Efterhaanden som Tidens økonomiske Udvikling lægger større og større Alvor og Haardhed i den Kamp, som det enkelte Individ maa føre med det Hele, for at tilkæmpe sig det Nødvendige til den materielle Eksistents, drager den ogsaa flere og flere Samfundsklasser ind i Kampen. At Mandens Eksistens som økonomisk selvstændig og uafhængig, stadig bliver vanskeligere og vanskeligere, drager efter sig som en uudblivelig Følge, at Kvinden mere og mere af Forholdenes Magt drages hen paa den økonomiske Konkurrences Valplads, og at hun i stedse højere Grad tvinges til at optræde som selvstændig Handlende i Kampen. I Stedet for at være et Slags Tilbehør til Manden og være henvist til, at finde sin Eksistens ved Mandenes Fortjeneste, har allerede Forholdene i en temmelig betydelig Grad udviklet sig saaledes, at Kvinden ved Hjælp af egen Dygtighed og egen selvstændig Fortjeneste selv maa skabe sin materielle Stilling, og vor Tids hele Udvikling siger os tydelig nok, at denne Kendsgerning vil blive mere og mere fremtrædende.
Naar det er saaledes, og vi tror at Ingen vil benægte at det er det, maa Kvindens Stilling i Samfundet, idet hun optræder som selvstændig Konkurrent paa Arbejdsmarkedet, af os Alle, uden mindste Forbehold, blive anerkendt at være af den allerstørste Betydning, ikke alene for Kvinderne selv, men ogsaa for Mændene. Nødvendigheden af at Kvinden i stedse højere Grad søger selvstændigt Erhverv, vil ikke undlade at bevirke, at hun paa mange Punkter bliver Konkurrent, og det en meget farlig Konkurrent overfør Mændene. Hvorvidt denne Konkurrence vil blive følelig, vil i en meget væsenlig Grad være afhængig af, hvorvidt Kvinden igennem Organisationen kan komme til at indtage sin rette Plads paa Arbejdsmarkedet. Dersom vi nogenlunde rigtig opfatter, hvad det egenlig er, der for Øjeblikket sker, og hvilke nye sociale Tilstande, der er ifærd med at udvikle sig, kan vi paa ingen Maade se hen til Kvindens Stilling som noget Underordnet, og for os - i økonomisk Henseende - temmelig ligegyldigt, og selv om en Del af os ikke havde Retfærdighedsfølelse nok, til alene af den Grund at omfatte Kvindespørgsmaalet, maa vor egen velforstaaede Interesse tvinge os til at indse, at en Organisation blandt Kvinderne og en gennemgribende Forbedring af Hendes Stilling, er ligesaa nødvendig for os som for hende. Samfundsforholdene kan ikke ordnes endog blot nogenlunde retfærdig og for det Hele betryggende, naar det undlades at tage ethvert retfærdigt Hensyn til den ene Halvdel af Menneskeheden.
Spørgsmaalet stiller sig ikke for os, om der bør gøres noget Alvorligt for Kvinden, men derimod: Hvad bør gøres og hvorledes? Vi tror Svaret derpaa er let givet for Mændenes Vedkommende, og vi tror det fornuftigvis ikke kan være andet end det: Gør som vi, vi baner Vejen, følg efter os! Den mandlige Arbejder har, og vil i en lang Fremtid have saa Meget at gøre for sit eget Fag, at han ikke praktisk kan beskæftige sig med Kvindens faglige Anliggender, og desuden kan kun Kvinden selv kende sin Stilling, sin Trang og sine Evner tilbunds, og ingen anden end hun selv kan virke med tilstrækkeligt Resultat for sin Sag. Det ligger i Sagens Natur, at Kvinden maa, for at kunne udrette Noget, have indirekte Støtte hos Mændene, ved at drage Fordelen af disses allerede vundne praktiske Erfaringer og ved, ved givne Lejligheder, at benytte disses Raad og Vejledning. Ligeledes er Kvinden nødt til at vente med sine Reformer, indtil Mændene har banet Vejen derfor ved at tvinge Samfundet til at godkende disses Berettigelse og Udførlighed. Naar først Mændene har banet Vejen for Reformerne, ved at gennemføre dem for deres eget Vedkommende, er der Intet til Hinder for at Kvinden kan følge efter og opnaa de samme Fordele for sit Vedkommende.
Naar Kvinden blot selv vil forbedre sin Stilling, kan hun gøre det, og det vil maaske vise sig, at hun vil have færre Vanskeligheder at overvinde end Mændene, men hun maa først og fremmest lægge den uberettigede Undseelse tilside, som forbyder hende at samles med sine Kammeratinder for at drøfte og varetage sine Interesser. Denne Undseelse for offenlig at forhandle om en Forbedring af de Vilkaar, som man hver Dag privat beklager sig over, er i højeste Grad falsk, og vi vil anbefale enhver Kvinde, i hvilken Alder og Stilling hun end er, at sige til Enhver, som maatte behage at le ad hendes Deltagelse i det offenlige Liv, det Samme som en anerkendt Mand en Gang har sagt i et lignende Tilfælde, nemlig: "Jeg ynkes over enhver Daare, som ler ad, at Andre gør det, som de ikke selv har Mod eller Forstand til at gøre, men det er ogsaa det eneste Indtryk, som deres Latter gør paa mig". Dersom Mændene vilde have ladet sig slaa af Marken af Latter, Haan og Spot, vilde Arbejderbevægelsen aldrig være naaet derhen til, hvor den nu staar, og Kvinden kan lige saa vel som Manden tage sig Daarens og den opløbne Gadedrengs Latter saare let. Den Kloge og Tænkende ler ikke ad den, der træder for Skranken for at forsvare sin Ret, og naar der er En, som ler ad den Modige, er der Ti, som beundrer ham.
Den arbejdende Kvindes Stilling er, enten hun er Tjenestepige eller i et andet Fag, saa trykket og uforsvarlig, at en gennemgribende Forbedring ak hendes Forhold er i højeste Grad paatrængende nødvendig, og den er ogsaa mulig, naar blot hun selv vil. Tag Eksempel af Mændene, slut Eder sammen, dan Fagforeninger - det lader sig meget godt gøre - og det vil da snart vise sig, at det er lettere for Kvinden at forbedre sin Stilling end hun selv i Øjeblikket tror!
(Socialisten 28. februar 1874).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar