Vi ved at stjæle bøger straffes som andet tyveri. Men vores love har mig bekendt ingen straf for at stjæle hele stykker ud af en forfatters værker og udgive dem for sine egne. Det har i øvrigt megen lighed med det i Tyskland så gængse og på adskillige steder hårdt straffede eftertryk.
Ingen kan indvende noget imod at den ene forfatter benytter den andens arbejde og enten anfører hans navn når han bruger ham som sin kilde, eller bearbejder hans tanker, så at de bliver malm af hans egen mine, eller som man siger kød af hans eget kød og ben af hans egne ben. Det er endog rosværdigt når det sker med smag og forstand.
Når en forfatter stjæler enkelte sætninger fra en anden, opdages det ikke så let, og kun af enkelte, og man ser gerne gennem fingre med sådanne små tyve. Men når han går hen og udskriver hele sider af en arbejde (en præst stjal for nogle år siden på den måde en hel doktordisputats), da burde man i sandhed ikke se gennem fingre med ham, og allermindst når han med fræk fripostighed vil forsvare sine rapserier. Da synes han at blive en genstand for de borgerlige love.
Af alle slags tyverier er bogtyveri vist nok den skammeligste art, for er ånden det højeste af alt, og åndens ejendomsret den helligste af alle ejendomsrettigheder da er åndstyveri også den mest nederdrægtige af alle forbrydelser. Vel røber sådant et tyveri en høj grad af dumhed og lønnes i almindelighed med foragt eller satirens spidsrodsstraf. Men begge straffemåder er som erfaringen viser, ikke følelige nok til at afholde sådanne helte fra at gentage deres misgerninger. Især når ugebladenes udgivere af medlidenhed eller på grund af deres arbejdsdygtighed i andre henseender beskytter dem som medarbejdere ved deres blade og lader deres smørerier få indpas der.
Det ville derfor være højst gavnligt om den borgerlige lovgivning bestemte en straf for sådanne åndstyve. Og jeg mener at den mest passende straf foruden en efter forbrydelsens grad afpasset pengebøde ville være en offentlig undskyldning. Men den måtte ved en almindelig indbydelse gives al den offentlighed som var muligt og forbindes med en skarp irettesættelse. Var bogtyven student, måtte afstraffelsen ske for konsistoriet *). Var han relegeret student eller uden for den egentlig såkaldte studerende klasse, måtte den derimod ske for øvrigheden **). Men når han havde udstået sin straf burde den ikke hindre hans fremtidige forfatterskab eller være hans ære til mindste ulempe. Hermed indlades sagen til doms.
*) Sådan en afstraffelse for konsistoriet ville i det mindste være lagt mere hensigtsmæssige, end den, hr. Ahlgreen Ussing for få år siden måtte lide fordi han på en måske lidt for djærv måde have sagt en professor nogle dyrebare sandheder da hans forseelse i sammenligning med professorens var så godt som ingen.
**) Det ville måske forekomme mange at ris således som forfatteren af stykket "om platslagere" i Politivennen nylig har foreslået, ville være den mest hensigtsmæssige straf for en så drengeagtig forbrydelse som bogtyveri. Og andre mener vel endog at sammenhobning (akkumulation) af pengebøder, offentlig undskyldning og ris ville være den rigtige straf. Men det første synes dog at være lidt udelikat for lærde tyve og det sidste alt for hårdt.
(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6245-6248).
Ingen kan indvende noget imod at den ene forfatter benytter den andens arbejde og enten anfører hans navn når han bruger ham som sin kilde, eller bearbejder hans tanker, så at de bliver malm af hans egen mine, eller som man siger kød af hans eget kød og ben af hans egne ben. Det er endog rosværdigt når det sker med smag og forstand.
Når en forfatter stjæler enkelte sætninger fra en anden, opdages det ikke så let, og kun af enkelte, og man ser gerne gennem fingre med sådanne små tyve. Men når han går hen og udskriver hele sider af en arbejde (en præst stjal for nogle år siden på den måde en hel doktordisputats), da burde man i sandhed ikke se gennem fingre med ham, og allermindst når han med fræk fripostighed vil forsvare sine rapserier. Da synes han at blive en genstand for de borgerlige love.
Af alle slags tyverier er bogtyveri vist nok den skammeligste art, for er ånden det højeste af alt, og åndens ejendomsret den helligste af alle ejendomsrettigheder da er åndstyveri også den mest nederdrægtige af alle forbrydelser. Vel røber sådant et tyveri en høj grad af dumhed og lønnes i almindelighed med foragt eller satirens spidsrodsstraf. Men begge straffemåder er som erfaringen viser, ikke følelige nok til at afholde sådanne helte fra at gentage deres misgerninger. Især når ugebladenes udgivere af medlidenhed eller på grund af deres arbejdsdygtighed i andre henseender beskytter dem som medarbejdere ved deres blade og lader deres smørerier få indpas der.
Det ville derfor være højst gavnligt om den borgerlige lovgivning bestemte en straf for sådanne åndstyve. Og jeg mener at den mest passende straf foruden en efter forbrydelsens grad afpasset pengebøde ville være en offentlig undskyldning. Men den måtte ved en almindelig indbydelse gives al den offentlighed som var muligt og forbindes med en skarp irettesættelse. Var bogtyven student, måtte afstraffelsen ske for konsistoriet *). Var han relegeret student eller uden for den egentlig såkaldte studerende klasse, måtte den derimod ske for øvrigheden **). Men når han havde udstået sin straf burde den ikke hindre hans fremtidige forfatterskab eller være hans ære til mindste ulempe. Hermed indlades sagen til doms.
H. E. Wosemose
*) Sådan en afstraffelse for konsistoriet ville i det mindste være lagt mere hensigtsmæssige, end den, hr. Ahlgreen Ussing for få år siden måtte lide fordi han på en måske lidt for djærv måde have sagt en professor nogle dyrebare sandheder da hans forseelse i sammenligning med professorens var så godt som ingen.
**) Det ville måske forekomme mange at ris således som forfatteren af stykket "om platslagere" i Politivennen nylig har foreslået, ville være den mest hensigtsmæssige straf for en så drengeagtig forbrydelse som bogtyveri. Og andre mener vel endog at sammenhobning (akkumulation) af pengebøder, offentlig undskyldning og ris ville være den rigtige straf. Men det første synes dog at være lidt udelikat for lærde tyve og det sidste alt for hårdt.
(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6245-6248).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar