Sylvia Pio og Poul Geleff. (Efterskrift til Politivennen)

3. del af serien om Sylvia Pio. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

Louis Pios med-landsforviste, Poul Geleff (1842-1928) vendte i juli 1920 tilbage til Danmark, hvor han blev modtaget af Sylvia Pio og indlogerede sig der. Efter en hårdhændet behandling i tugthusene, fik Pio og Geleff et "tilbud" om en pose penge mod at de forsvandt ud af landet. Det blev ilde taget op af mange af datidens socialdemokrater. Det var Geleff som i en pjece afslørede at han og Pio var blevet bestukket af politiet til at emigrere. 

På denne "satiriske" tegning fra 1877 ses Poul Geleff, Louis Pio og dennes kone Augusta Jørgensen med Sylvia Pio på armen som spæd, efter at de er ankommet til Amerika. Carl Allers Tryk, 1877. Tegningen beviser indirekte at Sylvia blev født i 1876, og ikke i 1878 som hun til sin død hævdede, og som det også står på hendes gravsted på Vestre Kirkegård. 

Poul Geleffs ankomst i går. 

Poul Geleff, A. C. Meyer og E. Wiinblad på landgangen.

Klokken godt 8, en times tid senere end planmæssigt, hvilket vil sige med "planmæssig forsinkelse", ankom den store Damper »Frederik den ottende« med sine fra Amerika hjemvendende emigranter.

Poul Geleff var med ombord, og tilstrømningen til Amerikabådenes bolværksplads var større end sædvanlig. Adskillige både ældre og yngre socialdemokrater var mødt for at hilse den sidste af hine førere, som rejste arbejderklassen til kamp under feltråbet "Ingen pligter uden rettigheder, ingen rettigheder uden pligter".

En snævrere kreds af partifæller havde påtaget sig det hverv at tage imod Geleff. Der var de to veteraner fra bevægelsens tidligste tid, snedkerne P. Hansen og A. P. Berg, redaktør Wiinblad og folketingsmand A. C. Meyer med damer, folketingsmand, rådmand Fr. Andersen, redaktør Oskar Jørgensen, partikasserer Oskar Johansen, murer Lundberg og bogbinder Petersen.

Kun et snævrere udvalg af denne kreds fik lov at gå ombord på damperen. Det blev Wiinblad og A. C. Meyer forbeholdt at finde Geleff. De kendte ham jo fra midten af halvfjerdserne. Men havde manden mon ikke forandret sig stærkt siden den tid?

Det holdt dog ikke svært at finde Poul Geleff, den lille Mand derhenne - - selvfølgelig var det ham! Lidt dårlig til bens måske. Men ansigtet, som i ikke ringe grad minder om den salig hensovede minister Estrup, er ikke til at tage fejl af. Øjnene har stadigvæk det lune blink og munden, som kun delvis dækkes af det lyse, amerikansk klippede overskæg, har det gamle drag, der kan udløses både i alvor og satire.

Pressen erobrer for en stund den populære passager og underkaster ham et hastigt interview. Så overrækkes der ham en buket med hvide og røde blomster, og en flok driftige fotografer, der følger nuets begivenheder som måger følger skibet, giver os Geleff som han står på ovenstående billede med fødderne på skibstrappen og sin blomsterkost i hånd.

Da Geleff gik ned ad damperens bro, hilstes han med hurra fra mængden, og ved landstigningen modtoges han af partiveteranerne og de yngre fæller. I Staunings fraværelse bød partiets viceforretningsfører, Fr. Andersen, den hjemvendte gamle kampfælle velkommen i få, hjertelige ord.

Nu stod Poul Geleff atter på dansk grund - efter 43 års forløb, under hvilke mangt og meget har ændret sig i hans fødeland Den nyere tid meldte sig straks i form af automobiler, som kørte deltagerne til fru Johannes Poulsens hjem på Kastelsvej. Her mødtes gammel og ny tid i et lille, stemningsrigt samvær, som indlededes med, at fru Poulsen, Pios datter, hilste sin faders kampfælle fra 1871-77 Velkommen og bød ham til huse som gæst.

Fru Johannes Poulsen (Sylvia Pio) var kun ganske spæd, da Poul Geleff sidste gang gæstede hendes faders hjem i Amerika. De to sås egentlig for første gang i går, og i kraft af den uendelige kærlighed, hvormed Pios datter omfatter sin faders minde, mødtes Geleff straks med sympati i det gæstfri hjem.

I den lille velkomsttale, A. C. Meyer holdt indenfor hjemmets vægge, kunne han pege på den eventyrets skønhed, som lå deri, at Geleff modloges af Pios datter i en stund, hvor skuffelsernes mørke skygge var gledet bort, og mindets glans faldt over den socialistiske bevægelses banebrydere.

En af vort partis veteraner, A. P. Berg, citerede et lille digt, Pio i sin tid skrev under et sygeophold her i landet. Det rørte tilhørerne og mest arbejderførerens varmhjertede datter.

Poul Geleff holdt ikke tale, hvad der ikke heller skal bebrejdes ham. Men med lune fortalte han træk af livet i det store Vesten, hvor han har levet og virket den største del af sit liv.

Der blev taget et billede af samværet, og da man skiltes, forberedte Geleff sig på at besøge nogle slægtninge på Østerbro.

Han skal nu til at studere det moderne København som jo unægtelig ser anderledes ud end i politidirektør Crones dage.

(Lettere sammenskrivning af Social-Demokraten, 21. juli 1920 og Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 21. juli 1920).

Det var Socialdemokratiet som foranlediget af at Poul Geleff led nød, fik ham tilbage til Danmark. Han bosatte sig i Nyborg hvor partiet finansierede ham via en pension. I 1927 rejste han af helbredsårsager til Italien hvor han døde i 1927. 

I 1920 meldte Sylvia Pio sig ind i Socialdemokratiet. Pios navn var nu igen blevet tone, efter at mange anså ham for at have forrådt arbejderbevægelsen. Hun brugte dog navnet navnet Fru Johannes Poulsen. Tiden havde arbejdet for Pios minde, og Sylvia gjorde en stor indsats: Hun arbejdede for få sin faders aske til Danmark og for at få hans navn rehabiliteret i socialdemokratiske kredse. 

I forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921, udvirkede hun med bl.a. hjælp fra Stauning at der blev opsat en obelisk på Vestre Kirkegård. I 1922 slog hun sig ned i Genève for at give sine børn den bedste uddannelse. Her førte hun et fashionabelt liv i selskab med fremtrædende internationale politikere, der kom til Folkenes Forbund. I 1923 fik hun indrejsetilladelse til Sovjetunionen, og hun opholdt sig et par år i Moskva, hvor hun forsøgte at skabe eksportfremstød for russiske kniplinger og kunsthåndværk. Samt til Wien der dengang var socialistisk og som hun var meget begejstret for og hvor hun blev inspireret til at danne et socialdemokratisk kvindeudvalg. I 1925 fik Sylvia en længerevarende alvorlig blodforgiftning under et besøg i barndomsbyen Chicago. 

Sylvia fik på sin europarejse inspiration og mulighed for at være med til at starte en socialdemokratisk kvindebevægelse. Dengang var der i partiet ikke udpræget stemning for en sådan. I 1928-29 var Sylvia med til at overtale Stauning til at nedsætte kvindeudvalg, for at samle, oplyse og aktivere kvinderne om partiet. Partiledelsen spændte ben for at lave et koordinerende forum, så de måtte holde møder i Sylvias lejlighed. Hendes fortid som lensgrevinde gjorde det ikke nemmere. Først i 1930 blev det officielt med nedsættelsen af Kvindeudvalgenes Klub (KUK), hvor Sylvia var forkvinde.

I 1930 fik hun en hjerneblødning der lammede halvdelen af hendes højre side. Den døde hun af i 1932, 54 år gammel.

Mindestenen på Vestre Kirkegård blev nedlagt 29. november 1932. Til stede var prominente socialdemokrater som Stauning (som havde en flirt med hende), Borgbjerg, Pios søn, og lensgreve Knuth. 

Hun nåede ikke at opleve at sønnen Frederik Knuth opstillede for de konservative i 1933 som konservativ nazi-agitator, og agiterede bl.a. for at knuse Socialdemokratiet. Han blev valgt som formand for lollandske storbønders Landboforening. Dog for outreret nazistisk agitation til at blive konservativ leder. I december 1941 blev anmeldt sag om blodskam mod ham. Han prøvede at undslippe ved at melde sig til Waffen SS, og rejste til Graz. Men han blev syg og fik hverken uniform eller våben. I 1942 blev han idømt 5 års fængsel for blodskam. Han blev løsladt 1944 - rygtet gik foranlediget af tyskerne. Efter krigen blev han fængslet og i 1947 idømt 2 års fængsel, som dog på daværende tidspunkt var udstået.