Det har fra Arilds tid været skik overalt i Danmark at helligholde enhver jule- eller nytårsaften ved alt for fulde pokaler, dvs. med svir og sværm. Det har som oftest den sørgelige følge at selv folk som man dels på grund af deres stilling i livet ville kunne forsværge som en umulighed at de således kunne være i stand til at forglemme sig selv i den grad at de i stedet for at opføre sig som fornuftige mænd, opfører sig som ufornuftige børn ved at tage del i det mest naragtige og tøjlesløse forlystelser.
Man hørte således sidste nytårsaften efter at en del af disse lystige eller rettere kåde personer havde nydt deres aftensmåltid i flere af byens gader, ligesom også udenfor portene, hele tiden knald af gamle lerkar, jydepotter osv som man fandt fornøjelse i at kaste mod stue- og kælderdøre, porte og vinduesskodder. Og fra adskillige haver hørtes gevær- og pistolskud, ligesom også adskillige af disse herrer havde fundet det for godt at lægge et papir fyldt med knaldhætter i dørfalse, på trappestene, i gange osv. Det kunne let have haft de værste følger. Man sætter fx at en kvinde der er i velsignede omstændigheder, en aldrende eller svagelig person, kommer uforvarende til at træde på sådanne knaldsager eller ved at lukke en dør til, kommer til at aftrykke dem, bliver så bestyrtet over det uformodede knald at det får et slagtilfælde, krampetilfælde eller falder og slår sig til skamme. Hvem erstatter vel et sådant menneskes lemmer og helbred?
Og nu geværskuddene. Hvor let kan det ikke hænde sig at et sådant skud kan, da det jo for det meste løsnes i mulm og mørke, træffer et mennesker, og om just ikke skamskænder ham, så dog ødelægger øjnene eller forvolder alteration hos dem hvis legemskonstruktion eller nerver er svage. Indsenderen erindrer sig at for en del år siden, da han boede i København, blev et menneske på en nytårsaften dog uden at deltage i disse narrestreger, så heftig såret af et nytårsskud at han straks på grund af sårets farlighed måtte bringes til hospitalet. Uagtet dette uvæsen er forbudt under mulkt, drives det dog i den grad at man skulle tro at de som forårsager denne uorden, slet ikke kendte til dette vist nok gavnlige forbud. Det ville derfor vist nok være ønskeligt om politiet på ny lod dette forbud indskærpe, og at der nogle dage før hver nytårsdag blev opslået plakater om det.
(Politivennen nr. 1411. Løverdagen, den 14de Januar 1843. Side 24-26)
Man hørte således sidste nytårsaften efter at en del af disse lystige eller rettere kåde personer havde nydt deres aftensmåltid i flere af byens gader, ligesom også udenfor portene, hele tiden knald af gamle lerkar, jydepotter osv som man fandt fornøjelse i at kaste mod stue- og kælderdøre, porte og vinduesskodder. Og fra adskillige haver hørtes gevær- og pistolskud, ligesom også adskillige af disse herrer havde fundet det for godt at lægge et papir fyldt med knaldhætter i dørfalse, på trappestene, i gange osv. Det kunne let have haft de værste følger. Man sætter fx at en kvinde der er i velsignede omstændigheder, en aldrende eller svagelig person, kommer uforvarende til at træde på sådanne knaldsager eller ved at lukke en dør til, kommer til at aftrykke dem, bliver så bestyrtet over det uformodede knald at det får et slagtilfælde, krampetilfælde eller falder og slår sig til skamme. Hvem erstatter vel et sådant menneskes lemmer og helbred?
Og nu geværskuddene. Hvor let kan det ikke hænde sig at et sådant skud kan, da det jo for det meste løsnes i mulm og mørke, træffer et mennesker, og om just ikke skamskænder ham, så dog ødelægger øjnene eller forvolder alteration hos dem hvis legemskonstruktion eller nerver er svage. Indsenderen erindrer sig at for en del år siden, da han boede i København, blev et menneske på en nytårsaften dog uden at deltage i disse narrestreger, så heftig såret af et nytårsskud at han straks på grund af sårets farlighed måtte bringes til hospitalet. Uagtet dette uvæsen er forbudt under mulkt, drives det dog i den grad at man skulle tro at de som forårsager denne uorden, slet ikke kendte til dette vist nok gavnlige forbud. Det ville derfor vist nok være ønskeligt om politiet på ny lod dette forbud indskærpe, og at der nogle dage før hver nytårsdag blev opslået plakater om det.
(Politivennen nr. 1411. Løverdagen, den 14de Januar 1843. Side 24-26)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar