Gadevisernes nytte er sikkert langt større end man ved første øjekast tror.
1. De gavner fordi de oplyser og forædler den klasse af vores medmennesker, på hvis opdragelse og undervisning der anvendes mindst flid. Det er vel overflødigt, efter hvad tidligere er sagt, at bemærke at her ikke tales om de få slette viser. Igennem alle årtier og hos alle folkeslag har nyttige betragtninger, sunde leveregler, med et ord moral lettest fundet vej og længst blevet husket hos almuemanden når den fortaltes som fabler, ordsprog, historier og viser eller sange. Afhandlinger eller taler kan han ikke følge, altså ikke samle og endnu mindre huske. Sandheders fremsat uden omsvøb, blot og bart tillokker ham ikke, og han finder den overflødig. Han er ligeglad eller endog mistroisk mod selv den uomstændeligste fornuftsslutning, fremsat i logiske form. Da han ikke er øvet i at skelne det væsentlige fra det tilfældige, ikke vant til at afgrænse ordenes betydning, så synes han i sin daglige kreds at finde undtagelser, der svækker fornuftsslutningen. Disse ovennævnte indklædningsmåder er derfor de eneste brugbare midler til at give det rå menneskes frihed drivfjedre til det gode. Det gode skal enten ligefrem befales ham, eller han på disse måder må ligesom se sig det foremalet. Men af alle disse iklædninger har sangen eller visen fortrinet. Den nydes mere af det sanselige menneske. Fortryllet af musikkens harmoni finder han det besungne gode dobbelt godt og det onde dobbelt afskyeligt. Den læres lettere og huskes længere end den ubundne fortælling. Derfor er poesien ældre end prosa. Derfor har vi endnu så meget på vers og så lidt i løs stil fra vores forfædre. Derfor er selv mange af vores ordsprog på vers. Grækerne opmuntrede deres krigere med viser. Vores forfædre sang viser, når de gik i kamp for at vække modet. Og når de blev besejret, sårede eller så den uundgåelige død i øjnene, så sang de for at udholde deres ulykke med mandighed. Og disse viser gjorde de ofte i selve øjeblikket efter omstændighederne. De tapreste helte og konger var gerne de bedste visemagere. Ja det var en titel for guden Odin selv. Og har vi ikke selv af vores nys forledne dage et eksempel på sangenes kraft. Måske havde vor fjende i fjor ikke mødt så tapper modstand, hvis ikke en berømt sanger, opmuntret af vor kronprins selv, havde bragt de fredelige læber til at synge sig mod i brystet med vores gode digteres krigssange. Men skulle sang kun kunne bringe bevæggrunde til en art dyd. Oh at kun vores gode digtere ville følge en Ribers, en Wandals, en Storms, et efterslægtselskabets eksempel, der skattede almensangen som et et stort oplysnings og forbedringsmiddel, da ville vore gode gadevisers tal blive uendelig større, og vor almuebroder bedre og dydigere.
(Fortsættes)
1. De gavner fordi de oplyser og forædler den klasse af vores medmennesker, på hvis opdragelse og undervisning der anvendes mindst flid. Det er vel overflødigt, efter hvad tidligere er sagt, at bemærke at her ikke tales om de få slette viser. Igennem alle årtier og hos alle folkeslag har nyttige betragtninger, sunde leveregler, med et ord moral lettest fundet vej og længst blevet husket hos almuemanden når den fortaltes som fabler, ordsprog, historier og viser eller sange. Afhandlinger eller taler kan han ikke følge, altså ikke samle og endnu mindre huske. Sandheders fremsat uden omsvøb, blot og bart tillokker ham ikke, og han finder den overflødig. Han er ligeglad eller endog mistroisk mod selv den uomstændeligste fornuftsslutning, fremsat i logiske form. Da han ikke er øvet i at skelne det væsentlige fra det tilfældige, ikke vant til at afgrænse ordenes betydning, så synes han i sin daglige kreds at finde undtagelser, der svækker fornuftsslutningen. Disse ovennævnte indklædningsmåder er derfor de eneste brugbare midler til at give det rå menneskes frihed drivfjedre til det gode. Det gode skal enten ligefrem befales ham, eller han på disse måder må ligesom se sig det foremalet. Men af alle disse iklædninger har sangen eller visen fortrinet. Den nydes mere af det sanselige menneske. Fortryllet af musikkens harmoni finder han det besungne gode dobbelt godt og det onde dobbelt afskyeligt. Den læres lettere og huskes længere end den ubundne fortælling. Derfor er poesien ældre end prosa. Derfor har vi endnu så meget på vers og så lidt i løs stil fra vores forfædre. Derfor er selv mange af vores ordsprog på vers. Grækerne opmuntrede deres krigere med viser. Vores forfædre sang viser, når de gik i kamp for at vække modet. Og når de blev besejret, sårede eller så den uundgåelige død i øjnene, så sang de for at udholde deres ulykke med mandighed. Og disse viser gjorde de ofte i selve øjeblikket efter omstændighederne. De tapreste helte og konger var gerne de bedste visemagere. Ja det var en titel for guden Odin selv. Og har vi ikke selv af vores nys forledne dage et eksempel på sangenes kraft. Måske havde vor fjende i fjor ikke mødt så tapper modstand, hvis ikke en berømt sanger, opmuntret af vor kronprins selv, havde bragt de fredelige læber til at synge sig mod i brystet med vores gode digteres krigssange. Men skulle sang kun kunne bringe bevæggrunde til en art dyd. Oh at kun vores gode digtere ville følge en Ribers, en Wandals, en Storms, et efterslægtselskabets eksempel, der skattede almensangen som et et stort oplysnings og forbedringsmiddel, da ville vore gode gadevisers tal blive uendelig større, og vor almuebroder bedre og dydigere.
(Fortsættes)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar