Død af Sult. Den 31te August f. A. blev der i en Afkrog af Søndermarken fundet Liget af et 6 a 7 Uger gammel Drengebarn. Paa Liget, der var paaklædt og laa indsvøbt i et Shavl, fandtes der ingen ydre Beskadigelse, men ved den foretagne Obduktion sandles Liget i en hejst udtæret Tilstand, og Maven, Tarmene og Blæren saa godt som tomme. Ved den af Politiet anstillede Undersøgelse om Barnets Moder, blev Mistanken henledet paa Enken efter en Glarmester, der derefter blev eftersøgt og anholdt den 4de September. Hun erkendte straks at være det fundne Barns Moder, og Følgende blev derefter oplyst. Efter i flere Aar at have ført et usædeligt Levnet, blev hun i 1867 i en Alder af 22 Aar gift med en Glarmester i Valby, med hvem hun levede sammen til hans Død i 1872. Kort efter kom hun i Kjæresteforhold til en Malersvend, ved hvem hun blev svanger, og i Foraaret 1873 flyttede hun sammen med ham, idet det var deres Hensigt at indgaa Ægtestab. Uagtet der bestod et godt Forhold imellem dem, forlod hun gentagne Gange pludselig hans Hus og blev borte i flere Dage og Nætter. Den 16de Juli fødte hun Barnet, der saa sundt og rask ud. Den 20de Avgust, medens Kæresten var paa Arbejde, forlod hun med Barnet uden Varsel Huset, og han antog, at hun var flyttet til det Logis, hun havde talt om. I de 10 Dage, der derefter forløb, indtil Barnet døde, blev hun med Barnet set af Forskellige, der Alle har udsagt, at hendes nedenstaaende Forklaring er rigtig, at hun lod til al være meget omhyggelig for Barnet, der var godt indsvøbt, men saa sygeligt og afmagret ud, ligesom hun selv saa meget nedtrykt ud, medens hun dog ikke modtog et tilbud om at tage Ophold hos en Familie. Hun selv har forklaret, at hun ikke har gjort sig nogen Tanke om, hvor hun vilde gaa hen, da hun forlod Kæresten, men at hun gik til Valby for at hente sine Møbler og ved Salget af disse skaffe sig Penge til at sætte Barnet i Pleje. Da hun ingen Penge havde til at faa Møblerne transporleret til København for, opgav hun sit Forsæt. Senere gik hun, da hun intet Logis havde, ud paa Uttersløv Mark, hvor hun tilbragte Natten udenfor et Hus, hvis Beboere skyldte hende 5, Rd., som hun vilde kræve, men da hun den næste Dag hørte dem omtale, at de havde det smaat med Penge, krævede hun dem ikke, og det faldt hende ikke ind at bede dem skaffe hendes Møbler fra Valby til København. De var meget gode ved hende, men da hun syntes, det var en Skam, at de skulde vedblive at rode hende, forlod hun dem uden at sige, at hun ikke mere kom tilbage. Nu vidste hun imidlertid ingen Udvej for sig og Barnet, og hun gik I derfor og drev omkring idet hun om Natten laa med Barnet i Søndermarken. Hun var fortvivlet over sin Stilling og ulykkelig over at have Barnet, men nænnede ikke at tage del af Dage, hvorimod hun tænkte paa at lægge det hen paa er Sted, hvor det kunde findes og tages i Pleje af Andre, men hun kunde dog ikke bestemme sig dertil. Hun saa vel, at Barnet blev mere og mere usselt, og indsaa nok, at det ved denne Levevis tilsidst maatte dø, men hun gjorde sig ikke nogen nærmere Tanke i denne Henseende og var i det Hele saa fortvivlet, at hun ikke rigtig ved, hvad hun tænkte. Natten mellem den 29de og 30te Avgust laa hun ligesom de foregaaende Nætter med Barnet i Søndermarken. Hun havde den foregaaende Eftermiddag købt nogle Tvebakker, af hvilke han gav Barnet Noget, og hun havde ogsaa selv lidt Mælk i Brystet, og havde om Aftenen givet det lidt Die. Barnet laa hele Natten i hendes Arm og sov, indtil det omtrent Kl. 3 om Morgenen drog et Suk og døde. Hun blev liggende ved Liget til henad Middag, da hun gik hen til en Kilde og drak noget Vand, og hun vendte derefter tilbage til Liget, ved hvilket hun blev hele den øvrige Del af Dagen og den følgende Nat. Den næste Morgen forlod hun Søndermarken, idet hun lod Liget ligge i de Klæder, det var svøbt, og hun gik derpaa ud ad Strandvejen, tilbetlede sig Føden om Dagen, laa om Nætterne under aaben Himmel, tænkte paa at drukne sig, men kunde dog ikke bestemme sig hertil, og gik saa til København, hvor hun blev anholdt.
Det kongelige Sundhedskollegium har under Sagen udtalt, at efter samstemmende Vidnesbyrd af de i Sagen afhørte Personer har Arrestantinden lagt en meget sørgmodig og nedtrykt Sindsstemning for Dagen, ikke blot efter sin Barselfærd, men ogsaa under Svangerskabet, paa en Tid, da hendes øjeblikkelige Livsforhold og Fremtidsudsigter forholdsvis ikke synes at have været saa kummerlig, at de i og for sig vilde give tilstrækkelig Forklaring derfor , og naar der henses til den planløse Adfærd, navnlig den gentagne Bortløben fra Kerrestens Hjem, hvortil der fra hans eller Andres Side ikke synes at være givet hende Grund, og hvorved hun selv forstyrrede Forholdet, saa at det paatænkte Ægteskab ikke kom i Stand, bliver det meget sandsynligt, at hun har lidt af et sygeligt Tungsind, som har kuet hendes Omtanke og Villiekraft. Hun blev derfor dom efter Straffelovens 198, jfr. § 39, og Straffen fastsat til 3 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.
(Dagbladet (København), 20. februar 1874. Socialisten 21. februar 1874).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar