Udgiveren var i færd med at opfylde løftet om at skrive et forsvar for gadeviserne, da følgende, som fuldkommen stemmer overens med hans tanker, blev sendt til ham:
***
Det synes at være den almindelige mening at vores gadeviser helt skulle afskaffes. Så vedvarende og stærkt bliver de fordømt alle vegne.
Jeg hører ikke til de som mener noget er rigtigt, fordi det er almindeligt. Skønt jeg meget vel ved at mange åndelige og verdslige bygmestre har anset denne almenhed for en herlig hovedhjørnesten for deres bygninger. Jeg har kun alt for ofte hørt selv den fornuftigste ytring gendrevet med et: Det er jo mod alles mening, til at jeg kan tillægge denne magelige slutningskunst værdi over de fleste dødelige. Men jeg ved også at det kun er de fleste, der hylder den, og til de få, der udgør undtagelsen, ønsker jeg kun at tale.
De udråb man især hører fra gadevisernes fjender, går ud på at levende personer nævnes i dem ved deres fulde navn, og at dette er meget hårdt for disse personer, selv om de endog er skyldige.
Desuden er det en grusomhed mod samme personers uskyldige slægtninge og venner. Endvidere at gadeviserne er lutter usselt vås og skadelige for sædeligheden. Endelig finder man selv de mennesker der omdeler og sælger viserne alt for pjaltede, beskidte og skrålende.
Hvad den første af disse anker angår, da skulle det være den største glæde for indsenderen at kunne tro at medfølelse med den ulykkelige var årsag til den hos alle. Men den omstændighed at denne anke, såvel som det stærke råb mod gadeviserne kun gælder når den nævnte person er udmærket ved stand eller formue, synes ikke at ville unde ham denne fryd. Han hører derfor her kun slægtskab og venskab tale, for nødig ville han tro, at bevidsthed om hang til samme fejl, som den nævnte lastes for, er bevæggrund hos en del af ankende, skønt menneskekundskab kunne berettige til denne tro.
Men selv medlidenhed kan drives for vidt. Den medlidenhed der afholder en medborger fra at angive en forbryder, et politi eller en justits fra at efterspore ham, en fangefoged fra at bevogte ham, en dommer eller en regent fra at straffe ham, er skadelig. Den medlidenhed der ville skjule for alle andre, og om muligt for forbryderen selv, at han var forbryder, strider imod alle borgerlige straffeloves hensigt, som er: Forbryderens straf skal afskrække andre fra at gøre det samme.
Jeg tilstår at den visesælger der med forsæt udråber en forbryders navn under hans ulykkelige ægtefælles vinduer eller uden for hans fængsel, afslører et nederdrægtigt hjerte. Men jeg tror at undtaget dette tilfælde, kan den tanke at der råbes således på gaderne, næppe finde en nerve hos hende at virke på, der ikke ved den langt større smerte: At vennen er forbryder, er gjort flov imod den mindre: At han kaldes hvad han er.
Men selvom jeg efter alt dette indrømmede, at kun den i sidste instans dømte forbryders navn burde nævnes i viser, ja selv om det endog var muligt, hvilket jeg ikke tror, soleklart at kunne bevise at ingen levende medborgers navn burde nævnes i viser, så følger ikke deraf at alle gadeviser bør fordømmes, men kun de få der har denne egenskab.
Den anden anke mod gadeviserne er, at de er usselt skrevne, fostre af jammerlige smørere og skadelige for moralen. At nogle af vores gadeviser fortjener denne hårde dom er sandt. Men det er også sandt, at den ikke gælder for de fleste. De der lyner denne bandstråle over vores gadeviser har måske kun læst meget få af dem. Vi har mange skønne ting af vores gode digtere trykt som gadeviser. Vi har gadeviser af Stub, Vibe, Wessel, Storm, Abrahamson, Thaarup, Riber, Rahbek, Bankested, Nyrup og flere. Vi har en stor mængde gadeviser, der uden at have krav på stort poetisk værd indeholder sunde og nyttige tanker for den klasse af vores medborgere der ikke er tjent med kunstige digte. Skal alle disse fordømmes og kastes på ilden fordi det er muligt, at en enkelt kan være umoralsk. Skal almuen ikke læse, uden hvad der er skrevet således at det kan behage en kunstdommer, så får den slet intet at læse. For det er naturligt at hvad der skal kildre en kræsen gane, ikke er mad for en tærsker.
Gadevisernes fjender bør, håber jeg, tilstå at fordi en enkelt gadevise er vås eller umoralsk bør ikke alle gadeviser fordømmes, men kun den våsende og usædelige.
Den tredje anke at visesælgerinderne er usalige i person og kæder og undertiden slette sangerinder, tror jeg ikke jeg behøver at komme ind på, så længe vi tåler at alle vores madvarer sælges af smudsige mennesker, og så længe æblekællinger og fiskerkoner om dagen, og vægtere om natten, skamferer vores ører med skrål, som endnu er langt mere skurrende og ubehagelige.
Jeg tror nu at have berørt de ankeposter hvormed vores gadeviser angribes, og at det allerede er vist tilstrækkeligt, at ingen af dem kan retfærdiggøre en almindelig fordømmelse af dem. Jeg skal nu, ved at omtale gadevisernes nytte, søge endnu mere indlysende at bevise, hvor skadeligt det ville være at luge hveden bort tilligemed klinten. Og rent at betage almuen denne vigtige del af dens læsning. *)
(Fortsættes)
*) Dette bidrag er forfattet af litt. hr. K. Hansen
(Politivennen. Hefte 19. Nr. 240, 27. november 1802, s. 3834-3838)
***
Det synes at være den almindelige mening at vores gadeviser helt skulle afskaffes. Så vedvarende og stærkt bliver de fordømt alle vegne.
Jeg hører ikke til de som mener noget er rigtigt, fordi det er almindeligt. Skønt jeg meget vel ved at mange åndelige og verdslige bygmestre har anset denne almenhed for en herlig hovedhjørnesten for deres bygninger. Jeg har kun alt for ofte hørt selv den fornuftigste ytring gendrevet med et: Det er jo mod alles mening, til at jeg kan tillægge denne magelige slutningskunst værdi over de fleste dødelige. Men jeg ved også at det kun er de fleste, der hylder den, og til de få, der udgør undtagelsen, ønsker jeg kun at tale.
De udråb man især hører fra gadevisernes fjender, går ud på at levende personer nævnes i dem ved deres fulde navn, og at dette er meget hårdt for disse personer, selv om de endog er skyldige.
Desuden er det en grusomhed mod samme personers uskyldige slægtninge og venner. Endvidere at gadeviserne er lutter usselt vås og skadelige for sædeligheden. Endelig finder man selv de mennesker der omdeler og sælger viserne alt for pjaltede, beskidte og skrålende.
Hvad den første af disse anker angår, da skulle det være den største glæde for indsenderen at kunne tro at medfølelse med den ulykkelige var årsag til den hos alle. Men den omstændighed at denne anke, såvel som det stærke råb mod gadeviserne kun gælder når den nævnte person er udmærket ved stand eller formue, synes ikke at ville unde ham denne fryd. Han hører derfor her kun slægtskab og venskab tale, for nødig ville han tro, at bevidsthed om hang til samme fejl, som den nævnte lastes for, er bevæggrund hos en del af ankende, skønt menneskekundskab kunne berettige til denne tro.
Men selv medlidenhed kan drives for vidt. Den medlidenhed der afholder en medborger fra at angive en forbryder, et politi eller en justits fra at efterspore ham, en fangefoged fra at bevogte ham, en dommer eller en regent fra at straffe ham, er skadelig. Den medlidenhed der ville skjule for alle andre, og om muligt for forbryderen selv, at han var forbryder, strider imod alle borgerlige straffeloves hensigt, som er: Forbryderens straf skal afskrække andre fra at gøre det samme.
Jeg tilstår at den visesælger der med forsæt udråber en forbryders navn under hans ulykkelige ægtefælles vinduer eller uden for hans fængsel, afslører et nederdrægtigt hjerte. Men jeg tror at undtaget dette tilfælde, kan den tanke at der råbes således på gaderne, næppe finde en nerve hos hende at virke på, der ikke ved den langt større smerte: At vennen er forbryder, er gjort flov imod den mindre: At han kaldes hvad han er.
Men selvom jeg efter alt dette indrømmede, at kun den i sidste instans dømte forbryders navn burde nævnes i viser, ja selv om det endog var muligt, hvilket jeg ikke tror, soleklart at kunne bevise at ingen levende medborgers navn burde nævnes i viser, så følger ikke deraf at alle gadeviser bør fordømmes, men kun de få der har denne egenskab.
Den anden anke mod gadeviserne er, at de er usselt skrevne, fostre af jammerlige smørere og skadelige for moralen. At nogle af vores gadeviser fortjener denne hårde dom er sandt. Men det er også sandt, at den ikke gælder for de fleste. De der lyner denne bandstråle over vores gadeviser har måske kun læst meget få af dem. Vi har mange skønne ting af vores gode digtere trykt som gadeviser. Vi har gadeviser af Stub, Vibe, Wessel, Storm, Abrahamson, Thaarup, Riber, Rahbek, Bankested, Nyrup og flere. Vi har en stor mængde gadeviser, der uden at have krav på stort poetisk værd indeholder sunde og nyttige tanker for den klasse af vores medborgere der ikke er tjent med kunstige digte. Skal alle disse fordømmes og kastes på ilden fordi det er muligt, at en enkelt kan være umoralsk. Skal almuen ikke læse, uden hvad der er skrevet således at det kan behage en kunstdommer, så får den slet intet at læse. For det er naturligt at hvad der skal kildre en kræsen gane, ikke er mad for en tærsker.
Gadevisernes fjender bør, håber jeg, tilstå at fordi en enkelt gadevise er vås eller umoralsk bør ikke alle gadeviser fordømmes, men kun den våsende og usædelige.
Den tredje anke at visesælgerinderne er usalige i person og kæder og undertiden slette sangerinder, tror jeg ikke jeg behøver at komme ind på, så længe vi tåler at alle vores madvarer sælges af smudsige mennesker, og så længe æblekællinger og fiskerkoner om dagen, og vægtere om natten, skamferer vores ører med skrål, som endnu er langt mere skurrende og ubehagelige.
Jeg tror nu at have berørt de ankeposter hvormed vores gadeviser angribes, og at det allerede er vist tilstrækkeligt, at ingen af dem kan retfærdiggøre en almindelig fordømmelse af dem. Jeg skal nu, ved at omtale gadevisernes nytte, søge endnu mere indlysende at bevise, hvor skadeligt det ville være at luge hveden bort tilligemed klinten. Og rent at betage almuen denne vigtige del af dens læsning. *)
(Fortsættes)
*) Dette bidrag er forfattet af litt. hr. K. Hansen
(Politivennen. Hefte 19. Nr. 240, 27. november 1802, s. 3834-3838)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar