Den lille kulpiller
I går eftermiddags foregik der en gribende højtidelighed på den katolske kirkegård ved Vestre Kirkegård.
Foreningen "Barnets Værn" lod afsløre en mindesten over den lille dreng, der den 12. maj blev dræbt af havnetoget, da han var i begreb med at pille kulstumper op.
Til trods for det ubehagelige vejr havde flere hundrede mennesker indfundet sig ved graven. Forsamlingen afsang en salme, hvorefter
Folketingsmand P. Sabroe
holdt en gribende tale, der bragte tårerne frem i de flestes øjne. Han udtalte:
"Der knytter sig for os ingen særlig sensation til den lille kulpillers død. De særlige omstændigheder ved denne vakte for et øjeblik hele hovedstadens opmærksomhed. Om han langsomt var sultet, frosset eller pint ihjel, ville - fraset enkelte - kun den socialistiske del af hovedstaden have interesseret sig for den lille proletar.
Der er i dette frygtelige barnedrama et par betegnende træk, som til overflod viser kapitalistsamfundets brutalitet.
Vi kommer og tilbyder den fattige, polske moder at ville begrave barnet. Vi vil ikke have ham i fattigvæsenets sorte kiste. Som vi taler herom med moderen, kommer viceværten ind og tilråber moderen:
"Vær glad ved hans død. Han var endt i tugthuset. Han stjal som en ravn."
Ja, han stjal de kul, som faldt ned fra kulvognene. Derfor var han tyv.
Og det er også rigtigt at i tugthuset sidder mange, hvis eneste forbrydelse er, at de som barn nægtedes et barns glæder. Der burde egentlig på den mindesten, som vi afslører i dag, have stået de ord, som undslap den lille kulpiller, da man på hospitalet ville klippe i hans gamle, pjaltede bukser:
"Åh, De må ikke klippe i dem, for mor er så fattig og har ikke tid til at sy dem sammen."
De ord er sande, og de vil blive klassiske. Når I som er børn og unge, en gang om mange år med jeres børn står foran den lille kulpillers grav, vil I fortælle dem, hvad den fattige, polske dreng sagde, da han lå på operationsbordet.
Det er desværre sandt. Mange børn som den lille kulpiller, der havde et hjerte af guld, må ende i fængslet. Men hvis skyld er det? Uden at fortrække en mine ser den herskende overklasse, at der er tusinder af børn, som lider nød og forkommer. Overklassen praler af sin kultur og sin kunstsans, men den er blottet for den åndsdannelse som slår ud i omsorg for de levende mennesker. Ja, der er endog nogle af vore rige landsmænd, som vil have ført udviklingen tilbage, og som viser hen til de polske arbejdere, som værdige til efterlignelse for de danske arbejdere.
Men så meget stærkere må vi hver dag ruske samfundet op af sin døs. Vi må have samfundet til at forstå at af alle kulturspørgsmål er det sociale det vigtigste.
VI tror på livet. Vi håber på livet. Vi arbejder og vi bygger rundt i alverdens lande en stærk og mægtig organisation, som beskytter alle børn mod fattigdom, forbrydelse, drukkenskab og præstetyranni.
For nogle år tilbage indebrændte juleaftens morgen 5 børn på Skejby Mark ved Aarhus, mens far og mor var på herregårdsarbejde. Vi rejste disse børn et mindesmærke. Det var ikke herregårdens trælle, som mindedes de 5 børns frygtelige endeligt. Det var ikke de rige eller gårdmændene. De forstod overhovedet ikke, hvorfor man tænkte på børnene. Men landarbejderne forstod os. Deres sociale instinkt sagde dem, at vi var deres venner.
Således vil det også gå i dag. De russere og polakker som står her, vil skrive hjem eller fortælle, når de kommer hjem, om de danske arbejdere, som rejste den lille kulpiller dette smukke minde. Og de vil tænke over det i Polen og i Rusland.
Denne mindesten betyder for vore dages kultur mere end Frue kirkespir. Over den lille polske drengs grav rækker vi hinanden broderhånden og sværger, at der skal blive kæmpet til vort sidste åndedræt for det fattige barn."
Derefter faldt dækket for mindestenen.
Den er af marmor og har følgende inskription:
Derpå afsang de tilstedeværende: "Dejlig er Jorden", hvorpå hr. Sabroe afsluttede højtideligheden med at sige:
Vi rejste ikke dette minde for arbejdets mand, men vi har rejst det for den lille knægt, der måtte ofre sit liv, da han hjalp til med at afhjælpe nøden. Det var endda ikke for sin egen moder, at han pillede kul, men han hjalp en anden dreng, hvis moder havde 7 børn. Lad os kæmpe for alle små børn, og dermed en tak til alle, der har bidraget til dette mindesmærke.
Derpå defilerede de mange mennesker forbi den lille kulpillers mindesten.
(Social-Demokraten, 27. december 1911. Til artiklen var desuden et foto)
Fin artikel.
SvarSletIngen nulevende danskere kan forestille sig den fattigdom og armod der herskede blandt de allerfattigste og godt for det. Døden og dermed udfrielse fra dette armod, var ofte den eneste barmhjertighed disse allerfattigste mødte.
Godt disse tider - trods alt, er fortid i Danmark, men der er stadig mangt og meget der kan og skal forbedres for vor tids allerfattigste.