svares at når nogen bevislig klage over sådant måtte indkomme, da skal den pågældende på det strengeste blive tiltalt og straffet. Men hvorledes ville det være muligt for enkelt mand eller enkelt person der blev chikaneret eller fornærmet af en imødekommende stor eller lille flok krigsfolk, at fastholde den pågældende eller søge bevis blandt de øvrige? Den der ville prøve på sådant, ville da vist komme til at tåle endnu værre fornærmelser uden at nå sit øjemed: På lovlig måde at bevise den uret han er tilføjet.
Jeg fornemmer derfor efter mit skøn at det bedste middel mod sådan uskik måtte være at de herrer officerer hvem det er pålagt at undervise og overhøre deres undergivne i deres militære kundskaber og pligter, tillige ville underrette dem om deres moralske pligter mod staten og dens borgere. At de ville indskærpe dem at det ikke alene er soldatens pligt i krig at forsvare fædrelandet, men at han også i fredstid bør overholde god orden, værne om enhver borgers sikkerhed og ejendom, og således bidrage til det almindelige vel. At de ville lægge sig på hjertet at det gode som de således udfører i deres tjenestetid med tiden vil blive gengældt dem af en yngre slægt, så at de som bønder ikke behøvede at frygte for ulempe, når de på landevejen eller på andre steder skulle møde vore egne krigsfolk. Det er vist også troligt at om en eller anden ikke skulle lytte til formaningerne eller følge de give gode lærdomme, men handle derimod ved at begå en eller anden uorden, da ville vist hans kammerater søge at holde ham fra det og ikke give ham medhold. Almenånden hæver sig hos det danske folk dag for dag. Dens frugter er humanitet og gensidig føjelighed med sine medmennesker. Gid de snart viser sig blandt os, da opnås væres gode og allernådigste konges ønske.
Pederstrup, den 14. marts 1837
P. Rasmussen
Lægsmand og jordbruger.
(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 265-268)
Københavns Museum har ovenstående foto af et gæstgiveri "Hvide Svane" på Nørrebrogade 169-171, formentlig på hjørnet til Heinesgade. Det er det lave hus til venstre. Men om det har set sådan ud i 1837, er mere end usikkert, og de øvrige huse har med garanti ikke været der. Der har formentlig blot været landevej. Stedet passer med at jordbrugeren var på vej hjem til Pederstrup, mens militæret var på vej ind mod enten Fælleden eller byen med tømmeret.
Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.
Det er vist nok ikke vores gode konges og vores retskafne øvrigheds vilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere, på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk, hvilke vi for en stor del selv har opfødt og underholder. Nej! for vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele, uden persons anseelse. Det hører vel heller ikke til for at kaldes duelige og dygtige soldater at man chikanerer og fortrædiger imødekommende, ridende, kørende eller gående personer. For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater.
Det hedder i de årlige landmilitssessioners plakater: "Ved mandskabets afmarch fra lægderne bør det betydes samme at den ringeste uorden de udøver på deres vej til og fra regimenterne vil på det alvorligste blive straffet når bevislig klage indløber." Så sluttes heraf og kan ikke tvivles om at der må være dem pålagt lige så stor om ikke større straf når de i tjenestetiden enten i stadens porte eller på vejene, i ord eller gerning fornærmer nogen. Hertil kan vel svares at når nogen bevislig klage over sådant måtte indkomme, da skal den pågældende på det strengeste blive tiltalt og straffet. Men hvorledes ville det være muligt for enkelt mand eller enkelt person der blev chikaneret eller fornærmet af en imødekommende stor eller lille flok krigsfolk, at fastholde den pågældende eller søge bevis blandt de øvrige? Den der ville prøve på sådant, ville da vist komme til at tåle endnu værre fornærmelser uden at nå sit øjemed: På lovlig måde at bevise den uret han er tilføjet.
Jeg fornemmer derfor efter mit skøn at det bedste middel mod sådan uskik måtte være at de herrer officerer hvem det er pålagt at undervise og overhøre deres undergivne i deres militære kundskaber og pligter, tillige ville underrette dem om deres moralske pligter mod staten og dens borgere. At de ville indskærpe dem at det ikke alene er soldatens pligt i krig at forsvare fædrelandet, men at han også i fredstid bør overholde god orden, værne om enhver borgers sikkerhed og ejendom, og således bidrage til det almindelige vel. At de ville lægge sig på hjertet at det gode som de således udfører i deres tjenestetid med tiden vil blive gengældt dem af en yngre slægt, så at de som bønder ikke behøvede at frygte for ulempe, når de på landevejen eller på andre steder skulle møde vore egne krigsfolk. Det er vist også troligt at om en eller anden ikke skulle lytte til formaningerne eller følge de give gode lærdomme, men handle derimod ved at begå en eller anden uorden, da ville vist hans kammerater søge at holde ham fra det og ikke give ham medhold. Almenånden hæver sig hos det danske folk dag for dag. Dens frugter er humanitet og gensidig føjelighed med sine medmennesker. Gid de snart viser sig blandt os, da opnås væres gode og allernådigste konges ønske.
Pederstrup, den 14. marts 1837
P. Rasmussen
Lægsmand og jordbruger.
(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 265-268)
Redacteurens Anmærkning
Samme landmand havde en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1835 i anledning af kongens "nådesbevisning" af 15. maj 1834 om stænderforsamlinger (i uddrag):"Og ligesom Jesus Christus ved sit guddommelige Ord talte til Mennesket og sagde: "Kommer til mig alle I, som ere besværede, jeg vil trøste og vederqvæge Eder", saaledes er dette en Lignelse, ved hvilken Kongen ligesom vilde sige til alle os Undersaatter: "Ved disse af Eder selv udnævnte gode Mænd, nemlig Repræsentanterne i Raadsforsamlingen, kan Enhver af Eder i sit District uden Persons Anseelse meddele Eders Trængsler og Besværinger, som da af denne igjen, ved herpaa følgende første Raadsforsamling, vil blev fremført ..."Artiklen slutter med en overdådighed af roser, lovprisninger og hyldest af kongen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar