Mens Politivennen beskæftigede sig med livet i København, skete der en masse ude på landet. Artikler fra Kjøbenhavnsposten giver to sider af en distriktslæges liv som samtidig fortæller glimt af hverdagslivet på landet.
Den ene foregår på Rømø hvor der blev klaget over ham. Det var ellers mest strandinger og havsnød som var emnet for datidens artikler om øen. Den anden er fra hans senere virke i Nordjylland hvor han var involveret i en sag om en kvinde som havde aborteret.
Det drejer sig om distriktslæge Hans Melchior Bartholin Gad (f. 29. jan. 1808, d. 1. juli 1893). Hans forældre var Hejno Gad og Christiane Hoffmann, og han blev født i Bindslev Præstegård ved Hjørring. I 1826 tog han farmaceutisk eksamen og i 1832 kirurgisk eksamen. Han praktiserede i Frederikshavn 1833—39. Her blev han også gift 27. sept. 1833 med Caroline Margrethe Boétius (1802-1867). De fik 3 børn. Gad praktiserede i Helsingør 1839—40, og som eskadronskirurg i Næstved i 1 år. Så var det han blev distriktslæge på Rømø den 12. maj 1841.
Efter denne historie flyttede han til Aalborg Stifts sønderfjordske lægedistrikt fra 28. Juli 1847 med bolig i Gudumlund, senere i Terndrup. Her praktiserede han i årtier, indtil han blev ridder af dannebrog den 23. April 1881, og få måneder efter afskediget "I Naade" i Aalborg 1. Juli 1893.
Rømø-boerne fik den tidligere distriktskirurg tilbage. Peter Michelsen Jochimsen (1807-1879) - havde været distriktskirurg på Rømø 1836-1840. Han blev nu først som konstitueret distriktskirurg 1847-58, senere fast udnævnt til distriktslæge 1858-1879. Så ham må de have været tilfredse med.
Gads ansættelse på Rømø blev annonceret, og på både tysk og dansk:
Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 26. oktober 1839:
Bekjendtgjørelser
At jeg har nedsat mig som practiserende Læge og Fødselshjælper i Hillerød, det tillader jeg mig herved at bekjendtgjøre for Byens og Omegnens ærede Beboere
Hillerød d. 23de Octbr 1839. H. M. B. Gad
Cand. Chirurgiæ
boende i Slotsgaden Nr. 23
hos Bager Ments.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 20. maj 1841:
Udnævnelser
Under 8 Mai er Cand. chir. & pharm. H. M. B. Gad beskikket til Districtschirurg paa Romø
Schleswig-Holsteinische Anzeigen, 31. maj 1841:
Unterm 12ten d. J. haben Se. Majestät der König den Candidaten der Chirurgie und Pharmacie, Hans Melchior Bartholin Gad, zum Districtschirurgen auf Romø allergnädigst zu ernennen ...
Syv år efter lander følgende klage fra Rømø-boerne på Kjøbenhavnspostens bord:
Kjøbenhavnsposten, 17. juni 1846:
Vi sige grundet klage, for i nyere tid har en på vor fædreneø ansat embedsmand ikke undset sig ved at fremkomme med en lige så løs og ugrundet som nedsættende og krænkende beskyldning om den iblandt os herskende sædelige tilstand. Det er hr. distriktslæge Gad, der har påtaget sig at angive og skildre os som et til drukkenskab henfaldet folk i en beretning til det kgl. Sundhedskollegium, som denne autoritet, mildest talt, har været ubetænksom nok til at lade aftrykke som et utvivlsomt aktstykke i dets i fjor udgivne forhandlinger. Vi kunne vel for vort gode navns og rygtes skyld have ventet at der før en enkelts mands beskæmmende anklage mod os på sådan måde blev offentliggjort, anstilledes nøje undersøgelse om hvorvidt den virkelig var grundet på sandhed og i hvad forhold de deri fremsatte angivelser og anklageren selv stod til de stedfindende omstændigheder. Men intet af dette er sket; man har antaget den enkelte mands udsagn for tilstrækkeligt, formodenligt fordi han var embedsmand. Og derpå støttet en offentlig anklage imod os, der siden er gået over i flere af landets tidender.
En sådan nedsættelse kan ikke være os ligegyldig, skønt vi ikke behøver at frygte for nogen indflydelse deraf bos dem der kender Romø og Romøboerne. Vi er som øboerne i Vesterhavet sømand med liv og sjæl. Men uden selv at besidde skibe må vi søge vor erhverv som skibsførere, styrmænd og matroser hos fremmede redere, og efter at vi og vore forfædre i så mange levealdre har bevaret et uplettet navn både som ædruelige og pålidelige søfolk, vil ikke en ubevist og ubeviselig sigtelse kunne stække den tillid vi i så henseende hidtil har kunnet glæde os ved såvel i Danmark som i udlandet. Skibsrederne er ikke folk der går efter løse rygter. Vi kunne derfor vel uden egentlig skade have ladet hr. Gads beskyldning hengå uænset, ligesom de af vore landsmænd der tidligere har fået kundskab om den, vel ikke har anset det for umagen værd at tage til genmæle derimod. Men da vi undertegnede nu dog er blevet gjort opmærksomme derpå, skal vi ikke undlade herved at protestere derimod, idet vi tillige opfordre det kgl. Sundhedskollegium til, hvis det ikke vil tro os lige så godt som hr. Gad, at lade forholdene nøjere undersøge ved upartiske mænd, og når resultatet bliver som vi tør vente, give os oprejsning ved at berigtige eller tilbagekalde det fornærmelige i den omhandlede beretning. Vi kunne så meget mere ønske en sådan undersøgelse, som det derved tillige vil kunne opklares i hvilket forhold hr. distriktslæge Gad efter et flerårigt ophold på Romø har vidst at sætte sig til den største del af øens Beboere, og at dette ingenlunde er således som vi ønske det, eller således at det kunne give ham adkomst til at optræde enten som vort mønster eller som den selvbeskikkede dommer over vor moralske og intellektuelle tilstand, hvis kendelse uden videre skulle stå til Troende.
Hvad nu selve hr. Gads beretning angår således som den er offentliggjort af det kgl. Sundhedskolleglum, da er de deri indeholdte talangivelser - skønt vi meget betvivler deres rigtighed - ingenlunde således at deraf skulle kunne udledes det resultat, hvortil hr. Gad kommer, idet han taler om "umådeligt og frygteligt misbrug af brændevin" og deraf udgående "sløvhed i de åndelige evner". Men endnu mindre kan hr. Gad eller nogen anden være beføjet til af sådanne talangivelser at udlede den åbenbart falske beskyldning at hele befolkningen, "af begge køn, i enhver alder", altså kvinder og børn, skulle være henfaldne til nydelsen af brændevin, så at man som Hr. Gad siger, "måtte være berettiget til at antage, at drankergalskab hørte til dagens orden" blandt dem, hvilket han dog indrømmer "ikke er tilfældet". Nej, det er vistnok ikke tilfældet; men hvorfor ikke? Hr. Gad angiver ingen grund herfor, men synes snarere at forundre sig over at han ingen sådanne patienter har. Men grunden er den, at hele hans beretning er en usandfærdig overdrivelse, og den forundring, han i så henseende lægger for dagen, kan derfor kun være påtaget.
Man kender på Romø i virkeligheden lige så lidt til drukkenskab som til drankergalskab, for endog ved de største bryllupper og gilder sker det sjældent, for ikke at sige aldrig, at nogen drikker således at det kan kaldes uanstændigt, og hverken kroer eller andre offentlige steder bliver søgt til drikkeselskaber. Man holder sig i almindelighed hjemme hos familien og i familiekredse og beskæftiger sig med hussysler og børneundervisning. Den måde, hvorpå spiritus i almindelighed nydes på Romø, og som hr. Gad skildrer så forfærdelig, er den samme som er brugelig i en meget stor del af Jylland, d. e. de såkaldte tevandsknægte, hvorved man kommer et glas rom eller brændevin i en passende kvantitet te eller kaffe. Det er muligt at en sådan drik gerne kunne undværes, men romøboerne har hidtil ved en i øvrigt mådeholden nydelse, befundet sig ret vel derved, og når om vinteren stormen oprører Vesterhavet og den hjemkomne familiefader sidder i kredsen af sine frænder og venner, vil vist ingen retsindig misunde dem en drik, hvorved de føle sig oplivede under den barske naturs omgivelser og indflydelse, og heller ikke deraf tage anledning til at afmale dem som et drankerfolk.
Men Hr. Gad lader det ikke engang bero derved. Han er endog så uforskammet at påstå at "en uovervindelig ulyst til at beskæftige sig med noget, der på nogen måde kan anstrenge den ædlere del af mennesket, er umiskendelig" på vor ø. Hvorledes kan en embedsmand, der selv ingenlunde har erhvervet sig den agtelse og tillid som menneske, andre af hans forgængere har nydt, vove at fremkomme med en så åbenbar usandfærdig fornærmelse mod en hel øs befolkning? Hvis hr. Gad havde nogen rimelighedsfølelse, ville han vel snarere have bevidnet det modsatte. Vi skulle i så henseende kun anføre, hvad der er kendsgerninger. Mens der blandt romøboerne for tiden tælles 36 skibsførere, som farer for skibsrederier i København, provinserne og Hamborg, men alle på et par nær, har deres familier bosiddende på deres fædreneø, og vel dobbelt så mange styrmænd, samt en del bevante folk, der deltager i fiskerierne under Island og Grønland, er det så godt som uden undtagelse hele den yngre slægts attrå fra drengeårene af, at nå samme mål, og til den hensigt samler de kundskaber, der behøves til at kunne tage styrmandseksamen, når de har faret nogle år til søs. Det er som oftest deres egen erhverv som først skal åbne dem adgang hertil. Men idet enhver familiefader indser hvad dertil udfordres, søger han allerede tidligt når han er hjemme at give sine børn den vejledning, han formår. Og deraf kommer det, at uagtet skoleundervisningen, især i den jyske del af øen, langt fra er således som indbyggerne ønsker den, så står dog vist ungdommen på Romø på et meget højere trin end almindeligt i den største del af landet.
Det bedste bevis i denne henseende, og tillige for usandfærdigheden af hr. G's oprørende beskyldninger, afgiver indbyggernes mangeårige bestræbelser for at få skolevæsenet på øen forbedret. Men at deres andragender til skoledirektionen og til Kancelliet ikke har frugtet synderligt, er ikke deres skyld, hvorvel vi dog endnu hverken har opgivet håbet eller iveren til at stræbe efter at opnå en sådan forbedring, hvis nødvendighed vi bedst selv kunne indse.
Når nu nogen ville spørge hvad der da kan have bevæget vor distriktslæge, der har været ansat henved ti år på øen, til at give dens befolkning et så nedsættende skudsmål, så kunde vi måske lede til forklaring heraf ved at vise, hvor lidt hr. Gad har stræbt efter at sætte sig i god forståelse til indbyggerne. Men vi skulle i så henseende kun anføre det enkelte bevis, at da hr. Gad for tre år siden skulle have en anden beboelseslejlighed, var der ingen af øens husejere, der ønskede al have ham til lejer, hvorfor der måtte købes et sted til ham. For et par år siden foreslog han oprettelsen af en mådeholdsforening. Men at den ikke kom i stand måtte nærmest tilskrives indbyggernes utilbøjelighed til at indlade sig med indbyderen. Ikke desto mindre er romøboerne ikke et folk af hvem hr. G. skulle behøve at frygte nogen personlig overlast. Vi tror i så henseende at kunne indestå for vore landsmænd fredelige og humane adfærd, så at det rygte som, efter sigende, i vinter skal have cirkuleret i København, at der skulle soldater over til Romø for at bevogte Gads person, er lige så latterligt som det sikkert var ubegrundet. Derimod kunne vi ikke andet end ønske, at den tid måtte komme, da hr. G. fandt en anden og bedre virkekreds end på vor ø, og vi en anden og billigere læge.
Nogle Romøboere.
Man hører ikke om noget gensvar fra Gad. Men et år efter flyttede han til Nordjylland:
Bibliotek for Læger, 1847:
28. juli distriktslæge på Romø siden 1841, H. M. B. Gad (kirurgisk eksamen 1832 med 2. karakter) udnævnt til distriktslæge i det søndenfjordske landdistrikt i Aalborg Amt.
Her hører offentligheden så ikke så meget til ham, udover at han var involveret i en sag om fødsel i dølgsmål, hvilket var strafbart:
Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1848., s. 68-70:
I 46 indsendte Stiftamtmand Stemann Udskriften af et Forhør, optaget i Anledning af, at E. M. H.s datter formentes at have aborteret i Dølgsmaal, og udbad sig Kollegiets Betænkning over samme.
Tjenestepigen E. M. H.s datter, der er 23 år gammel og i december 1847 endnu ikke var menstrueret, fik d. 14. december, efter at hun de to næstforegående dage havde følt smerter i underlivet, lår og ben, en afgang af blod fra kønsdelene, hvorved tillige udskiltes "noget hindeværk," og hvorefter hun fandt sig lettet. Man var allerede tidligere blevet opmærksom på, at hun tilsyneladende blev førere, hvilket hun da foregav at hidrøre fra den manglende menstruation; men da man nu dagen efter syntes at bemærke, at denne førhed var aftaget, efterså man hendes seng som fandtes at være blodig. Hun påstod at dette kom deraf, at hendes menstruation nu endelig var indtruffen. Den Forklaring troede man dog ikke at turde stole på og desårsag lod hende undersøge, først af jordemoderen og, da denne erklærede, at hun ikke kunde påstå, at pigen have født, siden efter også af distriktslægen. Pigen ved ikke med vished om hun har været frugtsommelig. Men har det været tilfældet, må svangerskabstiden efter hendes udsagn regnes fra slutningen af sidste høst.
Det fra kønsdelene udskilte, som blev kastet ud for svinene, har ikke været at finde. Distriktslæge Gad der undersøgte hende d. 16. december, fandt underlivet slapt og foldet, således som det i almindelighed viser sig efter en foregående fødsel. Fremdeles de udvendige fødselsdele svulne og hævede, modermunden åben og slap og spor af en mælkeagtig væske i brysterne. Da han atter foretog en undersøgelse d. 22., var de ydre kønsdele ikke svulne eller hævede, Modermunden fandtes tilsluttet, fra kønsdelene udflød en slimet rødagtig væske, og af brysterne, der var noget fyldige, uden egentlig at være svulne, udtrykkedes med lethed mælk. Distriktslæge Gad erklærer, at han, skønt afgangen af den månedlige renselse, når denne i længere tid har været holdt tilbage, kan foranledige de oven beskrevne tilfælde, og skønt mælk kan findes i brysterne på fruentimmer, der aldrig har født eller været frugtſommelige, dog in casu, hvor så mange kendetegn på en foregående fødsel i forening er til stede, anser det for sandsynligt at pigen har været svanger i 8—10 uger og har aborteret, ligesom det derhos ikke er uantageligt, at pigen, der ikke tidligere har født, ej heller har haft den månedlige renselse, kan have stået i den opfattelse, at den omhandlede afgang af blod m. m. har været noget, som hørte til menstruationen.
Kollegiet svarede, at det i overensstemmelse med den af distriktslæge Gad under 22. decbr. 1847 afgivne erklæring måtte antage at den ommeldte tjenestepige havde været frugtsommelig, uden at det dog lod sig afgøre til hvilken tid i svangerskabet fødslen havde fundet sted. Imidlertid måtte man dog bemærke at de af distriktslæge Gad ved undersøgelsen forefundne tegn tyder på, at svangerskabet har været betydelig videre fremrykket end som af E. M. P.s datter angivet, 8–10 uger. Med hensyn til hendes påstand om at have været uvidende om sit svangerskab, da kunne sandsynligheden af denne påstands rigtighed under de forhåndenværende Omstændigheder ikke benægtes.
Ellers ser det ud til at Gad førte et stille og roligt liv, bl.a. optræder han på mange slægtsforskningssider som den læge der vaccinerede, typisk som dette eksempel:
Vaccineret 14 Juli 1848 af Distriktslæge Gad, Sønder Kongerslev
Skørping 1852-54
Vaccineret den 19 August 1856 af Distriktslæge Gad, Sejlfjord
I 1867 mistede han så sin kone:
Dagbladet (København), 5. marts 1867:
Min fromme, kjærlige Hustru Caroline født Boëtius, døde imorges efter faa Dages Sygeleie.
Gudumlund, den 28de Februar 1867
H. M. B. Gad
Distriktslæge.
Han praktiserede 1875-1877 sammen med nevøen Peter Vilhelm Gad (1846-1915)
Nationaltidende, 27. april 1881, 2. udgave:
Under 23. April ere .... Distriktslæge i Aalborg Amts søndenfjordske Lægedistrikt H. M. B. Gad udnævnte til Riddere af Dannebrog.
Nationaltidende, 24. maj 1881:
Afskedigelse. Under 21. Mai er Distriktslæge i Aalborg Amts søndenfjordske Landlægedistrikt H. M. B. Gad, R. af D., efter Ansøgning afskediget med Pension fra det nævnte Embede.
De sidste 12 år af sit liv levede han formodentlig et stille liv som olding.
Den ene foregår på Rømø hvor der blev klaget over ham. Det var ellers mest strandinger og havsnød som var emnet for datidens artikler om øen. Den anden er fra hans senere virke i Nordjylland hvor han var involveret i en sag om en kvinde som havde aborteret.
Det drejer sig om distriktslæge Hans Melchior Bartholin Gad (f. 29. jan. 1808, d. 1. juli 1893). Hans forældre var Hejno Gad og Christiane Hoffmann, og han blev født i Bindslev Præstegård ved Hjørring. I 1826 tog han farmaceutisk eksamen og i 1832 kirurgisk eksamen. Han praktiserede i Frederikshavn 1833—39. Her blev han også gift 27. sept. 1833 med Caroline Margrethe Boétius (1802-1867). De fik 3 børn. Gad praktiserede i Helsingør 1839—40, og som eskadronskirurg i Næstved i 1 år. Så var det han blev distriktslæge på Rømø den 12. maj 1841.
Efter denne historie flyttede han til Aalborg Stifts sønderfjordske lægedistrikt fra 28. Juli 1847 med bolig i Gudumlund, senere i Terndrup. Her praktiserede han i årtier, indtil han blev ridder af dannebrog den 23. April 1881, og få måneder efter afskediget "I Naade" i Aalborg 1. Juli 1893.
Rømø-boerne fik den tidligere distriktskirurg tilbage. Peter Michelsen Jochimsen (1807-1879) - havde været distriktskirurg på Rømø 1836-1840. Han blev nu først som konstitueret distriktskirurg 1847-58, senere fast udnævnt til distriktslæge 1858-1879. Så ham må de have været tilfredse med.
Gads ansættelse på Rømø blev annonceret, og på både tysk og dansk:
Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 26. oktober 1839:
Bekjendtgjørelser
At jeg har nedsat mig som practiserende Læge og Fødselshjælper i Hillerød, det tillader jeg mig herved at bekjendtgjøre for Byens og Omegnens ærede Beboere
Hillerød d. 23de Octbr 1839. H. M. B. Gad
Cand. Chirurgiæ
boende i Slotsgaden Nr. 23
hos Bager Ments.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 20. maj 1841:
Udnævnelser
Under 8 Mai er Cand. chir. & pharm. H. M. B. Gad beskikket til Districtschirurg paa Romø
Schleswig-Holsteinische Anzeigen, 31. maj 1841:
Unterm 12ten d. J. haben Se. Majestät der König den Candidaten der Chirurgie und Pharmacie, Hans Melchior Bartholin Gad, zum Districtschirurgen auf Romø allergnädigst zu ernennen ...
Syv år efter lander følgende klage fra Rømø-boerne på Kjøbenhavnspostens bord:
Kjøbenhavnsposten, 17. juni 1846:
Opfordring til det kgl. Sundhedscollegium fra nogle
Romøboere
På Rømø har ligesom på de andre øer i Vesterhavet til alle tider hersket indbyrdes orden, fred og fordragelighed iblandt indbyggerne. De har selv vidst at opretholde en sådan tilstand uden dertil at behøve hårde tvangsmidler eller fremmed opsyn; de have altid sat en ære i at gælde i deres fædrelands og den øvrige civiliserede verdens øjne for et sædeligt og oplyst folk, og deres bestræbelser efter at fortjene et sådant navn har hidtil været så heldige, at vist ingen grundet klage over deres forhold og opførsel i nogen henseende nogensinde er fremkommet fra dem, der har haft lejlighed til at blive nøjere bekendt med dem og med tilstanden i deres afsides hjem. Vi sige grundet klage, for i nyere tid har en på vor fædreneø ansat embedsmand ikke undset sig ved at fremkomme med en lige så løs og ugrundet som nedsættende og krænkende beskyldning om den iblandt os herskende sædelige tilstand. Det er hr. distriktslæge Gad, der har påtaget sig at angive og skildre os som et til drukkenskab henfaldet folk i en beretning til det kgl. Sundhedskollegium, som denne autoritet, mildest talt, har været ubetænksom nok til at lade aftrykke som et utvivlsomt aktstykke i dets i fjor udgivne forhandlinger. Vi kunne vel for vort gode navns og rygtes skyld have ventet at der før en enkelts mands beskæmmende anklage mod os på sådan måde blev offentliggjort, anstilledes nøje undersøgelse om hvorvidt den virkelig var grundet på sandhed og i hvad forhold de deri fremsatte angivelser og anklageren selv stod til de stedfindende omstændigheder. Men intet af dette er sket; man har antaget den enkelte mands udsagn for tilstrækkeligt, formodenligt fordi han var embedsmand. Og derpå støttet en offentlig anklage imod os, der siden er gået over i flere af landets tidender.
En sådan nedsættelse kan ikke være os ligegyldig, skønt vi ikke behøver at frygte for nogen indflydelse deraf bos dem der kender Romø og Romøboerne. Vi er som øboerne i Vesterhavet sømand med liv og sjæl. Men uden selv at besidde skibe må vi søge vor erhverv som skibsførere, styrmænd og matroser hos fremmede redere, og efter at vi og vore forfædre i så mange levealdre har bevaret et uplettet navn både som ædruelige og pålidelige søfolk, vil ikke en ubevist og ubeviselig sigtelse kunne stække den tillid vi i så henseende hidtil har kunnet glæde os ved såvel i Danmark som i udlandet. Skibsrederne er ikke folk der går efter løse rygter. Vi kunne derfor vel uden egentlig skade have ladet hr. Gads beskyldning hengå uænset, ligesom de af vore landsmænd der tidligere har fået kundskab om den, vel ikke har anset det for umagen værd at tage til genmæle derimod. Men da vi undertegnede nu dog er blevet gjort opmærksomme derpå, skal vi ikke undlade herved at protestere derimod, idet vi tillige opfordre det kgl. Sundhedskollegium til, hvis det ikke vil tro os lige så godt som hr. Gad, at lade forholdene nøjere undersøge ved upartiske mænd, og når resultatet bliver som vi tør vente, give os oprejsning ved at berigtige eller tilbagekalde det fornærmelige i den omhandlede beretning. Vi kunne så meget mere ønske en sådan undersøgelse, som det derved tillige vil kunne opklares i hvilket forhold hr. distriktslæge Gad efter et flerårigt ophold på Romø har vidst at sætte sig til den største del af øens Beboere, og at dette ingenlunde er således som vi ønske det, eller således at det kunne give ham adkomst til at optræde enten som vort mønster eller som den selvbeskikkede dommer over vor moralske og intellektuelle tilstand, hvis kendelse uden videre skulle stå til Troende.
Hvad nu selve hr. Gads beretning angår således som den er offentliggjort af det kgl. Sundhedskolleglum, da er de deri indeholdte talangivelser - skønt vi meget betvivler deres rigtighed - ingenlunde således at deraf skulle kunne udledes det resultat, hvortil hr. Gad kommer, idet han taler om "umådeligt og frygteligt misbrug af brændevin" og deraf udgående "sløvhed i de åndelige evner". Men endnu mindre kan hr. Gad eller nogen anden være beføjet til af sådanne talangivelser at udlede den åbenbart falske beskyldning at hele befolkningen, "af begge køn, i enhver alder", altså kvinder og børn, skulle være henfaldne til nydelsen af brændevin, så at man som Hr. Gad siger, "måtte være berettiget til at antage, at drankergalskab hørte til dagens orden" blandt dem, hvilket han dog indrømmer "ikke er tilfældet". Nej, det er vistnok ikke tilfældet; men hvorfor ikke? Hr. Gad angiver ingen grund herfor, men synes snarere at forundre sig over at han ingen sådanne patienter har. Men grunden er den, at hele hans beretning er en usandfærdig overdrivelse, og den forundring, han i så henseende lægger for dagen, kan derfor kun være påtaget.
Man kender på Romø i virkeligheden lige så lidt til drukkenskab som til drankergalskab, for endog ved de største bryllupper og gilder sker det sjældent, for ikke at sige aldrig, at nogen drikker således at det kan kaldes uanstændigt, og hverken kroer eller andre offentlige steder bliver søgt til drikkeselskaber. Man holder sig i almindelighed hjemme hos familien og i familiekredse og beskæftiger sig med hussysler og børneundervisning. Den måde, hvorpå spiritus i almindelighed nydes på Romø, og som hr. Gad skildrer så forfærdelig, er den samme som er brugelig i en meget stor del af Jylland, d. e. de såkaldte tevandsknægte, hvorved man kommer et glas rom eller brændevin i en passende kvantitet te eller kaffe. Det er muligt at en sådan drik gerne kunne undværes, men romøboerne har hidtil ved en i øvrigt mådeholden nydelse, befundet sig ret vel derved, og når om vinteren stormen oprører Vesterhavet og den hjemkomne familiefader sidder i kredsen af sine frænder og venner, vil vist ingen retsindig misunde dem en drik, hvorved de føle sig oplivede under den barske naturs omgivelser og indflydelse, og heller ikke deraf tage anledning til at afmale dem som et drankerfolk.
Men Hr. Gad lader det ikke engang bero derved. Han er endog så uforskammet at påstå at "en uovervindelig ulyst til at beskæftige sig med noget, der på nogen måde kan anstrenge den ædlere del af mennesket, er umiskendelig" på vor ø. Hvorledes kan en embedsmand, der selv ingenlunde har erhvervet sig den agtelse og tillid som menneske, andre af hans forgængere har nydt, vove at fremkomme med en så åbenbar usandfærdig fornærmelse mod en hel øs befolkning? Hvis hr. Gad havde nogen rimelighedsfølelse, ville han vel snarere have bevidnet det modsatte. Vi skulle i så henseende kun anføre, hvad der er kendsgerninger. Mens der blandt romøboerne for tiden tælles 36 skibsførere, som farer for skibsrederier i København, provinserne og Hamborg, men alle på et par nær, har deres familier bosiddende på deres fædreneø, og vel dobbelt så mange styrmænd, samt en del bevante folk, der deltager i fiskerierne under Island og Grønland, er det så godt som uden undtagelse hele den yngre slægts attrå fra drengeårene af, at nå samme mål, og til den hensigt samler de kundskaber, der behøves til at kunne tage styrmandseksamen, når de har faret nogle år til søs. Det er som oftest deres egen erhverv som først skal åbne dem adgang hertil. Men idet enhver familiefader indser hvad dertil udfordres, søger han allerede tidligt når han er hjemme at give sine børn den vejledning, han formår. Og deraf kommer det, at uagtet skoleundervisningen, især i den jyske del af øen, langt fra er således som indbyggerne ønsker den, så står dog vist ungdommen på Romø på et meget højere trin end almindeligt i den største del af landet.
Det bedste bevis i denne henseende, og tillige for usandfærdigheden af hr. G's oprørende beskyldninger, afgiver indbyggernes mangeårige bestræbelser for at få skolevæsenet på øen forbedret. Men at deres andragender til skoledirektionen og til Kancelliet ikke har frugtet synderligt, er ikke deres skyld, hvorvel vi dog endnu hverken har opgivet håbet eller iveren til at stræbe efter at opnå en sådan forbedring, hvis nødvendighed vi bedst selv kunne indse.
Når nu nogen ville spørge hvad der da kan have bevæget vor distriktslæge, der har været ansat henved ti år på øen, til at give dens befolkning et så nedsættende skudsmål, så kunde vi måske lede til forklaring heraf ved at vise, hvor lidt hr. Gad har stræbt efter at sætte sig i god forståelse til indbyggerne. Men vi skulle i så henseende kun anføre det enkelte bevis, at da hr. Gad for tre år siden skulle have en anden beboelseslejlighed, var der ingen af øens husejere, der ønskede al have ham til lejer, hvorfor der måtte købes et sted til ham. For et par år siden foreslog han oprettelsen af en mådeholdsforening. Men at den ikke kom i stand måtte nærmest tilskrives indbyggernes utilbøjelighed til at indlade sig med indbyderen. Ikke desto mindre er romøboerne ikke et folk af hvem hr. G. skulle behøve at frygte nogen personlig overlast. Vi tror i så henseende at kunne indestå for vore landsmænd fredelige og humane adfærd, så at det rygte som, efter sigende, i vinter skal have cirkuleret i København, at der skulle soldater over til Romø for at bevogte Gads person, er lige så latterligt som det sikkert var ubegrundet. Derimod kunne vi ikke andet end ønske, at den tid måtte komme, da hr. G. fandt en anden og bedre virkekreds end på vor ø, og vi en anden og billigere læge.
Nogle Romøboere.
Man hører ikke om noget gensvar fra Gad. Men et år efter flyttede han til Nordjylland:
Bibliotek for Læger, 1847:
28. juli distriktslæge på Romø siden 1841, H. M. B. Gad (kirurgisk eksamen 1832 med 2. karakter) udnævnt til distriktslæge i det søndenfjordske landdistrikt i Aalborg Amt.
Her hører offentligheden så ikke så meget til ham, udover at han var involveret i en sag om fødsel i dølgsmål, hvilket var strafbart:
Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1848., s. 68-70:
I 46 indsendte Stiftamtmand Stemann Udskriften af et Forhør, optaget i Anledning af, at E. M. H.s datter formentes at have aborteret i Dølgsmaal, og udbad sig Kollegiets Betænkning over samme.
Tjenestepigen E. M. H.s datter, der er 23 år gammel og i december 1847 endnu ikke var menstrueret, fik d. 14. december, efter at hun de to næstforegående dage havde følt smerter i underlivet, lår og ben, en afgang af blod fra kønsdelene, hvorved tillige udskiltes "noget hindeværk," og hvorefter hun fandt sig lettet. Man var allerede tidligere blevet opmærksom på, at hun tilsyneladende blev førere, hvilket hun da foregav at hidrøre fra den manglende menstruation; men da man nu dagen efter syntes at bemærke, at denne førhed var aftaget, efterså man hendes seng som fandtes at være blodig. Hun påstod at dette kom deraf, at hendes menstruation nu endelig var indtruffen. Den Forklaring troede man dog ikke at turde stole på og desårsag lod hende undersøge, først af jordemoderen og, da denne erklærede, at hun ikke kunde påstå, at pigen have født, siden efter også af distriktslægen. Pigen ved ikke med vished om hun har været frugtsommelig. Men har det været tilfældet, må svangerskabstiden efter hendes udsagn regnes fra slutningen af sidste høst.
Det fra kønsdelene udskilte, som blev kastet ud for svinene, har ikke været at finde. Distriktslæge Gad der undersøgte hende d. 16. december, fandt underlivet slapt og foldet, således som det i almindelighed viser sig efter en foregående fødsel. Fremdeles de udvendige fødselsdele svulne og hævede, modermunden åben og slap og spor af en mælkeagtig væske i brysterne. Da han atter foretog en undersøgelse d. 22., var de ydre kønsdele ikke svulne eller hævede, Modermunden fandtes tilsluttet, fra kønsdelene udflød en slimet rødagtig væske, og af brysterne, der var noget fyldige, uden egentlig at være svulne, udtrykkedes med lethed mælk. Distriktslæge Gad erklærer, at han, skønt afgangen af den månedlige renselse, når denne i længere tid har været holdt tilbage, kan foranledige de oven beskrevne tilfælde, og skønt mælk kan findes i brysterne på fruentimmer, der aldrig har født eller været frugtſommelige, dog in casu, hvor så mange kendetegn på en foregående fødsel i forening er til stede, anser det for sandsynligt at pigen har været svanger i 8—10 uger og har aborteret, ligesom det derhos ikke er uantageligt, at pigen, der ikke tidligere har født, ej heller har haft den månedlige renselse, kan have stået i den opfattelse, at den omhandlede afgang af blod m. m. har været noget, som hørte til menstruationen.
Kollegiet svarede, at det i overensstemmelse med den af distriktslæge Gad under 22. decbr. 1847 afgivne erklæring måtte antage at den ommeldte tjenestepige havde været frugtsommelig, uden at det dog lod sig afgøre til hvilken tid i svangerskabet fødslen havde fundet sted. Imidlertid måtte man dog bemærke at de af distriktslæge Gad ved undersøgelsen forefundne tegn tyder på, at svangerskabet har været betydelig videre fremrykket end som af E. M. P.s datter angivet, 8–10 uger. Med hensyn til hendes påstand om at have været uvidende om sit svangerskab, da kunne sandsynligheden af denne påstands rigtighed under de forhåndenværende Omstændigheder ikke benægtes.
Ellers ser det ud til at Gad førte et stille og roligt liv, bl.a. optræder han på mange slægtsforskningssider som den læge der vaccinerede, typisk som dette eksempel:
Vaccineret 14 Juli 1848 af Distriktslæge Gad, Sønder Kongerslev
Skørping 1852-54
Vaccineret den 19 August 1856 af Distriktslæge Gad, Sejlfjord
I 1867 mistede han så sin kone:
Dagbladet (København), 5. marts 1867:
Min fromme, kjærlige Hustru Caroline født Boëtius, døde imorges efter faa Dages Sygeleie.
Gudumlund, den 28de Februar 1867
H. M. B. Gad
Distriktslæge.
Han praktiserede 1875-1877 sammen med nevøen Peter Vilhelm Gad (1846-1915)
Nationaltidende, 27. april 1881, 2. udgave:
Under 23. April ere .... Distriktslæge i Aalborg Amts søndenfjordske Lægedistrikt H. M. B. Gad udnævnte til Riddere af Dannebrog.
Nationaltidende, 24. maj 1881:
Afskedigelse. Under 21. Mai er Distriktslæge i Aalborg Amts søndenfjordske Landlægedistrikt H. M. B. Gad, R. af D., efter Ansøgning afskediget med Pension fra det nævnte Embede.
De sidste 12 år af sit liv levede han formodentlig et stille liv som olding.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar