Til Forsvar for Gadeviserne

 Fortsat fra nr. 242

2) Den anden nytte af sange eller viser er at de tjener almuen til uskyldig tidsfordriv.

Også denne nytte er ikke ringe, og ikke ringe den skribents, den rimers (om man ikke vil kalde ham digter) fortjeneste, der på en uskyldig måde morer denne talrige del af vores medborgere. Han kan være nok så ulærd, nok så fattig på skøn smag, kun at han ikke skriver usædeligt og usandt! Denne fortjeneste er så meget desto større, som den ikke frister ved kunstdommerbifald, eller ved stormandsyndest, ved lokkende guldure fra selskaber, ved befordringer, pensioner eller ved brilliantringe fra fremmede potentater. Det er heller ikke fra den skønneste side vore digtere, vore fortællere, vore oplysere viser sig, når man efterser hvor stort et antal af læsere de arbejder for. Den underlighed, at bruge ord *) som hentes fra fremmede sprog, mens vort eget enten har eller let kunne få den af egen malm og almenfattelige, den kløe efter at gøre hentydninger på tildragelser, ved hvis bekendtskab man viser en ugemen bevandring i fortidens værker, disse fejl er ikke en eneste af vore agtede skribenter ganske fri for, og nogle af dem kunne ikke skrive en linje uden at gøre sig skyldige deri. Hæld være derfor enhver der, tilsidesættende selvkærlighedens smiger, arbejder for den mindre kyndige broder, og i jævn, fattelig, dansk, fortælling, vise eller hvad det er, giver ham smag på usanselig moro, på læsning, ved at rette sig efter hans svage, fordøjelsesevne.

3) Sange og viser gavner almuen som et middel til at vedligeholde og forøge hos dem den færdighed i at læse, som kun erhverves i vores usle danske skoler for forklaringens eller lærebogens skyld, og når denne henlægges, knap nok ville underholdes ved salmesangen om søndagen. Enhver der kender vores almue vil finde at jeg har ret i det, og sande med mig, at almuen viser, fra denne side betragtede, er af langt større nytte, end man tror, eller end de personer, der ville have vore gadeviser ganske afskaffet, efter sandsynlighed nogensinde har haft tanke om. Mange ville sikkert have været vidne til det, som flere gange er mødt indsenderen, at bønder, matroser og andre, der for lang tid siden var blevet konfirmeret, Gud ved hvordan, med jerntålmodighed har stavet sig frem i viserne, og derved efterhånden på ny lært at læse indeni.

4) Endelig bør den nytte af viser, skønt uendelig mindre end de foregående, ville ikke forbigås, at de tjener som et historisk gemmested for alle de tildragelser, der i tidens løb har spændt den offentlig opmærksomhed, og som gransken i den kommende eftertid her finder, vel ikke fremfurede i den tro sandheds simple dragt, men dog ikke anderledes tilhyllede, end at det sande jo let findes af den, der forstår at søge det. Således må vi endnu ved hjælp af vores forfædres viser slutte os til meget, som vi ellers slet ikke har efterretninger om.

Jeg venter den indvending, at hvad jeg har sagt om sangen eller visen, om det endog indrømmes, dog ikke gælder om gadeviser, og at det er dem, man egentlig angriber. Men det vil let skelnes af den upartiske, at den omstændighed at en sang råbes fal på gaderne eller ej, ikke kan forandre tingenes natur, eller gøre det skadeligt som ikke er det.

Jeg har således gendrevet min modstanders forestillinger om de så hårdt angrebne gadevisers skadelighed. Jeg har fremstillet deres nytte, efter min bedste overbevisning. Jeg opfordrer modparten til at møde med svar, eller tillige med mig at indstille sagen til doms. Jeg glæder mig allerede forud i den forsikring at denne gren af skrivningen vil værdiges høje vedkommendes nøjere betragtning, at det fra deres side stedse vil blive anset for hæderlig borgerdåd i almenfattelige, jævne, lærerige og sædelige viser at undervise og more den store hob, at Danmark, der til lykke ikke har nogen lønnet hofpoet, måske kunne blive det første land, der fik en lønnet almuepoet. Og at endelig vores gadeviser, der udgør en af vore få egenheder, aldrig må lide anden indskrænkning end den som er nødvendig til at hindre usædeligheds udbredelse.

K. Hansen

Litteratus

*) Næppe nogen nation, der ejer et dyrket sprog, bliver i denne henseende begegnet således som vor: Indskrifter i fremmede sprog, eller i en blanding af disse med landets, prunke på vore mindesmærker. Vore skribenter handler som oven er meldt, og selv vore love, vore rettergangs forhandlinger, vrimler af ord, der ikke er danske og næppe fuldkommen forstås af mere end 1/20 del af de danske.

 (Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3873-3878)