Nytårsgratulanterne blev beskrevet i artikel i Kjøbenhavnsposten den 14. december 1837. Heri foreslog man et lovindgreb. Men traditionen vedvarerede:
- Aaret nærmer sig stærkt sin Ende, og ved dets Vexel kunne vi vente som sædvanlig at blive bestormede af Nytaars-Gratulanter. Denne Skare har i de senere Aar tiltaget i en saa forbavsende Grad, at mangen en Familieforsørger ei uden Bekymring imødeseer denne Tributs Affordring; selv den under heldigere Kaar gaaer med Ængstelighed disse Gratulationer imøde; thi det hører ei til Sjeldenhederne at blive insulteret af de sig indfindende Personer, naar det Ydede ei svarer til deres Forventning. Det er vist den høie Tid, der sættes Grændser for denne Uskik, og vi haabe, der gives Mange, som med Glæde ville række Haanden til at raade Bod paa det om sig gribende Onde. At man saa længe har fundet sig i dette utilladelige Prelleri bør vistnok snarere tilskrives en falsk point d'honneur end Mangel paa Kraft og Selvstændighed. At være den Eneste, som modsætter sig Strømmen, er vel just eiheller meget behageligt, og man aabner da som oftest hellere den nødtørftig fyldte Pung, end udsætter sig for offentlig Omtale. Men da der i vor Tid just ikke er Mangel paa Foreninger, mon da den, der ville danne sig i det Øiemed at hæve dette upassende, nedværdigende og tid- og pengefortærende Trygleri, vilde være een af de mindst hensigtsmæssige? Mon den ei i flere Retninger kunde virke heldbringende? Mange ere af den Formening, at man bør afvente Hjelpen fra høiere Steder; at et Lovbud skulde forbyde al Gratulation; at samtlige Autoriteter skulde vaage over, at deres Underordnede ei nedlode sig til sligt Betleri; men hvorfor skulle vi, maaskee i længere Tid, vente til saadan Hjelp blev os buden, naar vi føle, at vi strax ere i Stand til at hjelpe os selv? Et Onde af den Natur er det langt lettere for os selv at tilintetgjøre, end de bedste Anordninger. Vi saae t. Ex., at Oldermanden for Urtekræmmerne for nogle Aar tilbage roesværdigen fornyede en Lauget forlængst given Anordning imod Tilgifter etc.; havde det da været Enhvers kraftige Villie at hæve en Uskik, vilde der have været en passende Leilighed. Mange ville vel ogsaa indvende: at en Deel af Gratulanterne ere saa slet aflagte, at de ei kunne bestaae uden Gratulation; at ved Tjenestefolks Antagelse er der som oftest taget Hensyn til de vante Nytaars-Gratificationer, saa de ei uden dem vilde kunne komme ud af det med den dem reglementerede Løn; men, spørge vi, er det da en passende Maade at lønne paa? Vilde dog Folk tydeliggjøre sig, hvor langt hellere de maatte give deres Tyende nogle Rigsdaler mere i Løn om Aaret, og strengt overholde, at de intet Nytaar modtog fra dem, hos hvem Husets Fornødenheder kjøbes, hvor gavnligt vilde det ei være, saavel for Kjøber som for Sælger? Maatte vore Handlende kun indsee, at de vilde have lige god Afsætning uden Nytaar og Drikkepenge; hvilken Sum vilde de ei derved aarlig spare, og hvor meget vilde de ei vinde i Agtelse, i det mindste hos den bedre Deel af deres Kunder, naar de undlode at give deres Tyende den Lokkemad, som hine dog egentlig maae betale. En god Begyndelse vilde det være, hvis Enhver ei vilde give sine egne Folk Nytaar og strengelig forbyde dem, at modtage Noget af Andre. 12-17.
(Kjøbenhavnsposten, den 14. december 1843)
Maleri af David Monies (1812-1894), fra o. 1855 og fremstiller en vægter som er på nytårsvisit i en families køkken. Statens Museum for Kunst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar