Fattigdom. (Efterskrift til Politivennen)

Af den i Adresseavisen sidst indrykkede Bekiendtgiørelse fra de Mænd, der i denne saa usædvanlig og i saa mange Henseender trykkende Vinter have, ved at indsamle og uddele milde Gaver, søgt at lindre de mange Lidendes Nød, seer man, at uagtet den indkomne Sum virkelig ikke er ubetydelig, Trangen dog kun for en liden Deel har kunnet afhjelpes. Mange, saare Mange ere endnu tilbage, som sukke uhiulpne, Mange, som for Øieblikket hiulpne ved den Hielp, de nød, dog med Gysen see trods dens sparsomme Anvendelse, det sig nærmende Øieblik imøde, da den slipper. Indsenderen, som har havt Leilighed at kiende Mange af Hovedstadens Nødlidende, og som med Glæde har seet, hvorledes mange af dens Formuende, deeltagende i deres Næstes Nød, have rundelig rakt Haand til at hielpe, ønskede at kunne lede end Fleres Opmærksomhed paa denne dem saa værdige Gienstand. Stod al den uafhiulpne Nød, der findes inden for Hovedstadens Volde, tydelig fremstilt for vore Medborgere, sikkerlig vilde endnu saare mange betydelige Bidrag blive Commissionen tilstillede. Det er ikke alene eller især Almueklassen, som Dyrheden og den strænge Kulde trykke; disse Ulykkelige, der tit ikke have andet Ly end iskolde Lofter, hvor de uden andet Skiul, end deres daglige Pjalter, ikke sielden med syge af Sult forkomne Børn saa smertelig føle denne overordentlige Vinters Haardhed, ere for det meste vante til Lidelser og en næsten utrolig Nøisomhed. Men ogsaa i den hæderlige Haandværkerstand, i Middelklassen hersker ustyerlig megen Nød. Det er enten aldeles vrang Mening at Haandværksmanden ingen Nød har, da han kan lade sig sit Arbeid betale efter sit Behov. Mange af Hovedstadens Professionester have i de sidste Maaneder lidet eller intet Arbeid kunnet faae, de have da først maattet tære paa det forhen fortiente, og naar det er forbi, gribe til det ødelæggende Huusraad, at sælge, eller hvad næsten er ligesaa fordærveligt, pantsætte et Stykke af deres Bohave efter det Andet. Betænker man nu, hvor lidet de under slige omstændigheder faae derfor eller derpaa, hvor ganske de ere give Blodsuere til Priis, hvor vanskeligt, tit uoverkommeligt det bliver dem, [enten] at kiøbe eller indfrie Sengeklæder, Lagener, Kiøkkentøi, Klædestykker, maaskee vel endog Værktøi - thi hvad maa ikke opofres for det uundværlige Brød - da han man, naar man ikke forsætligen lukker sine Øine, vel ikke falde i Tvivl, at det er den uundgaaelige Undergang man redder dem fra, ved at række dem Haand i beleilig Tid. Endnu er der intet talt om, en høiere Middelstandsklasse som tit endnu tungere føler Nød, fordi den troer sig mere forpligtet at lægge Dølgsmaal derpaa. Dog nok. - Thi neppe er der Nogen, der har Øie og Hierte, der jo lettelig vil kunne overtyde sig, at denne Skildring er langt fra at være overdreven. O at da den danske Goddædighed, som endog fjerne Udlændinge ved ædel Gienkaldelse af hundredaarig Uret ved Elbens Bred viser sig i saa beundringsværdigt et Lys, ogsaa her vilde blive sig tro og ikke vorde træt, mens Nøden endu var langt fra at aftaget.

Dagen 1. marts 1814