12 oktober 2017

Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandværk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det mest ømfindtlige forulempes af den støjen der som en torden fra disse på gaden oprettede værksteder gennemryster den forbigående, så at han ofte nødes til at gå en lang afvej, for at undgå denne kanonade, men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for, ved at passere et sådant sted, selv at blive beskadiget, og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog at miste livet.

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre på gaden arbejdende, og på en en stor kedel hamrende kobbersmede, at nemlig hestene ved denne alarm nær havde taget magten fra kusken, og følgelig løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre, og tøjet på hestene desto stærkere.

Vort ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende, om disse håndværkere blev forpligtet at udøve dette rolighedsforstyrrende arbejde i gården ved end netop på gaden udenfor deres hus, hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen Nr. 1543, Fredagen den 30 Mai 1845, s. 329-330)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar