03 februar 2021

Vægter dømt for Vold. (Efterskrift til Politivennen)

En Vægter, tiltalt for Misbrug af sin Myndighed. Natten mellem den 21de og 22de Septbr. f. A. Kl. 12 kom nogle Personer, der i Selskab med andre vare paa Veien herind til Staden i den søndre Allee udenfor Vesterport i en Ordstrid med 2 dem ubekjendte Mandspersoner, af hvilke den ene snart fjernede sig, hvorimod der opstod et Slagsmaal med den anden. Da Carl Frederik Borch, som havde Post som Vægter paa den nærmeste Deel af Vesterbro, havde begivet sig hen til det Sted, hvor hiint passerede, fandt han, efter hvad han har forklaret, en Deel Personer i høirøstet Samtale, og paalagde dem strax at tie stille og at forføie sig bort, hvilket Paalæg ikke mødte nogen Indvending eller fremkaldte trodsig eller fornærmelig Adfærd imod ham, men, da de Paagjældende ikke strax taug, og, som B. har udtrykt sig, nogen af dem gik hen imod ham, gav han, uden at der var sagt et Ord til ham, eller paa anden Maade givet ham Anledning til at befrygte, at man enten vilde modsatte sig hans Befaling eller personlig angribe ham, sig til, idet han i Øieblikket tænkte sig Muligheden deraf, at bruge sin Stok, og ved med denne, der var en saakaldet Naturstok af Egetræ, og havde et Omfang foroven af 4 Tommer og forneden, hvor den var stærkt beslaaet med Jern, af 3 Tommer, at tildele forskjellige Personer Slag, fordrev han samtlige Vedkommende ned ad Alleen henimod Indgangen til Jernbanegaarden.

Imidlertid havde Politibetjentene Martin Hertz og Ludvig Hertz samt Opsigtsbetjent Steensbech, der efter en tilendebragt Patrouillering sadde paa en Bænk i den nordre Allee, bemærket, at Uorden fandt Sted i den anden Allee, og navnlig hørt nogen skrige meget høit, samt at det lod som om nogen blev slaaet med en Stok, hvisaarsag de ilede over i den sidstnævnte Allee, hvor de antraf endeel Personer, som forfulgtes af Borch. M. Hertz, der vil have foreviist sit Politiskilt for Borch og betydet denne, samt en anden tilstedeværende Vægter at de skulde begive dem til deres Poster, gjorde udtrykkeligt opmærksomt paa, at det var Politiet, der var kommet tilstede, men han havde neppe udtalt, førend B. løftede sin Stok og bibragte ham et Slag i Hovedet, saa at han styrtede til Jorden, hvorefter B. ogsaa tilføiede Opsigtsbetjent Steensbech, der ligeledes fremtog sit Skilt, og foreviste der for B. et Slag med Stokken over den høire Arm. B. vendte sig derefter til Politibetjent Ludvig Hertz og gjorde Mine til at slaae ham, men han forebyggede Slaget, ved at tilraade B., om han slog Politiet, og ved at holde ham Politiskiltet lige under Øinene.

Saavel M. Hertz som Steensbech indlagdes strax i Frederiks Hospital og under 23de Septbr. erklærede Overchirurgen, Professor Stein, med Hensyn til H., at han havde et contunderet Saar i venstre Tinding af lidt over 1 Tommes Længde, men uden Blottelse af Benet, hvorimod der havde viist sig nogle Hjernetilfælde af en saadan Beskaffenhed, at deres Udfald endnu ikke kunde bestemmes, og i Henseende til S., at han havde en Contusion af høire Albueled, der dog rimeligviis ikke vilde bevirke nogen blivende Skade paa hans Helbred og Førlighed. Under 6te October har Prof. Stein, næst at bemærke, at H. havde den 26de Septbr., ifølge eget Forlangende, forladt Hospitalet, efterat de Tilfælde af Hjernerystelse, som ledsagede Beskadigelsen, vare hævede, yttret, at Saaret kun var trængt igjennem de bløde Dele uden Beskadigelse af Benet, og at det saaledes kunde antages, at denne Læsion ikke vil efterlade Følger for Fremtiden, hvorhos han med Hensyn til det Spørgsmaal, hvorvidt den Beskadigedes Liv kan have varet udsat for øiensynlig Fare, har tilføiet, at det maa antages for afgjort, at et voldsomt Slag med en Stok af den Beskaffenhed, som den omhandlede, lettelig kunde have havt Døden til Følge.

I Forhør af 29de October har M Hertz erklæret, at det paagjældende Saar vel ikke endnu var fuldkomment lægt, men at han dog følte sig saa vel, at han igjen havde meldt sig til Tjeneste. For Steensbechs Vedkommende har Prof. Stein under 6te Octbr. yttret, at han, ifølge egen Begjæring, forlod Hospitalet d. 27. Septbr. i saa kjendelig Bedring, at hans fuldstændige Helbredelse kunde ventes inden kort Tid og det uden Følger for Fremtiden, og i Forhør af 4. Octbr har Steensbech erklæret, at han ingen Fornemmelse har af den ham tilføiede Beskadigelse.

Tiltalte Borch benægtede, at Nogen har, førend efter at han havde ophørt at tildele Slag med sin Stok foreviist ham Politiskilt, eller betydet ham, at det var Politiets Betjente, der vare komne tilstede, og, idet han, i Overensstemmelse hermed har anført, at han ikke slog Nogen, efter at han var kommen til Kundskab om, at Politiets Betjente havde indfundet sig, antog han, at M. Hertz og Steensbech have været iblandt de Personer, han, som ovenmeldt, bortjog, og der blev under Sagen ikke tilveiebragt Beviis for, at han, da han tilføiede H. og S. de omtalte Slag, vidste, at de vare til Politiet henhørende Betjente, i hvilken Henseende det med Hensyn til den ovenfor omtalte Foreviisning af Politiskiltene, bemærkes, at Tiltalte, efter hvad der er oplyst, maa antages at være i høi Grad nærsynet.

Som Følge heraf kunde der ikke paadrages ham Strafansvar fra det Synspunkt, hvorfra den Deel af Actionen gik ud, under hvilken han sigtedes for at have tilstået H. og S Legemsbeskadigelser under Udførelsen af deres Tjenesteforretninger, men derimod blev han fældet som skyldig i Misbrug af den ham, som Vægter tilkommende Myndighed, og blev han - der er 43 Aar gl., og ifølge Politidirecteurens Resolution har for usømmelige Udladelser imod en Politiofficiant straffet med Fængsel paa Vand og Brød - ved Criminalrettens Dom af 21. januar nu anseet med lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. januar 1854, 2. udgave. Afsnit er indsat for at øge læsbarheden).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar