Efterfølgende er uddrag af et brev til udgiveren, der sikkert er velment, skønt det er dennes individuelle følelse ganske modstridende. Just derfor er det indrykket, da det vel nu vil lykkes ham bedre at anses for upartisk, når han i næste nummer indrykker: Et forsvar for gadeviser.
*****
Tillad mig at gøre dem opmærksom på et nedrigt styverfængeri der i den senere tid er kommet så meget på mode her i byen. Nemlig den at bringe alle mulige af dagens historier trykt i dårlige vers. Det er beklageligt at se mennesker der regner sig til statens agtværdigste stænder, som opdragelse og kundskaber burde hæve over noget sådant, så aldeles for en ussel gevinst skyld, at tilsidesætte ikke blot undseelse for deres egne individuer (da de er nødte ved lovene at sætte deres navn under disse smørerier), men endog for den stand de tilhører, og som derved let i mængdens øjne kan tabe den agtelse som standens blotte navn, uden hensyn til deres person, kunne give dem fordring på, og som er vigtig for enhver klasse, mest for dem der ved ungdommens undervisning, som religionens lærere, som rettens forsvarere osv. nødvendig behøver offentlig agtelse.
Jeg (og jeg er overbevist om enhver ærekær mand af standen med mig) har derfor aldrig uden den største uvilje læst titlen student under de elendige gadeviser, som værdigt formidles med jammerligt papir, et endnu jammerligere tryk, sælgerindernes til ækelhed beskidne udseende og afskyelige stemmer. Man behøver jo blot at bære navnet student for at møde den ydmygelse, at blive bedt om at skrive en vise om de tre næste der rider væddeløb på fælleden, om den næste hårskærer der vinder en proces, om næste oprør i Børnehuset, om den næste pige der drukner sig i snørekjole, og om den næste officer, der spiller fallit og dobbelt bryllup.
Der er vist ingen der mere end anmelderen ønsker tilladt al fornuftig brug af menneskets så naturlige ret til at turde sige sin mening offentligt. Men når dette ikke er for den gode sag, men af lumpen vindesyge, så bliver hensigten uædel, om end sagen kunne være god. Og at ovenstående emners besyngelse ikke befordrer folkets moral, det vil De nok være enig med mig i. Næppe tror jeg at nogen læser eller læserinde er blevet opbygget derved. Ikke engang deres nysgerrighed er blevet tilfredsstillet. Kort sagt er kun blevet den sultne poets hensigt blevet opnået at gøre folks pung en skilling lettere. Og hvilken klasse af folket er det som herved bliver forført, til at spendere disse penge, som de kunne anvende til nytte, ja som de måske snyder deres herskaber for? Den der mindst kan tåle det: den tjenende.
Anmelderen har selv set en visekælling på en af byens mest besøgte gader 3 gange på en time komme med nyhentet forråd. Men selv i det tilfælde at disse viser ikke anstiftede noget ondt: Ved Gud, hvorfor skal da en hel familie, endog forbryderens, lide ved at blive genstand for pøbelens hån, fordi et medlem deraf fejlede? Og selv han, skal han i det øjeblik lovens hævnende sværd truer med at synke på hans hovede, endnu tilføjes den grusomste marter, pøbelspot?
Og nu folks ligegyldige, i det mindste for andre ligegyldige handlinger fx væddeløbet og processen! Hvilket terroristisk system når enhver mand i byen må frygte at se sine uskyldigste, ligegyldigste handlinger versificeret næste dag og hans navn råbt på gader og stræder? Værre end Robespierre og konsorter slynger jo disse poeter i Aabenraa deres frygtelige bandstråler fra deres tagkamre ned på medborgere. Måske det ligger uden for politilovens kompetence at påtale denne afskyelige geni-despotisme. Hvis det er tilfældet, hvilket er at befrygte, fordi vores årvågne politimester næppe ellers ville lade det gå upåtalt, kan det så ikke standses ved en høj afgift for hver vise til de fattige, ved sælgekællingernes optagelse og hensættelse til andet nyttigt arbejde, så er der intet andet middel tilbage til at stoppe disse stridigløbende, men såre urene poetiske årer, end at alle gode skribenter forener sig for at vende det offentliges foragt over forfatterne. Ja skændsel hviler over alle, der føler evne til at besynge et emne, og i stedet for i hædrende almuesange at befordre dyd og orden, vindskibelighed og gode sæder blandt folket, griber enhver dagens historie, lige meget hvilken. Lige ubekymrede om medborgeres lidelse og moral, for at tjene usle skillinger! Og udelt skændsel over de endnu nedrigere (om der virkelig skulle kunne gives sådanne seelenverkopere inden Københavns mure), der har sådanne mennesker i deres sold og betaler deres elendige muses dusinvis af elendige fostre.
(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776)
*****
Tillad mig at gøre dem opmærksom på et nedrigt styverfængeri der i den senere tid er kommet så meget på mode her i byen. Nemlig den at bringe alle mulige af dagens historier trykt i dårlige vers. Det er beklageligt at se mennesker der regner sig til statens agtværdigste stænder, som opdragelse og kundskaber burde hæve over noget sådant, så aldeles for en ussel gevinst skyld, at tilsidesætte ikke blot undseelse for deres egne individuer (da de er nødte ved lovene at sætte deres navn under disse smørerier), men endog for den stand de tilhører, og som derved let i mængdens øjne kan tabe den agtelse som standens blotte navn, uden hensyn til deres person, kunne give dem fordring på, og som er vigtig for enhver klasse, mest for dem der ved ungdommens undervisning, som religionens lærere, som rettens forsvarere osv. nødvendig behøver offentlig agtelse.
Jeg (og jeg er overbevist om enhver ærekær mand af standen med mig) har derfor aldrig uden den største uvilje læst titlen student under de elendige gadeviser, som værdigt formidles med jammerligt papir, et endnu jammerligere tryk, sælgerindernes til ækelhed beskidne udseende og afskyelige stemmer. Man behøver jo blot at bære navnet student for at møde den ydmygelse, at blive bedt om at skrive en vise om de tre næste der rider væddeløb på fælleden, om den næste hårskærer der vinder en proces, om næste oprør i Børnehuset, om den næste pige der drukner sig i snørekjole, og om den næste officer, der spiller fallit og dobbelt bryllup.
Der er vist ingen der mere end anmelderen ønsker tilladt al fornuftig brug af menneskets så naturlige ret til at turde sige sin mening offentligt. Men når dette ikke er for den gode sag, men af lumpen vindesyge, så bliver hensigten uædel, om end sagen kunne være god. Og at ovenstående emners besyngelse ikke befordrer folkets moral, det vil De nok være enig med mig i. Næppe tror jeg at nogen læser eller læserinde er blevet opbygget derved. Ikke engang deres nysgerrighed er blevet tilfredsstillet. Kort sagt er kun blevet den sultne poets hensigt blevet opnået at gøre folks pung en skilling lettere. Og hvilken klasse af folket er det som herved bliver forført, til at spendere disse penge, som de kunne anvende til nytte, ja som de måske snyder deres herskaber for? Den der mindst kan tåle det: den tjenende.
Anmelderen har selv set en visekælling på en af byens mest besøgte gader 3 gange på en time komme med nyhentet forråd. Men selv i det tilfælde at disse viser ikke anstiftede noget ondt: Ved Gud, hvorfor skal da en hel familie, endog forbryderens, lide ved at blive genstand for pøbelens hån, fordi et medlem deraf fejlede? Og selv han, skal han i det øjeblik lovens hævnende sværd truer med at synke på hans hovede, endnu tilføjes den grusomste marter, pøbelspot?
Og nu folks ligegyldige, i det mindste for andre ligegyldige handlinger fx væddeløbet og processen! Hvilket terroristisk system når enhver mand i byen må frygte at se sine uskyldigste, ligegyldigste handlinger versificeret næste dag og hans navn råbt på gader og stræder? Værre end Robespierre og konsorter slynger jo disse poeter i Aabenraa deres frygtelige bandstråler fra deres tagkamre ned på medborgere. Måske det ligger uden for politilovens kompetence at påtale denne afskyelige geni-despotisme. Hvis det er tilfældet, hvilket er at befrygte, fordi vores årvågne politimester næppe ellers ville lade det gå upåtalt, kan det så ikke standses ved en høj afgift for hver vise til de fattige, ved sælgekællingernes optagelse og hensættelse til andet nyttigt arbejde, så er der intet andet middel tilbage til at stoppe disse stridigløbende, men såre urene poetiske årer, end at alle gode skribenter forener sig for at vende det offentliges foragt over forfatterne. Ja skændsel hviler over alle, der føler evne til at besynge et emne, og i stedet for i hædrende almuesange at befordre dyd og orden, vindskibelighed og gode sæder blandt folket, griber enhver dagens historie, lige meget hvilken. Lige ubekymrede om medborgeres lidelse og moral, for at tjene usle skillinger! Og udelt skændsel over de endnu nedrigere (om der virkelig skulle kunne gives sådanne seelenverkopere inden Københavns mure), der har sådanne mennesker i deres sold og betaler deres elendige muses dusinvis af elendige fostre.
(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar