Emil Victor Schau Bruun 1864-1914. Sognepræst i Vaagø 1889-1892, Sydstrømø 1892-1897 på Færøerne, Hasle-Rutsker 1897-1903 og i Christians Kirke på Christianshavn fra 1903. Han var frimurer. Ved kirkens 150 års jubilæum i 1909 blev afholdt en festgudstjeneste med tilstedeværelse af dronningen og andre medlemmer af kongehuset. Samt som ordensmarskal hans bror oldermand Bruun. Emil Schau talte om kirkens gamle minder. Se referat i Dagens Nyheder 3. december 1909.
Mens kirken ikke spillede nogen rolle for 1800-tallets velgørenhed, var Emil Bruun blandt de få enkeltstående præster som gjorde. Andre var Johan Christopher Holck (1824-1899), præst ved Frelser Kirke i 35 år, Harald Edvard August Stein (1840-1900) fra Indre MIssion og Thora Vilhelmine Esche (1850-1920) som var med til at stifte Magdalenehjemmet. Som det ses af annoncen var Emil Brun aktiv i Christianshavns Bespisningsforening. Organisationer som bespiste trængende, var der en del af, fx De Samvirkende Samaritaner i bydelene, "De gamles spisehuse" og Foreningen Mødres og Børns Bespisning (som i samme tidsrum uddelte omkring 100.000 portioner mad).
I foråret 1909 blev pastor Bruun opereret på St. Josefs Hospital. I august 1913 blev han ramt af et apoplektisk anfald og han sygemeldte sig. Den 18. marts 1914 fejrede Emil Bruun sit 25 års præstejubilæum. Lykønskning blev personlig overbragt af provst Fenger (se andetsteds på bloggen), pastor Hornbeck, menighedsrådet, Christianshavns Bespisningsanstalt (han var formand), KFUM og KFUK.
Jubilæum.
Sognepræsten ved Kristians-Kirken Christianshavn, Pastor Emil Bruun kan idag fejre sit 25 Aars Jubilæum som Præst.
Pastor Bruun begyndte sin Præstegerning paa Færøerne, hvor han virkede i 8 Aar kom derfra til Hasle paa Bornholm og udnævntes i 1903 til Sognepræst ved Kristians-Kirken. Overalt, hvor Pastor Bruun har været, har han forstaaet at samle en Menighed om sig ved sin Forkyndelse og sine personlige Egenskaber. Som Teolog tilhører Sognepræst Bruun nærmest den saakaldte tredje Retning, med en Paavirkning fra den Martensen-Mynsterske Retning med Hensyn til en vis Bredde, og som Prædikant er han af en ikke almindelig Veltalenhed. Som Begravelsesprædikant er Pastor Bruun meget søgt paa Grund af sin jævne menneskelige Opfattelse, og navnlig i Frimurernes Kreds Sognepræst Bruun er selv høj Frimurer skattes han meget. Under sin langvarige Sygdom ifjor - Pastor Bruun ramtes 1ste Pinsedag ifjor af et apoplektisk Anfald og kunde først for nogle Maaneder siden genoptage sin Præstegerning - modtog Jubilaren talrige Beviser paa den Sympati og Hengivenhed, han har vundet sig, og Dagen idag vil sikkert bringe ham nye Udslag.
Sognepræst Bruun er Søn af den afdøde Fængselsdirektør Bruun og Broder til tidligere Oldermand Bruun, Ingeniør Bruun (Formand for Statsbanernes Elektricitetskommission og Amtsraadssekretær Bruun, Roskilde.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1914).
"Den tredje Retning" var bl.a. organiseret i Kirkeligt Centrum (samlet omkring 1899 og nedlagt 2020) mellem Indre Mission og grundtvigianere. Målet var dels at bygge bro mellem disse to retninger, dels at tage udgangspunkt i sognekirken, altså hverken missionshuse eller grundtvigske samlingssteder. Den arbejde også for en løsere tilknytning til staten og mere demokrati.
Dødsfald.
Pastor Emil Bruun.
I mange Hjem og navnlig i mange smaa Hjem paa Kristianshavn, vil man med Vemod og oprigtig Sorg modtage Efterretningen om. at Kristianskirkens Sognepræst, Pastor Emil Bruun, er afgaaet ved Døden.
Pastor Bruun havde kun i en halv Enes Aar tilhørt Hovedstadens Præstestand, men var i den Ttd bleven en af Standens kendte Skikkelser.
Om den afdøde Præst, der jo var kendt og skattet ogsaa her paa Bornholm fra hans Præstegerning i Hasle, skriver "Berl. Tid.":
Emil Bruun var født den 13. Oktober 1864 paa Vridsløselille som Søn af Justitsraad, Fængselsinspektør Fritz Bruun, blev 25 Aar gammel Præst paa Færøerne, hvor han virkede i otte Aar, var derefter fra 1897 til 1903 Præst i Hasle paa Bornholm og blev endelig det sidstnævnte Aar Sognepræst for Christianskirken paa Christianshavn.
Herude i den fattige Bydel fik Emil Bruun en Gerning helt efter sit Hjerte. Han var en sand Ven for de Mennesker, som levede paa Skyggesiden, og for paa menneskelig, praktisk Vis at kunne række dem en hjælpende Haand, ofrede han sig stærkt for Menighedsplejen samt for Christianshavns Bespisningsforening, for hvilke to Institutioner han var en sjelden energisk Formand.
Pastor Bruun havde dog ingenlunde sine Beundrere alene i de Fattiges Kreds Han var som kirkelig Taler i Besiddelse af en djærv og varm Veltalenhed, der virkede rent umiddelbart og som i Forbindelse med hans lyse Livssyn drog en meget stor Tilhørerskare til Christianskirken. Alene at høre denne Talers Røst var en Nydelse. Han blev da ogsaa en søgt Taler ved kirkelige Høitideligheder og Begravelser, først indenfor det begrænsede christianshavnske Bourgoisi, men snart i større Kredse, især indenfor Frimurerordenen, i hvilken han sad inde med en meget høj Værdighed.
Pinsedag i Fjor ramtes Pastor Bruun af et apoplektisk Slag, der kastede ham paa et langt Sygeleje Tilsyneladende kom han sig, og i det tidlige Foraar kunde han paany optage sin Præstegerning, i hvilken han nylig under stor Deltagelse fejrede sit 25-Aars Jubilæum. Hans Venner husker saaledes hans hjertevarme Mindetale for ikke længe siden ved Direktør Harald O Rists Baare. Men kort Tid derefter ramtes han paany af et apoplektist Tilfælde, der tvang den før saa stærke Mand i Knæ. Han var lige kommen op efter dette sidste Sygeleje og var flyttet ud i Ordrup, hvor han med fin Familie boede i en Villa ved Siden af Broderen, den tidligere Oldermand, Murermester Bruun - herude haabede han at komme til Kræfter paany.
Men i Aftes kom Sygdommen igen over ham med fornyet Styrke, og i Løbet af et Par Timer var det forbi. Døden indtraadte ved Midnatstid.
Med Pastor Emil Bruun er en af Københavns mest vindende Præstetyper gaaet bort. Han vil ikke saa let blive glemt.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 2. juni 1914. Bornholms Avis og Amtstidende 3. juni 1914).
Pastor Emil Bruuns Jordefærd.
Under en usædvanlig stor Deltagelse jordedes i Eftermiddags fra Christianskirken afdøde Sognepræst Emil S. Bruun.
Kirken var fyldt til sidste Plads, og i Følget saas foruden en Mængde Præster Konferensraad Gammeltoft, Højesteretsassessor Faurholt, Etatsraad D. Friis, Overretsassessor Meyer, Landsthingsmand, Provst Petersen, Professor Wm. Bloch, Professor Dahl, Oberst Dahl, Oberst N. P. Jensen, Oberst Hammer, Postmester Finnen, Postmester Holbøll, Dr. Hylten, Konmmunelæge Erik Larsen, Direktør Thielsen, Fabrikant Eickhoff, Direktør v. Pähllmann, Apotliekerne Riine og Trojel, Murermester Lindhard, Direktør Martin Carl, Arkitekt Emil Jørgensen, Grosserer Einar Voigt, Overretssagfører Just Lund, Vexelmægler Erik Møller, Kapelmester Schnedler-Petersen og Kammermusikus Fini Henriques, samt en talrig Repræsentation for Frimurerordenen.
Den hvidlakerede Kiste var henstillet nedenfor Koret. Laaget prydedes af et mægtigt Violkors med hvide Lillier; en Violguirlande slyngede sig om Kistens Sider. Udenom Katafalken var henlagt en Række signerede Kranse, bl. a. fra Efterslægtens Skole, Menighedsplejer og Menighedsraad, De forenede Velgørenhedsselskaber og suhmes Skole, Kristelig Forening for unge Mænd og unge Kvinder, Søndagsskolerne paa Christianshavn, Præsterne ved Frelserens Kirke, Christianshavns Understøttelsesselskab, Færøsk Forening i København, samt fra den store, danske Landsloge, Johannesbogen, Logen Zerohuhel, Embedsmænd og Vikarer i Frimurerordenen, fra Instruktionslogerne i Roskilde og fra "P. I. Møllers Kæde 6. Januar 1906".
Ved Kislen paraderede Frimurere, og foran Kisten vajede floromvunden Dannebrogsfane.
Efter Salmen: "Op min Sjæl, thi Sol er oppe" timidte
Provst Fenger
frem bag Kisten for at tale over den hensovede: "Jeg havde ikke tænkt, at det skulde være mig, der kom til at tale over EmiI Bruun. Jeg havde tænkt det lidt anderledes, at det maaske blev ham, der vilde tale et venligt Mindeord over mig. - Lige siden 1. Pinsedag i Fjor og indtil Pinsedagen i Aar, hvor hans Liv udsluktes, har der været bedt for ham, at han maatte blive bevaret for den Kirke, han elskede, for sin Menighed og sil Hjem. Alle bad vi om, at hans lyse, rene Sind og elskelig,, Skikkelse maatte glæde os endnu i lange Tider. Men Gud bønhørte os ikke. Der er saa ikke andet for os end at blive stille og sige: Guds Vilje ske! Det kan falde om svært nok, men vi ved jo, at det kun er gjort af Kærlighed til ham og af Naade mod os."
I stærkt bevægede Ord tegnede Provst Fenger et sympathetisk Billede af Emil Bruun, som han havde kendt gennem 30-40 Aar. Han skildrede ham som den lovende, den højt begavede og dybtsøgende Mand, der elskede Forkyndelsen, men som mere end de fleste fulgte Skriftens Ord om at føre den troværdige Tale og bringe Guds Ord til Syndere, "af hvilke jeg selv er den største.
Nu er han kaldet bort herfra; Trængselsaaret er omme. Til sin Hustru sagde han paa det sidste: Jeg vel hellere leve et kort og indholdsrigt Liv end at blive gammel og tage Pladsen op for andre, som fylder den bedre! Ja, saaledes var han. Vi vil savne huns Forkyndelse, hans Dannelse, hans Højsindethed og hans Kærlighed. Han læste og studerede altid, arbejdede med Flid med Ordet, han skulde forkynde, ikke for sin egen Skyld, men for at smykke Guds Tempel med Tankens Guld og Veltalenhedens Roser. Gud velsigne ham! Gud være med Jer, som bliver tilbage.
Saa sang Følget "O, du min Immanuel!"
Pastor Hornbeck
tog Ordet for at mindes de svundne Dage, lige fra de sled Skolebænken sammen i den gamle borgerdydskole og til de sidst var sammen.Det var en Barndomskammerats rørende Erindringer : Hvor var han dog lys, bofast og mild. Dygtigere end de fleste af os, og dog lod han sig aldrig paavirke deraf. Intet Under, at han var elsket af alle, først i sit Hjern, saa i vore Hjem. Her var jo ikke den Ting, som han ikke vilde gøre for os. Og du han nu sad syg og nedbrudt derhjemme, og vi gerne vilde trøste ham, hvor var han ikke taalmodig og venlig, selv om hun maatte ryste paa Hovedet og erklære: Jeg tror ikke rigtig! paa, at jeg bliver rask mere. Det bærer mod Heden. Men jeg lægge min Sag i Guds Haand?
- Efter at Koret havde sunget "Hellig er Jorden" og Cand. theol. Holt havde sunget "Døden er en Voldsmand vild" bar Præster Kisten ud af Kirken.
Kisten kørtes til Vestre Kirkegaard, hvor Provst Fenger foretog Jordpaakastelsen. F. I. Musikkorps spillede, og med Salmen "Her vil ties, her vil bies" sluttede den stemningsfulde Sørgehøjtidelighed.
(Nationaltidende 6. juni 1914)
Bruuns søn Gudmund var også præst. Han var på Færøerne i 1891, og blev kateket ved Trinitatis Kirke fra 1916.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar