I Kjøbenhavnsposten nr. 149 for onsdag den 1. juli f. å. findes en artikel der henleder høje vedkommendes opmærksomhed på nødvendigheden af fungerende lodsoldermænd ved Helsingør og Dragør lodserier og som udtaler sig over det urigtige i at overdrage nævnte
vigtige poster til de ved lodserierne ansatte bogholdere.
Selv om man nu måtte antage, at det ville være overlodsen i Sjællands Distrikt, hr. kommandent Wulff en sand fornøjelse at se de ham underlagte lodserier velorganiserede og med beredvillighed sørge for at få en så væsentlig mangel som den her påpegede afhjulpet, så ser man dog endnu at de ovenberørte to store lodserier må savne aktive lodsoldermænd. Grunden hertil er ikke let at indse! Den kan ikke ligge i manglen af lodskyndige og indsigtsfulde mænd til hvem lodsoldermandsposterne kunne overdrages, for hr. overlodsen kender vistnok ligeså godt som vi, hvor sådanne mænd uden vanskelighed er at finde. Det er heller ikke antageligt at ømhed for de gamle lodsoldermænd kan være årsagen: vil man ikke formindske disses indtægter, så giv dem da hele deres aflønning i pension. Men lad dem vige rent tilbage fra en post de ikke mere formår at passe tilstrækkeligt og lad dem give plads for lodskyndige og raske folk der med indsigt og konduite kan anføre lodserne til de søfarendes gavn.
Ser man på Dragør Lodseri - det største og vigtigste i Danmark - da må man dog i sandhed forundres over, at lodsoldermandens vigtige bestilling er overdraget til hr. søkrigskommissær Jepsen, der i forvejen er ansat som lodseriets bogholder *). Hr. Jepsen har vel i sin tid været skipper og kan som sådan have været meget duelig. Men han er dog ikke i besiddelse af alle de egenskaber, som nødvendigt må findes hos en lodsoldermand, når han skal passe en sådan post. Med andre ord: han er ikke lodskyndig, men mangler endog nøjere kendskab til sit lodsfarvand. Han formår derfor ikke at orientere sig som lodsernes anfører, selv om han ikke allerede var betynget med en bestilling, der optager så meget af hans tid, at han umuligt som lodsoldermand kan være tilstede ved lodseriet og iagttage den derved fornødne orden, uagtet dette dog påbydes i lodsanordningen § 23. Som lodsbogholder er hr. Jepsen sit fag fuldkommen voksen, det er altså rigtigst, at han udelukkende færdes på sit lodsbogholderkontor. Men om end hr. overlodsen står i familie- eller venskabsforhold til hr. Jepsen, så burde det dog ikke forårsage, at et så vigtigt lodseri som Dragørs må savne en mere dygtig eg indsigtsfuld lodsoldermand, til hvem lodserne kan henvende sig i de mange forskellige tilfælde, som indtræffer og af hvem de kunne have den nødvendige vejledning og hensigtsmæssige anførsel.
Hvad der således her er udtalt til bevis for det urigtige i at lade hr. søkrigskommissær og lodsbogholder Jepsen vedblive at beklæde lodsoldermandsposten ved Dragør lodseri, kan også - med lidt forandring - fremføres imod at hr. overkrigskommissær og lodsbogholder Hjorth fremdeles betros Helsingørs lodsoldermands bestilling.
En lodskyndig og indsigtsfuld lodsoldermand er et stort og uundværligt gode for ethvert lodseri og burde derfor allermindst savnes ved så vigtige lodserier som de ovennævnte. Vi skulle blot tillade os at henvise til Københavns Lodseri. Her herskede for ikke lang tid siden den største uorden; men siden hr. fastlods Engelsen blev ansat her, er her - til stor nytte for de søfarende og til renomme for dhrr. lodser - fremkommet en priselig orden og livlighed, der naturligvis endnu ville fremtræde tydeligere om hr. Engelsen som oldermand direkte havde noget at sige og frie hænder til at rette de mangler, der endnu
måtte være til stede.
Sådanne "praktiske mænd af faget" hvis dygtighed er grundfast - mænd, som ved egen kraft, konduite, indsigt og Humanitet har erhvervet sig et hæderligt navn og almindelig agtelse: sådanne mænd er skikkede til at beklæde lodsoldermandsposterne! Af dem ville høje vedkommende kunne høste sand ære! De var i stand til at orientere sig i alle påkommende tilfælde; og af dem kunne lodserne få en behagelig, fornuftig og hensigtssvarende anførsel.
København, marts 1847.
Sch. - Ld.
*) Hr. J driver desuden urtekramhandel
(Kjøbenhavnsposten, 6. april 1847)
Farvandet mellem Dragør og Sverige domineres i dag med udsigten ti Øresundsbroen. Sådan var det ikke i 1847. Men det er stadig godt befærdet med skibe - og lodser har stadig arbejde. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
Ved denne lejlighed kan vi ikke tilbageholde det ønske at det måtte behage hs. m. kongen eller admiralitetet at skænke Dragør Lodseri den for lodseriet i almindelighed og lodserne i særdeleshed store og heldbringende velgerning at udnævne en indsigtsfuld, human og lodskyndig oldermand der med konduite kan bringe en bedre tilstand, så at lodserne da ikke som nu, selv behøvede at henvende sig til admiralitetet for at få orden i deres sage.
To skibsredere.
(Kjøbenhavnsposten, 8. juni 1847).
Enhver der kender forholdene ved Københavns Lodseri således som disse har været og nu for tiden er, må vistnok indrømme, at dette selskab i alle henseender er gået fremad til det bedre. Den mand, som disse forbedringer udelukkende skyldes, er lods og dannebrogsmand hr. Engelsen. Skønt han oftere ved smålighed har mødt forhindringer i udførelsen af påtænkte forandringer og forbedringer der, hvor vedkommende af al iver burde have ydet ham assistance, er E's interesse og nidkærhed for lodseriets ordning på en hensigtsmæssig måde dog ingenlunde kølnet. Uagtet der, som bemærket, er gjort meget for lodsselskabet, er det dog vist, at der endnu er en del at reformere, og at Hr. E. for vedkommende har ytret sig om måden, hvorpå sådanne forbedringer bedst lader sig iværksætte; og det er derfor virkelig beklageligt, at denne mand, der bde er sit fag fuldkommen voksen og dertil en meget human og en dannet mand, dagligt bliver fortrædiget cg chikaneret for sin tjenstivers skyld. At hr. E. med en mere udstrakt myndighed ville virke betydeligt mere i sit kald, både til det offentliges og de søfarendes gavn og nytte og til hæder for lodsselstabet, er fuldkommen afgjort.
Indsenderen heraf er meget nøje bekendt med de didhen hørende forhold, og han ved ikke, om det nogensinde offentligt er blevet berørt, hvad her er fremført; men at det nærmere burde drøftes, er ikke desto mindre vist. Nu da man borttager gamle plankeværker og hytter ved Toldboden, kunde man måske også passende bortrydde et og andet gammelt inventarium og skramleri fra Toldboden.
(Kjøbenhavnsposten, 23. juli 1847)
Lodstårn i Dragør Havn. Dragør Lodseri var indtil staten overtog det landets største. Det eksisterer videre i Danpilot. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
I den Berlingske Tidende for lørdag den 8. dennes findes en beretning fra Dragør, der indeholder en stor del urigtigheder og hvori vedkommende korrespondent har tilladt sig at fremkomme med uforsvarlige beskyldninger imod kaptajn J. I. Köpche, førende skonnerten "Erwartung", som den 6. januar d. å. løb på Middelgrunden og som nu er indbragt hertil. Vi anser os desårsag beføjede til at tage ordet for den fremmede mand.
Når det derfor hedder i nævnte beretning, at der da en skonnert observeredes "med flag for lods" - "straks (fra lodsvæsenets side) blev føjet anstalter til at arbejde ud gennem isen med en jolle osv.", så kan vi efter de af os fra sikre kilder indhentede oplysninger på det bestemteste benægte rigtigheden heraf. For uagtet skibet i længere tid havde tonet signal efter lods og var kommet helt ind i farvandet, forblev dog Dragør Lodsvæsen i største uvirksomhed. Lodsoldermanden stod rådvild og vidste ikke, hvad han skulle gribe til, da lodserne manglede - tænk engang - de manglede en jolle, hvormed de kunne arbejde sig ud gennem den ubetydelige is for at komme den søfarende til hjælp! Efter en lang og "vigtig" deliberation med uvedkommende besluttede oldermanden sig omsider til i sin visdom: at låne en jolle, men da denne var uhensigtsmæssig til brug i dette tilfælde, så gik det kun dårligt med fremgangen. Og da oldermanden - der kun skal være halv sømand - havde forsømt at lade oprejse et synligt kontra-signal på jollen, så kunne den ikke observeres fra skonnerten, og derfor besluttede kaptajnen at lade stå indefter for så godt som muligt ved egen hjælp at nå havn før det blev aldeles mørkt, og denne kaptajnens handling vil gives fuldkommen medhold af enhver upartisk sømand.
Den Berlingske Tidendes "pålidelige" dragørske korrespondent siger fremdeles: at skonnerten rendte nordefter "uden at ville oppebie lodsen". Mener den nævnte kløgtige herre måske, at skibsføreren kunne forsvare at udsætte skibet for total forlis, for at vente på en hjælp, hvortil spor intet sted var at opdage? Nej, hr. kapt. Köpche har, som sagt, ved ovennævnte lejlighed handlet aldeles rigtigt. Derfor er det højst uforsvarligt af vedkommende at skade ham ved offentligt at fremsætte fejlagtig beretning om hans sejlads og manøvrering den dag.
Ved denne lejlighed kommer vi forresten til at erindre, at vi flere gange har set klager i de offentlige journaler over, at Dragør store lodseri ingen lodskyndig oldermand har, men at dennes vigtige post midlertidig er overdraget til lodseriets skriver eller regnskabsfører. Hvad grund vedkommende kan have til ikke at ansætte en anerkendt lodskyndig oldermand i denne mands sted, er ikke godt at indse. For der behøves dog vel ikke større bevis for hans uduelighed end netop, at han i farens stund uden væsentlige hindringer undlader at sende de søfarende hjælp og lader lodseriet være aldeles blottet for nødvendige joller og andre uundværlige redskaber. Denne mangel ved Dragør Lodseri er så meget mere uforsvarlig og iøjnefaldende som lodseriet ejer et jolle-fond, hvori der årlig skal indflyde højst betydelige summer. Men måske gives der tillige en anden bestemmelse for jolle-fondets penge end netop ene til indkøb af joller og andre sådanne for et lodseri rigtignok temmelig uundværlige genstande!
København, d. 18. januar 1848.
(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848)
Skipperstræde i Dragør. De smalle gader og små huse giver måske et fjernt indtryk af forholdene for søfolk og godtfolk i Dragør i 1847. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
vigtige poster til de ved lodserierne ansatte bogholdere.
Selv om man nu måtte antage, at det ville være overlodsen i Sjællands Distrikt, hr. kommandent Wulff en sand fornøjelse at se de ham underlagte lodserier velorganiserede og med beredvillighed sørge for at få en så væsentlig mangel som den her påpegede afhjulpet, så ser man dog endnu at de ovenberørte to store lodserier må savne aktive lodsoldermænd. Grunden hertil er ikke let at indse! Den kan ikke ligge i manglen af lodskyndige og indsigtsfulde mænd til hvem lodsoldermandsposterne kunne overdrages, for hr. overlodsen kender vistnok ligeså godt som vi, hvor sådanne mænd uden vanskelighed er at finde. Det er heller ikke antageligt at ømhed for de gamle lodsoldermænd kan være årsagen: vil man ikke formindske disses indtægter, så giv dem da hele deres aflønning i pension. Men lad dem vige rent tilbage fra en post de ikke mere formår at passe tilstrækkeligt og lad dem give plads for lodskyndige og raske folk der med indsigt og konduite kan anføre lodserne til de søfarendes gavn.
Ser man på Dragør Lodseri - det største og vigtigste i Danmark - da må man dog i sandhed forundres over, at lodsoldermandens vigtige bestilling er overdraget til hr. søkrigskommissær Jepsen, der i forvejen er ansat som lodseriets bogholder *). Hr. Jepsen har vel i sin tid været skipper og kan som sådan have været meget duelig. Men han er dog ikke i besiddelse af alle de egenskaber, som nødvendigt må findes hos en lodsoldermand, når han skal passe en sådan post. Med andre ord: han er ikke lodskyndig, men mangler endog nøjere kendskab til sit lodsfarvand. Han formår derfor ikke at orientere sig som lodsernes anfører, selv om han ikke allerede var betynget med en bestilling, der optager så meget af hans tid, at han umuligt som lodsoldermand kan være tilstede ved lodseriet og iagttage den derved fornødne orden, uagtet dette dog påbydes i lodsanordningen § 23. Som lodsbogholder er hr. Jepsen sit fag fuldkommen voksen, det er altså rigtigst, at han udelukkende færdes på sit lodsbogholderkontor. Men om end hr. overlodsen står i familie- eller venskabsforhold til hr. Jepsen, så burde det dog ikke forårsage, at et så vigtigt lodseri som Dragørs må savne en mere dygtig eg indsigtsfuld lodsoldermand, til hvem lodserne kan henvende sig i de mange forskellige tilfælde, som indtræffer og af hvem de kunne have den nødvendige vejledning og hensigtsmæssige anførsel.
Hvad der således her er udtalt til bevis for det urigtige i at lade hr. søkrigskommissær og lodsbogholder Jepsen vedblive at beklæde lodsoldermandsposten ved Dragør lodseri, kan også - med lidt forandring - fremføres imod at hr. overkrigskommissær og lodsbogholder Hjorth fremdeles betros Helsingørs lodsoldermands bestilling.
En lodskyndig og indsigtsfuld lodsoldermand er et stort og uundværligt gode for ethvert lodseri og burde derfor allermindst savnes ved så vigtige lodserier som de ovennævnte. Vi skulle blot tillade os at henvise til Københavns Lodseri. Her herskede for ikke lang tid siden den største uorden; men siden hr. fastlods Engelsen blev ansat her, er her - til stor nytte for de søfarende og til renomme for dhrr. lodser - fremkommet en priselig orden og livlighed, der naturligvis endnu ville fremtræde tydeligere om hr. Engelsen som oldermand direkte havde noget at sige og frie hænder til at rette de mangler, der endnu
måtte være til stede.
Sådanne "praktiske mænd af faget" hvis dygtighed er grundfast - mænd, som ved egen kraft, konduite, indsigt og Humanitet har erhvervet sig et hæderligt navn og almindelig agtelse: sådanne mænd er skikkede til at beklæde lodsoldermandsposterne! Af dem ville høje vedkommende kunne høste sand ære! De var i stand til at orientere sig i alle påkommende tilfælde; og af dem kunne lodserne få en behagelig, fornuftig og hensigtssvarende anførsel.
København, marts 1847.
Sch. - Ld.
*) Hr. J driver desuden urtekramhandel
(Kjøbenhavnsposten, 6. april 1847)
Opfordring til Dragø Lodser.
Da det er os bekendt at Dragør lodser i disse dage har tilstillet admiralitetet og generaltoldkammeret hvert en velmotiveret besværing i anledning af fyrskibsfører Jensens fremfærd imod dem i den nok så bekendte proviantsag, så tillader vi os herved at opfordre d'herrer lodser til gennem Kjøbenhavnsposten at offentliggøre en af de nævnte besværinger for at publikum derved kan erfare at vi har faret med sandhed i det vi i dette blads nr 51 for d. m. har fremført angående hr Jensen.Ved denne lejlighed kan vi ikke tilbageholde det ønske at det måtte behage hs. m. kongen eller admiralitetet at skænke Dragør Lodseri den for lodseriet i almindelighed og lodserne i særdeleshed store og heldbringende velgerning at udnævne en indsigtsfuld, human og lodskyndig oldermand der med konduite kan bringe en bedre tilstand, så at lodserne da ikke som nu, selv behøvede at henvende sig til admiralitetet for at få orden i deres sage.
To skibsredere.
(Kjøbenhavnsposten, 8. juni 1847).
Enhver der kender forholdene ved Københavns Lodseri således som disse har været og nu for tiden er, må vistnok indrømme, at dette selskab i alle henseender er gået fremad til det bedre. Den mand, som disse forbedringer udelukkende skyldes, er lods og dannebrogsmand hr. Engelsen. Skønt han oftere ved smålighed har mødt forhindringer i udførelsen af påtænkte forandringer og forbedringer der, hvor vedkommende af al iver burde have ydet ham assistance, er E's interesse og nidkærhed for lodseriets ordning på en hensigtsmæssig måde dog ingenlunde kølnet. Uagtet der, som bemærket, er gjort meget for lodsselskabet, er det dog vist, at der endnu er en del at reformere, og at Hr. E. for vedkommende har ytret sig om måden, hvorpå sådanne forbedringer bedst lader sig iværksætte; og det er derfor virkelig beklageligt, at denne mand, der bde er sit fag fuldkommen voksen og dertil en meget human og en dannet mand, dagligt bliver fortrædiget cg chikaneret for sin tjenstivers skyld. At hr. E. med en mere udstrakt myndighed ville virke betydeligt mere i sit kald, både til det offentliges og de søfarendes gavn og nytte og til hæder for lodsselstabet, er fuldkommen afgjort.
Indsenderen heraf er meget nøje bekendt med de didhen hørende forhold, og han ved ikke, om det nogensinde offentligt er blevet berørt, hvad her er fremført; men at det nærmere burde drøftes, er ikke desto mindre vist. Nu da man borttager gamle plankeværker og hytter ved Toldboden, kunde man måske også passende bortrydde et og andet gammelt inventarium og skramleri fra Toldboden.
(Kjøbenhavnsposten, 23. juli 1847)
I den Berlingske Tidende for lørdag den 8. dennes findes en beretning fra Dragør, der indeholder en stor del urigtigheder og hvori vedkommende korrespondent har tilladt sig at fremkomme med uforsvarlige beskyldninger imod kaptajn J. I. Köpche, førende skonnerten "Erwartung", som den 6. januar d. å. løb på Middelgrunden og som nu er indbragt hertil. Vi anser os desårsag beføjede til at tage ordet for den fremmede mand.
Når det derfor hedder i nævnte beretning, at der da en skonnert observeredes "med flag for lods" - "straks (fra lodsvæsenets side) blev føjet anstalter til at arbejde ud gennem isen med en jolle osv.", så kan vi efter de af os fra sikre kilder indhentede oplysninger på det bestemteste benægte rigtigheden heraf. For uagtet skibet i længere tid havde tonet signal efter lods og var kommet helt ind i farvandet, forblev dog Dragør Lodsvæsen i største uvirksomhed. Lodsoldermanden stod rådvild og vidste ikke, hvad han skulle gribe til, da lodserne manglede - tænk engang - de manglede en jolle, hvormed de kunne arbejde sig ud gennem den ubetydelige is for at komme den søfarende til hjælp! Efter en lang og "vigtig" deliberation med uvedkommende besluttede oldermanden sig omsider til i sin visdom: at låne en jolle, men da denne var uhensigtsmæssig til brug i dette tilfælde, så gik det kun dårligt med fremgangen. Og da oldermanden - der kun skal være halv sømand - havde forsømt at lade oprejse et synligt kontra-signal på jollen, så kunne den ikke observeres fra skonnerten, og derfor besluttede kaptajnen at lade stå indefter for så godt som muligt ved egen hjælp at nå havn før det blev aldeles mørkt, og denne kaptajnens handling vil gives fuldkommen medhold af enhver upartisk sømand.
Den Berlingske Tidendes "pålidelige" dragørske korrespondent siger fremdeles: at skonnerten rendte nordefter "uden at ville oppebie lodsen". Mener den nævnte kløgtige herre måske, at skibsføreren kunne forsvare at udsætte skibet for total forlis, for at vente på en hjælp, hvortil spor intet sted var at opdage? Nej, hr. kapt. Köpche har, som sagt, ved ovennævnte lejlighed handlet aldeles rigtigt. Derfor er det højst uforsvarligt af vedkommende at skade ham ved offentligt at fremsætte fejlagtig beretning om hans sejlads og manøvrering den dag.
Ved denne lejlighed kommer vi forresten til at erindre, at vi flere gange har set klager i de offentlige journaler over, at Dragør store lodseri ingen lodskyndig oldermand har, men at dennes vigtige post midlertidig er overdraget til lodseriets skriver eller regnskabsfører. Hvad grund vedkommende kan have til ikke at ansætte en anerkendt lodskyndig oldermand i denne mands sted, er ikke godt at indse. For der behøves dog vel ikke større bevis for hans uduelighed end netop, at han i farens stund uden væsentlige hindringer undlader at sende de søfarende hjælp og lader lodseriet være aldeles blottet for nødvendige joller og andre uundværlige redskaber. Denne mangel ved Dragør Lodseri er så meget mere uforsvarlig og iøjnefaldende som lodseriet ejer et jolle-fond, hvori der årlig skal indflyde højst betydelige summer. Men måske gives der tillige en anden bestemmelse for jolle-fondets penge end netop ene til indkøb af joller og andre sådanne for et lodseri rigtignok temmelig uundværlige genstande!
København, d. 18. januar 1848.
(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar