Hos Anne Marie Carl Nielsen
En samtale om Fortid, Nutid og Fremtid.
Dronning Margrethe.
Der ligger en Villa ude paa Vodroffsvej, et Stykke borte fra Vejen, bag en Have. Det er tydeligt at se, at det ikke er nogen almindelig Grosserer-Villa: Bygningens røde Mure er overvoksede med næsten vildt groende Vedbend, og fra en mægtig Port i Villaens ene Gavl skraaner en stor Slisk
ned mod Indkørslen. Et kæmpemæssigt Ateliervindue bestemmer Huset endnu tydeligere: derinde arbejder Danmarks Billedhuggerinde, Fru Anne Marie CarlNielsen.
- Det er ikke saa nemt at finde noget, der passer for mig, siger Fru Carl-Nielsen selv . . . der skal jo være lidt højt til Loftet.
Og Fruen har Ret. der skal være højt til Loftet. Mange mærkelige Figurer fuldbyrdes og vaagner til Liv mellem disse Mure, og flere af dem kræver Plads. I en Baad, mod hvis Forstavn Bølgerne brydes, slaar en liøj og slank Kvindeskikkelse: Dronning Dagmar, der kommer til Danmark. Hun
spejder ind mod Land, Brisen fra den danske Kyst presser imod hendes Dronningedragt og griber hendes Slør. saa det slaar som et spændt Sejl. I en Vindueskarm staar en lille Statuette. Skitsen til det Mindesmærke, der skal smykke Fru Emma Thomsens Grav. Paa en 4 Alen høj Sten af grønlig, norsk Klæber springer den skønne Profil frem i hvidt Marmor. Det store, tunge Haar, der næsten bøjer Hovedet bagover, er sat op i Frisuren fra "En Skærsommernatsdrøm". Paa Toppen af Stenen breder en sovende Paafugl - hos Oldtidens Folk Evighedens Symbol - sine Vinger, og dens Hale gyder sig som et Sørgeflor ned langs Stenens Bagside. I et Hjørne af Salen blinker Kammersanger Simonsens Øjne ... ja, de blinker virkelig; Fru Carl-Nielsen har indlagt Ojne af Sølv og Guld og Skildpadde i Kammersangerens Bronceansigt, og Virkningen er fortræffelig.
Der er meget mere i dette mægtige Rum: talrige Skitser og Udkast, smaa Feriearbejder fra korte Hviletider. Og midt i det altsammen den frodige Frue selv, kornblond og kærnesund, et Arbejdets Menneske med en Kunstners Sjæl.
Fru Carl-Nielsen er standset foran Dronning Dagmar-Statuen og fortæller om den :
-- Monumentet skal staa paa Slotspladsen, paa en lille, rund Høj vest for Ribe . . . . Dronning Dagmar kom jo vestfra. Hendes Ansigt har jeg modelleret efter en ung Pige, som jeg kender, jog var jo nødt til at lave det, som jeg selv tænkte mig det, der eksisterer ingen Billeder af Dronning Dagmar. Men De kan da se, at det er et Individ, ikke noget tilfældigt Ansigt . . . for mig staar Dronning Dagmar som Typen paa en dansk Kvinde. Til Stillingerne har jeg haft professionelle Modeller, man kan ikke faa almindelige, unge Damer til at staa i Attituder. Til at staa og vifte med Sløret har jeg en lille Danserinde; det er slet ikke let at faa det rigtige Sving . . . i den sidste Tid har jeg hængt hende op i en Gynge, for at faa Baadens Bevægelse frem, forstaar De, og Vinden, der slaar imod Klæderne. Dronning Dagmar skal for Resten ogsaa have indlagte Øjne, ligesom Simonsen, men hendes bliver finere: lutter Guld og Rav .. . Naa, men hun tilhører i Grunden Fortiden, jeg er meget snart færdig med hende. .
Nutiden har vi her, det er Kongestatuen, som jeg nu endelig kan komme til at tage fat paa. Komitéen har manglet Penge, og Kontrakten har ikke kunnet komme i Orden ... jeg har følt mig som en Væddeløbshest, der ikke har kunnet faa Start, og jeg har iøvrigt ogsaa maattet sige Nej til mange Bestillinger. Men nu skal jeg tage fat for Alvor. Til Sommer rejser jeg til Hannover og arbejder et halvt Aars Tid med Hesten og Rytteren, og naar jeg kommer tilbage, giver jeg mig i Lag med Reliefet. Jeg har glædet mig saa meget til dette Arbejde og tænkt saa meget over det.
Jeg tror, jeg har fundet noget nyt i selve Statuens Plastik. Hesten gaar i Skridtgang med alle fire Ben mod Jorden; derved kommer der til fortræffelig Balance, Naturlighed, Ro og Harmoni i Linierne. Hesten skal være lidt sky for Folkemængden, der bølger i nedenunder, den slaar lidt med Hovedet ... derved bliver Statuens Linier forfra set gode ... fordi man ser hele Rytterens Skikkelse. Kongen selv sidder rank og rolig, han er gammel og fuld af Viden, han holder Tøjlen med venstre Ilaand, den højre Arm hænger frit ned ... en Gentlemanrytter, der rider en tur, og samtidig Kongen, den rolige Konge over det bølgende Folk. Han er ikke nogen fremstormende Mand, men han følger med sit Folk, og hans Øjne ser frem i Tiden.
Reliefet er Folket og dets Udvikling under Christian den Niendes Regering. Forrest paa højre Side gaar en Bondemand med en Drænespade, saa en Bondepige med to Neg, derpaa nogle Dyrskuefolk: Branth, Sønder Elkjær f. Fks. Andre af Landbrugets Mænd. Tesdorpf, Segelcke, Fjord. . . ogsaa Dalgas og Christen Kold vil jeg have med her. Paa Bagsiden staar bl. a. Fnisen, Vilh. Thomsen, Jul. Thomsen, Grundtvig. Ovre paa venstre Side vilde jeg have haft en Mand fra Dybbøl, men det vilde Komitéen ikke have, det var for trist at minde om. Saa tog jeg Suenson fra Helgoland i Stedet for, den eneste sejrende Helt fra 64. Bagved ham kommer Tietgen, nogle Politikere, J. P. Jacobsen, Drachmann, N. W. Gade, en Arkitekt, en Maler. . . jeg har tænkt paa
Frolich eller Krøyer, en Billedhugger, Julius Lange, Brandes... Høffding, ja, De siger noget, han har et dejligt Hovede. . . Johannes V. Jensen tror jeg ogsaa, jeg vil have.
- Hvem er den Officer midt i Rækken, der gør Front mod alle de andre og ligesom standser Strømmen?
- Det er ingen Officer, det er Estrup i Uniform. Jeg skulde paa det Sted have noget tit at bryde. . . kan De se, at Fjerbusken paa hans trekantede Hat rager op over Rammen?
. . . Kongestatuens Skitse er spundet ind i et fint Slør af Spindelvæv. Fruens Fjerkost er i ustandselig Bevægelse, men det er ikke nemt at gøre rent i 6-7 Alens Højde. Nu forlader F'ruen Skitsen og gaar over til at tale om Fremtiden. Fremtiden er en Drøm, og Drømmen hedder Dronning Margrethe.
- Jeg har altid beundret Dronning Margrethe. siger Fru Carl-Nielsen, hun er den klogeste Regent, vi har haft, og den, den forst har ført den skandinaviske Idé ud i Livet. Og jeg har altid syntes, hun skulde have et Monument. Det i Roskilde er et Gravmæle, og er der nogen, der fortjener et rigtigt Monument paa et Sted, der samler hele Landet, saa er det Dronning Margrethe . . jeg vil have hende anbragt paa Raadhuspladsen, den trænger vældig til et Monument. . . kan De ikke se, den dingler, den er ude af Ligevægt, der er ingenting, som holder sammen paa den. Der vilde Dronning Margrethes Statue gøre storartet Virkning . . . Hvor meget den vilde koste - jeg tænker 60-70,000 Kr., det er dog ikke saa forfærdelig meget Jeg synes, at Kvinderne skulde samle Penge ind og rejse delte Monument for Danmarks klogeste Kvinde . . .
Men hvad er Fru Carl-Nielsen foruden at være Kunstner? Er Fruen, som er gift med en Kapelmester og Komponist, selv musikalsk, er det saaledes, at Mandens Musik og Fruens Skulptur indvirker paa hinanden? Fru Carl Nielsen ved ikke rigtig, hvad hun skal svare:
- Det er vanskeligt at sige. Min Mand siger tit, at jeg hjælper ham, men det er jo ikke mig, der skriver Noderne. Og omvendt. . .min Mand siger ofte saa gode og rigtige Ting om min Kunst, han ser saa godt.
Samtalen glider over paa andre Emner, mens Solen langsomt flytter sig, og Skyggerne bliver længere. Tiisidst standser Fruen ved en Gengivelse af et Kristushovcd og siger :
- Donatello - det er nu min Yndlingsbilledhugger.
Men hvad synes De da om Anne Marie Carl-Nielsen
- Det vil jeg helst beholde for mig selv.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1913).
Dronning Dagmar-Statuens Afsløring paa Ribe Slotsbank 24. august
Det blev en smuk dag i Gaar, som længe vil bevares i Erindringen af de Tusinder, som var samlet paa Ribe Slotsbanke til Afslormgen af Billedhuggerinden Fru Marie Carl Nielsens Statue af Dronning Dagmar. De foregaaende Dages regnfulde Vejr var asfløst af straalende Solskin fra den tidlige Morgenstund og Flagene smykkede Byen som sjældent tilforn - fra Domkirkens Taarn til de mindste Huse - og ude langs Slotsbleggaarden var rejst en Alle af Flag, der tog sig smukt ud mod den lyseblaa Himmel. Der var Stemning over Byen alt tidligt paa Dagen, der allerede ved Gudstjenesten i Domkirken om Formiddagen kortelig omtaltes af Biskop Koch---
Statuen.
Ved Fremstillingen af statuen har Fru Anne Marie Carl Nielsen væsentligst ladet sig lede af de to Motiver: Den unge böhmiske Kongedatters Ankomst til det nye Fædreland og hendes i folkevisen saa rørende skildrede Død. Og til at præge skikkelsen og stemme denne og Trækkene i Overensstemmelse med det Indtryk, vi faar af Dronning Dagmar gennem Overleveringen, har Billedhuggerinden tænkt sig den blide selvforglemmende Kvinde, der i Morgengave - modsat andre Dronninger - ikke tænkte paa at erhverve Jordegods eller Guld, men kun paa at faa fanger løst af Baand og Bonden gjort fri.
Og naar statuen nu ikke er anbragt paa slotsbankens højeste og mest fremtrædende punkt, vil kunstnerinden deri yderligere understrege Dronning Dagmars bly og kvindelige Karakter.
Statuen er udført i Bronce i halvanden Gang naturlig Størrelse og er paa fodstykket ca. 7 Alen høj. Paa dette fodstykke af Granit ser vi Dronning Dagmar i forstavnen af en Baad, der paa Vesterhavets fiskefyldte Vover stævner ind mod Land. I den friske foraarsbrise staar hun med Haanden skyggende for Øjnene forventningsfuldt spejdende ind mod det nye fædreland og sin kongelige Brudgom, alt medens Vinden leger med den pelsforede folderige Kjole og det store slør, der er fæstet i Haaret under den kongelige Krone.
I den stilfulde sokkel af del smukke halmstadske Granit med de levende farver er anbragt et Relief, hvori Billedhuggerinden har benyttet Motivet fra Dronning Dagmars Død paa en saare skøn Maade. Man ser Dronning Dagmar paa Dødssengen efter Prins Valdemars fødsel, medens "de bedste fruer i Verden" begræder hendes Bortgang og Kong Valdemar - lige kommen fra det jagende Ridt gennem Landet - bevæget bøjet over hende lytter til hendes sidste Ord, medens liden Kirsten paa en skammel ved siden af sengen ustandselig læser i Bønnebogen, skønt "saa saare hendes Taarer de runde".Nederst paa fodstykket er anbragt Ordene af folkevisen: "Hun kom uden Tynge, hun kom med fred, hun kom goden Bonde til Lise".
Over Relieffet findes Indskriften:
Dagmar - Danmarks Dronning
Død paa Riberhur
1205 - 1212.
Over det første Aarstal er anbragt en Krone og en lignende er anbragt under det sidste Aarstal for paa den Maade at betegne det Aar, hun blev Danmarks Dronning og det Aar, hun døde som saadan.
Paa siderne af Granitsokkelen er indhugget Konturerne af det danske og det böhmiske Vaaben.
Vi skal ikke indlade os paa nogen "kunstnerist" Kritik af Mindesmærket, vi vil blot have Lov at sige, at det synes os, som om Kunstnerinden i sine Bestræbelser for at bringe sjælelig Ro i en figur med stærkt bevægede Linier har haft en lykkelig Haand til at skabe et Arbejde, der ikke blot er en fryd for Øjet men ogsaa virker betagende ved hele sin ypperlige Levendegørelse af folkevisernes Dronning Dagmarskikkelse - et Indtryk, der sikkert yderligere vil forstærkes, naar statuen med Aarene antager en mørkere Farve.
----
Overlærer Secher talte for
Fru Anne Marie Carl Nielsen
At Kunsten har en ejendommelig Magt til at kaste Glans over Tilværelsen, vil man paa mangfoldige Maader kunne overbevise sig om. En By kan ligge paa et afsides Sted, kan være uden Betydning for Handel og Industri, men Kunsten har sat sit Stempel paa den; dens Navn bliver bekendt viden om, og mangfoldige Mennesker søger den. Alle de, der har været i Italien, véd, at det forholder sig saaledes. Fjernt fra de store Byer, der drager alle Slags Mennesker til sig i Mængde, findes der Smaabyer, der ligger skjulte i en eller anden Afkrog; kun faa Handelsrejsende kommer til dem, thi der er ikke mange Forretninger at gøre, men alle kunstinteresserede opsøger dem, thi de véd, at de i dem vil sinde Tilfredsstillelse for deres Trang. En saadan By er San Gimagnano, Byen med de skønne Taarne.
Danmark er jo ikke et Kunstland i samme Grad som Italien, men ogsaa her findes der enkelte Byer af den omtalte Art, og vor egen By kan mere end nogen anden gøre Fordring paa at regnes til dem; den ligger afsides og har jo heller ikke endnu stor Betydning som Industriby, men naar den alligevel er kendt i vide Kredse af vort Land, og naar de rejsende efterhaanden mere og mere søger den, saa ligger Grunden i, at den har kunstnerisk Betydning, at den har noget at byde de fremmede, som andre Smaabyer ikke har. Saa vil vi Borgere i Ribe da glæde os over den Kunst, som vor By indeholder, og vi vil føle, ar vi staar i Taknemmelighedsgæld til dem, der har bidraget til at forskønne vor By, lige fra de navnløse Kunstnere, der i Middelalderens Dage rejste vor herlige Domkirke, til dem, der i vor egen Tid har givet Byen et skønnere Præg.
Her er der da to Navne, der først møder os, Amberg og Marie Carl Nielsen. Paa Professor Ambergs Betydning for Ribe er der ikke Anledning til her al komme ind; hvor stor den er, véd vi alle, men jeg er overbevist om, at jeg vil tale i alle Ribe Borgeres Navn, naar jeg retter en varm Tak til Fru Carl Nielsen for hvad hun har gjort for Ribe. Til Domkirkens Fuldendelse har hun bidraget med fine skønne Broncedøre, og nu har hun stillet sin kunstneriske Fantasi og sin store tekniske Dygtighed til Raadighed for dem, der fattede den smukke Tanke at sætte Dronning Dagmar et Monument.
Det er ikke første Gang, at Dronning Dagmars Historie er bleven kunstnerisk behandlet. For nogle Aar siden faldt det saaledes i den svenske Maler Georg v. Rosens Lod at fremstille Dagmar Død. Han er jo en af de store, en af dem, hvis Portræt findes i det berømte Portrætgalleri af Kunstnere i Uffiziérne i Florens, og han behandlede Emnet med Virtuositet, men hans Billede kunde dog ikke fuldt ud tilfredsstille dansk Følelse. Der var da ogsaa noget underligt i, at man overdrog det til en udenlandsk Kunstner at fremstille Dagmars Død; jeg tror, at man maa være dansk for ret at føle den vidunderlige Stemning, der hviler over Folkeviserne om Dronning Dagmar. Nu har Fru Carl Nielsen behandlet Emnet; hendes Statue med tilhørende Relief staar for os; vi vil nu have Lejlighed til at fordybe os i Synet af den, og jeg føler mig overbevist om, at vi vil komme til det Resultat, at hun har givet det rette Udtryk for Folkevisens Stemning. Vi takker Kunstnerinden for det, hun har skænket os, og vi ønsker hendes Kunst al Fremgang. Vi véd, at hun for Tiden sysler med en stor Opgave, en Rytterstatue af afdøde Kong Kristian den Niende. Jeg véd ikke, om en Kvinde før har været stillet over for en faa stor og vanskelig Opgave, men jeg véd, at Renæssancens store Mestre, Donatello og Verrocchio, naaede deres Berømmelses Højdepunkt efter at have stabl deres Rytterstatuer i Padua og Venedig. Maatte Fru Nielsen faa Held til at udføre et for alle Danske betydningsfuldt Vært. --
Saa vil vi endnu en Gang takke for Dagmar og udbringe et Leve for Kunstnerinden (Hurra!)
(Ribe Stifts Tidende 25. august 1913. Uddrag.)
Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945). Gift med komponisten Carl Nielsen 1891. Den første kvinde til at sidde i Akademirådet ved Kunstakademiet (1912). Bestyrelsesmedlem i den i 1916 dannede Kvindelige Kunstneres Samfund. Den skulle fremme det indbyrdes personlige bekendtskab og virke for de kvindelige interesser i kunsten ved valg af censurkomiteer under udstillinger i ind- og udland.
Boede på Vodroffsvej 53A. Maleren Axel Helsted havde opført en villa med atelier her i 1884, den var tegnet af arkitekt A.M. Sørensen. I årene 1907-1917 boede komponisten Carl Nielsen og hans familie her, hvorefter Johannesskolen overtog og udbyggede derpå villaen
"Grosse Deutsche in Bildnissen ihrer Zeit". Billedudstilling i Kronprinzenpalais, omdannet til Staatlichen Museen. Her var der kunstværker fra alverdens lande, herunder også Anne Marie Carl Nielsen hvis bedrag var "einen bärentrotzigen Schwertjüngling im "Nordischen Sagenhelden". Se Nationalsozialistische Monatshefte 1936. Zentralverlag der NSDAP. Spalte 862.
Boede i Kunstakademiets Legatbolig som æresbolig 1915-1945. Mindetavle fra 1991 skriver fejlagtigt at Carl Nielsen boede der 1915-1931. Men parret var separeret indtil 1923, hvorefter han boede der lejlighedsvis. I 2013 opsat ny mindetavle over Anne Marie Carl-Nielsen.
Datteren hed Anne Marie Frederikke Nielsen (1893-1983), giftede sig (1918-1936) til navnet Anne Marie Telmányi. Hun er som sine forældre begravet på Vestre Kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar